Mads er "den anden mand" i Luise og Jespers forhold og bor i deres hus
Luise og Jesper inviterede Mads Vibe-Hastrup til at bo hos dem, da det blev klart, at nogle af Luises behov ikke blev opfyldt i den kernefamilie, hende og Jesper havde skabt sammen. Hun savnede nærvær og familietid i weekenden, hvor Jesper havde brug for alenetid. Og på den seksuelle front, ville hun gerne udforske. Alt det fandt hun i Mads, som nu er flyttet ind i familiens hus. Men hvordan er det, at være "den anden mand"? Det svarer Mads på her.
Læs Luises fortælling her og manden Jespers her.
Hvordan var det for dig at komme ind i et ægteskab?
– Det var ret specielt. Jeg har selv to skilsmisser bag mig, så jeg ved, hvilke udfordringer man står med som par. På den måde vidste jeg, at Luise og Jesper havde nogle ting, de skulle tage stilling til uden mig. Jeg skulle vide, hvor afklaret de to var, inden jeg gik ind i det. Jeg ville ikke komme imellem Luise og Jesper og ødelægge det. Derfor var jeg meget tilbageholden i forhold til Luise, men vi talte alle tre om at leve sammen.
– Det er ikke let at invitere en anden mand ind i sit liv, men jeg har ikke følt, jeg har "taget Luise" fra Jesper. Jeg blev inviteret indenfor. På mange måder handlede det om behov, og hvilke behov vi hver især havde. Så længe alle var glade, var det perfekt.
Har misundelsen præget jer meget?
– Der har været perioder, hvor stemningen har været trykket, men så har vi snakket om det. Jeg har følt mig misundelig på Luise og Jesper, når de har hygget sig sammen. Det er helt naturligt, for misundelse handler om, hvad vi gerne vil have. Derfor giver det mig værdi at have det sådan, for så ved jeg, at det her er rigtigt. Jeg er ikke i tvivl om, at selvom de to laver noget sammen, så har jeg stadig Luises kærlighed. Det tvivler jeg ikke på, det kan jeg mærke.
LÆS OGSÅ: Camilla Martins psykolog ramte plet, da parforholdet var i krise
Hvordan har du det med, at Luise og Jesper på papiret stadig er gift?
– Det har jeg det fint med. Jeg har selv været gift to gange, så selve ægteskabet tror jeg ikke på. Jeg tror mere på kærligheden. Jeg er super glad for, at de stadig har en kærlighed til hinanden og et stærkt bånd. Det gør også, at min kærlighed kan trives bedre til dem begge.
Ville du ønske, at du kunne gifte dig med Luise?
– Det har jeg ikke et behov for. Selve ægteskabet er en illusion for mig. Jeg har prøvet det før, hvor jeg har været gift, og kærligheden er visnet, fordi vi ikke har kunnet forstå hinanden. Kærligheden skal vedligeholdes, men den bliver ikke bedre vedligeholdt af at være i et ægteskab. Der er ingen garanti, fordi man bliver gift. Jeg ved ikke, hvor vi er om nogle år, men jeg kan mærke, at kærlighedsenergien er virkelig stærk, så jeg håber, at den fortsætter med at være der.
I står over for at flytte nu. Hvordan ser du på det?
– Der kommer ændringer. Det er også et af Jespers og mine behov, at vi får et privatrum. Det er svært herhjemme lige nu. Rammerne er ikke optimale.
– Når vi flytter, kan der opstå to scenarier. Enten bliver det mere opløst, eller også bliver det som nu. Vi mister nok noget intimitet i hverdagen, men det er også der, vi skal hen. Vi skal hen til et sted, hvor vi kan vælge intimiteten til, men også gå hver til sit.