Helles søn brød pludselig sammen i gråd på åben gade: Grunden forfølger hende stadig
Det kan være svært at spotte, når ens barn er kommet i problemer på nettet. Det opdagede Helle Sørensen, da hendes søn, Anders, som 19-årig endelig fik fremstammet, at han havde spillet hele sin opsparing op. Her fortæller de deres historie for at hjælpe andre med ikke at havne samme sted.
Sjældent havde Anders’ krop føltes så varm og så kold på samme tid. Panikken voksede i ham, mens han gjorde alt for, at hans mor ikke skulle opdage det.
”Kan vi ikke bare tage hjem?” spurgte han stille.
Han havde svært ved at holde koncentrationen på det, der ellers skulle have været en hyggelig shoppingtur med moren. Mens de havde gået mellem tøjstativerne, havde banken ringet til ham – og dét opkald ødelagde det ellers gode humør.
De havde lukket hans kort, sagde de. For der var ikke flere penge tilbage på det. Han vidste derfor nu godt, at tiden var inde. Dét tidspunkt, som han havde udsat – og frygtet – i flere år, var nu kommet. Tidspunktet, hvor han skulle fortælle sine forældre, at han havde spillet hele sin opsparing op.
I S-toget på vej hjem bemærkede hans mor, at Anders var stille. Meget stille. Hvilket han ellers ikke plejede at være. Hun prøvede at spørge ind til ham, men han fejede det hurtigt væk.
"Der var en meget trykket stemning. Faktisk en ubehagelig stemning. Anders havde det rigtig skidt, kunne jeg se," fortæller Helle Sørensen.
Hun vidste på daværende tidspunkt ikke andet, end at Anders spillede lidt for sjov en gang imellem.
Da de kom ud af S-toget og ind på Vanløse Torv, kunne Anders ikke mere. Tankerne og følelserne blev for mange, og han brød ud i gråd. Ved siden af stod hans mor forvirret. Hun vidste stadigvæk ikke, hvad der foregik. Hun tog om ham og krammede ham tæt, mens han fik fremstammet, at han havde spillet sine penge op.
"Jeg blev vildt chokeret. Jeg troede, at jeg var med i en dårlig film. Det kom som et lyn fra en klar himmel. Noget, jeg ikke havde set komme overhovedet," fortæller Helle, der får våde øjne blot ved tanken om de ting, der gik igennem hende den dag.
"Jeg begyndte straks at tænke tilbage: Var der nogle tegn, som jeg havde overset? Var der noget, jeg burde have set? Tjekket op på? Arbejdet med? Men jeg synes ikke, at jeg havde mærket noget på ham overhovedet. Så det var meget chokerende, og jeg var frygteligt ked af det."
32.000 bryder reglerne
I Danmark er aldersgrænsen for at spille om penge online 18 år. Men tal fra en ny undersøgelse fra Spillemyndigheden viser, at 15 procent af de danske unge mellem 15 og 17 år, hvilket svarer til cirka 32.000 unge, har spillet om penge online inden for det seneste år.
Annonse
En af de unge er Anders Tafteberg, som spillede for første gang som 13-årig, uden at det rigtigt fangede ham. Men da han var 17, fik han lov til at spille på en konto, som var under forældreopsyn. Nu begyndte det for alvor at blive sjovt, syntes han, og han spillede for 50 kroner en gang eller to om ugen.
Modsat mange af sine venner spillede han ikke på fodbold, men på tennis. Her var der hele tiden noget nyt at spille på. Hvem vandt den næste bold, hvem vandt det første point, og hvem vandt det næste parti? Mulighederne for at vinde penge føltes store og uendeligt mange.
Da Anders fyldte 18 år, fik han en konto, som han selv rådede over – og så begyndte det at eskalere.
"En aften var jeg sindssygt heldig at vinde 500 kr. for den 50’er, jeg havde satset. Det var jeg ret overrasket over, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg dagen efter havde en kammerat på besøg og begejstret fortalte ham om det. Samme aften spillede jeg igen og endte med at tabe alle de penge, som jeg havde vundet," fortæller Anders.
"Men det gav mig bare endnu mere lyst til at spille igen. For jeg skulle jo vinde pengene tilbage. Fordi jeg havde vundet, havde jeg en oplevelse af, at her var der noget, som jeg var god til. At jeg vidste noget om at spille på tennis. Og fordi jeg havde den opfattelse, så slog jeg det hurtigt væk, at jeg havde tabt. Jeg havde bare været uheldig. At få den tankegang blev et vendepunkt for mig. For den gjorde, at det nærmest blev en rutine for mig at spille, og at det hele begyndte at eskalere."
Til sidst kunne han lægge 500 kroner flere gange om dagen – og 1.000 kroner på ét enkelt parti. For han havde en tanke om, at jo flere penge han satte ind, jo nemmere var det at vinde det hele tilbage.
"Jeg husker tydeligt, da jeg første gang spillede 1000 kroner på ét parti – og tabte det hele igen. Jeg sad i min seng og så en kamp. Først lagde jeg 500 kroner ind og tabte dem. Og så gjorde jeg det samme igen. Dér slår en tanke mig så: Hvis jeg nu lægger 1000 kroner næste gang, så kan jeg vinde de 1000 kroner tilbage, som jeg lige har tabt. Så vælger jeg at gå ind og sætte 1000 kroner ind og så spille dét på det næste parti. Dét gjorde jeg også to gange, men jeg endte med at tabe det hele," fortæller Anders.
"Jeg blev ret frustreret, da jeg tabte. Faktisk blev jeg så sur, at jeg kastede min telefon ned i min seng. Rigtigt hårdt. Som man ser det på film. Og som jeg stod der bagefter og kiggede på min telefon, der lå i sengen, kan jeg huske, at jeg fik en følelse af, at noget nok var galt. At jeg havde et problem. Der gik det op for mig, hvor mange penge jeg havde tabt på få minutter. Men det stoppede mig ikke. Jeg fortsatte med at spille igen dagen efter."
Annonse
Et casino for lommepenge
Efter opkaldet fra banken på shoppeturen stoppede Anders helt med at spille. En kold tyrker. Han var pinligt berørt og skamfuld over, at han havde spillet hele sin opsparing på næsten 70.000 kroner op. Selv de penge, han havde fået til sin konfirmation, var væk. De penge, som skulle have være brugt på alt muligt sjovt, og som ikke skulle spilles op.
Anders Dorph er direktør i Spillemyndigheden, hvor de oplever stadig flere henvendelser fra unge og deres pårørende, som på den ene eller anden måde har været involveret i spil ligesom Anders Tafteberg.
"Spillemyndigheden har i efteråret holdt godt 20 oplæg på ungdomsuddannelser for at tale med de unge om spilvaner. Her oplevede vi, hvordan de sidder i både timerne og i frikvarterne og spiller deres lommepenge op," siger Anders Dorph.
"Hvis man nu forestillede sig, at det var den fysiske verden, og at man stillede et casino op midt i klasselokalet på den lokale skole, hvor de unge lagde penge på bordet, så ville alle sige, at det var ulovligt. Men idet det foregår i det skjulte på nettet, så er der ikke nogen, der lægger mærke til det."
Netop det, at det foregik i det skjulte, gjorde, at Anders Tafteberg blev ved. For der var ikke andre end ham, der kendte til hans problem. Der var ikke nogen til at stoppe ham.
Annonse
"Jeg kunne godt se på min bankkonto, at det ikke gik skidegodt med at spille. Jeg tror, at problemet for mig var, at jeg ikke ville have, at der var nogen, der fandt ud af det. For hvad ville de så tænke om mig?"
Anders kigger på sin mor.
"Derfor snakkede jeg hverken med mine forældre eller mine venner om det på det tidspunkt. Jeg havde en idé om, at hvis jeg kunne vinde pengene tilbage, så var der ingen, der behøvede at vide, hvor galt det i virkeligheden havde stået til. Så kunne jeg bare stoppe, når jeg havde vundet alle pengene igen og leve, som om intet var sket. Jeg havde meget dårlig samvittighed, men samtidig også en idé om, at det var noget, som jeg godt selv kunne klare mig ud af."
Havde jeg skyklapper på?
I dag sidder Anders og Helle rundt om spisebordet i rækkehuset i Vanløse, hvor Anders er vokset op. Og hvor hans spilafhængighed tog fart.
Det er tydeligt, at Anders har fortalt sin historie flere gange før til familie og venner, og at Helle har hørt meget af den før. Men der er også detaljer, som hun aldrig har hørt om.
Som hvordan han lå på sit værelse hver aften og spillede på tennis, hvordan han dengang tabte 1.000 kr. på ét parti tennis flere gange på én aften, og hvordan det hele var eskaleret i smug. Men også hvorfor han ikke har sagt det højt – og det rører hende.
"Jeg har virkelig bebrejdet mig selv. Har jeg bare gået med skyklapper på, har jeg tænkt. Hvorfor opdagede jeg det ikke i tide – især fordi det har været over en så lang periode. For mig var Anders bare den velfungerende dreng, som han altid har været. Måske var han lidt stille i den periode, men det var ikke noget, jeg tænkte yderligere over. Jeg ville ønske, at jeg havde opdaget det. Det ville jeg virkelig," siger Helle.
Hun holder en pause. Tager en dyb indånding. Sunder sig. Anders lægger sin ene hånd på hendes. Hun kigger på ham og smiler.
"Jeg var så ked af det. Rigtig ked af det. En masse følelser flød rundt i kroppen. Jeg kan også godt mærke, at det stadig påvirker mig i dag. For jeg så det slet ikke. Jeg troede bare, alt var i den skønneste orden. Så jeg føler, at jeg har gået med skyklapper på – og det er ikke en rar følelse at sidde tilbage med."
Den dårlige samvittighed
Anders Tafteberg har ikke spillet siden den dag, han modtog opkaldet fra banken. Men her fem år senere får han stadig et sug i maven, når han ser en af de mange bettingreklamer, der sendes i prime time både på flow-tv og streaming. Det er dog ikke det samme sug af begejstring, som han fik af at spille tidligere. Snarere modsat. Han får dårlig samvittighed og en klump i maven.
Han har arbejdet meget med sig selv for at bearbejde de år, hvor han led af ludomani. Han har talt med sin familie og de nærmeste venner om det. Lavet en podcast.
Anders’ far spørger ham ofte, om han fortsat er ”spilfri”, mens Helle er meget opmærksom på selv den mindste ændring i Anders’ adfærd. Hun har alle antenner ude – selv nu fem år efter. Hun er så bange for at overse noget igen.
"Vi snakker om så mange andre ting med vores unge mennesker: sex, alkohol, cigaretter og stoffer, men gambling, og hvor store konsekvenser både økonomisk og menneskeligt det kan have, glemmer vi," siger Helle, der ville ønske, at man fik risiciene ved gambling på skoleskemaet i folkeskolen, men også tydeligere printet ind i bevidstheden på forældrene.
Netop dét håber Spillemyndigheden at gøre med deres nye vidensplatform StyrPåSpillet.dk, som henvender sig til unge, men også deres forældre. Her kan man både blive klogere på spilafhængighed, og hvad man kan gøre for at forebygge det.
"Det er vigtigt at få forældrene tættere på deres børn i den virtuelle verden og til at forstå, hvilke tilbud der er derude. Kun på den måde kan de se, når noget ikke er, som det skal være, for det er nemt for de unge at skjule det i hverdagen, fordi det hele sker på telefonen," fortæller Anders Dorph, direktør i Spilmyndigheden.
"De to allervigtigste budskaber at få ud for os er dog, at man for det første ikke vinder i længden på spil. Mange unge lever i en vildfarelse af, at der er en sej dreng i klassen, som kun taler om, hvad han har vundet, og ikke hvor meget han har tabt. Derfor bliver de andre inspireret af ham til at spille, fordi de kun tror, at man vinder. For det andet, så skal man sige det højt, hvis man får problemer, uanset hvor pinligt eller skamfuldt det kan føles."
Selv sagde Anders Tafteberg det ikke højt, før det var for sent. Men det håber han, at andre unge tør gøre.
"Dårlig samvittighed kan give lyst til at fortælle noget, men det kan også gøre det sværere at sige ting højt. Derfor er det vigtigt, at det bliver normaliseret at tale om det over spisebordet derhjemme, ligesom man kan tale om alkohol. Det kan redde en masse unge mennesker fra at ende i samme situation som mig."
