Luise Thye-Østergaard er gift og bor med to mænd

”Mine to mænd er bedste venner og har det magisk sammen”

Luise bor i ét hus med to mænd: Ægtefællen Jesper og ”kærlighedsrelationen” Mads. Det er der mange, der har rynket på næsen af. Nu svarer hun på kritikken.

”Du undertrykker din mand”.

”Det kan man simpelthen ikke byde sine børn.”

”Det er dømt til at gå galt.”

Luise Thye-Østergaard har fået en hel del kritik – men også ros for at stå frem – siden hun i ALT for damerne fortalte sin utraditionelle kærlighedshistorie, der kan sammenfattes sådan her:

Luise og Jesper elsker hinanden og har to børn.

Men Luise har nogle seksuelle behov, som Jesper ikke interesserer sig for.

Og Jesper mangler en, der i højere grad deler hans interesse for sport, film, musik og bøger.

Det er her, Mads kommer ind i billedet. Han opfylder Luises behov og kommer godt ud af det med Jesper. Så godt, at han i dag er flyttet ind hos Jesper og Luise, der bor i en villa i Charlottenlund. Mads har et værelse i kælderen, men sover sammen med Luise på første sal i ét af de to soveværelser. Det andet sover Jesper i alene. Og det fungerer over al forventning ifølge Louise, der kalder dem ”én stor familie”, der er ”propfyldt med naturlig kærlighed”.

Deres kærlighedshistorie har dog fået mange læsere til at rynke på næsen. For hvad med børnene? Er det ikke egoistisk af Luise? Er Jesper virkelig OK med det her? Er Mads? Reaktionerne på Facebook har været så overvældende for Luise, at hun har ønsket at uddybe dele af deres historie.

- Jeg er godt klar over, at rigtig mange ikke forstår det, vi har gang i. Meget af det, folk skriver, er positivt og anerkender modet i at stå frem, men der er også mange negative reaktioner. Dem har jeg ikke brug for at læse, fordi jeg ved, at hvis folk kendte til hele vores sandhed, så ville det være et fåtal, der sagde ”bvadr”, siger hun til ALT.dk.

Luise håber dog, at hun med sin historie kan være med til at vise, at der er ”ligeså mange veje, som der er mennesker”, og at der ikke er én rigtig definition på kærlighed, ægteskab og tosomhed.

- Jeg står frem, fordi jeg ved, at der er behov for det her. Prøv bare at tænk, hvor mange mennesker, der ikke engang tør lade deres mand eller kone have en ven af det modsatte køn. Vi frygter så mange ting, at vi låser hinanden krampagtigt fast i en illusion om, at den eneste ene er en anden end os selv, men den eneste ene er os selv. Det er min tilgang til livet.

- Jeg håber, at folk, der læser min historie, tænker: ”Hvis hun tør gøre dét der for at holde sammen på familien, så tør jeg godt at gøre denne lille ting, som vil betyde, at mig og min partner kan blive i tosomheden.” Det kan være alt fra, at man siger højt: ”Jeg har brug for at gå ud med mine veninder i weekenden” til ”jeg har brug for at have en drenge-legekammerat” – og det behøver ikke at være seksuelt. Folk render rundt med de mærkeligste behov, som de undertrykker, siger Luise.

Derfor vil hun gerne svare på nogle af de mange spørgsmål, som historien har rejst, så hun kan imødekomme de rynkede bryn punkt for punkt.

Kritik: ”Det er dømt til at gå galt”

Svar:

- Jeg har arbejdet med familieliv, børn, kærlighed og egen-kærlighed i otte år og skrevet flere bøger om det, så det her er ikke et ”hokuspokus-projekt”. Vores familie-konstellation er fuldstændig velovervejet. Når vi giver plads til os selv og lytter til vores behov, så øges vores selvværd, og så vækkes vores egenkærlighed, og den er altafgørende. Det er hele mit virke, og den rejse har min mand været med på i 8-10 år.

- Vi skal i vores parforhold, i vores liv, turde give udtryk for vores behov. For mange lægger beslag på dem, og det ender i utroskab og familier, der opløses. Jeg vil gerne stå frem som den, der er gået hele vejen. Min mand og jeg har verdens bedste forhold, selvom folk derude ikke tror det. Hvad de ikke har skrevet; at min mand er undertrykt, at han er kuet, at han har en anden. Men det er slet ikke det, det handler om. Det handler ene og alene om at bevare og skabe en velfungerende stor familie.

Kritik: ”Du undertrykker din mand”

Svar:

- Jesper og jeg har et meget refleksivt parforhold og har vendt alting med hinanden undervejs. Vores kærlighed er intakt, men den har ændret sig, så vi forstår også, at der er sider, hvor jeg ikke kan imødekomme hans indre legebarn og egen-kærlighed. Jeg kan ikke lege med ham på den måde, han gerne vil lege. Han vil måske gerne lege vildt i skoven på mountainbike eller dyrke sine interesser for musik, film og bøger. Det vil jeg ikke. Jeg vil gerne noget meditativt. Jeg vil gerne vinterbade og være i solen, og det gider han ikke. Så det handler om at komme ind til kernen af vores egen-kærlighed og vores indre legebarn. Og det behøver ikke at være seksuelt, men det har det været i vores tilfælde. Min mand har valgt at afskære sig seksuelt fra mig, fordi han ikke har interesse for den mere meditative seksualitet.

Hvordan ville du have det med, at der en dag kom en ny kvinde i Jespers liv?

- Jeg glæder mig. Jeg ønsker ham det bedste. Han skal jo have den legekammerat, han mangler. For hvad gør man, hvis man har forskellige behov? Det skal man jo løse, hvis man virkelig elsker hinanden. Jeg har i 8-10 år ønsket at komme helt ind i kernen af Jesper, for det, der er derinde, er fuldstændig magisk, men jeg kan ikke nå derind. Han skal da finde hende, der kan vække den kreativitet inde i ham. Det er da det mindste, jeg kan give ham. Jeg glæder mig som et lille barn til, at den rigtige kvinde er her, for så får jeg lov til at se det hele af ham. Jeg kan jo ikke få hele ham frem. Det kan jeg ikke.

Kritik: ”Det kan man simpelthen ikke byde sine børn”

Svar:

- Rigtig mange synes, at det er synd for børnene, men vores børn kigger op på os og siger direkte: ”Der er jo bare kommet mere og mere kærlighed”. Vores proces har været meget naturlig, for både børn og voksne har fundet det værdifuldt, at Mads flyttede ind med sin datter. Vi har snakket med børnene om det her hele vejen igennem, og det har været helt naturligt at tale om det gode og mindre gode ved en stor familie. Folk tror, at jeg er egoist, men jeg havde aldrig gjort det her, hvis min mand ikke med 100% sikkerhed havde været med på den, og børnene ikke havde haft det godt. Som i aldrig. For min families og mine børns velvære er fuldstændig afgørende for mig.

Kritik: ”Hvorfor skal I bo sammen?”

Svar:

- Vi snakkede bofællesskab, før der var klarhed om, hvorvidt Mads og jeg skulle være sammen, fordi vi alle tre havde det godt sammen, og vi så en stor værdi i at være flere voksne til at løfte opgaverne på hjemmefronten. Vi vidste, at Mads og jeg havde brug for at være tæt på hinanden, men dengang ledte Mads faktisk efter en kæreste. Om det var Mads, der skulle have en anden kæreste, eller det var Jesper, det vidste vi ikke, men vi tre ønskede at bo sammen.

- De to er bedste venner. Jeg var på golfbanen med dem i går, og jeg fik lyst til at tage billeder af dem og poste dem og sige: Hey, this is our reality! Jeg bliver skubbet til side i sofaen, fordi de skal sidde og se golf. Og drikke øl. De har det magisk sammen. Når de står ude i køkkenet og øver golfslag, så er det deres intime rum.

- Jesper har sit eget soveværelse, og Mads og jeg har et soveværelse. Derudover har vi fem børneværelser og en fælles stue. Nu arbejder vi på at finde en løsning, der giver mulighed for tilvalg af privatliv og fællesskab.

- Mads sover inde hos mig, men han har et værelse i kælderen, fordi der kan være tidspunkter, hvor et af børnene har brug for at sove hos mig alene. Ofte er det sådan, at børnene kommer ind til Mads og mig og putter om morgenen, og så går de ind til Jesper og putter. Nogle gange går jeg med, og det er jo det, der er muligt, når man bor sådan her. Det er bare én stor familie, som er propfyldt med helt naturlig kærlighed. Det er så simpelt.  

Kritik: ”Ville det også være okay, hvis Mads fandt en anden?”

Svar:

- I livet ligger det frie valg. Jeg har valgt familien til. Og hypotetisk set, så kan Jesper finde en, med hvem han fravælger vores familie. Det samme kan Mads. Så ja, det står Mads frit for at vælge en anden. Det er hans valg - ikke mit.

Den store familie

Luise Thye-Østergaard, 39

Forfatter, foredragsholder, coach og EFT-behandler (EFT står for ”Emotional Freedom Teknik” og handler om at bearbejde følelser i underbevidstheden). Hun er uddannet fra handelshøjskolen i København og har skrevet flere bøger om egen-kærlighed og relationen mellem børn og forældre.

Jesper Thye-Østergaard, 44

Leder i finanssektoren.

Mads Vibe-Hastrup, 38

Professionel golfspiller.

Luise og Jesper har Lias (4 år) og Vaia (6 år) sammen, mens Mads har Maya på 8 år med sin ekskone.

LÆS OGSÅ: Kære Vibeke: "Min overbo har set sig vred på mig"

LÆS OGSÅ: Er du og din mand blevet for meget venner og for lidt kærester? Luise fandt en usædvanlig løsning... 

LÆS OGSÅ: Ea Ørum: "Vi græd, fordi kærligheden fik lov til at gå"