Katrines mand drak for meget – en dag tog hun en impulsiv beslutning, som ændrede hende og børnenes liv

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Katrine opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist. 

Jeg kiggede på uret med en vis bæven. Det var dagen før, vi skulle på sommerferie på Bornholm, og nu var klokken fire.

Steen var forhåbentlig på vej hjem fra arbejde nu. Jeg bad til, at han overholdt vores aftale. Han havde lovet mig det så sent som i morges, højt og helligt endda, så jeg burde være rolig. Men det var jeg bare ikke.

Læs også

Lones mand fandt en anden kvinde da børnene var små: ”Jeg er sikker på, at vi kommer til at holde sammen resten af livet”

Siden, vi fik vores yngste, der nu var fem år gammel, var Steen begyndt at drikke en hel del. I starten kom han en time senere hjem, end han plejede, så blev det til to timer, og efterhånden var det blevet sådan, at han langt de fleste dage tumlede snøvlende ind ad døren lige inden spisetid og sommetider endnu senere.

Måden, han gik på, og måden han talte så underligt stift på i et latterligt forsøg på at skjule, hvor fuld han var, gav mig efterhånden myrekryb. Jeg kunne ikke holde ud at se ham sådan, og derfor var det også blevet en lettelse, når han stort set hver dag efter aftensmaden faldt omkuld på sofaen, hvor han så lå og sov tungt, mens jeg ryddede af og lidt senere sørgede for at få vores tre børn i seng.

Men det var jo kun i øjeblikket, det føltes som en lettelse. I det større billede ødelagde det forholdet imellem os. Jeg følte mig mere og mere ensom i mit ægteskab, og jeg kunne ikke tale med Steen om det, for hver gang, jeg prøvede, fejede han mig brutalt af: Det kunne da lige passe, at han ikke kunne tillade sig at få en enkelt øl med vennerne efter fyraften, sagde han. Eller; det var måske heller ikke så sært, at han ikke have lyst til at skynde sig direkte hjem fra arbejde, når jeg altid var sådan en sur kælling.

Alt sådan noget skulle jeg høre på, når jeg tog emnet op. Der var ikke så meget som skyggen af en indrømmelse af, at han drak for meget og selv havde ansvaret for, at jeg blev sur og bebrejdende. Alt var min skyld og kun min. Næste gang, jeg kiggede på klokken, var den blevet 18, og så blev den 18.30. Stadig ingen Steen.

Den aften kom han plørefuld hjem kl. 22 om aftenen. På det tidspunkt var børnene for længst puttet og feriekufferten pakket og båret ud i bilen. Jeg var rasende, jeg var såret og jeg var skuffet, men jeg vidste også, at det ikke kunne nytte noget at tage diskussionen op, så fuld, som han var. Så jeg gik i seng og stillede vækkeuret til klokken seks næste morgen.

Børnene og jeg stod op til tiden, men Steen blev ved med at verfe mig af, når jeg prøvede at vække ham, så han sov stadig, mens vi spiste morgenmad.

"Hvad med far?" spurgte min mellemste og så på mig.

Pludselig så jeg ængstelsen i hendes, og derefter også i de to andre børns øjne. Det ramte mig som et lyn, at deres fars druk jo også gik ud over dem. Der havde været utallige gange før i dag, hvor de var blevet svigtet af ham. Men jo også af mig, fordi jeg havde ladet stå til. Og nu sad de lige her og var bange for, om vi overhovedet kom afsted. Mit hjerte krympede sig af skam, og jeg var nødt til at tage en hurtig beslutning.  

Læs også

Skal jeg fortælle min søster hemmeligheden?

"Ved I hvad, unger. Jeg tror ikke, far kommer med. Nu gør vi os klar, og så tager vi bare af sted," sagde jeg.

Først så de lidt forvirrede ud, men så smilede den ældste, og så gjorde de to yngste det også. De hjalp mig med at rydde af bordet og sætte i opvaskemaskinen, og så var vi ellers dem, der var kørt.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var både bange og nervøs vej mod færgen til Bornholm. Selvfølgelig var jeg det. Jeg var bekymret for, hvordan vores ferie ville gå, og jeg blev også ramt af dårlig samvittighed, fordi vi bare var taget afsted. Hvis jeg ikke havde haft tre glade unger på bagsædet, som både glædede sig til deres ferie og syntes, deres mor var sej, var jeg nok vendt om igen. Det var så ikke en mulighed nu, hvor deres forventninger fyldte hele bilen.

Vi kom til Bornholm og blev installeret i den ferielejlighed, vi havde lejet. Vi var trætte efter en lang rejsedag, så børnene gik frivilligt tidligt i seng. Jeg havde haft min telefon slukket, lige siden vi tog hjemmefra, men nu dumpede jeg ned i en sofa og åbnede den med bange anelser. Og ganske rigtigt. Der lå en rasende sms fra Steen, som også havde prøvet at ringe adskillige gange.

Heller ikke nu var der dog så meget som en lillebitte erkendelse af, at det var hans egen skyld. Han kom ikke med nogen undskyldning, kunne ikke engang beklage sin opførsel. Det handlede kun om, hvad jeg bildte mig ind og ’ikke kunne tillade mig.’

Det var den sidste dråbe, der fik mig til at indse, at vores ægteskab var endegyldigt slut. Steen var ikke til sinds at byde ind med noget som helst, der kunne rette skuden op. I de sidste fem år var det alene mig, der havde knoklet for at holde os flydende, nu ville jeg ikke mere. Der var ikke så meget som et strejf af tvivl i mit sind, og jeg tror, det var derfor, jeg blev så knusende rolig, som jeg gjorde.

Da jeg vågnede næste morgen, var det, som om et tungt bjerg var løftet af mine skuldre. Jeg kunne helt ærligt ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde taget den beslutning noget før. Jeg havde muligvis været bange for, at jeg ikke kunne klare mig alene som enlig mor med tre børn, men i realiteten havde jeg jo været alene om det hele i mange år.

Læs også

Jeg har givet mine døtre alt, men får intet igen

Der var sådan set ikke noget nyt under solen. Andet end at jeg nu ville slippe af med den tunge klods om benet, som det var hver dag at få en fuld mand hjem, som jeg så skulle liste omkring og tage hensyn til, så det ikke gik for meget ud over børnene. Med den nye følelse af at kunne ånde frit, var jeg fast besluttet på at give mine børn en skøn og ubekymret ferie.

Det lykkedes da også. Vi tog rigtig meget på stranden og badede, vi så Hammershus og nogle af glaspusterierne, den runde kirke i Østerlars og Ekkodalen. Jeg spiste bjerge af røgede sild, mens ungerne var mere til fiskefrikadeller og fish & chips. Vi hørte musik i gågaderne, fandt et par herlige legepladser og sparede ikke på isene. Vi havde det bare skønt alle fire.

Når børnene var gået i seng om aftenen, fik jeg tid til at tænke lidt dybere over tingene, og det, der slog mig igen og igen, var netop, hvor let alting var uden Steen. Uden ham var jeg ikke nogen ’sur kælling’. Tværtimod. Jeg skulle ikke gå og vogte på, hvor meget han drak, og bruge en masse energi på at skjule det overfor børnene. Al den negativitet havde jeg givet slip på nu, og det var en kæmpestor befrielse. Jeg følte, jeg havde fået bjørnekræfter.

Så nåede vi den dag, hvor vi skulle hjem igen, og over morgenmaden røg det pludselig ud af min ældste: "Bare vi kunne blive her altid."

Der var stadig et par timer til, at vi skulle være ude af vores logi, så jeg tog en dyb indånding, og så fortalte jeg børnene det, som det var. At når vi kom hjem, ville jeg finde et rart sted, hvor de og jeg skulle bo, for vi skulle ikke længere bo sammen med deres far.

Den yngstes underlæbe bævede, men jeg kunne tydeligt fornemme lettelsen hos de to ældre. Det var, som om deres skuldre sank, og det var der, det for alvor gik op for mig, hvor meget de i virkeligheden havde lidt under deres fars druk, selv om de havde været gode til at skjule det for mig. Jeg trak den lille ind til mig og lovede ham, at det nok skulle blive godt, og som så ofte før tog han hurtigt farve efter sine større søskende. Når de var trygge ved det, var han også.

Da vi kom hjem, var Steen stadig vred over, at vi var rejst uden ham. Han var tydeligvis opsat på at få et større skænderi i gang, men jeg satte punktum for diskussionen ved at meddele ham min beslutning.

I den tid, det tog mig at finde et sted at bo, drak Steen endnu mere. Jeg var heldigvis ret ligeglad, for jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før børnene og jeg var fri for at se på det. Kun en måned efter havde jeg fundet et lille, fint hus, vi kunne leje. Jeg havde råd til det, og børnene behøvede ikke at skifte skole, så det kunne ikke være bedre.  

Jeg er ikke i tvivl om, at den sommerferie blev afgørende for, at vi kom ud af vagten, før det var for sent. Uden den var der sandsynligvis gået meget længere tid, før jeg havde fundet ud af, at jeg sagtens kunne klare mig som enlig mor. Jeg tør ikke tænke på, hvilke konsekvenser det havde haft for mine børn, og hvor dybt, jeg kunne have skadet dem, hvis vi var blevet hængende.

Børnene og jeg har det godt i dag, to år efter skilsmissen. Det samme kan man desværre ikke sige om Steen, der er blevet endnu mere alkoholiseret. Derfor ser han kun sine børn, når han en sjælden gang kan holde sig ædru, mens han besøger dem her hos mig. Det er trist, men det er jo kun ham selv, der kan gøre ved det.  

Det er selvfølgelig synd for børnene, at de ikke har en far, de kan regne med. Jeg ved bare, at det havde været endnu mere synd, hvis de og jeg stadig havde været fanget i Steens drukkultur. I dag er børnene glade og trives i deres liv, det havde ikke været tilfældet, hvis vi var blevet sammen med Steen.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.