Michael Robak: Jeg vil ikke dø

Da jeg vågnede i morges, var min første tanke: Jeg vil ikke dø. Jeg har aldrig haft noget ønske om at dø, så jeg kunne sådan set være vågnet de sidste 44 år med samme tanke flyvende rundt i mit morgentunge hoved. Men jeg kan ikke huske, at tanken nogensinde har været så stærk, som den var i morges. Hvis jeg går baglæns, vågnede jeg ikke op med knyttede næver eller blodsmag i munden. Der var heller ingen rest af drømme, hvor mine børn sang Brorson-salmer ved min hospitalsseng. Og soveværelset lugtede heller ikke af råddent vand og bregner – eller hvordan der nu lugter, når døden i løbet af natten er kravlet ind ad vinduet.

Jeg havde i det hele taget bare sovet som et nyfældet træ. Jeg stod op og så mig i spejlet. Jeg så det, jeg plejer. Høje tandhalse – lavthængende skuldre. Begyndende mave – afsluttet ungdom. Stort hårtab – mindre overskud. Men jeg lignede ikke en døende mand. Overhovedet. Alligevel slap tanken mig ikke. Tværtimod. Almindeligvis lykkes det mig at få skubbet døden baglæns ud ad døren, når den en sjælden gang er kommet helt indenfor. Det lykkedes ikke i dag. En dag er jeg død. Borte og begravet. En dag skal jeg ikke længere stikke næsen ned i min datters krøllede hår og konstatere, at selv midt om vinteren dufter hun af salt og soltørret badetøj.

For andre mennesker ville den slags tanker formentlig give anledning til teologiske overvejelser. Og jeg gik også i gang. Så småt. Jeg nåede kun til, at jeg måske en gang ved lejlighed skulle give mit noget kommunefarvede forhold til Vorherre et nyt eftersyn. Så skulle jeg mødes med min kæreste. Vi skulle til en fødselsdag. Vi kom alt for tidligt og gik derfor en tur rundt om en sjællandsk herregård med hinanden i hænderne. Guderne skal vide, at vi på almindelige dage snakker nonstop, når vi er sammen. Men i eftermiddags fulgte vores øjne mest af alt bare det, vi så på vores vej. Det sorte plumrede vand i voldgraven. Ormstukne og indtørrede æbler, der aldrig var faldet af træerne.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan bringer du balance i dit liv

En jæger, der rutineret tog sin riffel ud af bilens bagagerum. Død overalt. Til fødselsdagen mødte jeg mest mennesker, jeg aldrig har mødt før. En mand, der havde opgivet at blive far, men da adoptionspapirerne var underskrevet, blev hans kone pludselig gravid. Og ud i luften sagde han, at han ikke vidste, hvilket menneske han ville have været uden sin datter. Jeg mødte også et par, der havde været sammen i 54 år, og som uden forstillelse krammede hinanden længere og mere inderligt end et par, der har kendt hinanden i 54 dage.

En anden gæst var lige blevet forelsket i en mand fra Italien, der nu var kommet til Danmark, så de kunne leve sammen. Kærlighed overalt. Min kæreste faldt i søvn for et par timer siden. Jeg har set det før, men lagde mærke til det igen, lige før jeg listede ud af soveværelset. Hendes hår vokser ned i en spids i panden. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg synes, det er smukt. Om lidt ligger lægger jeg mig ind ved siden af hende og studerer igen håret i hendes pande og tænker nøjagtigt det samme, som da jeg vågnede – jeg vil ikke dø.

LÆS OGSÅ: "Du gør mig til et bedre menneske"