Luise bor stadig med mand, børn og Mads: "Vores familie har bare en anden form"
Sidste sommer bragte vi historien om Luise, der boede under samme tag med ægtefællen Jesper og ”kærlighedsrelationen” Mads. Det fik mange til at undre sig og kalde Luise for en superegoist. Nu spørger vi dem alle tre, hvordan det går med at leve uden for normerne, og om det ”kærlighedseksperiment”, de påbegyndte, har virket efter hensigten.
”Hej, jeg hedder Lias”, siger den lille, lyshårede dreng og rækker høfligt hånden frem. De to store piger, Maya, 10, og Vaia, 8, pjatter ved siden af, mens de voksne står i haven og drøfter nye bede med gartneren. En ganske almindelig lørdag formiddag i en ganske almindelig familie i Charlottenlund. Og så alligevel ikke, for i dette hus bor foruden børnene også Luise Thye-Østergaard, hendes mand Jesper Thye-Østergaard og kærlighedsrelationen Mads Vibe-Hastrup. Det har de gjort, siden Luise og Jesper inviterede Mads og datteren Maya indenfor i familien for over 2,5 år siden og påbegyndte det, Luise sidste sommer kaldte for et ”kærlighedseksperiment” i ALT for damerne. Et eksperiment, der indebar, at Luise og Mads på sigt skulle udvikle et fysisk forhold, mens Jesper skulle slippe ”fri” og få tid til at dyrke sine interesser som blandt andet golf:
– Jeg ville gerne bruge mere tid sammen med ham (Jesper, red.) og børnene i weekenden og tage på udflugter. Og seksuelt havde jeg brug for at prøve noget nyt – ikke fordi, vi ikke havde et godt sexliv, men jeg ville gerne kombinere det med yoga, meditation eller massage. Men det havde han ikke interesse i, så vi talte om, hvordan vi løste det, når vi havde forskellige behov.
– Jeg har mange gange tænkt, at jeg lagde mit dyrebareste kort på bordet, da jeg fortalte Jesper om mine behov. Samtidig har jeg også tænkt, at hvis jeg tabte det hele, ville det være min skæbne. Jeg har ikke kunnet være bekendt over for Jesper ikke at fortælle ham, hvad mine behov var, for risikoen for, at jeg var utro på et tidspunkt, ville bare øges, og det ville ingen af os være tjent med, sagde Luise sidste år til ALT for damerne.
Familiens alternative leveform skabte stor debat på de sociale medier, og folk skrev blandt andet, at ”det var dømt til at gå galt”, ”det kan man simpelthen ikke byde sine børn” og ”Luise, du undertrykker din mand”. Men kritikken har hverken Luise, Jesper eller Mads kunnet forstå.
Luise: – Det har gjort allermest ondt på mig, at folk har kunnet tro, at børnene har været taberne i det her. Det kan jeg slet ikke forstå, men det er mennesker, der måske har valgt at se mig som en egotripper – og i det øjeblik, jeg bliver set på som det, kan det ikke være godt for børnene. Men til forskel fra skilsmissebørn har mine og Jespers børn en konstant base, de skal ikke flytte fra et regelsæt til et andet, som det jo er tilfældet, når man splitter op, og det er det, som har været det vigtigste i alt det her: at vi forblev sammen som familie. Vores to børn har samtidig fået flere forældre og voksenkærlighed i et omfang, som de færreste børn er i nærheden af.
Mads: – Mange glemmer også, at Vaia og Lias har deres mor og far hele tiden, hvorimod Maya kun har mig halvdelen af tiden. Hun har skiftedage hver anden uge, og det er hårdt som far at være vidne til og mærke de ting, der sker i hende, når hun skal skifte hjem. Hun mærker altid et savn til en af sine forældre. Vaia og Lias har ikke den splittelse i deres liv, og det, synes jeg, er en kæmpe, kæmpe bonus i det her, som er enormt ærgerligt, at mange ikke anerkender.
Jesper: – Men når vi har gået folk på klingen, har de ofte godt kunne se, at børnene er de store vindere.
Handler om næstekærlighed
Sidste sommer stod de alle tre ved en skillevej. Luise og Jesper havde smidt vielsesringene, og huset var sat til salg, så de kunne finde et fælles hus, hvor der var plads til at være mere opdelt. Men siden da har de fundet ud af, at det ikke var det, de havde brug for.
Mads: – Når vi lever sammen, har vi brug for at være tæt på hinanden – og det sandede vi, mens huset var sat til salg.
Luise: – Vi fik et skambud på huset, og så sagde jeg til Jesper: Helt ærligt, vi har sat huset i stand, som vi gerne vil have det, hvad med at tænke i alternativer baner, ligesom vi har gjort med vores familie? Vi havde et fantastisk gammelt walk-in closet, men det har vi lavet om til et soveværelse, hvor Jesper nu sover, og det er endda større end mit og Mads’ soveværelse. Og så lavede vi én til stue, så vi hver især kunne trække os tilbage, hvis vi havde behov for det.
Jesper: – Men faktum er, at den ekstra stue kun er blevet brugt to gange til at tale i telefon eller tage en lur... De griner alle tre.
I dag er villaen i Charlottenlund blevet et fælles hjem, hvor Mads’ malerier, gryder og margretheskåle blander sig med Luise og Jespers. De er, siger de, som en hvilken som helst anden familie, hvor madpakker, fritidsinteresser og arbejde skal gå op i en højere enhed. Alligevel har Jesper, Luise og Mads’ interne forhold vakt stor undren, siden de fortalte deres historie offentligt – og gør det til stadighed.
For hvad er man, hvis man er gift, men ikke har et seksuelt forhold? Og hvad er man, hvis har et seksuelt forhold til en, der er gift? Der bliver stille, som spørgsmålet lander mellem kaffe og kanelsnegle.
Jesper: – Det tror jeg ikke, jeg kan svare på...
Luise: – Jesper og jeg deler stadig efternavn, vi er stadig gift, men der er jo masser af mennesker, som er gift og ikke har en seksuel relation, fordi de er kørt død i det, men hvad er de så? De er ægtefolk, men det er Jesper og jeg også bare med et aktivt fravalg af en seksuel relation. Så der er vel ikke en formel på det... Min kærlighed til Jesper er uforandret. Er vi så bedste venner nu? Nej, for jeg ville ikke leve sammen med min bedste ven. Det er en kærlighed, som overstiger en venskabelig form, fordi vi rent faktisk lever sammen og har lyst til at leve sammen, så jeg kan ikke gå tilbage og kalde det bedste venner, for vi er i familie... Familien har bare fået en anden form.
Mads: – Jeg ser Luise som min kæreste, men jeg ser også Jesper som mere end en bedste ven. Vi er familie, jeg er meget tæt forbundet med ham, og hvordan beskriver man det på en anden måde, end at det er familie? Vi har også ansvar for hinandens børns velbefindende og hinandens velbefindende. Mange skilsmissefamilier lever i krig med hinanden, men det her er det stik modsatte. Det er måske næstekærlighed et eller andet sted. Vi hjælper hinanden og prøver at imødekomme hinandens behov.
Jesper: – Næstekærlighed er nok det nærmeste, vi kommer det. Men det er faktisk et meget relevant spørgsmål og også der, hvor vi selv nogle gange er udfordret. Det skal ikke blive en skyttegravskrig, hvor vi forsøger at trække vores tilgang til livet, parforholdet eller familien ned over hovedet på andre. Særligt har mange i vores familie ikke kunnet rumme det i starten og forstå, hvorfor vi har valgt at leve uden for normerne. Det er en svær balancegang: Hvornår skal vi stå fast og sige, at vi gerne vil optræde sammen, og hvornår er det ”nemmere”, at vi går på kompromis med vores værdier ved at sige, at Mads og Luise er kærester, og Luise og jeg er gift. Det har vi svært ved, fordi vi ser os som en helhed.
– Mange har svært ved, at de ikke kan lave den der binære fortolkning: Enten er vi gift og sammen, eller også er vi skilt. Vores familieforhold er en hybrid, og det, mange ikke kan forstå, er, at de ikke kan sætte os i en kasse.
Men forstår I andres skepsis over for jeres familieform?
Jesper: – Jeg kan godt forstå det... Men der er meget stor forskel på at forstå det og acceptere det. Samtidig tror jeg også, at vi har været lidt for hårde i filten i starten og sagt til familie og venner: Hvis I ikke kan tage os på denne måde, må I sejle jeres egen sø. Vi er blevet nødt til at gribe i egen barm først, og det handler grundlæggende om at favne verden. Vi har aldrig været nogle, der fyldte kalenderen ud med en masse aftaler og venner, vi har altid været enspænder-agtige, så vi skal også passe på ikke at rende rundt herhjemme og blive en sekt, der overbeviser hinanden om, at vi har det pissegodt, og hele omverdenen er nogle idioter og ikke fatter noget. Vi er også nødt til at acceptere, at folk har et andet view på verden. Når man peger fingre ad andre, skal man også huske, at der altid peger tre fingre tilbage på én selv... Nu prøver jeg bare lige at lege Djævlens advokat, siger han og smiler til Luise og Mads.
Mads: – Det moderne parforhold har det bare svært. Jeg er selv blevet skilt og er også skilsmissebarn, så jeg ved, hvor svært det er. Mange kan ikke finde ud af familielivet, men alligevel kan de godt brokke sig over, hvor forkert vi gør det.
Luise: – Vi går ud og prikker til nogle mennesker, som holder fast i, at deres liv er så godt, men de holder jo også fast i en illusion eller en overbevisning. Hvis de giver efter for at favne det, vi repræsenterer, så risikerer de, at de skal til at skrælle i nogle af deres egne smertelag, og det er rigtig, rigtig svært, siger hun.
Det har virket
Siden Luise, Jesper og Mads påbegyndte deres ”kærlighedseksperiment”, har Luise brugt sine erfaringer professionelt. Som coach og tankefeltsterapeut vil hun gerne hjælpe andre med at finde ud af, hvad de står for, og hvilke behov de har, for det vil hjælpe dem med at turde mærke efter – også i parforholdet, fortæller hun:
Luise: – ”I walk the talk”, må man sige. Jesper og jeg havde jo et godt liv, både intimt og i dialogen, men pludselig begyndte jeg at skrælle i nogle af lagene inden i mig selv, og da Mads pludselig kom ind i billedet, kunne jeg mærke, at han ”vækkede” noget i mig, som jeg havde pakket væk. Jeg har gennem mit liv og arbejde erfaret, at vi alle er bange for at blive ekskluderet og ikke blive socialt accepteret, og derfor tilpasser vi os vores omgivelser stille og roligt. Vi lægger flere og flere lag på os selv, og når vi bliver 30+, er der lige pludselig langt ind til kernen, og jeg tror, det var det, der begyndte at banke på hos mig. Det var en længsel, som udmøntede sig i behov. Men det klinger meget ego-agtigt, siger Luise, der har hørt meget for, at dette kærlighedsprojekt kun var for hendes skyld. Men både Mads og Jesper har også fundet en stor glæde ved den nye familieform:
Mads: – Jeg synes, det har været en gave at få lov til at opleve den nærhed, der er mellem mig, børnene, Jesper og Luise. Man kan bare mærke kærligheden.
Jesper: – Hvis vi ikke havde gjort det her, havde jeg rendt rundt med en masse indebrændthed. Jeg havde behov for at føle mig fri til ikke at føle, at børnene var en pligt. At jeg kun skulle være sammen med dem for at aflaste Luise. Nu er jeg sammen med mine børn af lyst og kærlighed, fordi jeg ved, at Luise ikke er alene om dem, men også har Mads, og det giver en meget, meget større frihedsfornemmelse. På den måde kan man sige, at det her eksperiment har virket for alle parter. Der er selvfølgelig opstået nogle andre behov i mig, nogle fysiske, men jeg har efterhånden sandet, at de ikke er så vigtige.
Hvorfor ikke?
Jesper: – Jeg har set forskellige kvinder, og det har været meget centralt for mig, at jeg har været enormt ærlig omkring, hvad der foregår herhjemme. Jeg har sagt til dem, at de må stille alle de spørgsmål, de vil, intet er ulovligt at spørge om. Vedkommende, jeg møder, skal ikke tro, jeg har en skjult agenda, at jeg er en eller anden 45-årig mand, der skal knalde til højre og venstre. For mig er det vigtigste, at jeg har en dyb respekt og følelsesmæssig forståelse for den kvinde, jeg lukker ind i familien, siger han.
En fjerde part?
Selvom både Luise, Jesper og Mads er enige om, at deres kærlighedseksperiment er det bedste, de har gjort for sig selv og familien, er der stadig et lille men. For hvad gør de, hvis og når der kommer en fjerde person ind i familien? Vil hun så bryde med det, de har arbejdet så hårdt for at få til at fungere? De spørgsmål spøger et sted i dem alle indimellem.
Jesper: – Der er selvfølgelig en ubekendt faktor i en fjerde person, men jeg kan ikke forestille mig, at jeg ville finde sammen med en, der ikke ville kunne det her, men det ændrer ikke på, at jeg følelsesmæssigt er åben for en anden. Jeg vælger dog at se det fra en ikke-problematiserende synsvinkel. Jeg har ingen forventning om, hvordan forholdet til en fjerde part skal være. Der findes mange måder at have et forhold på, og det betyder også, at det kan være, vi skal have en form for together-living-apart-model.
Luise: – En af de ting, vi også har erfaret det sidste år, er, at når vi tre kan bo her og godt kan lide det, er det drastisk at hive teltpælene op og etablere sig et nyt sted i en eller anden idé om, at det er bedre for den kvinde, der måske kommer ind i billedet. Vi er nødt til at forholde os til de rammer, der fungerer for os lige nu og være i det, og når tiden kommer, må vi se, om vi skal udbygge denne ramme, om det skal være kærester-living-apart-modellen eller om vi skal etablere os som firsomhed et nyt sted.
Jesper: – Jeg tror, det er meget væsentligt at fremhæve, at det her ikke er statisk. Det behøver ikke nødvendigvis at se sådan her ud for altid. Dette er bare et øjebliksbillede i en meget, meget lang proces for os alle sammen. De følelsesmæssige ryste-ture, som vi alle har været igennem, og som jeg har været igennem med Luise, får Luise nu lov at opleve bare med omvendt fortegn, når jeg dater.
Luise: – De følelser, Jesper skulle igennem, da jeg lukkede Mads ind, er nogle af dem, jeg nu har været igennem, efter Jesper er begyndt at møde nye kvinder. Jeg har det helt okay med, at han står foran mig og kysser en anden. Den del er jeg 100 procent afklaret med, men den sidste snert af angst for, at Jesper forelsker sig hovedkulds i en, der siger ”jeg kan ikke det her” og splitter familien ad, er der stadig. Men jeg er også nødt til at have tillid til, at Jesper og jeg i vores kærlighed til og omsorg for børnene holder sammen. Det er trods alt det vigtigste.