Mette Frederiksen: "Jeg har arvet fra min mor at have utroligt let ved tårer"

Da Mette Frederiksen tager hjemmefra om morgenen d. 11. marts, er hun klar over, at det vil blive en lang arbejdsdag. Men hun ved ikke, at hun vil komme til at gå på tv med et historisk pressemøde. For så ville hun have taget en anden jakke på.

– Den jakke, jeg har på den dag, er sådan lidt lukket, og den vil jeg normalt aldrig have på til et pressemøde, fordi det sender et forkert signal. Men jeg tager den på, fordi den er lidt mere behagelig end en almindelig habitjakke, og jeg tænker, at vi kommer til at arbejde rigtigt mange timer i dag, og at det ikke er dagen til bare at have en skjorte eller en bluse på; jeg skal have en jakke på, men jeg skal have noget, der er rart at have på, for det kan være, vi kommer til at arbejde til langt ud på natten. Men på det her tidspunkt forventer jeg ikke et pressemøde; jeg arbejder ud fra, at det vil blive dagen efter. 

Når ALT for damerne her i maj 2020 sidder på statsministerens kontor og taler med hende om tøjvalg, er det selvfølgelig ikke, fordi vi har spurgt til hendes klædeskab midt i den største

krise i nyere tid.

Spørgsmålet er: Hvordan foregik det, da du besluttede at lukke landet ned? 

Og det med jakken illustrerer ifølge Mette Frederiksen, hvor hurtigt tingene udviklede sig på det her tidspunkt. 

Da hun den onsdag i marts valgte den behagelige, men tilknappede quilt-jakke, mødte hun på arbejde til endnu en dag, hvor al fokus var på Danmarks strategi i forhold til coronapandemien. 

Præcis to uger inden var den første dansker blevet konstateret positiv for coronavirus. Indtil da havde hun lige som de fleste andre danskere ikke hæftet sig specielt ved denne virus.

– Vi hørte om det fra Kina, men først for alvor efter vinterferien, og med udviklingen i Norditalien i slutfebruar går det op for os, hvad der er ved at ske. Det kommer jo ikke fra den ene dag til den anden, det er noget, der kommer snigende – også i vores bevidsthed. 

Fredag d. 6. marts havde hun holdt sit første coronapressemøde. Her frarådede hun forsamlinger over 1.000 mennesker, og biografer, teatre og koncertsteder fik en forsmag på, hvad der ventede.

Samtidig var det her, danskerne første gang blev opfordret til at holde afstand.

– Søren Brostrøm og jeg har siden talt om, hvor grænseoverskridende det var at stå den dag som direktør for Sundhedsstyrelsen og statsminister og tale om håndtryk, og at nu skulle man passe på med kram og knus. At vi overhovedet skulle blande os i, hvordan danskerne er sammen. Og nu er det lige før, det bliver grænseoverskridende den dag, vi igen kan begynde at give hånd. Så hurtigt flytter tingene sig.

Onsdag d. 11. marts var danskerne knapt begyndt at tænke over, hvordan vi hver især skulle forholde os. 

Folk, der vendte hjem fra skiferier med symptomer, blev sendt i karantæne for at inddæmme smitten, men ellers var hverdagen stort set uforandret. Men for hver dag steg antallet af smittede.

Mandag var det 35, tirsdag 157, og onsdag kom tallet over 500.

– Det går stærkt på det her tidspunkt, og jeg kan ikke sige præcis, hvornår beslutningen om at lukke landet ned bliver truffet, for det er hele tiden en vekselvirkning mellem, hvad vi ser ude i verden og ikke mindst i Sydeuropa. Alvoren går mere og mere op for alle her, siger hun.

På den her dag hørte danskerne i nyhederne om, at 827 mennesker nu var døde af corona i Italien.

DR viste billeder af rædselsscener fra Wuhan. Men vi havde endnu ikke set hæren køre konvojer med lig ud af Bergamo. Vi havde endnu ikke set et Paris lagt øde med udgangsforbud og politikontrol i gaderne. I Madrid uddelte politikerne stadig kindkys.

– Der var ikke noget at læne sig opad. Der var sket noget i Asien, men vi var et af de første europæiske lande til at lukke ned. Der var ikke nogen at rådføre sig med, der var ikke nogen at spørge til råds. Der var ikke et sted, hvor vi kunne sige ”vi gør det samme som dem”.

Var du ikke fristet til at tænke ”jeg venter lige og ser, hvad de andre gør”?

– Nej, for jeg og Statsministeriet havde en fornemmelse af, at så ville vi komme for sent. Nogle mener, det er et spørgsmål om 3-4-5 dage, der har gjort udslaget for Danmark i forhold til, hvor vi var på epidemikurven.

Nåede I at regne igennem, hvad det ville komme til at koste?

– Nej, man kan ikke lave det regnestykke, og det vil man heller ikke kunne set i bakspejlet. Vi betaler alle en stor pris menneskeligt og økonomisk, og noget af det relaterer sig selvfølgelig til den delvise nedlukning, men ganske meget ville være gået ned under alle omstændigheder. 

Så du lukker landet ned på … ja, du bruger selv ordet … en fornemmelse?

– Ja, sådan er det i krisehåndtering; der kan du som statsminister få etableret et godt beredskab, og du kan lade dig rådgive af, hvad de sundhedsfaglige myndigheder ved på det tidspunkt, men det står hurtigt klart for mig og departementschef Barbara Bertelsen, at hvis vi skulle vente på evidens, så ville vi komme for sent. I en krisehåndtering er det et kapløb med tid, og man må ikke foregøgle danskerne, at det er anderledes: At the end of the day har du kun din egen mavefornemmelse, du har ikke andet. 

Hvordan har du det i den situation?

– Jeg er helt utroligt rolig – og det har jeg faktisk været hele vejen igennem.

Hvordan finder du den ro?

– Jeg gjorde op med mig selv ret tidligt i den her proces, at jeg ikke ville tænke, som man normalvist tænker i politik; jeg ville ikke tænke i meningsmålinger, jeg ville ikke tænke i kommentatorer, i vurderinger. Da det går op for mig, hvor stort det er – det skulle vise sig at være den største krise siden Anden Verdenskrig – gør jeg op med mig selv, at jeg vil bruge al min energi på at løse opgaven og faktisk ikke skænke tiden derefter en tanke. Når jeg kigger tilbage, så har det været en enorm hjælp. Hvis jeg undervejs som den øverste politisk ansvarlige begynder at tænke ”hvordan ser jeg ud i det her”, ”kan vi blive genvalgt på det her” – alt det, der normalt indgår i politik – så er der en risiko for at komme til at træffe nogle forkerte beslutninger.

– Så jeg har egentlig haft en oplevelse af, at det her bliver den vigtigste opgave for mig at løse, og den skal løses, så godt jeg overhovedet kan. Så må vi vurdere bagefter, hvad fremtiden i politik så er, og hvad fremtiden er for den her regering. Det har givet noget ro.

Om Mette Frederiksen

• Mette Frederiksen, 42 år.
• Statsminister, formand for Socialdemokratiet. Tidl. beskæftigelsesminister og justitsminister.
• Forlovet med filmfotograf og -instruktør Bo Tengberg.
• Mor til børnene Ida Feline og Magne, som hun har med Erik Harr.

Lod hammeren falde

Så på den her dag, hvor hun ikke havde hverken andre landes eksempler eller fagfolks beviser at læne sig opad, traf hun beslutningen om at lade ”hammeren” falde. At lukke hårdt ned. 

– Man skal turde, man skal ikke være en tøver. Jeg har aldrig været en tøver, og det er godt i sådan en situation, hvor tid er kostbar. Det er ikke det samme som ikke at tvivle. Du skal tvivle. Og du skal også gå rundt om tvivlen nogle gange, men du skal kunne konkludere.

Hvor kommer den evne fra?

– Det er temperament og personlighed. Ens personlighed smitter af på den måde, man er leder på – på godt og ondt. Noget af det er også erfaring. Jeg priser mig lykkelig over ikke at gå ind i Statsministeriet på bar bund. Jeg har været i politik i mange år, og jeg har for eksempel skullet håndtere et terrorangreb, da jeg var justitsminister. Det har noget af det samme i sig; det var et kapløb med tiden også dengang, og der skal du også turde træffe beslutninger og vide, at det kan være en fejlbeslutning, du tager. Du må ikke vente på at få verificeret, at den er rigtig.

Onsdagen endte med, at hun kaldte landet sammen. I den forkerte jakke og omgivet af dét, de senere hen selv ville kalde ”bandet”, gik hun ind i Spejlsalen og begyndte med alvorlig mine en skelsættende tale:

”Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere ...”

Herfra har landet ikke været det samme. Vi gik hjem. Og blev der. Selv statsministeren blev overrasket over at se, hvordan det foregik. 

– Allerede dagen efter lukkede meget store dele af Danmark ned – også større dele, end jeg egentlig sagde skulle lukke ned. Danmark lagde til, siger hun. 

Danskerne tog regler og anbefalinger alvorligt. Udtryk som værnemidler og smittetryk fandt vej til det dagligdags ordforråd. 

I de første uger var der daglige pressemøder med ministre og regeringen, hvor vi blev mindet om nye smittetal, regler og retningslinjer.

Selv Dronning Margrethe gik på tv og mindede os om, hvad vi kunne være bekendt. Siden er der sat spørgsmålstegn ved, om regeringen overdrev truslen. 

Da I skal formidle det her til befolkningen, tænker I så strategisk ”hvor meget skal befolkningen vide”?

– Nej, der er mange, der har motivforsket, men sådan var det ikke. Jeg synes egentlig, vi har holdt et meget højt kommunikationsniveau, ja, til sidst begyndte vi at tale om os selv som ”bandet”, myndighedspersonerne og jeg selv.

– Vi besluttede fra start, at vi ville stå der, vi ville stå til rådighed med lange pressemøder og mange spørgsmål, men alle de der overvejelser om, hvad vi kunne sige, og hvad

vi ikke kunne sige, det er ikke dét, der har fyldt, det er det altså ikke. På mange måder har virkeligheden talt for sig selv, for parallelt med det, der skete i Danmark, sad vi jo alle sammen og kiggede på Italien, og så kom Spanien, Frankrig og så England og USA.

Gåture med telefonmøder

Statsministeren har ikke haft en fridag i mere end to måneder, da vi møder hende. Undervejs har hun ellers fået et godt råd af Dronningen. 

De to havde under nedlukningen flere lange telefonsamtaler, fortalte Mette Frederiksen i en TV 2-dokumentar i anledning af Dronningens fødselsdag. I en af dem sluttede majestæten samtalen af med at spørge, om Mette Frederiksen huskede at passe på sig selv i denne tid.

Mette Frederiksen svarede, at hun jo havde travlt for øjeblikket, og at der måske først blev tid til at passe på sig selv bagefter. Hertil svarede Dronningen:

– Ja, men nu er det Tante Dronning, der taler, og De skal passe godt på Dem selv.

Så hvad har du gjort for at følge Dronningens råd?

– I starten var der overhovedet ikke plads til det; der arbejdede vi nærmest 24/7. Vi vidste, vi var på vej ind i den grimme kurve, og vi vidste ikke, om vi med det, vi satte i gang, ville komme ind på den grønne kurve. I starten er der ikke plads til, at man passer på sig selv. Der er man kun på opgaven. Så er det klart, at det løsner henad vejen, og man kommer ind i en mere normal gænge. Det, der er kommet ind i mit liv, er at stå meget, meget tidligt op og gå omkring otte kilometer. Når vores børn er hjemme, går de faktisk med, de der store teenagere. Men det meste af tiden har jeg faktisk telefonmøder. Når man går sådan en god time, kan man lige nå tre telefonmøder …

Det lyder ikke sådan helt mindful …

– Nej, det er det ikke, fordi det som regel har været med finansministeren eller direktøren for Dansk Industri eller en helt tredje, men det har faktisk virket sådan. Og nu kan jeg faktisk ikke få dagen i gang, hvis jeg ikke klokken ti minutter over seks er ude og gå.

– Forleden gik jeg med mine børn og snakkede om, at der også er noget, vi kommer til at savne ved den her mærkelige tid, og det tror jeg mange familier har oplevet. Vi har fået lov at opleve mere nærvær, fordi vi simpelthen har været mere sammen.

Kritikken

På denne dag i maj er der indlagt 144 danskere med corona. Og Mette Frederiksen må sande, at efterhånden som smitte-tallene falder, vokser kritikken: Var nedlukningen for hård? Går genåbningen for langsomt? For hurtigt? I den forkerte rækkefølge?

– Håndteringen af alt det her har været en svær størrelse. Nedlukning og åbningsfasen, som vi er i gang med. Det stærkeste våben i alt det her har været vores adfærd – og hvis man går op i helikopteren, så er det jo helt vildt, at vi skal igennem den største krise siden krigen, og så er det håndsprit, håndvask og den fysiske afstand, der er supervåbnet. 

– Det har været en udfordring at skulle stå og sige: Husk nu at vaske hænder. Jeg har aldrig som politiker blandet mig i sådan noget. Normalvis har det ikke noget med os at gøre. Hvor mange mennesker må du kramme, hvor mange må du invitere hjem til din fødselsdag? Det skal en politiker da holde snitterne fra.

Kunne man have sagt det for 9 uger siden: ”Husk at holde afstand og vask hænder, så går det hele”?

– Nej, jeg synes egentlig, vi har ramt en balance, hvor vi har været ærlige og nøgterne, men også insisteret på det, der er supervåbnet. 

Men nu kan det jo godt føles som nogle voldsomme uger for at nå frem til, at det her egentlig kan gøre det?

– Men det tror jeg ikke, du har ret i. Den konklusion kommer ikke til at være rigtig. Der er intet, der tyder på, at nogle samfund har kunnet nøjes med adfærdsændringer. Du kan ikke finde et eneste eksempel på det. Sverige har valgt en anden strategi end os, men har jo også et helt andet dødstal. Når vi kigger på det nu, så er der ikke noget på globalt plan, der viser andet, end at ”hammeren” – og dermed en ret hård opbremsning – er nødvendig for at få smitten under kontrol. Derefter skal du kombinere med retningslinjer og adfærdsændringer. 

Hvad skal der til, før du begynder at ærgre dig?

– Godt spørgsmål … Jeg har hele tiden haft det sådan, at vi skal jo ikke have noget lukket ned længere, end der er behov for. Omvendt skal vi jo heller ikke blive så utålmodige, at vi sætter tingene over styr. Det er så vanskelig en linedans.

– Lige nu er der ikke noget, der tyder på, at vi ikke har gjort det fornuftigt i Danmark, så jeg synes ikke, ærgrelse er det, vi skal bruge vores energi på. Det er klart, at vi kunne se, at Danmark og Europa stod for uforberedt på en pandemi, fordi der har ikke været nogen siden den spanske syge. Så det kan godt forklares, men det kan ikke forsvares en anden gang, og vi skal ikke stå og mangle håndsprit og værnemidler en anden gang, så der er noget produktion, vi skal have hjem igen. Jeg kan da godt ærgre mig over, at det blev outsourcet, men det blev det, og det må vi så gøre noget ved.

Er du god til ikke at fortryde?

– Nej, der er ikke noget teflon på mig. Jeg evaluerer alting hele tiden, og i den her tid er der ikke et minut, hvor jeg ikke har tænkt på corona og håndteringen af det. Jeg er faktisk ikke specielt god til at lægge det til side.           

Er det godt eller skidt?

– Det er i hvert fald et udtryk for, at jeg tager det på mig og ikke slipper, før vi er i mål. Der er givet nogen, der ville have grebet det anderledes an, men det er min personlighed ikke til, og det kommer den ikke til at være.        

Du sagde helt fra begyndelsen ”vi kommer til at begå fejl”. Er du god til at indrømme fejl?

– Jeg synes ikke, det er et svaghedstegn at være ærlig omkring fejl eller tvivl. I ledelse og andre sammenhænge. Som mennesker begår vi fejl, og hvis vi ikke tør begå fejl, så bringer vi os heller ikke i situationer, hvor vi udvikler os ret meget. Hver gang man på en arbejdsplads eller i en familie eller i politik ændrer noget grundlæggende, så er der jo i det en risiko, og i det kan der opstå fejl, fordi der var noget, du ikke kunne tage højde for, eller fordi man jo nogle gange bare gør noget forkert. Jeg mener ikke, man skal søge at være fejlfri. Jeg mener heller ikke, man skal søge det fejlfri ved hinanden. Det er mere interessant, hvordan vi håndterer fejlene: Tør vi være åbne, tør vi evaluere, ændre på ting? 

Let til tårer

Dagen før interviewet har hun været på genåbnings-turné. Til Randers, Hobro og Aalborg for at møde danskere, der har tilpasset sig de nye vilkår.

Det ligger hende på sinde at tale om det:

– Jeg er dybt imponeret over, hvordan snarrådige, innovative, fleksible og hjertevarme folk har fået tingene til at fungere: naboer, der aldrig har haft noget med hinanden at gøre, er begyndt at købe ind for hinanden eller bage kage.

I et kort sekund grøder stemmen. Det er ikke første gang i løbet af samtalen. Det sker hver gang, hun taler om sammenhold.

Også da hun siger:

– Vi kunne ikke uden et stærkt fællesskab. Ingen har kunnet klare corona alene, ingen.

Du kan godt virke hård, men når du taler om det her, så får du jo nærmest tårer i øjnene. Hvad sker der for det?

– Jamen, jeg er blød som smør. Jeg tror, jeg er ekstremt sammensat; jeg har endnu ikke set et luciaoptog uden at græde, jeg har ikke set fællessang på DR uden at græde, jeg var på virksomhedsbesøg på Carlsberg i går, hvor de har omstillet deres ciderproduktion til håndsprit, og der begyndte mine sikkerhedsbriller at dugge: at se de der store stærke mænd bare have smidt alt, hvad de havde i hænderne, fordi de ville hjælpe med at producere sprit til os andre. 

Er det sentimentalitet, når du græder?

– Jeg har arvet fra min mor at have utroligt let ved tårer, når noget rører mig, og det er der virkelig mange ting, der gør.

– Jeg bliver hurtigt mindet om, hvor sårbart livet er, og for mig har det hårdeste i alt det her ikke været tyngden af beslutninger, for det er mig, der skal kunne gøre det, men det er fraværet af at have set nogle af dem, jeg holder allermest af.

Det med stemmen og tårerne skete også under paneldebatten ugen forinden, da studieværten spurgte hende, hvad hun glædede sig mest til at kunne gøre igen. At kramme sin far. Han er 72 år og i risikogruppen, og hun har kun set ham én gang siden 11. marts. 

For ud over sammenhold er ”kram” også et ord, der trigger tårerne. I studiet den aften og nu, da hun forudser, at sommeren bliver uden.

– Jamen, det er, fordi jeg selv savner det helt vildt – både dem, jeg selv har nær, men også når man skal sige tak til nogen, der har gjort en fantastisk indsats. Der er så mange situationer, hvor vi har behov for også at vise fysisk, at vi er i noget sammen – og det er da mærkeligt, at det eneste, man har lyst til, er at kramme hinanden – og så sidder man på afstand.

Kommer tårerne nogensinde i vejen for din autoritet?

– Jeg tror godt, at du som beslutningstager må have begge dele med, men det er klart, at hvis du ikke kan levere på det, som en statsminister skal kunne levere på, handlekraft, beslutningskompetence, viljen til at være hård og kompromisløs, så er det for meget, hvis du er det andet. Men jeg tror, at danskerne over en bred kam kan komme overens med, at jeg har savnet min far i alt det her, for han har ikke måttet få corona, fordi de samtidig ikke har været i tvivl om, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at løse opgaven.

– Man skal ikke være bange for at miste autoritet ved også at være et menneske.