Mette var til fest for sin afdøde mor – så forstod hun, at moren var ”med” til festen

In loving memory of Sonja, Margit, Francess, Annie, Mafoe and all the departed souls. We know you would be here today if heaven wasn’t so far.

Sådan stod der på et gigantisk banner til mindefesten for blandt andet min mor (Margit) og min stedfars tidligere kone (Sonja). Ovenover havde værtinden Esther, der er min stedbrors hustru fra Sierra Leone, monteret en ballonvæg.

Jeg tænkte kort, at min mor ville have været utilfreds med at blive mindet sammen med Sonja, som hun til sin dødsdag var meget vred/jaloux på. Og min mor var en krads type.

Læs også

Hannes mand døde i en trafikulykke: ”Der er ikke én rigtig måde at sørge på”

Stemningen var festlig. Vi skulle jo fejre det levede liv og kærligheden, ikke fokusere på det – trods alt – lille, dumme punktum, som døden er.

På et tidspunkt bad værtinden dj’en om at skrue ned for den dejligt mangfoldige playliste med både afrikanske hits og ”Himmelhunden” på 120 decibel. Hun skulle holde mindetale.

Her blev det lidt underligt...

Esther omtalte kort min mor som den af hendes danske mødre, der havde hjulpet hende med at finde arbejde. Herefter gik hun videre til Sonja, der blev omtalt mere personligt og kærligt. I hvert fald så længe, det varede.

For pludselig væltede den ene side af banner og ballonvæg ned i den ene side. Hjælpsomt rejste min stedstoresøster, som mildt sagt heller ikke havde det bedste forhold til min mor, sig op og prøvede at montere det hele fast igen. Mens hun holdt den ene side, så faldt den anden side ikke bare ned, men blev nærmest flået til jorden.

”Nå, så kiggede Margit lige forbi”, indskød Esther helt cool og fortsatte sin tale.

Jeg kiggede lidt lamslået på mine børn. Den mellemste datter kiggede på sin telefon med et blegt udtryk. For ud af de tusindvis af billeder, hun har sat i rotation fra sin telefons kamerarulle, så var det lige præcis det eneste billede af bedstemor Margit, der poppede op på skærmen.

Når jeg fortæller den her historie videre, så er det altid med frygt for at blive bedømt som irrationel. Som værende en skør kone i kulørt lag på lag-tøj og i sorgens og følelsernes vold – for hvem har ikke lyst til at møde sine kære, døde igen?

Jeg er på den ene side vokset op med en noget ældre, spirituel søster, som fra barnsben lærte mig alt om astrologi, skytsengle, krystaller, lysets hekse og medier (og her mener jeg ikke DR, Politiken og TV 2). For mig har ånder været en lige så naturlig del af opvæksten som rundbold.

Den dag i dag gætter jeg stadig folks stjernetegn (med okay succes). Og jeg trækker stadig tarotkort med jævne mellemrum. Måske er det bullshit. Men det er mig lige meget, hvis det gør mig bedre til at mestre tilværelsen.

På den anden side lagde jeg – da jeg blev voksen og moden – afstand til ”det der hokus pokus” til fordel for naturvidenskab. Jeg skærpede min kritiske, skeptiske sans, hvilket man altid skal.

Men nu, blandt andet afstedkommet af min mors visit, søger jeg mod midten. Jeg står ved, at jeg tror på noget, der (endnu) ikke kan vejes og måles naturvidenskabeligt. For i virkeligheden er det arrogant at tro, at vi vestlige mennesker har gennemskuet alting:

Så lang tid siden er det ikke, at vi troede, jorden var flad. Måske en dag vil naturvidenskaben kunne måle udefinerbar dårlig stemning i et rum, som den i dag måler temperatur. Måske vil det, nogle kalder hokus pokus, en dag blive betragtet som regulær fysik?

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre. Vild med bøger, kulørte negle og lange løbeture.

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.