På mit mors dødsleje sagde jeg: "Jeg elsker dig". Hun gengældte det ikke...

Min mor døde for en uge siden. En uge, hvor jeg har set et menneske udånde, bestået den ultimative voksenprøve med at samle og trøste familien, ligget klynkende med min barndomsbamse og følt mig forladt og forældreløs, truet rasende ad Gud, kysset en mærkelig, kold menneskeskal på kapellet og selvmedicineret med rosé. Jeg har været lettet, vred, selvmedlidende og ulykkelig på skift. Jeg har lavet de sorteste, satiriske dødsjokes og været den trøstende, lyse engel.

Sorg er ikke køn. Sorg er utilregnelig. I hvert fald i mit tilfælde. 

Gennem årene har jeg haft et kompliceret forhold til min mor, men det gør ikke sorgen mindre. Jeg har ikke mistet en stor klippe i mit liv. En kilde til ubetinget kærlighed, hjælp, omsorg og anerkendelse er ikke tørret ud, og jeg ved stadig ikke, om jeg var god nok i hendes øjne. Jeg har i lange perioder tvivlet på hendes kærlighed.

Noget hjælper nu: For et par år siden besluttede jeg mig for at fokusere på hende som menneske og som et produkt af sin egen baggrund og tid.

Hun var en rebel. Som barn gav hun drengene tæv, hvis de gjorde hendes små søskende noget. Som ung smadrede hun en paraply på en gut, der havde væddet med en anden om, hvem der kunne komme i seng med hende. Hun forlovede sig med en homoseksuel mand, Kaj, så han fik lidt fred for sin nordjyske bondefamilie.

Hun stak som 17-årig af fra seminariet for lige at vise patriarkfaren, at de blev to om at bestemme, om hun skulle være lærerinde. Hun var woke og havde girl power, før nogen kendte de begreber. Hun stak ud og stod fast på dét, hun troede på. Hun pressede engang en advokat til at fremskynde at betale hende, hvad han skyldte, ved at ryge hele det flotte advokatkontor gråt i cerutskodder.

Ingen pyller og hønsesnak der – kun handling. 

Som jeg spørger mine egne piger, når vi gør noget modigt: Hvad er det, kvinder i vores familie ikke giver? En fuck, svarer de i kor. Og hvem har lært os det? Bedste...

Det har været vigtigt for mig at forstå, at min mor var et produkt af sin tid og fødested. Hendes egen mor havde opgivet sin drøm om at bruge sin uddannelse som sygeplejerske og blev landmandskone med fire børn. Hun var fanget. Min mormors mor var fanget i et ægteskab med en fordrukken mand.

Og dét med at blive fængslet af tidens normer og den manglende ligestilling indhentede også min mor. Da hun blev skilt fra min storesøsters far, måtte hun rejse hjem til sine forældre og finde sig en mand, der kunne leve med, at hun var fraskilt med barn: Min far. Livstykket Margit var nu fængslet. Og da min far døde, og hun kunne gifte sig af kærlighed med min stedfar, så havde hun også mig og min bror på slæb.

At forstå historien bag har åbnet for en tilgivelse af, at hun ikke var den mor, jeg drømte om. 

Den sidste gang – som jeg ikke vidste, var den sidste gang – jeg besøgte hende på sygehuset, så puttede jeg dynen tæt omkring hende og sagde for første gang i ti år, at jeg elskede hende. Så gik jeg.  

Jeg sagde det henkastet og naturligt. Jeg sagde det under fuld accept af, at hun ikke ville gengælde. Hun kunne ikke få de ord over sine læber, fordi hun ikke selv havde hørt dem i sit liv.

Og det er okay...

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Gertrud Højlund

Født 17/1 1981

Journalist og vært TV2 News. Søster, datter og veninde i en stor flok af kraftfulde kvinder.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.