"Det eneste jeg tænker er: Jeg skal overleve. Mine børn skal ikke miste deres mor"

Tidligere har vi sat fokus på, om det skal være nemmere at dømme voldtægtsmænd. Men voldtægtsmænd er ikke de eneste kriminelle, som kan være svære at dømme.

For ti år siden var et brutalt overfald tæt på at blive Lone Bechs død. For tre år siden meldte hendes gerningsmand sig selv, og først nu – ti år og én dag efter overfaldet – faldt der dom i sagen sidste uge.

Dommen lød på et halvt års ubetinget fængsel samt en prøvetid på 3 år. Begår gerningsmanden i den periode kriminalitet, får han 2,5 års ubetinget fængsel.  

– I betragtning af, at dommerne sagde, at den var den strengeste straf, der kunne gives, er jeg tilfreds. Jeg er enig i, at han skal have strafnedsættelse for at melde sig selv, men et halvt års ubetinget fængsel er ikke meget, han har jo næsten slået mig ihjel, siger Lone Bech til ALTfordamerne.dk.

Her følger historien om, hvordan Lone kæmpede sig tilbage til livet, mens hendes overfaldsmand stadig var på fri fod:

Bilens forrude er indsmurt i blod. På forsædet i passagersiden sidder Lone Bech. Det er hendes bil. Det er hendes blod. Ved siden af hende sidder en ung, spinkel, mørk fyr. Han har netop sænket armen efter at have slået Lone igen og igen i hovedet med en granitmorter. Det er, som om han pludselig er vågnet op. Som om de ord, Lone tryglende har sagt til ham for et øjeblik siden, er trængt ind. "Jeg vil så gerne opleve min søns 18-årsfødselsdag i weekenden, vil du ikke nok lade være med at slå mig ihjel".

– De ord reddede mit liv, siger Lone Bech.

LÆS OGSÅ: Nogle af mine faste læsere begyndte at græde, da jeg skrev om separationen

Overfaldsmanden var på samme alder som Lones søn, og det var det, der fik ham til at stoppe op. Det fornemmede Lone allerede i bilen den aften, hun blev overfaldet, og i dag ved hun det med sikkerhed. Hun har nemlig efterfølgende mødt sin overfaldsmand i et konfliktråd. Martin, som han hedder, meldte sig selv til politiet, men først syv år senere. Der er nu gået ti år siden overfaldet, og Lone har sagt ja til at fortælle sin historie, som der først bliver sat punktum for den 18. marts, hvor der falder dom i sagen. Og hun har svært ved at begribe, hvordan det har kunnet tage tre år at behandle sagen, når gerningsmanden selv meldte sig og tilstod alt.

Overfaldet

Torsdag den 17. marts 2005 er en dag som så mange andre. Og så alligevel ikke helt. Lone glæder sig nemlig rigtigt meget til at skulle fejre sin ældste søns 18-årsfødselsdag i weekenden, og alle tankerne drejer sig om den forestående fest. Hun arbejder på et socialcenter i centrum af Aarhus og forlader arbejdspladsen ved 17.30-tiden for at gå i Føtex og købe ind. Da hun kommer ud med vognen fuld af varer og går mod sin bil, bemærker hun to mænd, der står på hjørnet.

– Jeg tænker, at den ene ser lidt farlig ud, og at jeg skal tage mig i agt for ham. Han går vildt frem og tilbage på fortovet med et arrigt blik i øjnene. Men ham, han er sammen med, ser ret fredelig ud, så jeg tænker, at det nok er okay. Jeg sætter mine varer ind i bilen, går tilbage mod Føtex for at sætte vognen på plads, og i det, jeg går forbi dem, får jeg øjenkontakt. Jeg tænker straks, åh nej, det var ikke godt, og jeg skynder mig tilbage mod bilen. Jeg kan mærke, at ham den farlige kommer efter mig, og jeg begynder at løbe. Jeg er vildt bange, men jeg tænker, at han nok bare er ude efter min taske.

Da Lone når frem til bilen, kaster hun sig ind på forsædet og forsøger at smække døren, men den bliver straks revet op, og hun bliver ramt af noget hårdt i hovedet.

– Jeg går ud som et lys. Jeg når bare lige at registrere, at han lukker døren op. Bagefter rusker han mig, til jeg vågner, og jeg tænker, hvad søren sker der her, hvad har han gang i? Han skubber mig over på passagersædet og slår mig igen. Og igen. Lige ved tindingen. Han er så rasende, og det virker, som om han er i en eller anden form for trance. Jeg værger for mig med hænderne, som også bliver ramt mange gange, og på et tidspunkt prøver jeg at tage hovedet ned i bunden af bilen, men han bliver ved med at slå.

– Jeg tømmer mine hænder for blod to-tre gange, og jeg kan ikke se noget med mit venstre øje. Det eneste jeg tænker er: Jeg skal overleve. Mine børn skal ikke miste deres mor! Og så begynder jeg at tale til ham. Jeg tigger og beder ham om at holde op, siger til ham, at han må tage min taske, min pung, min telefon. Alt. Men det er først, da jeg nævner min søns 18-årsfødselsdag, at han reagerer.

– Han stopper op, og siger: "Fuck, fuck, fuck!" Som om han også selv bliver overrasket over, hvad han er i gang med. Men i stedet for at stikke af siger han til mig, at jeg skal køre bilen for ham. Jeg lader, som om jeg leder efter mine bilnøgler i tasken, men i virkeligheden leder jeg efter den lille dåse med tåregas, som jeg plejer at have i tasken. Desværre har jeg netop den dag en anden taske med, og tåregassen ligger i tasken derhjemme. Mine ben er stadig ovre under rattet, dem har jeg ikke fået med mig, og jeg får pludselig den ide, at jeg kan sætte fødderne op på rattet og dytte, så nogen opdager, hvad der sker. To unge piger hører det og kommer hen til bilen, og endelig stikker han af. Han tager ikke min taske eller noget andet. Jeg får ringet til 112, politiet kommer, og jeg bliver kørt på hospitalet. Det eneste, jeg tænker på er, at jeg er SÅ lykkelig over at være i live.

Tiden efter

Lone blev syet med otte sting ved det venstre øje og 16 sting ved tindingen. Lægen sagde, at hvis hun var blevet ramt tre millimeter længere nede, ville hun have været død. Politiet fandt gerningsvåbnet i bilen. En 18 centimeter lang morter af granit. I dagene efter overfaldet havde Lone det ikke godt. Hendes daværende mand arbejdede om natten, og hun brød sig ikke om at være alene. Hun var bange, når hun var udenfor, særligt hvis hun hørte nogen løbe bag sig. Hendes ældste søn kunne næsten ikke kende sin mor, som altid plejede at se så flot ud med høje sko og perfekt makeup, og han var også bange for, at gerningsmanden skulle komme igen. Politiet gav udtryk for, at de nok skulle finde den unge mand, for der var gode spor og vidner. Men tiden gik. De kunne ikke finde ham, og til sidst mente de, at han var rejst ud af landet.

– Det gjorde mig bange, at de ikke fandt ham. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om han vidste, hvem jeg var, og måske ville komme tilbage og afslutte det, han ikke fik afsluttet. At han ville slå mig ihjel. Politiet sagde, at jeg måtte ringe på alle tider af døgnet, hvis jeg så ham, og det gjorde jeg faktisk. Jeg var sikker på, at jeg så ham på gaden tre gange, men hver gang var politiet for længe om at dukke op, og så var han forsvundet.

LÆS OGSÅ: Naser Khader: Sådan taklede jeg overfaldet på min datter

Lone havde fået en kraftig hjernerystelse og havde konstant hovedpine. Hun var sygemeldt fra sit arbejde i tre måneder og begyndte derefter lige så stille at arbejde to-tre timer om dagen hen over de følgende tre måneder. Igennem en længere periode fulgte kollegerne hende ned til bilen, når hun skulle hjem. Lone og familien havde nogle samtaler med en psykolog, hun fik hjælp af foreningen Hjælp Voldsofre, og efterhånden begyndte hun at affinde sig med tanken om, at man aldrig ville finde overfaldsmanden. Og så alligevel ikke helt.

"Station 2"

I 2011 medvirkede Lone i en rekonstruktion af overfaldet i TV 2-programmet "Station 2". Hun håbede, at det måske ville bringe nye vidner på banen, der kunne føre til en opklaring af sagen. Hun havde dog aldrig turdet håbe på det, der rent faktisk skete.

– Noget tid efter udsendelsen blev jeg ringet op af politiet som fortalte, at gerningsmanden havde meldt sig. Han havde set programmet sammen med sin kæreste og havde sagt til hende, at det var ham, de snakkede om i programmet.

Kæresten havde sagt, at så måtte han melde sig. Jeg kunne slet ikke forstå det, da jeg hørte det, men jeg tænkte også, at når han gjorde det, så kunne han ikke være morder, så måtte han trods alt være en okay fyr. Det viste sig, at han boede i samme lille by, som jeg boede i på det tidspunkt. Og næsten lige ved siden af min moster, faktisk. Det var meget mærkeligt at finde ud af. Men det betød jo også, at jeg havde haft ret i, at jeg havde set ham på gaden efter overfaldet.

Konfliktrådet

Lone blev afhørt i sagen og fik i efteråret 2012 tilbud om at deltage i et konfliktråd, hvor hun kunne møde Martin og stille ham alle de spørgsmål, hun havde. Det takkede hun ja til, og hun sagde også ja til, at TV 2 måtte filme mødet til en serie om, hvordan konfliktråd foregår.

– Jeg tænkte, at jeg ville se, hvad han er for en mand. Og jeg ville have at vide, hvorfor han havde overfaldet mig. Hvad skulle han bruge mig til den aften?

Lone havde sine to sønner med til konfliktrådet, og da Martin trådte ind ad døren, vældede følelserne op i hende. Had. Foragt.

– Og angst. Jeg blev bange for ham igen, lige da han kom ind i lokalet. Han havde taget mindst 15 kilo på, siden han overfaldt mig, og han havde en masse tatoveringer. Han så farlig ud. Først var det meget mærkeligt at sidde over for ham efter alle de år, men det var egentlig også rart nok, da vi begyndte at snakke sammen. Han var brødebetynget. Ked af det, han havde gjort. Han sagde undskyld til mig, og jeg kunne se, at han havde det dårligt. Han sagde til mig, at jeg kunne spørge om alt, han skulle nok svare.

– Martin fortalte, at han havde valgt Lone den aften, fordi hun havde en bil, han kunne bruge. Han skyldte penge og skulle ud og lave indbrud, og han havde brug for en chauffør. Lone spurgte ham, hvorfor han så havde slået hende så mange gange, hun kunne jo ikke køre, når hun var helt smadret.

– Han sagde, at han var så rasende og aggressiv, fordi han havde taget ecstasy og to andre typer stoffer den aften. Han havde været i en rus af piller. Han havde følt, at han bare var nødt til at slå og slå. Han sagde også, at det var rigtigt, at han "vågnede op", da jeg begyndte at tale om min søn, der var på samme alder som ham selv. Jeg græd, da vi talte om det. Det var meget voldsomt at høre det fra ham. Til sidst sagde jeg til ham: "Lover du aldrig nogensinde at lave sådan noget igen?". "Ja", svarede han.

Lone håber, at konfliktrådet kan være med til at gøre Martin til et bedre menneske. Hun er glad for, at han meldte sig selv, og at han er parat til at tage sin straf for at kunne starte på et nyt liv.

– Men jeg tilgiver ham aldrig. Jeg kan ikke tilgive en mand, der har taget stoffer, og som bevidst tager et våben med sig for at slå en ned.

Marts 2015

– Overfaldet sidder i mig resten af livet, og jeg kan stadig ikke lide at være alene, når det er mørkt. Hvis jeg hører, at nogen løber bag mig, vender jeg mig om, og jeg går over på det andet fortov, hvis jeg ser nogen, der ser mistænkelige ud. Sådan et overfald er noget, man aldrig glemmer. Men det vigtigste er, at jeg har det godt nu.

Lone har fået godtgørelse for en mengrad på 15 procent for piskesmældslæsion,

hovedpine og smerter i nakken og for svie og smerte. Og konfliktrådet har givet hende ro i sindet i forhold til, at hun nu ved, hvem der overfaldt hende, og at han ikke var ude efter hende som person. Derfor kan hun også godt leve med, at hun ved, hvor han bor. Det, der er svært at leve med er, at det har taget tre år, fra Martin meldte sig, til der nu falder dom i sagen.

– Sagen har trukket ud og trukket ud. Det er simpelthen under al kritik. Når

gerningsmanden melder sig og tilstår alt, og når vi oven i købet har deltaget i et

konfliktråd, burde sådan en sag bare kunne afsluttes hurtigt. Det kan ikke passe, at jeg skal vente tre år på et endeligt punktum, og at Martin skal vente så længe på at få afsonet sin straf. Vi kan jo ikke for alvor komme videre med vores liv, før det her er afsluttet.

Selvom Lones rolle i sagen er udspillet rent retsligt, har hun tænkt sig at møde

op i retten, når dommen falder den 18. marts.

– Og det glæder jeg mig til. Det er først der, jeg helt kan lægge den sag bag mig og bare nyde, at jeg er så heldig, at jeg er i live. 

Hvad er konfliktråd?

- Konfliktråd er et møde mellem den forurettede person og gerningspersonen. Det er frivilligt for begge personer at deltage i mødet, der finder sted med en mægler som mødeleder.

- Gerningspersonen skal i det væsentlige have tilstået. Både gerningspersonen og den forurettede person skal sige ja til at deltage. Personer under 18 år skal have samtykke fra deres forældre.

- Den forurettede person får mulighed for at fortælle gerningspersonen, hvilke konsekvenser gerningen har haft, og hvad der er sket efterfølgende.

- Gerningspersonen får mulighed for at forklare sine handlinger direkte over for den forurettede.

- I 2014 blev der gennemført 665 konfliktråd.

Kilde: Konfliktraad.dk

Sagsbehandlingstider for straffesager

Der kan være mange grunde til, at det tager noget tid, inden en straffesag kommer for retten. Det er typisk faktorer som behov for yderligere efterforskning, vidneafhøring og forsvarerskift, der kan spille ind. Det er også afgørende, at der samtidig kan findes et ledigt tidspunkt både i forsvarerens og anklagerens kalendere. Som regel kan en byret tilbyde at sætte et retsmøde i kalenderen inden for cirka to måneder fra den dag, retten har modtaget sagen. De gennemsnitlige sagsbehandlingstider i straffesager over de seneste fem år har været nedadgående – også i tilståelsessager. Det er en positiv udvikling og ligger i god tråd med domstolenes mål om korte sagsbehandlingstider.

I 2010 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for tilståelsessager 4,7 måneder, i de første tre kvartaler af 2014 var den 2,5 måneder.

Kilde: Domstolsstyrelsen/Kristine Racina og Domstol.dk.

Trine Bramsen, retsordfører for socialdemokratiet har følgende kommentar til sagsbehandlingstiderne i voldssager.

– Jeg kan selvsagt ikke udtale mig om den konkrete sag, som jeg i øvrigt heller ikke kender de nærmere omstændigheder i, men for mig og socialdemokraterne er det helt afgørende, at myndighederne arbejder fokuseret på at gøre sagsbehandlings-tiden i voldssager så kort, som overhovedet muligt. Dette er især vigtigt af hensyn til offeret, der har været udsat for et meget voldsomt overgreb.

– Der findes allerede i dag mål for sagsbehandlingstiden i voldssager ved både anklagemyndigheden og domstolene. Men det er samtidig vigtigt at have for øje,

at sagsbehandlingstiden i straffesager påvirkes af forskellige faktorer, herunder

faktorer som myndighederne ikke har indflydelse på.

–Justitsminister Mette Frederiksen har i januar tilkendegivet over for Folketingets retsordførere, at hun vil tage initiativ til drøftelser om udfordringerne samt om

mulige tiltag i forhold til sagsbehandlingstiderne i straffesager.

LÆS OGSÅ: Derfor er det livsfarligt for kvinder at demonstrere i Egypten

LÆS OGSÅ: Naser Khader: Sådan taklede jeg overfaldet på min datter

LÆS OGSÅ: Sexsomnia: Når kriminelle kommer sovende til forbrydelsen