Nukâka Coster-Waldau: "Det er stadig så skamfuldt at have været indlagt på grund af psykisk sygdom"

Hvis Nukâka Coster-Waldau ikke var skuespiller, ville hun lade sig tatovere i ansigtet. En smuk klassisk inuittatovering for kvinder. Hun ville også få tatoveringer på hænderne. Udmeldingen kommer med største selvfølgelighed, da vi taler om, hvordan hun gerne vil se ud på forsiden af ALT for damerne, men den kræver en også forklaring.

– Der er flere og flere i Grønland, der har taget vores traditionelle tatoveringerne i ansigtet og på hænderne tilbage. Flere generationer. Tatoveringer var en af de ting, der blev forbudt, da kristendommen kom til Grønland med Hans Egede i 1700-tallet. Vi måtte ikke bruge vores tromme, der måtte ikke være åndemanere, og vi måtte ikke længere tatovere os i ansigtet, som vi havde gjort altid. Men nu er der mange i Grønland, der er begyndt at få lavet tatoveringerne igen. Nogle gør det, fordi de vil genfinde deres identitet. Fordi de er stolte af deres kultur og gerne vi vise det på bl.a denne måde. Andre gør det, fordi de gerne vil have de smukke tatoveringer frem igen. Det er rigtige tatoveringer, lavet med nål, og ja, jeg ville hundrede procent sikkert få lavet nogle inuit-tatoveringer, hvis jeg ikke var skuespiller, for jeg synes, det er smukt. Skønhedsidealer er jo forskellige, og jeg er stor fortaler for frihed til forskellighed. Jeg synes, at det er tid til at gøre op med at være fordømmende over for hinanden.

Nukâka er født og opvokset i Uummannaq i Grønland sammen med tre søskende og et hundespand på 20. Hun flyttede til Danmark som 20-årig og har boet her lige siden. Hun er uddannet fra Statens Teaterskole, gift med skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau og har to døtre, der er født og opvokset i Danmark.

– Som yngre var jeg så træt af, at man hele tiden skulle koncentrere sig om min nationalitet.

Hvorfor kunne jeg ikke bare være en kvinde, hvis erhverv var skuespiller.

Og hvorfor skulle medierne omtale mig som ”Nikolaj Coster-Waldaus grønlandske kone” og ikke bare som ”skuespilleren Nukâka Coster-Waldau”?

I dag har jeg det sådan: Jamen, jeg ER jo grønlænder. Og jeg er stolt af at være grønlænder. Men det er sådan en dobbelt ting.

For jeg er jo også bare en verdensborger, der forsøger at gøre verden til en bedre sted ligesom de fleste. Men i og med at jeg f.eks. nu bliver interviewet, føler jeg, at jeg bliver en stemme for mange andre grønlændere selvom jeg jo egentlig også bare skal være mig, uanset hvor jeg kommer fra.

Og selvfølgelig kan jeg være på forsiden af ALT for damerne med tegnede ”tatoveringer” i ansigtet og på hænderne, med grønlandske perler og med den nøgenhed, der var almindelig indendørs i gamle dage, hvor hytterne var ekstremt varme og skindtøjet alt for varmt at have på indenfor.

Men jeg føler et ansvar for at bruge min stemme på en eller anden måde, og når jeg gør det, får jeg så mange tilbagemeldinger fra specielt grønlændere, der måske føler sig overset. Intet menneske burde være usynligt.

– Dog siger jeg ofte nej til interviews, fordi det er sårbart for mig. Jeg øver mig stadig på at blive interviewet. Måske er det et forsøg på at passe på mig selv? Eller en usikkerhed. Jeg har gennem tiden kæmpet med et mindreværd, som jeg mener er adresseret nu. Og så er der jo også altid en bagside ved at stille sig frem. Ud over dejlige tilbagemeldinger fra folk har jeg også gennem tiden fået meget grimme breve og kritik af mig som person, og det kan godt være svært at håndtere, for jeg er jo også bare et menneske. Men jeg vil virkelig gerne være med til at sætte fokus på Grønland, og lige nu er jeg aktuel med spændingsserien ”Tynd is”. Serien sætter et nødvendigt fokus på den grønlandske kultur, der bl.a. kæmper for selvstændighed og med den store opmærksomhed udefra. I serien ser man, at grønlænderne føler sig oversete i det danske rigsfællesskab, og deres tilværelser bærer i den grad præg af klimaforandringernes konsekvenser. Ud over de vigtige emner og det fantastiske i at være en del af den utroligt velproduceret tv-serie er følelsen endnu større for os grønlændere, fordi serien indeholder ganske almindelige grønlandske hverdagshelte. Og tænk, at jeg skal sige sådan i 2020! Tænk at det stadig er sådan, at man skal understrege, at Grønland ikke kun handler om alkohol og sociale problemer. Film og tv er jo med til at fastholde fordomme, hvis roller, der er tildelt grønlændere, altid er stereotyper, som de har været hidtil i dansk tv. Jeg er også i gang med at skrive mit første filmmanuskript, for det ligger mig meget på sinde, at vi også sætter grønlandske instruktører og producere i førersædet i samarbejde med udenlandske investorer og producenter, så vi på den måde også kan være medspillere i internationale produktioner og være hovedfortællere i vores egne historier.

Det mindreværd, du nævner, hvor kommer det fra?

– Ikke for at køre offerrollen her, men der ligger bare noget historie i mig, og der ligger noget mindreværd i mit dna, fordi mine forfædre har været andenrangsmennesker i eget land. Som grønlænder i Danmark møder man stadig mange fordomme. For nylig snakkede jeg med en ung fyr, jeg kender, som på efterskolen blev drillet med, at han nok ikke kunne tåle alkohol, for så ville han blive grønlænderfuld. Jeg har også en bekendt, hvis datters lærer på efterskolen op til flere gange kaldte hende og andre grønlandske elever for ”is-kinesere” foran de andre elever. Det er jo helt forkert. Og nu skal jeg ikke være hellig, for jeg har også fordomme over for danskerne, det indrømmer jeg. Men vi skal holde op med det. Det er så forkert, det laver afstand imellem os, og det kan verden ikke holde til. Så vi må starte med os selv. Vi skal viske alle de fordomme ud. Vi skal stille spørgsmål i stedet for at lave rygter om hinanden. Vi skal huske, at vi ikke aner, hvad andre mennesker dealer med i deres private liv, så bare være sød og venlig. Det er så simpelt. Jeg har selv skullet lære ikke at tilsidesætte de ting, der har været svære for mig. Jeg har skullet øve mig på at tage mig selv og min egen smerte alvorligt.  

Hvor ligger den smerte?

Hun tager en dyb indånding. Holder pause.

– Jamen, den ligger vel mange steder. Jeg var barnet med masser af eksem. Masser af allergier. Fysisk kunne man se, når jeg havde det dårligt. Og den dag i dag får jeg stadig eksem, hvis jeg ikke lytter til mig selv. Min hals bliver helt eksembefængt. Så jeg er vel det, som folk kalder følsom, og jeg har forbandet min følsomhed og set den som en svaghed. Men den er en del af mig, som jeg har lært at elske, og faktisk er min følsomhed en af mine styrker, fordi det jo er en gave, der fortæller mig, når jeg overskrider mine grænser, og når jeg skal stoppe op og være god ved mig selv. På den måde betaler jeg ved kasse et lige med det samme. Nogle mennesker kan gå meget langt, blive stressede og få depression – og altså, der har jeg også været. Men i dag kan jeg ikke vente så længe med at reagere, og det er jo en gave.

Hvornår havde du en depression?

– Det var i 2007. Jeg var i gang med noget børneteater og havde selv lagt på mine skuldre, at jeg også skulle være et forbillede for nærmest alle grønlændere, fordi jeg var den første grønlænder, der kom ind på Teaterskolen. Og som fremtrædende grønlænder bliver man automatisk ”døbt” som ambassadør for Grønland, så det skulle jeg også leve op til. Oveni skulle jeg bevise, at man fandeme godt kunne gå på Teaterskolen og få børn samtidig. Men det var simpelthen så hårdt at føle sig utilstrækkelig både som elev og mor på grund af tidsmangel.

Hvordan gav depressionen sig udslag?

– Jeg rallede en måned og sov mindre og mindre, fordi jeg havde været superwoman så længe. Nikolaj var meget væk med sit arbejde, og vi var en småbørnsfamilie, som jo kan være udfordrende i sig selv. Jeg ville bare lave ALT selv til mine børn. Jeg syede fastelavnskostumer, bagte små pizzaer og lavede miniburgere og hjemmelavet is til børnefødselsdage, selvom pigerne havde været lige så glade for regnbueis og røde pølser. De skulle bare ikke mangle noget. Jeg skulle bevise alt muligt, og jeg glemte helt at mærke mig selv. Jeg troede, det var fysisk, og jeg gik til lægen, fordi jeg havde ondt i maven. Nå, det var nok ”bare” mavesår, fik jeg at vide, det kunne man kurere. Men det var det ikke. Hvad så med galdesten? Det havde min mor haft, og det kan være arveligt. Det endte med, at jeg sad og googlede konstant på Netdoktor og gav mig selv værre og værre diagnoser, fordi jeg blev lidt skør af ikke at sove. Efter en måneds tid på den måde kunne jeg ikke mere og sagde til Nikolaj, at jeg troede, at det måtte være psykisk. Jeg er åbenbart god til at spille survivor, siden det tog så lang tid for mig at erkende det selv, men også for lægerne og mine nærmeste. Der var måneders ventetid på at kunne komme til at tale med en psykiater, og jeg turde i min angst ikke at starte på noget medicin uden en eksperts vejledning. Og her kommer så en af mine hemmeligheder: Jeg bad Nikolaj om at køre mig til psykiatrisk afdeling. Jeg havde fået at vide, at der ville jeg kunne komme til at tale med en psykiater. Men det var fredag, og psykiateren ville først være på arbejde om mandagen, så jeg blev indlagt over weekenden. Og det taler man jo ikke om. Det er jo stadig så VÆLDIG skamfuldt at have været indlagt på grund af psykisk sygdom. Endnu mere, hvis man er en offentlig person. Tænk, at den kendte mands kone blev indlagt!

Hvordan var det at blive indlagt?

– Jeg var så bange. Jeg græd hele tiden. Og stakkels Nikolaj, det er også så hårdt at være den ved siden af. Efter jeg havde tudet i to timer i venteværelset, skulle jeg skrive under på, at jeg skulle indlægges. Jeg skulle bo på et værelse med en anden, men det kunne jeg slet ikke overskue, jeg var bange for, at hun ville slå mig ihjel, mens jeg sov. Fordomme igen. Psykisk sygdom var ikke noget, man snakkede om dengang, vi kendte måske en enkelt, der havde haft depression, men man spurgte ikke til det. Jeg endte med at få mit eget værelse, og så tog Nikolaj hjem. Senere på dagen var jeg meget forbløffet over de tilbud af medicin, jeg fik. De kom simpelthen med en vogn og spurgte, om jeg skulle have noget. På det tidspunkt havde jeg kun talt med en sygeplejerske, og jeg syntes, det var meget mærkeligt, at jeg fik tilbudt medicin af den ene eller anden art, men jeg endte med at blive overbevist om, at det ville være godt med noget beroligende, så jeg kunne sove, så det fik jeg og sov i fire timer. Da jeg vågnede igen, tænkte jeg, hvad så nu? Jeg kunne ikke bare forlade stedet, for jeg havde jo skrevet under på, at jeg ville indlægges, og så har man pludselig et stempel i panden: ”Psykisk syg”. Jeg var ikke en person mere. Jeg var bare en af de psykisk syge. Det at blive navnløs og bare være en sygdom… Det var forfærdeligt. For der er jo et menneske bag sygdommen.

– Min søster var i København og kom forbi for at besøge mig. Og mens hun var der, skete der et skift i min hjerne. Med et erkendte og accepterede jeg, at jeg havde fået en depression, men jeg indså også, at jeg nok skulle få det godt igen. Der er ikke noget unaturligt i at brænde sammen, når man ikke lytter til sig selv. Så selvaccept var sådan et vendepunkt for mig. Og selvaccept er selvkærlighed. Det var en beslutning, jeg tog, efter at have været så langt ude i min angst for dødelige sygdomme, at jeg var begyndt at tvivle på, om jeg overhovedet ville se mine piger vokse op. Jeg besluttede samtidig, at jeg ville se på min indlæggelse som en oplevelse, og det har jeg gjort lige siden. For mig blev det en oplevelse, som jeg er glad for, at jeg har haft. Hvis jeg ikke havde fået depressionen der, ville jeg have fået den senere, hvis jeg var fortsat med at behandle mig selv på den måde.

Om Nukâka Coster-Waldau

• Nukâka Coster-Waldau, 48 år.
• Skuespiller aktuel i tv-serien ”Tynd is”, der vises på C More og DR. Skriver på sit første filmmanuskript med titlen ”Kaffemik”.
• Født i Grønland og har boet i Danmark, siden hun var 20 år.
• Har medvirket i teaterforestillinger, film og
  tv-serier som ”Forsvar” og ”Forbrydelsen”. Har sit eget band, Suluit, hvor hun skriver sange og synger.
• Gift med skuespiller Nikolaj Coster-Waldau på 23. år. Sammen har de døtrene Filippa på 19 og Safina på 16 år.

Nukâka talte med psykiateren om mandagen, og hun blev efter samtalen udskrevet med antidepressiv medicin, der hjalp hende til at sove. Ni måneder senere, efter et par forsøg på at stoppe, kunne hun lægge medicinen på hylden.

Og har du så ikke været i nærheden af at have det sådan siden?

– Joh, jeg var da ikke bare sådan ovre det. Efter en depression kommer arbejdet jo. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at passe på mig selv? Hvorfor har jeg ingen grænser? Hvorfor fylder mit pleaser-gen så meget? Det har taget mig mange år at finde ud af de ting, og jeg øver mig stadigvæk. Jeg øver mig også i at mærke efter og følge min intuition. Mange af os komme væk fra vores intuition og gør ting, vi tror er gode for os, fordi det står i et dameblad, eller fordi nogen siger, at det vil være godt for os. Men man skal jo mærke efter i sig selv. Vi er alle forskellige. Der er aldrig en one size fits all.

Hvordan har Nikolaj støttet dig?

– Det var faktisk ham, der tog initiativ til, at vi skulle prøve noget parterapi efter min depression. Det var også skidehårdt for ham. Den syge stjæler al fokus i et forhold. Men han bakkede mig fuldstændig op hele vejen.

Hvordan er du og Nikolaj gode for hinanden?

– Vi er som nat og dag, så forskellige altså, men det vigtigste er, at vi rigtig godt kan lide hinandens selskab. Gu’ har det da været hårdt somme tider, sådan er det i alle ægteskaber, men hver gang vi holdt fast og overkom udfordrende perioder, kom styrken, nærheden og kærligheden tifoldigt tilbage. Vi er megastolte over vores børn og vores 23 år lange historie sammen. Vi er sammen af respekt og dyb kærlighed og af lysten til at være sammen. Vi synes begge to, at fælles historie er så vigtigt og en smuk ting at dele. Selvfølgelig skal man ikke blive sammen for enhver pris, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at blive gammel sammen med Nikolaj. Nikolaj og jeg er jævnaldrende, han er 7 måneder ældre end mig, og jeg synes faktisk, der er noget hyggeligt ved at være to, der får grå hår sammen, og to, som skal have læsebriller på for at se, om hinanden har smukke øjne, ha ha. Jeg nærmer mig 50, men jeg har ikke så mange komplekser over at blive ældre. Jeg er nået til et sted i livet, hvor jeg ikke føler, at jeg behøver at lyde klogere, end jeg er. Hvor jeg gerne vil sige det højt, der skal siges. Og hvor jeg vil føle, at jeg er nok, ligesom jeg er. 

Netop det med at sige tingene højt er temaet for denne artikel og de ni andre i samme serie, og det er faktisk også temaet for den film, som Nukâka er ved at skrive manuskript til. Så det er oplagt lige at spørge en ekstra gang:

Da du før snakkede om din indlæggelse, sagde du, at det var EN af dine hemmeligheder, ville du dele en mere?

– Den film, jeg skriver på lige nu, handler faktisk om det usagte, fordi jeg er enormt optaget af – og måske også TRÆT af – det usagte, og af at føle mig forkert og pynte på tingene.

Hun holder en længere pause.  

– Sååå, hvis vi skal gå all in – og uden at det skal være en sensation – så kan jeg fortælle, at jeg var kæreste med en pige i fire år, da jeg var ung. Altså… Jeg har tænkt meget over, om det er en ligegyldig ting at fortælle, og det er det jo i princippet, men jeg kender så mange, der kæmper med deres seksualitet og ikke tør være sig selv.

Unge mennesker, voksne mennesker, som føler sig forkerte. Der er også kommet mange flere køn, hvilket da godt kan forvirre mig, men jeg har stor respekt for det og lytter efter, når nogen prøver at forklare mig det. For de yngre er det meget naturligt. Sådan er verden i dag.

Folk kalder sig kønsneutrale, aseksuelle eller bare seksuelle, og fred være med det, det må man selv om.

Jeg har også talt med vores piger om det. De skal ikke føle sig forkerte. Der er ikke noget værre end at føle sig forkert.

Jeg HADER den følelse. Og det kan så hurtigt ske i forhold til seksualiteten. Det starter jo fra barnsben, når børn begynder at lege numseleg og får at vide, at det må de ikke, puha, tag noget tøj på. Allerede dér vil man føle sig forkert i egen krop.

Men seksualitet er jo en naturlig ting, uanset hvordan den kommer til udtryk. Vi har bare vedtaget, at det normale er at være gift med en af det modsatte køn. Men man skal da ikke føle sig forkert, hvis man vælger noget andet.

Hvor gammel var du, da du var kæreste med en pige?

– Det var, fra jeg var 21 til 25 år. Her i Danmark. Og jeg ved ikke, om det er lige så meget tabu i dag, men jeg kan huske, at da jeg blev gift med Nikolaj nogle år senere, var der nogle, der sagde: ”Ja, det skal nok ikke ud i offentligheden, at du har været kæreste med en pige”. Men det er jo en del af mig, så hvorfor skal det være en hemmelighed? Det er i bund og grund en ligegyldig ting. Men i den ældre generation kan det stadig været tabu.

Vidste din familie det dengang?

– Vi snakkede ikke rigtigt om det. Men jeg præsenterede hende som min kæreste for min familie.  

Hvad skete der, da du holdt op med at være kæreste med hende?

– Så var jeg kæreste med en mand i et års tid, og så mødte jeg Nikolaj. Jeg havde det sådan, som mange unge mennesker har det i dag. Jeg blev forelsket i mennesker. Ikke i køn. Samtidig var det måske også en undersøgelse af min egen seksualitet. Måske blandet med noget oprør. Jeg var kendt for at være det søde, kønne, dygtige og venlige barn og senere den unge kvinde, der var datter af en kendt politiker. Og jeg vil i øvrigt gerne lige sige, at jeg synes, det er så frækt, hvad folk kan finde på at spørge om, hvis man har været kæreste med en af samme køn. Jeg er f.eks. blevet spurgt: ”Savner du ikke at dyrke sex med en pige?”. Eller: ”Hvem er manden/damen i sådan et forhold?”. Man ville jo aldrig spørge en heteroseksuel så direkte til deres sexliv, vel?

Så er det lidt det samme som det at komme fra Grønland, at så snart man stikker lidt ud fra normen, så må andre godt stille grænseoverskridende spørgsmål?

– Ja, i virkeligheden er det præcis det samme. Jeg kunne da ikke finde på at spørge dig: ”Var der meget alkohol i dit barndomshjem?”. Men det er jeg blevet spurgt om, fordi jeg kommer fra Grønland. Og jeg ville aldrig sige til dig: ”Du er godt nok smuk af en dansker at være”. Det har jeg selv fået at vide mere end én gang: ”Hvor er du smuk, man skulle ikke tro, at du var grønlænder”. Altså vi går nogle ting igennem i vores udvikling. Nogle mennesker lever tingene ud, andre gør ikke, men jeg har valgt kaste mig nysgerrigt ud i livet, og det er der kommet meget godt ud af. Jeg er jo den, jeg er, på grund af min historie, og den person kan jeg faktisk godt lide i dag.

Var det et tema for Nikolaj, da han mødte dig, at du havde haft en pigekæreste?

– Overhovedet ikke. Jeg havde faktisk nogle ekskærester med til vores bryllup – så meget mand er Nikolaj nemlig! Og det er fantastisk, synes jeg. Vi var aldrig i tvivl om vores kærlighed. Og jeg har det også sådan: Vælger man hinanden, så vælger man hinanden. Han har valgt mig. Jeg har valgt ham. Og det er smukt.