Maria Lucia: "Det var altoverskyggende, og jeg nægtede at tale om det"

Hvornår er du helt dig selv?

– Jeg synes, jeg er så meget mig selv, som jeg kan hele tiden.  Alle mennesker indeholder forskellige sider, men vi kan ikke konstant gå rundt og vise og være alle de sider. Det kommer og går og i visse situationer, og man viser forskellige sider med bestemte mennesker. Dog er det heller ikke sådan noget, jeg på den måde er bevidst om. Jeg planlægger ikke at ”nu vil jeg være sådan her eller sådan her”. Det sker naturligt. Men dem, som jeg er mest sammen med, ser vel flest sider af mig og derfor hele mig med ALT, jeg er. Så en naturlig ting ville være at svare: ”Jeg er mest og helt mig selv derhjemme”. Men det er kun en del af sandheden, da jeg også kan føle og være helt mig selv i arbejdsrelaterede situationer og blandt gode venner.

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?

– Det tror jeg på en eller anden måde altid, jeg har vidst, og jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved det, men altid gået efter det.

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?  

– Min fars desværre alt for tidlige død fik mig i en ung alder til at finde nødvendigheden i at tale om døden på godt og ondt. Før jeg fik døden tæt ind på livet, så jeg kun et sort gabende ”hul”, blev bange og kunne ikke sætte ord på frygten. Den var altoverskyggende, og jeg nægtede at tale om det, da jeg ingen ord kunne finde. På den måde kan man sige, jeg har ændret min måde at tænke på døden på. Nu synes jeg, den er noget af det vigtigste, vi kan lære at byde velkommen og indenfor. Det er en vej, vi alle skal en dag, og jeg tror, at frygten for den er værre end at opleve den, når den tid kommer.

Har du et ar, der fortæller en historie?

– Jeg har mange. Jeg har for eksempel et stort et ved venstre ankel, fordi jeg fik benet ind i cykelhjulet, da jeg var cirka fem år og brækkede det. Et andet har jeg ved mit venstre bryn, da jeg knaldede det ind i et jernmål i skolegården i femte klasse, mens jeg spillede fodbold med mine skolekammerater. Det skulle nok være blevet syet dengang, men blev kun limet – derfor er det lidt stort i dag. Desværre.

Hvilket stykke tøj vil du aldrig skille dig af med?

– Umiddelbart tænker jeg på noget, jeg har arvet enten fra min mormor, mor eller far. Noget med en historie. Derfor ville jeg nok have ret svært ved at skille mig af med for eksempel min mormors perlebesatte 20’er-inspirerede kjole, min mors 80’er-cowboyjakke med nitter og min fars forvaskede T-shirts.

Hvornår føler du dig allermest som kvinde?

– Hmm ... altid? Jeg er kvinde, uanset og uanfægtet af det, jeg laver og gør, og hvordan jeg ser ud. Men jeg må sige, det var en meget kvindelig og livsberigende oplevelse at føde. Det må man sige er så kvindeligt, som det næsten kan blive.

Hvad er dit livs største nedtur?

– At miste min far. Kort tid derefter mistede jeg også min mormor og morfar. Tre mennesker, som har betydet rigtig meget for mig, forsvandt inden for få år, og det skabte et stort tomrum, som jeg har brugt lang tid på at forstå OG lære at leve med.

Hvad ved dig overrasker folk mest?

– Mange ting tror jeg faktisk. En del, tror jeg, har en opfattelse af, at jeg er en meget sød og ordentlig pige. Måske lidt ”for korrekt”. Jeg tror, det er et image folk ser – måske igennem de roller, jeg har spillet på scener de sidste mange år. Men det er langt fra sandheden. Heldigvis indeholder vi som mennesker mange lag. Men sidst, jeg blev mødt med noget a la det her spørgsmål, er et par år tilbage, da en ny medspiller på en tv-serie sagde: ”Ej du er jo faktisk rigtig sjov”. Det lød meget som om, at dét havde han i hvert fald ikke troet om mig … så måske at jeg faktisk er ret sjov?

Hvornår synes du, andre mennesker er latterlige?

– Det er internet trolls, der sidder skjult bag deres computerskærme, tablets eller lignende og blot er ude efter at skrive grimme ting til andre mennesker, de ikke kender. De skriver som regel ikke saglige ting, men er kun ude på rent had – det forstår jeg mig slet ikke på! Hvordan kan de få sig selv til det?

Hvad har du især lært af at blive mor?

– Nødvendigheden og styrken i at være fuldt ud til stede i nuet kan skabe magi. At glemme omverdenen og zoome ind og trække vejret sammen. Det er svært, men jeg øver mig hver dag. Det er blot, som om det er blevet lidt nemmere at forstå, efter jeg fik min søn, fordi det er opstået ud af en nødvendighed, da jeg jo de første måneder af hans liv er hans primære livskilde. Der er ikke noget der hedder ”jeg gør det senere” eller ”jeg kan gøre det her og det her samtidig”.