Min første tid med kræft: “Det føles sygeligt ensomt”

I starten af december 2015 var jeg i Brasilien med mit arbejde og en sen aften efter en middag, mærkede jeg tilfældigt to små knuder i mit bryst. De sad lige under hinanden og var så små som trykknappen på en kuglepen. Jeg tabte fuldstændig pusten. På den ene side ville jeg ikke mærke mere, på den anden vidste jeg også godt, at jeg ikke kunne parkere det. Da jeg kom hjem, fortalte jeg henslængt min mand om knuderne, og han ville have mig til lægen med det samme. Det blev jeg lidt utilpas over, for pludselig virkede det meget alvorligt. Min læge sagde, at det var det mest uskyldige, hun længe havde mærket, så jeg fik en såkaldt langsom henvisning til hospitalet. I stedet brugte jeg min private sygeforsikring til at blive undersøgt på et privathospital.

Jeg tænkte "okay, jeg får en mammografi og en ultralydsscanning og så farvel," men da lægen skulle lave ultralyden, kunne jeg fornemme, at hun ikke så helt glad ud. Hun blev nødt til at tage en biopsi, og der blev jeg bange. 10 dage efter sad jeg på hospitalet for at få svaret. Overfor en læge, der så meget alvorlig ud. "Og du kommer så alene?," spurgte han. Det var kræft. Normalt ville man tænke, at man ville bryde sammen, men jeg blev helt emotionelt blokeret. Jeg var end ikke i nærheden af at begynde at græde. Lægen informerede mig om, at jeg skulle regne med en operation efterfulgt af kemokur og stråler. Da jeg kørte hjem, råbte og skreg jeg inde i bilen. Jeg var helt vildt gal, bange, frustreret og ulykkelig. Fra hospitalet havde jeg sendt en sms om kræftdiagnosen til min mand, mine søskende og tætteste veninder, og jeg skrev til mine to piger, at de skulle komme direkte hjem fra skole. Jeg ville bare fikse det med det samme og komme videre. Jeg følte, at jeg stod i meget dybt vand med et tungt lod om benet. For helvede altså. Min mand fik mig stoppet i forhold til mine piger, og det var godt. Den dag var bestemt ikke det rette tidspunkt at dele det med dem.

Dagen efter, jeg havde fået beskeden, virkede mit liv pludselig surrealistisk. Det kunne ikke være mig. Jeg kunne ikke være ramt af kræft. Hvad skulle der nu ske? Det fremstod uoverskueligt, men så trådte mit projektledergen i karakter. Jeg fik lynhurtigt lavet en plan over, hvordan og til hvem jeg skulle kommunikere på mit arbejde. Jeg fik beskeden om torsdagen, og ugen efter fortalte jeg det til hr, min chef og min afdeling, og efterfølgende sendte jeg det bredt ud på mail til øvrige kollegaer, jeg samarbejder med. Samtidig informerede jeg lærerne på mine pigers skole, forældrene på skolens intranet og naboerne på vejen, hvor vi bor. Jeg nærmest kvæles ved tanken om ikke at kommunikere omkring min situation, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det rigtige for mig er at være åben og ærlig. Jeg er ovebevist om, at det bliver helt afgørende for min familie og mig selv i forhold til at komme godt gennem det her forløb. Det handler nok også om at søge indflydelse på det, der sker omkring mig.

LÆS OGSÅ: ”Jeg var nødt til somme tider at lade telefonen ringe, når jeg kunne se, at det var min far”

Det var utroligt hårdt at fortælle det til min afdeling på mit arbejde. Det var ikke, fordi jeg ikke ville græde, men jeg ville fortælle det, uden at folk skulle have ondt af mig og sige "nej, hvor er det synd." Jeg har det rigtig svært med, at folk siger "nåååårh" til mig. De gør det jo ikke for at være onde, men den form for omsorg er vanskelig for mig at håndtere. De mange thumbs up betyder bare så meget i stedet for medlidenhed, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at få så meget positiv feedback. Det er både rørende og styrkende, og det har gjort mig så glad. Det er det, jeg har brug for, og jeg tror, at det samtidig gør det meget lettere for andre at have med at gøre. Inden jeg fortalte det på mit arbejde, bekymrede det mig voldsomt, hvis de ville sige, at jeg bare skulle gå hjem og tage den med ro, blive rask og komme igen om et halvt år. Tankerne skabte så mange frustrationer, for det ville jeg slet ikke kunne klare. Jeg er virkelig glad for mit arbejde, så jeg ville blive bims, hvis jeg skulle sidde derhjemme og glo med min sygdom som omdrejningspunkt. Det kom heldigvis ikke på tale, og lægen lagde også vægt på, at det kan gøre forløbet lettere, hvis jeg forsøger at forsætte mit liv så tæt på min normale hverdage i det omfang, det er muligt.

Min største bekymring er mine børn. Jeg kan godt selv rumme, at jeg har en risiko for at dø af kræften, men jeg kan ikke rumme tanken om at risikere at skulle dø fra mine piger. Bare det at påføre dem smerte, angst og bekymring som følge af at fortælle dem om kræften og behandlingsforløbet gør mig virkelig ulykkelig. Jeg mistede selv min far for 13 år siden til modermærkekræft, og selvom jeg var voksen, var det at miste en forælder noget af det værste, jeg har oplevet. Inden jeg talte med pigerne, rådførte jeg mig med Kræftens Bekæmpelse, som anbefalede, at jeg skulle være åben og ærlig over for dem. En fredag holdt jeg dem hjemme fra skole, og efter morgenmaden sagde jeg, at jeg havde en besked, som ville spille ind på vores liv det næste stykke tid. Med det samme, jeg nævnte ordet kræft, begyndte de at græde som siamesiske tvillinger. Vi fik en god snak, og samtidig kunne jeg se, at de efter en tid havde fået nok for nu. "Dør du fra mig," sagde min yngste datter? "Det har jeg ikke tænkt mig at gøre," svarede jeg i stedet for "nej, det gør jeg ikke", for det kan ingen jo love hinanden. Bagefter satte vi mit ansigt ind i appen "Bald me Booth", der viste mig som skaldet, og så kunne de godt fornemme, at jeg jo stadigvæk var den samme tossede mor, som jeg altid har været.

I de 10 dage inden operationen nåede jeg at få pisket en voldsom stemning op om, at kræften havde spredt sig til lymferne. Det var min største skræk, og jeg nåede at blive helt tosset i hovedet. Jeg følte mig overbevist om, at hvis bare kræften ikke havde spredt sig, ville jeg kunne klare alt. Jeg tudede hele dagen op til operationen, og da den var overstået, vågnede jeg med et sæt og spurgte straks, om der var spredning. Kræften havde ikke spredt sig. Og lige så tudefjæs jeg var, da vi kørte derned, lige så happy-go-lucky blev jeg, da jeg fik den besked. Jeg snakkede nonstop, til jeg gik i seng om aftenen. Jeg var så lettet. Det var, som om jeg havde fået speed.

LÆS OGSÅ: “Stefans død er hele udgangspunktet for, hvor vi er i dag”

Ugen efter min operation tog jeg til frisøren og fik klippet mit lange, krøllede hår af. Jeg kunne lige så godt begynde at forberede mig på mit fremtidige look. Jeg havde det, om ikke andet, godt med, at det var noget, jeg selv bestemte. Jeg gjorde det til et projekt, og så gik det an. Jeg ved, at jeg ender med at tabe håret, og jeg vil hellere tage totter af på 10 centimeter end 30. Udsigten til at blive skaldet slår ikke benene væk under mig, men for børnene tror jeg, at det skaldede look virker skræmmende eller måske endda pinligt. Derfor dedikerer jeg mig til at finde en god paryk. Min yngste datter kom hjem med nogle draperede huer, hun havde fået fra en venindes mor, der har været igennem det samme. Da jeg prøvede dem, synes jeg da et kort øjeblik, at jeg var lidt Grace Kelly-agtig. Ikke værst. De var da en lille smule foxy. Begge mine piger sagde, at det så pænt ud, men den store kom hurtigt tilbage og sagde, at hun nok alligevel synes, jeg lige skulle kigge på parykkerne. Jeg fornemmede hendes ønske om at se mig så normal som muligt, og der kom huen ikke ind på førstepladsen. Det er vel lidt ligesom at spilde sovs på dit tøj. Andre ved godt, det er et uheld, men de synes jo ikke, det er pænt.

Jeg er ikke bange for behandlingsforløbet, men jeg er bekymret for, hvor dårligt jeg får det, især i forhold til mine børn og min mand. Jeg ved godt, at det bliver hårdt, og at jeg bliver grim, men samtidig har jeg en meget stærk tro på, at det nok skal gå. Jeg er i god form og dyrker meget sport, så jeg bilder mig selv ind, at det her skal jeg nok klare. Min fighterånd står kampklar i ringhjørnet. Samtidig er jeg bange for at sige det højt. Tænk, hvis jeg bliver ramt af nemesis. Jeg håber, at det her forløb vil berige mig med en indsigt, jeg ikke har i dag. Nærmest overnight er jeg blevet skarpere til og mere fokuseret på at sortere og prioritere i det, livet bringer, og jeg mærker også, at evnen til at være nærværende i nuet føles mere intens. Jeg er blevet langt mere opmærksom på, at livet kun er til låns, og hvor lidt jeg egentlig har kontrol over. Hvor jeg tidligere tænkte flere år frem i tiden på alt det, vi skulle nå, er jeg ikke længere så kæk på den lange horisont.

LÆS OGSÅ: 1500 kroner eller en brugt iPhone for et knald?

Det føles dejligt befriende, når jeg er på arbejde, og når jeg ser, at mine børn er glade. Men når jeg er alene i min bil, eller når jeg skal sove, er det let at blive rigtig ked af det og angst. Tænk nu hvis kræften kommer tilbage? Eller tænk nu hvis jeg ender med at dø af sygdommen. Så kan jeg blive virkelig, virkelig bange og få lyst til at løbe skrigende væk. Det hjælper at tale om det eller komme ud at løbe eller gå en tur med hunden, så kommer jeg ovenpå igen og genvinder styrke og optimisme. Min mand er meget tålmodig og lyttende, og styrken ved ham i forhold til mig er, at når jeg springer af sted for på en gang at indsamle alle milepælene, der venter i horisonten, så holder han mig fast og minder om, at vi skal tage en milepæl ad gangen. Det andet giver knald i låget. Min mand taler ikke så meget om følelser, men bare han holder om mig, lytter og forsætter med at fortælle mig, at vi klarer det sammen, så får jeg det bedre.

Jeg har ikke noget pænt at sige om kræft. Når jeg bliver rigtig bange og ked af det, føler jeg, at jeg er blevet kastet ind i en rigtig shitcase, og jeg kan jo ikke stå af. Kræften kører et parallelliv ved siden af det normale. Der er rigtig mange, der gerne vil hjælpe mig, trøste mig og være søde ved mig, men faktum er, at de alle kan gå tilbage til deres normale liv om aftenen, hvor kræften ikke eksisterer. Det kan jeg ikke. Jeg hænger i det, og det føles sygeligt ensomt. Selvom min mand vil gå gennem ild og vand for mig, ved han ikke, hvordan det er at have kræft, og det er virkelig skræmmende at opleve en sådan følelse af ensomhed. Og siger du det til dem, der holder af dig, bliver de kede af det. Men det er jo sandt. Det er lidt som at blive sat ud af spillet, og så må du se, om du kan slå to seksere og komme tilbage.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 9: "Feber udløste fribillet til akutafdelingen"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 10: ”Jeg lignede en forblæst skovtrold”

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 11: "I kan hænge jeres parykker derovre."