"Flokmentaliteten har ændret sig rekordhurtigt hos danskerne under corona"

Mens vi alle har gået og sprittet hænder af, holdt afstand, givet albue i stedet for hånd og kun krammet de allernærmeste, er vi også mange, der har spurgt hinanden: Mon vi lærer noget af coronakrisen? Ændrer vores adfærd sig, eller kommer vi bare lynhurtigt tilbage i de gamle vaner? Netop de spørgsmål giver nogle af Danmarks dygtigste trendforskere og livsstilseksperter dig deres svar på. For ja, coronaen har sat spor. Men hvilke holder ved?

Er vi blevet bedre til håndhygiejne som følge af coronavirus?

– Vi er blevet bedre til håndhygiejne, fordi vi er begyndt at placere spritdispensere synligt i det offentlige rum, ved indgangspartier og udgangspartier. 

Det, som har været interessant, er, at vi lynhurtigt har skullet ændre vaner og implementere social afstand og hyppigere håndhygiejne over night. Det har skulle gå rasende hurtigt. I starten taklede vi det meget traditionelt – vi fik en masse viden om, hvorfor det var vigtigt at holde afstand. Men i praksis lykkedes vi meget dårligt med det. Heldigvis opdagede især detailhandlen ret hurtigt, at det krævede forskellige nudges og synlige guides, hvis folk skulle lykkes. Det er afgørende, at vores omgivelser hjælper os med at gøre det rigtige.

Hvilke udfordringer kan de nye hygiejnevaner give os i fremtiden?

– I starten var var det dejlig nemt – der var én acceptabel flokdyrsmentalitet: Den, hvor man ikke giver hånd og ikke krammer. Men det der sker nu, det er, at vi hver især danner vores egne mindre flokke med vores egne flokdyrsmentaliteter, fordi retningslinjerne ikke er så tydelige længere. Og dét kommer til at blive udfordrende for os. Vi begynder at skulle bruge vores hypotetiske og analytiske tænkning, hvor vi hver især hele tiden skal vurdere om, vi vil kramme den her person, eller ej. Det er svært, fordi vi skal tænke os rigtig meget om, og fordi, vi alle sammen vil komme frem til forskellige konklusioner. 

Hvordan vil det få konsekvenser for vores sociale færden, at vi danner forskellige flokdyrsmentaliteter?

– Når vi skal tænke for meget, bliver vi stressede og angste. Det er en afledt effekt af, at vi bruger for meget mental energi i forhold til, hvad vi har til rådighed. Og det betyder, at vores mentale overskud falder. Når der sker, har vi en tendens til at flytte os fra beslutningerne, trække os tilbage, blive kede af det, utrygge eller bange.

Hvorfor stejlede nogen i starten over at skulle bruge håndsprit og holde afstand?

– Mennesket er indstillet til at træffe 90 procent af vores daglige beslutninger på autopiloten. Det er alle de beslutninger, som ikke kræver mentalt overskud, og som vi ikke behøver at koncentrere os om at gøre, fordi det er vaner. Lige så snart vi beder os selv og andre om at ændre vaner, som f.eks. at spritte hænder hver gang du bevæger dig et sted hen, så føles det ekstremt ubehageligt, fordi det kræver for meget mental energi. Som art har vi modstand mod at bruge mental energi, fordi vi biologisk set stadig er på savanneniveau og hele tiden skal energi-optimere os selv. Vi er indstillet til at kæmpe imod nye vaner, som kræver, at vi skal tænke os om. Vores hjerne er simpelthen indstillet til at finde fejl ved det og have modstand mod det. 

Vil vi blive ved med at se håndsprit i gadebilledet og holde afstand?

– Det håber jeg, for ellers falder vi jo tilbage til de gamle vaner. Men vi er som mennesker desværre sådan indrettet, at størstedelen af vores adfærd er styret af vores omgivelser i det øjeblik, vi skal træffe en beslutning. Hvis vi i morgen gik ud og fjernede alle streger og håndsprit, så er risikoen for, at vi ville falde tilbage i de gamle vaner præ-corona kæmpe store. Det her kommer til at være en ny normal i de næste par år.

Hvordan kommer vi til at møde hinanden anderledes som følge af corona?

– Mennesket er et flokdyr. Det vil sige, at langt de fleste beslutninger påvirkes af, hvad folk omkring os gør. Og det har været enormt interessant under corona, at den sociale norm, det vil sige flokmentaliteten, har skullet ændre sig rekordhurtigt. Når vi går fra at give hånd og krammere til at give albue eller ingenting, så taler man om et tipping-point. De første gange, man gør det, føles det vildt akavet, men efterhånden som folk begynder at huske det, så opstår der et tipping-point. Det vil sige, at når størstedelen af gruppen gør det ”rigtige” eller i det her tilfælde ”det nye”, så får det en forstærkende effekt, og så begynder vi automatisk at følge flokken. Nu kan man opleve det som fuldstændigt modstridende den sociale norm at give hånd eller kram. Og det vil formentlig hænge ved i et stykke tid.