Sådan var det at skrive Pia Kjærsgaards erindringer

At skrive en bog med og om Pia Kjærsgaard er som at gå rundt med en åben invitation til at diskutere politik, indvandring – og kvindeliv. Hun er folkeeje og vækker stærke følelser.

Alle har en mening om Pia, hun er på fornavn med danskerne, og utallige er de diskussioner, som bogen har bragt mig ud i ved diverse sociale sammenkomster. Det har været sjovt – for det meste. For der er stadig dem, der mener, at hun nærmest personligt er skyld i samtlige integrationsproblemer, fordi hun har råbt højt og har været kritisk over for indvandring. Og det bliver trættende i længden, for de mennesker har ikke haft lyst til at få nuanceret deres opfattelse af den 66-årige partistifter. Heller ikke, selv om jeg har forklaret, at hun af politiske iagttagere og kollegaer er anerkendt og respekteret som en dygtig politiker.

Ligesom det er en enestående politisk bedrift og efter min mening ret godt gået, at en hjemmehjælper går ind i politik, fordi hun vil ruske op i systemet og hjælpe pensionisterne, og på 18 år får skabt et parti, som i dag er landets tredje største og af nogen betegnet som det nye arbejderparti. Men dem om det.

Jeg måtte selvfølgelig sige ja

Uanset hvor man sætter sit kryds, er Pia Kjærsgaards liv uomtvisteligt en fantastisk historie. Et menneskeligt og politisk drama, og da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive hendes erindringer, måtte jeg selvfølgelig sige ja.

Muligheden for at komme tæt på en af landets mest kontroversielle og usædvanlige politikere, kunne jeg ikke lade gå min næse forbi. Det var for interessant at komme med ind i maskinrummet i Dansk Folkeparti, der begyndte som et ugleset protestparti, men i dag er en betydelig magtfaktor på Christiansborg.

Hun er et følelsesmenneske

Og det tør antydes er sket. Pia Kjærsgaard gør ikke meget halvt, og når hun for første gang skal fortælle sin historie, skal det hele med. Sådan er hun. Hun er et følelsesmenneske, og når hun engagerer sig, er det med hud og hår og 100 procent.

Hun har stærke værdier og slås for det, som hun tror på. Er en ”kriger” ud over alle grænser. Rummer ubetinget den kynisme, der efter hendes mening er nødvendig for at lede en flok i en bestemt retning.

Men i løbet af de seneste mange måneder har jeg lært hende at kende som også et reflekteret, lyttende og omsorgsfuldt menneske, der har modet til at kigge sig selv i kortene. Helt ud i de hjørner, hvor det gør rigtig ondt at mindes og måske heller ikke er så kønt. Hun ved, at det alt sammen hører med til historien om, hvad mennesket og politikeren Pia Kjærsgaard er rundet, formet og drevet af.

Anderledes end det gængse billede

Og jo, hun har en jernvilje og kan være hård som sten, men hun er samtidig meget anderledes end det gængse billede af hende. Først og fremmest har jeg ikke oplevet hende være noget, der bare ligner fremmedfjendsk. Tværtimod har jeg set Pia Kjærsgaard være et nysgerrigt og varmt menneske, der gør sig umage med at spørge ind til og være i øjenhøjde med både den generte unge og den halvdøve pensionist.

Det fik jeg fornemmelsen af allerede, da hun ringede til mig i januar 2013 og sagde, at hun gerne ville have, at jeg skrev hendes bog. Jeg takkede for tilliden og noterede med tilfredshed, at hun svarede: ”I lige måde”.

Det tydede på en ydmyghed, der ikke altid er til at få øje på, når man ser den hårdtslående værdikriger i medierne. Som regel skarp og veloplagt på barrikaderne. Til kamp for noget. Eller i clinch med nogen.

Kan vist godt lide hygge - og orden

Forinden havde vi haft et møde på Pia Kjærsgaards kontor på Christiansborg, hvor jeg kiggede mig grundigt omkring. Kontoret mindede mig om en gammeldags dagligstue. Meget personligt. Med masser af familiebilleder, mørke mahognimøbler, chaiselong og guldaldermalerier på væggene og i hjørnet en hundekurv og et hejst dannebrog.

Jeg prøvede at danne mig et indtryk af indehaveren, der havde sat sine hjemmesko pænt ved siden af hinanden under skrivebordet, hvor der også stod en skraldespand, der var klædt ud som hund. Tænkte, at hun kan vist godt lide hygge – og orden.

Formålet var, at vi skulle se hinanden an. Kunne vi arbejde sammen? Mit udgangspunkt for overhovedet at gå ind i bogprojektet var, at jeg respekterer Pia Kjærsgaard som politiker og som stifter af et parti, der har givet stemme til en stor gruppe mennesker. Det er en sejr for demokratiet, at alle synspunkter og alles interesser er repræsenteret i Folketinget – også selvom de ikke ligner ens egne.

LÆS OGSÅ: Helle Fagralid: "Vi er virkelig, virkelig gode for hinanden"

Tæt på

Men én ting er faglig respekt. Noget andet er, hvordan man kommer igennem den proces, det er at skulle formidle et menneskes livshistorie. Man kommer tæt på. Hører og ser meget. Risikerer at møde et menneske, som vil dosere sin personlighed og helst pynte på historien, og hvordan håndterer man så det? Hvor skal sandhedssnittet lægges, så man også kan se sig selv i øjnene som skribent? Det kan være en svær balancegang.

På mødet spurgte jeg derfor Pia Kjærsgaard, hvor tæt hun ville gå på sig selv i bogen. Tæt, lød det uden tøven. Ellers bliver det jo ligegyldigt, og det ville hun ikke være med til. Og med den (livs)indstilling er hun gået ind i vores bogprojekt.

Brikkerne samles

Møjsommeligt har vi sammen samlet brikkerne til hendes livshistorie, og undervejs er min respekt ikke blevet mindre. For brikkerne har mange nuancer og danner en helhed, der forklarer, hvorfor den tidligere hjemmehjælper og (hus)mor til to har brugt 30 år af sit liv i det politiske førersæde. Hvorfor hun har tålt at blive hadet og hånet og kaldt det værste af det værste. Hvorfor hun har bidt tænderne sammen, når hun og hendes parti er blevet dømt ude og kaldt ikke stuerent. Lovet sig selv, at hun skulle vise dem, skulle hun.

De hårde ord har gjort menneskeligt ondt, men hun har brugt modstanden som en drivkraft, for Pia Kjærsgaard har haft en mission. Følt, at hun har haft påtaget sig en opgave. Kæmpet som en løve for Dansk Folkeparti, fordi hun har set sig selv sig og partiet som talerør for de almindelige danskere og dem, der frygter at blive hægtet af og løbet over ende af globaliseringen. Hun har villet bevare de danske værdier og det gode gamle trygge Danmark. Bevare den tryghed, som hun selv mistede meget tidligt.

Og med i bagagen har hun nogle barske personlige erfaringer, der har lært hende at kunne gøre sig hård, holde ud og slås. Det er hun god til. Hun trives i modvind, selvom det har haft store omkostninger at insistere på at sige sin mening. Blandt andet har to PET-vagter i ti år fulgt hende som en skygge. Men hun vælger at se det positive i følgeskabet. Så behøver hun ikke kigge sig frygtsomt over skulderen. Og hun ved at alting har en pris. For naturligvis har det kostet dyrt at være en så omstridt og hadet politiker, ikke mindst for dem hun elsker allermest, hendes børn og børnebørn. Det er noget af det, som vi taler om i bogen – og noget af det, som får Pia Kjærsgaard til at græde.

LÆS OGSÅ: Anna Grue: "Jeg har et enormt behov for ensonhed"

Et rigtigt hjem

Vi har mødtes utallige gange. Hos mig på Frederiksberg, hvor hun har vist sig som typen, der kommer ikke bare med roser til terrassen, men også med jord, havehandsker og en lille skovl, fordi hun kan se, at blomsten næppe bliver plantet, medmindre hun gør det selv. Hun takker som regel ja til et glas vin, elsker god mad og et muntert selskab, hvor snakken går og kommer vidt omkring. Er en selskabspapegøje og en livsnyder, der har en overordentlig kulørt vennekreds, som omfatter en transseksuel entertainer, en iransk flygtning og flere farverige self-made-erhvervsfolk. Hun har en svaghed for stærke personligheder, der tør være sig selv og anderledes.

Vi har også mødtes hos Pia i murermestervillaen på Kærmindevej i Gentofte, hvor der er lige så hyggeligt som på hendes kontor på Christiansborg. Den lille røde murermestervilla, hvor hun og ægtemanden, Henrik Thorup, har boet i mere end 30 år, er som en tryg hule at gå ind i – fyldt med minder og med plads til den ruhårede gravhund. Sådan er et rigtigt hjem for Pia Kjærsgaard. Med mørkerøde ægte tæpper oven på de afhøvlede gulve, masser af grønne planter, PH-lamper, levende lys og ting og sager, der betyder noget for hende og hendes mand, Henrik Thorup.

Møblerne er mørke og tunge og de fleste arvestykker. Over sofaen hænger skitsetegninger af billedhuggeren Gerhard Henning, det er gaver fra hans enke. De var i mange år naboer til Pia Kjærsgaards mor.

Mor forlod familien

Også kælderen er fyldt med ting og sager. For eksempel dørhåndtaget fra hendes fars forretning på Østerbro. Han var farvehandler og en driftig mand, der kom fra et socialdemokratisk hjem, stræbte opad i samfundet og var tæt på at gå i hundene, da hans kone på hårdhændet vis forlod ham og de to børn for at stifte en ny familie. Pia var 13 år, da familien gik i opløsning, og svigtet har præget hende for livet. Også det taler hun hudløst ærligt om i bogen.

Et andet sted i kælderen hænger et sirligt broderet billede af Pia Kjærgaard og et hejst Dannebrog. Billedet er en af de utallige gaver, som hun gennem årene har fået tilsendt fra ukendte danskere. Således kan man blandt andet se en fin broderet tændstikæske med en gravhund på en reol i hendes præsidielejlighed på Ridebanen bag Christiansborg. Siden Pia Kjærsgaard i efteråret 2012 trådte tilbage som partiformand, har hun været partiets værdiordfører og tillige medlem af Præsidiet, som er Folketingets øverste ledelse.

I præsidielejligheden kan man se, at Pia er hundemenneske. Hun har fået bygget en lille trappe op til vinduet, så Rikke kan følge med i livet udenfor.

Aldrig uden læbestift

Også på Santorini har jeg fået lov at komme med helt inden for murene. Som den første journalist i de 13 år, hvor ægteparret Pia Kjærsgaard og Henrik Thorup har haft deres hvidpudsede stenhus, der ligger på en bjergside i en idyllisk græsk landsby. Her oplevede jeg, hvordan Pias skuldre i uhørt grad faldt ned, mens verden fik lov at gå sin egen skæve gang. En pligtopfyldende og rastløs sjæl fandt ro.

Selv kaldte hun det ”simple living” og fortalte med et solbrændt grin, at det leves langsomt og uden mascara, læbestift og bh. I modsætning til derhjemme i Danmark, hvor hun også med sig selv er perfektionist og yderst sjældent forlader huset uden at se perfekt ud og ALDRIG uden sin læbestift.

Det var dejlige ture, hvor Pia Kjærsgaard på vejen dertil gik i clinch med manden på flysædet bagved, da han vedblivende bankede sine knæ ind i hendes ryglæn. Hun finder sig ikke i noget. Tager konfrontationen, når nogen efter hendes mening ikke opfører sig ordentligt. Sender også maden på restauranten tilbage, hvis den er for kold. Tingene skal være i orden.

Hyggelig middag med Lykke og de andre

Ventetiden i lufthavnen i Athen fordrev vi med at ose i butikker, og de solrige græske dage blev tilbragt i selskab med båndoptager og computer, når vi da ikke badede i havet, drak iskolde Pina Coladas ved stranden, spiste middag med venlige græske venner og forlængede de milde aftener med sød lokal rødvin, mens Pia og jeg talte videre om ALT.

Om livet og døden, sejre og nederlag, drømme og kærlighed, svære oplevelser i barndommen, store sorger og voldsomme brud i voksenlivet, samt naturligvis politik bag kulisserne: Regeringskonstellationer og forhandlingstaktik, Pias tætte forhold til Anders Fogh og de mange hyggelige middage med Lars Løkke, Claus Hjort Frederiksen og Thor Pedersen.

Andre politikere får skarpe ord, for der er dem, som hun ikke respekterer, fordi de efter hendes mening går mest efter magten. Og heller ikke den slags lægger Dansk Folkepartis førstedame skjul på.

Svært at træde tilbage

Huset på Santorini er lille og i modsætning til hjemmet i Danmark enkelt indrettet og hver sommer rammen om rykind af venner og familie, hvad jeg kunne læse om i husets gæstebog, der er fyldt med glade feriebilleder og takkeord. Pia Kjærsgaard og Henrik Thorup er rutinerede værter, der drøner rundt for at vise deres ø, hvor de gennem årene har skabt en bunke traditioner og oplevet utallige sjove episoder.

Som dengang indehaveren af den lokale skobutik i glæde over en handel tog fat i Pia og valsede rundt med hende i butikken. Santorini er for Pia – og Henrik – en del af det gode liv, som hun håber at få mere tid til i de kommende år. Når hun altså har lært at leve med det tomrum, der er fulgt i kølvandet på hendes exit som partiformand. Det har været svært at træde et skridt tilbage. Rigtig svært endda.

Men hendes livsopgave er fuldført. Hun har overgivet Dansk Folkeparti til sin tro væbner Kristian Thulesen Dahl, som nu står i spidsen for et veldrevet og professionelt parti, der blev stiftet af en indigneret hjemmehjælper, som med jernvilje og hjerteblod skrev sig ind i Danmarkshistorien.

Utroligt almindelig

Utallige gange i dette forløb har jeg tænkt for mig selv, at det er utroligt, hvor jordbunden og almindelig Pia Kjærsgaard er trods sin ualmindelige historie. Og det, tror jeg, er hendes ”hemmelighed”. Hun er ægte. What you see, is what you get.

Selv udtrykker hun det sådan i bogen:

”Jeg er ikke almindelig. Men alligevel er jeg jo helt almindelig. Var jeg ikke blevet politiker, havde Henrik og jeg været hr. og fru Danmark. Og selv om jeg er politiker med alt, hvad det medfører af dronningefester, røde løbere og præsidieposter, kan jeg sagtens sætte mig i deres sted. Forstå dem. Det er svært, hvis man kun kommer sammen med folk, der har deres på det tørre. Jeg har en anden baggrund end de fleste politikere, jeg har oplevet det andet Danmark også. Været hos dem, der ikke har deres på det tørre.”

LÆS OGSÅ: Anders Agger: Man går ikke i stykker af kriser