"Jeg har stadig min kernefamilie, selv om jeg er blevet skilt"

Jeg var 24 år, og vi mødtes på Park Café i København. Christian var kok, og jeg var tjener. Jeg var kommet hjem fra kunstskole i Irland. Jobbet var en mellemlanding, inden jeg skulle videre på min dannelsesrejse. Jeg var i gang med den fri ungdomsuddannelse, og jeg kunne ikke komme ud, væk, omkring, hurtigt nok. Jeg havde været på et anerkendt kunstcollege i Dublin og skulle videre på animationsskole i Prag.

Ud over at han var spritflot, bemærkede jeg, at han havde en særlig ørepiercing – næsten samme sted som mig. Og han havde flotte ører. Alle de andre kolleger sagde, at vi var kærester, og så jokede vi med, at det måtte vi hellere se at blive.

Kort tid efter inviterede han mig med til en afslutningsfest for en af de andre kokke; han troede tydeligvis, at han skulle score mig. Men jeg scorede ham først.

Vi var ikke officielt kærester i to måneder. Det var der en vis spænding i. Vi løj og sagde, vi skulle på ferie hver sit sted. Han skulle til Spanien, og jeg til Portugal. Og så tog vi sammen til Grækenland. Vi gad ikke, at kollegerne blandede sig, før vi selv havde afgjort, om det skulle blive ved en flirt eller være mere.

Vi havde begge været i seriøse forhold og boet sammen med vores eks'er. Jeg vidste ikke til en start, om det, der var sjovt og frit og sexet, skulle være mere end det. Men jeg fik hurtigt en stærk følelse af, at han gjorde mig til en bedre version af mig selv. Han gav mig en ro, jeg ikke selv havde haft adgang til.

Ferien i Grækenland var bare magi. Vi grinede, knaldede i alle bugterne, drak vin, forfulgte eventyret. Og lige pludselig trak Prag og det kommende skoleophold ikke så meget. Jeg havde været sammen med en kæreste i fem år før Christian, og jeg var nysgerrig på, om jeg kunne finde ud af et parforhold igen. Han var til gengæld meget tydelig, fra vi mødtes første lørdag nat og de næste tre måneder frem.

"Vil du ikke bare flytte ind hos mig? Skal vi ikke bare gøre det?"

Jeg havde levet det her Rolling Stones-liv som bartender og kunststuderende. Jeg er vokset op i Mellemøsten med en enlig, karriereorienteret mor, og selvom jeg aldrig var i tvivl om hendes kærlighed, var jeg altid på sidelinjen i hendes liv, ikke det naturlige centrum. Min far var ikke til stede.

Jeg kendte ikke til kernefamilien. Jeg havde min mormor, min mors brødre og storebror, men når min mors karriere stak af, stod jeg alene. Jeg havde altid en følelse af, at livet kunne tilbyde hvad som helst, men det var også utrygt aldrig at vide, hvad dagen i morgen ville bringe. Den store, omsluttende omsorg manglede jeg.

Kompromiser var kærlighed

Christian var den, der tilbød mig stabilitet. Ro og nærvær. Så jeg satsede på ham, blev bartender på Barcelona på Fælledvej og flyttede sammen med ham på Nørrebro. Vi havde ikke boet sammen ret længe, før jeg blev hængende til en spontan fest efter, at min bartendervagt var ovre, der varede hele natten.

Så ringede han ned efter mig og sagde: "Det er ikke okay, at jeg skal bekymre mig om dig. Og du skal ikke fortælle om alle dem, der synes, at du er dejlig. Det ved jeg skam godt. Men det, du bør gøre, er at ringe hjem og sige, hvis den bliver klokken ti om morgenen, så jeg kan sove ordentligt, til du kommer hjem."

Det var der aldrig nogen, der havde sagt til mig før – og det føltes trygt.

Turen til Prag ændrede jeg til et forløb på en dansk kunstskole i Nordsjælland, men så var planen ellers også, at jeg ville til Sri Lanka bagefter. Men kun tre måneder efter, at jeg var flyttet ind hos ham, sagde han: "Det er dig, jeg skal have børn med."

Det var i december, og jeg var fyldt 25 år i oktober. Jeg sagde umiddelbart nej. Tiden var ikke rigtig. Jeg ville rejse, være mig selv. Men så fik han min mor til at snakke med mig. "Det kan du sagtens," mente hun. "Der er intet i vejen for, at du rejser, udlever dig selv og får børn samtidig."

Så jeg blev gravid. Men jeg kom ikke til Sri Lanka. "Du kan ikke blive gravid og rejse rundt i et usikkert land. Du skal være gravid side om side med faderen til vores barn," sagde han. Så hvis jeg skulle rejse, ville han med. Vi havde en forhandling, hvor jeg bad ham love mig, at vi kom til at rejse meget og rejse med vores børn.

Min kommende mand havde på det tidspunkt ikke været mere væk end vores ferie til Grækenland og så en forlænget weekend til Gardasøen, en charterferie, en snowboardtur og en weekend i Paris. Han vidste ikke, hvad han sagde ja til. For ja, jeg er dansker, men jeg trives bedst uden for landets grænser. Der hvor rammerne er flydende.

Vi planlagde en tre uger backpackertur til Sicilien, da jeg var tre måneder gravid. Jeg var ganske hormonel og gjorde op med en masse barndomstraumer med en fjern far. Det var ikke udramatisk at være sammen med mig på den tur. Men han klarede det. Han flygtede ikke, han var stabil og dejlig.

Kompromiserne vi indgik på hinandens vegne – min udlængsel over for hans talent for stabilitet – var vi enige om meget tidligt. Jeg husker det ikke engang som kompromiser, det var kærlighedserklæringer. Det var sådan en fin tid.

Familieforøgelse og nyforelskelse

Mine veninder begravede min gamle identitet som hende, der skulle i byen og feste hele tiden. For jeg skulle jo være mor. Jeg fødte min første søn hjemme, og vi var så meget et team omkring det hele. Christian græd, så det sprøjtede med tårer – det gjorde han faktisk alle de tre gange, hvor jeg fødte.

Alle kom og besøgte os, men vi burede os også inde med baby, mad i fryseren og bare hinanden. Vi var så glade og nyforelskede – alt fungerede. Også sexlivet. Jeg kan slet ikke spejle mig i alle dem, der synes det er hårdt at blive forældre. Det var det ikke for os. Det var sådan et flot skifte.

Da min søn fyldte 2,5 år, fik vi mulighed for at rejse fire måneder til Zanzibar. Jeg er opvokset i den arabiske kultur, så den mulighed gav adgang til præcis den del af livet, jeg savnede. Vi røg ind i stejl læringskurve for, hvordan kunne vi bo, leve og arbejde i det her nye samfund.

Jeg startede et lokalt skrædderi, og han arrangerede bæredygtig turisme. Efter de fire måneder rejste vi frem og tilbage mellem Zanzibar og Danmark i 5 år, og hjem for mig var ikke længere Danmark. Desværre tjente vores små virksomheder ikke nok til, at vi kunne leve af det, og Christian ville ikke låne penge i vores store andelslejlighed.

Så han hev os hjem til den danske stabilitet efter fem år ude. Han handlede ud af kærlighed. Vi havde fået et barn mere, og han satte familiens sikkerhed først. Jeg måtte give afkald på mit dybe ønske om en tilværelse i udlandet. Familien vandt over mine drømme – hvilket jeg ikke fortryder. Men det skifte satte et skår i vores kærlighed, tror jeg.

Når jeg ikke kunne få mit liv ude i verden, så måtte jeg skrue op for noget andet. Jeg ville have et barn mere, og han var med. Jeg var 34 år, da vi fik vores datter, så der er otte år mellem vores ældste og yngste barn. Samtidig besluttede jeg mig for at bruge de ting, jeg havde lært af at være selvstændig i Zanzibar, til at arbejde med socialt iværksætteri herhjemme. Jeg uddannede mig til Cand.It og blev projektleder i en NGO.

Vi fik kernefamilielivet. Klassekammerater ind og ud af huset, middage med andre børnefamilier, stabilitet og en hverdagslykke. Han blev kantinekok med gode arbejdstider og masser af overskud til børnene. Han levede op til det løfte om tryghed, jeg forelskede mig dybt i. Jeg er fyldt med gak, gøgl og løjer, og det gav han plads til. Han fyldte køleskabet med økologisk sødmælk og sundhed, mens jeg inviterede gæster og skruede op for musikken. Vi supplerede virkelig hinanden.

Sammen i sorgen

Det, vi forelskede os i, blev desværre også vores forholds akilleshæl. Han er så stabil, at det blev klaustrofobisk for mig, og jeg er så vild, at det blev angstprovokerende for ham. Han ville gerne tage sig tid til at gennemtænke en beslutning – og vupti – der har jeg allerede handlet for længe siden.

Da børnene blev store og ikke fyldte på samme måde, ikke mere vaniljeis på bordet og grød på kinderne, kom kontrasterne til at fylde mere. Jo mere ungerne rejste sig fra spisebordet og forlod hjemmet, jo mere tydeligt blev det, at kærligheden var smuttet lidt fra os. Vi var ikke forelskede mere. I starten af vores år sammen føltes kompromiserne som kærlighed. Pludselig blev de rene kompromiser.

Min klaustrofobi voksede i takt med hans længsel efter fredsommelighed. Han drømte om at komme på landet, og jeg drømte om at komme til Indien. Vores familieliv var tidligere kittet med kærlighed; pludselig var den eneste kit kompromiserne.

Vi gik i parterapi, vi havde sex, vi legede stadig far, mor og børn. Men vi var ikke med i hinandens drømme længere. Vores ældste barn flyttede hjemmefra i sommeren 2020. Så købte vi en hund for at kitte familien sammen med den og alle de mange ture, vi gik med den. Og den var sød og nuttet, men vi fandt ikke tilbage til den kærlighedsvækkelse, vi kunne samles om, da vores første søn blev født.

Kort efter havde vi et afgørende skænderi. Vores søn meldte ud, at han nok ville holde jul på Ungdomsøen på Middelgrundsfortet. Vi havde på det tidspunkt prøvet at holde jul på mange måder, og vi behøvede i min verden ikke at sidde forankret hjemme i køkkenalrummet juleaften. Jeg foreslog, at vi alle holdt jul på Middelgrundsfortet.

"Man kan ikke holde jul på en ø," var Christians svar.

"Det har vi gjort på Sri Lanka," indvendte jeg.

Jeg fik følelsen af, at han ville blive i sin faste form, og jeg ville følge med mine børn. Under det skænderi bad jeg ham flytte ud. Det var gamechangeren for mig.

Han tog det næste skridt to måneder efter. Han sagde, at han ville skilles. Jeg blev skubbet ud over kanten og følte ikke, at han havde kæmpet nok. Jeg følte, at jeg faldt ned i en afgrund, jeg aldrig havde set komme. Jeg gemte mig i et skab og sad bare og hulkede. Jeg følte mig så voldsomt svigtet.

Midt i al min selvmedlidenhed ringede min bedste ven hjem fra USA. "Der er sikkert alle mulige gode grunde til din vrede, din bitterhed, og at du føler dig som et offer," sagde han. "Men hvis du eksekverer på den vrede, så går det kun ud over dig selv. Du bliver grim af det. Det er ikke den kvinde, jeg kender, og det er ikke den kvinde, som du er. Det der, det kan du gøre bedre! For du VIL være bedre end det."

Der vågnede jeg op. Vi solgte familiehjemmet. Christian begyndte at kigge på hus på landet, og jeg pakkede billederne fra Grækenland og de afrikanske tekstiler, jeg havde båret børnene i. Jeg var så ked af det, mens han var lettet og glad. Heldigvis hev han mig med til en parterapeut, og der sagde han:

"Iben, vi skal ikke være sammen længere, for jeg elsker dig ikke mere."

Det var så smertefuldt at høre, og han græd så voldsomt, at jeg troede, han var ved at dø. Men han græd jo bare, fordi han også havde mistet noget værdifuldt. Og det ændrede alt: Vi var sammen i sorgen. Vi havde mistet det hele begge to.

Der kunne jeg tørre øjnene og slippe forbitrelsen. Jeg kunne endda føle glæde. Vi havde ikke gjort hinanden noget ondt. Vi har både været sammen om kærligheden og sorgen. Jeg erkendte, hvor heldige vi i grunden var. Vi har haft 21 år sammen og skabt en familie bygget på kærlighed. Vi var sammen i den tid, vi skulle være og heldige. Jeg havde aldrig set mig selv som en, der skulle have en familie, føle mig tryg og skabe et hjem. Vi har ikke tvunget hinanden til noget – heller ikke at blive sammen.

Familien med de to hjem

Vi er fortsat så helt igennem enige om, hvilket værdisæt vi vil have vores børn udvikles med. Vi er imod den ekstreme kapitalisme, børn skal elskes hudløst, men der skal også stilles krav. I dag, hvor vi er skilt, kan jeg ringe til ham og spørge, hvad han synes om vores datters hjemmetid, og hvad vi mener om indkøb af nyt overtøj – og igen og igen er vi helt enige.

Vi er helt igennem enige om, at vi stadig er en familie med fem medlemmer. Også selvom der nu er flere hjem i stedet for ét. Vi flyttede fra hinanden i februar, og i påsken samlede min eksmand os i sit nye sommerhus. Der skabte han vores første nye tradition, hvor jeg ikke var konen, men gæsten i huset. Det var så hyggeligt.

Vi fem fik talt om, hvordan vi er sammen som familie fremover; også når der kommer ny kærlighed til. Og vi ønsker begge, at når den anden møder en ny, så skal det være, som når ungerne kommer hjem med en kæreste. De skal sidde med omkring bordet. Vi skal kunne give plads til ny kærlighed. Og tillade hinanden, at man godt må blive ked af det også.

Så sent som i går havde vi en herlig snak på min altan. Han ville flytte rundt på nogle børnedage, og så siger jeg, at jeg håber, det er fordi, at han skal på en Tinder-date. Det syntes han var helt overvældende. Men jeg ønsker da for ham, at han møder en skøn kvinde, som han kan hygge sig med og drikke rosé med så snart som muligt.

"Er du på Tinder," spurgte han så.

"Nej, men det er fordi, jeg dater en bestemt mand," kunne jeg svare.

Vi hverken kan eller vil begrænse hinanden. Og vi er i lige så høj grad forældre sammen, når vi får nye partnere. Jeg fortryder intet. Jo, jeg fortryder den tid, da sorg og vrede blev så følelsesladet, at den blev irrationel og usaglig. Ellers fortryder jeg intet. Det fylder meget mere nu at være taknemmelig for alt, det vi fik sammen.

Artiklen er skrevet med Ibens eksmands samtykke.