Oh Land: Når jeg synger, så kan jeg alt. Men i mit privatliv er jeg nærmest bange, bare jeg skal ud ad døren

Da Nanna Øland Fabricius læste bogen ”Women Who Run With the Wolves”, var der en passage, der gav hende en ny erkendelse. Nemlig beskrivelsen af, hvordan det i ulvenes verden altid er alfaulven, der går bagerst og sørger for, at alle i flokken er med.

"Det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg har altid været den, der løb afsted oppe foran og faldt over alle stenene. Super utålmodig. Men med årene har jeg fundet ud af, at jeg ikke behøver at løbe forrest hele tiden. Jeg behøver ikke klare det hele selv. Det er gået op for mig, at der er mere ro og overblik – og også et ansvar – forbundet med at gå bagerst. Og det er jeg begyndt at gøre meget mere. Der har været fart på Nanna. Altid. Og det er der sådan set stadigvæk, så det er ikke, fordi hun helt er holdt op med at løbe. Hun tænker bare mere over hvordan, hvornår og hvorfor."

Denne eftermiddag, hvor hun er landet i en blød lænestol på Bernstorff Slot, har hun brugt de fire-fem foregående timer på et intensivt fotoshoot til artiklen her, og hun har stadig glimmer i sit røde hår og masser af sølv på øjnene, da hun hurtigt skitserer, hvad hun ellers laver lige nu.

Læs også

Oh Land er helt klar over, hvorfor hun og manden er så gode for hinanden

Hun er godt i gang med optagelserne til ”X Factor”, hvor hun er dommer for fjerde gang, hun er på turné med sit sjette album ”Loop Soup”, og så er hun ved at lave musik til to teaterforestillinger.

Læg dertil, at hun er mor til Svend på syv og Ernst på tre år, og man har opskriften på en kvinde, der godt ved, hvad dagene skal gå med.

En helt ny verden

Men vi begynder lige et helt andet sted. For til april er Nanna aktuel som den kvindelige hovedrolle i sci-fi-filmen ”For Evigt”. Og det er ikke første gang, Nanna prøver kræfter med skuespilfaget, for hun har tidligere spillet med i filmene ”The Salvation” og ”Hvid nat”.

"Skuespil har aldrig været min levevej, det er musikken, men jeg synes, det er en fantastisk verden at gå ind i. Jeg var oprindeligt balletdanser, men fik en rygskade og måtte stoppe, så det med at stå på en ”scene” og bruge kroppen som instrument har været en åbenlys vej for mig også at gå.

Jeg synes, det er spændende at spille skuespil, og så er ”For evigt” et sjovt projekt, bl.a. fordi det er en sci-fi-film. Det er min yndlingsgenre."

Hvorfor det?

"Jeg synes, at sci-fi er en kunstnerisk metafor på noget, som er almenmenneskeligt. Frygt eller drømme. Dødsangst. Alle mine yndlingsfilm er sci-fi, så jeg har altid drømt om at være med i sådan en film."

Læs også

Mø blev ramt af angstanfald – og opdagede, at vi taler om kvinder på én særlig måde

Så du var ikke i tvivl, da du blev spurgt?

"Jo, jeg var meget i tvivl. Jeg skulle være sikker på, at jeg kunne finde ud af at hengive mig til det, og jeg skulle tænke over, om jeg bare ville falde totalt til jorden. Det er meget sårbart for mig at stille mig frem på den måde. Til skue. Men min lyst til at gøre noget, der føltes sjovt og spændende, var større end min angst for det."

Er det sådan, du navigerer i mange af livets forhold? 

"Ja, det er det faktisk meget. Jeg har stået i situationer, hvor jeg f.eks. har skullet tage stilling til, om noget var sikkerhedsmæssigt forsvarligt i forhold til min musik. Og der har jeg altid tænkt, at hvis min lyst til at spille musik var større end min frygt for, at noget kunne gå galt, så har jeg gjort det."

Hvilke situationer har det været?

"F.eks. om jeg skulle spille et show i Tyrkiet kort efter, at der havde været et bombardement på et spillested. Det diskuterede vi frem og tilbage i bandet, og jeg kan huske, at jeg sagde, at jeg virkelig havde lyst til at give de mennesker i det område et håb om, at livet fortsætter. At man ikke skal lade sig kue. Og så gik vi på scenen, selvom der stod mænd med maskingeværer i hver eneste døråbning for at passe på. På samme måde har der været mange andre situationer, hvor jeg har følt, at min lyst til at gøre noget har været drivkraften."

Er det også sådan i dit private liv?

"Nej, der er jeg bange for alt og ekstremt kujonagtig!"

Hun griner højt.

Mener du det?

"Ja, det gør jeg. Jeg har f.eks. ekstremt meget højdeskræk, og tidligere i dag, da vi tog billeder, blev jeg bedt om at stå oppe på armlænet af to stole. Det var ikke engang specielt højt, men jeg var så nervøs, da jeg stod der og balancerede. Jeg ville aldrig have stillet mig derop, hvis det ikke var, fordi det var i ”kunstens tjeneste”. Det sjove er, at når jeg synger, så kan jeg alt. Når jeg optræder, så kan jeg alt. Men i mit privatliv er jeg nærmest bange, bare jeg skal gå ud ad døren."

Angsten kom pludseligt

Hvordan kan du switche over og så være modig, når du arbejder?

"Jeg ved det faktisk ikke, men jeg tror, at mange, der bruger sig selv som udtryk, kan genkende det. Helt fra jeg var barn, var der ting, jeg var ekstremt bange for. Jeg havde meget angst for, at mine forældre skulle dø, og jeg kan huske, at jeg nærmest kunne hyperventilere af angst ved tanken om, at min far kom for sent, når han skulle hente mig.

Men allerede dengang var jeg tryg ved scenen. Min mor arbejdede på Det Kongelige Teater som operasanger, og jeg var tit med hende på arbejde. I det sekund vi gik ind ad den tunge dør, hvor der var en rød lampe, der lyste, og vi gik på bagscenen, så fyldte angsten intet. Jeg var helt stille og helt rolig, og jeg koncentrerede mig om, hvad der foregik på scenen. Men så snart vi gik ud igen, kom angsten tilbage."

Læs også

Thomas Blachman: Dette er mit bedste råd til unge par

Ved du, hvor angsten kom fra dengang?

"Nej, men den kom som et hammerslag, da jeg var 9-10 år. Havde det været i dag, så havde jeg helt klart været et af de børn, der lige pludselig ikke ville være kommet i skolen i en lang periode. Men sådan var det ikke dengang. Der kom man bare afsted. Og jeg ved ikke, hvad der er rigtigt eller forkert i den sammenhæng, men jeg tror ikke, at jeg havde fået det bedre af at blive hjemme, selvom angsten var kæmpestor. Altså, min mor kunne knap nok gå over på den anden side af gaden og give noget til naboen, uden at jeg skulle med. Jeg turde ikke slippe hende af syne.

Det mærkelige er, at jeg fik en stærk trang til selvstændighed, da jeg blev lidt ældre. Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig for at bo alene i Stockholm i tre år, hvor jeg gik på balletskolen, og senere boede jeg i syv år i New York. Det virker jo fuldstændig paradoksalt for en, der har svær angst, men på en eller anden måde har min kur altid været at gøre det, jeg var bange for. Jeg har altid været ekstremt modig samtidig med, at jeg var ekstremt bange."

Og sådan har du det stadig?

"Ja, jeg bruger helt klart for meget tid på at bekymre mig. Det er noget, jeg prøver at tøjle, så det ikke tager over og løber løbsk. Og jo ældre jeg bliver, jo flere metoder får jeg også til at styre det. Nogle gange kan jeg alligevel ikke styre det, så det er på en eller anden måde blevet en del af mit kompas. Jeg kan se, at okay, hvis jeg begynder at få det sådan her, så er det måske, fordi jeg skal skrue lidt ned for blusset generelt. Og have lidt mere tid på matriklen."

Min modige mand

Matriklen er et hus i Gentofte, hvor Nanna bor med sin mand, Adi, og sine to sønner. Og netop ægtefællen og det at have jord under neglene betyder alverden for Nanna i forhold til den angst og det manglede mod, hun oplever i sit private liv.

"Jeg lever sammen med en meget modig mand, som er ekstremt god til at give mig sikkerhed."

Hun stopper lidt op og smiler.

"Og nej, det er jo ikke det, man vil høre fra en kvinde nu om dage, at hun har brug for en stærk mand. Men jeg har det bare rigtig, rigtig godt hjemme med ham og i min egen have med fingrene i jorden og uden, at der sker for meget uforudsigeligt. Hvis jeg har en fridag, så ved alle, der kender mig, at så er jeg i haven for at beskære, omplante eller forspire et eller andet. Jeg står konstant med røven i vejret ude i min have.

Mit liv er meget kontrolleret – rutinepræget måske – og jeg har ikke brug for en masse spænding. Jeg har allermest lyst til at være hjemme, når jeg kan komme til det. Men så har jeg så lige en mand, som er meget eventyrlysten, og som selvfølgelig også skal have sit eventyrbehov dækket."

Læs også

Sonja Richter mødte ondskaben efter kæmpe chok: Jeg begyndte at tæve dem

Hvordan kombinerer I det?

"Han lokker mig med ud. Jeg synes, han har hjulpet mig rigtig meget i forhold til f.eks. at prøve at komme af med min højdeskræk. Han har været meget tålmodig med, at vi bare gik helt langsomt hen over en bro eller noget andet højt. Og han har samtidig ikke udfordret det for meget. Jeg føler helt klart, at der er en grund til, at jeg er sammen med min mand, for vi er meget forskellige. Det er godt for mig at være sammen med en, der er mere modig end mig, og som har mere ild i røven, end jeg har. Ved at være sammen med min mand har jeg pludselig opdaget sider af mig selv, som er meget mere pragmatiske. Kedelige. Afslappede. Jeg går op i ting, som jeg aldrig før har skænket en tanke, fordi jeg altid har haft travlt med bare at løbe derudad.

Da jeg var barn, var der engang en lærer, der sagde, at jeg var som en hest med skyklapper på, der kiggede fremad og bare løb. I dag prøver jeg helt klart at tage de skyklapper lidt mere af, så jeg kan nyde udsigten, mens jeg løber. Og der hjælper det at være sammen med en, der har taget rollen med at løbe forrest, så jeg ikke behøver at gøre det."

Hvordan mødte du og Adi hinanden?

"Vi spillede sammen."

Hvad faldt du for?

"Jamen, jeg faldt netop helt klart for, at han var så modig. For lige pludselig opdagede jeg, at mit eget mod nogle gange var lidt falsk eller hult. At angsten lå lige bagved. At det på en eller anden måde var mere symptombehandling at være modig, end det egentlig var ægte mod. Og på en eller anden måde fandt jeg en ro til at være et mere nuanceret menneske."

Ræs i en ladcykel

Hvad går din mands mod på, hvad tør han?

"Adi er krigsbarn. Han flygtede fra Balkan med sine forældre og kom til Danmark som seksårig i 1994. Så han er bogstaveligt talt vokset op med bomber om ørerne. Han er kommet godt ud af det, og han har fundet ud af, at livet fortsætter. Og nu skal jeg selvfølgelig ikke lave et interview på hans vegne, men jeg tror, at det på en eller anden måde har givet ham en følelse af, at hvis man har været igennem det, som han har, så er der sgu ikke ret meget, der ægte kan skræmme en bagefter. Afhængigt af ens psyke kunne sådan en oplevelse jo også have tippet en anden vej, men i Adis tilfælde er det tippet til den side, hvor han har en ekstrem tiltro til, at nu har han overlevet så længe, så hvorfor skulle det ikke blive ved."

Hvorfor er I to gode for hinanden?

"Jeg tror, at vi er gode for hinanden, fordi vi er klar over, at vi er meget forskellige. Og vi er ret godt klar over, at det lige præcis er det, der gør, at vi har brug for hinanden, og at vi kan lære noget ved at være sammen."

Hvornår gør han dig allermest glad?

"Altså, nu skal det jo ikke være alt for meget et kærlighedsinterview …"

Læs også

Mille Dinesen bryder tabu: Vi har alle fejl

Men vi elsker kærlighed på ALT for damerne …?

"Ha, ja, okay. Adi gør mig ret tit glad. Et meget lavpraktisk eksempel: Vi har en ladcykel, og nogle gange sidder jeg i ladet med vores lille søn, og så kører Adi os. De kan begge to godt lide, når Adi kører ræs og hen over bump, så det virkelig hopper, men Adi ved godt, at jeg ikke kan lide det. Så han siger til Ernst, at ”vi altså er nødt til at køre roligt, når mor er med”. På den måde kan jeg mærke, at selvom jeg somme tider er lidt en kæp i hjulet på hans energi, så respekterer han det. Og det er ret sødt, synes jeg. Adi har ikke brug for at lave om på mig."

Hvad betyder jeres forskellige kulturelle baggrund?

"Jeg tror generelt, at hvis du møder mennesker, der er anderledes end dig selv, men du mærker, at I alligevel har et fælles sprog, en fælles forståelse for verden og en nysgerrighed på mennesker, så er forskelligheden noget af det mest givende. Jeg er katolik, og Adi er muslim, og det gør, at vi bare helt grundlæggende har en stor åbenhed og tolerance i forhold til, at verden kan se forskellig ud på overfladen, men hvis du skærer ind til benet, så er de vigtige ting fuldstændig ens. Det er fedt at opleve."

Hvad betyder det for dig, at du er katolik?

"Min far er katolik, så jeg er født ind i det. Det betyder, at jeg altid har haft en oplevelse af, at der var noget, der var anderledes for mig end for de fleste af dem, jeg har omgivet mig med gennem livet. Jeg er ikke aktivt udøvende katolik, men den katolske kirke er helt klart det åndelige hus, jeg føler mig mest hjemme i. Når jeg går ind i en katolsk kirke, er der en genkendelig tråd alle mulige situationer i mit liv. Det er smukt, synes jeg, at man har et hus, hvor man kan gå ind med sine tanker og følelser og lade dem få lov til at fylde."

Hvad betyder det for dig, at du og Adi arbejder sammen?

"Det er ret fantastisk. Der er mange shortcuts ved, at man er sammen om noget. Når man kender hinanden så godt, så ved man præcis, hvordan den anden tænker, og hvad den andens styrker og svagheder er. På den måde kan man fordele rollerne bedst muligt. Det eneste negative ved at arbejde sammen er, at det kan være svært at stoppe, når man som Adi og jeg er to arbejdsheste. Vi kan begge blive ved i en evighed, og derfor har vi været nødt til at lave nogle regler for, hvor mange gange om ugen vi må arbejde om aftenen og den slags. Ellers kunne vi nemt komme til at arbejde hver aften, når børnene er puttet."

Har du været rumvæsen igen?

I ”For Evigt” kredser handlingen om den mandlige hovedperson, der gennem voldsomme begivenheder pludselig står ansigt til ansigt med det liv, han engang valgte fra, og som tilskuer kan man ikke lade være med at stille sig selv spørgsmålet om, hvilket liv og hvilken identitet man ville have haft, hvis man havde foretaget nogle andre valg.

Nanna lever faktisk to forskellige liv, og der er ikke så meget, hun ville gøre om, hvis hun fik chancen.

"Oh Land er mit science fiction-univers. Nanna er meget mere alt det kedelige, som jeg ikke behøver at fortælle nogen om, men som samtidig er min batteriopladning. Oh Land er outputtet. Når jeg er Oh Land, er det en slags hyper-virkelighed, hvor jeg kan forstærke alt fra mit liv. Jeg kan forstærke alle følelser. Jeg kan gøre ting, jeg normalt ikke ville gøre. Jeg kan bevæge mig på en scene på en måde, jeg aldrig ville bevæge mig på i mit normale liv. Jeg kan kigge folk i øjnene, mens jeg synger en sang, på en måde, som jeg aldrig kunne kigge folk i øjnene på som Nanna. Det er på en eller anden måde et forstørrelsesglas, som jeg træder igennem, når jeg optræder, og derved opstår min kunstneriske abstraktion på den, jeg er."

Er det nemmere at gøre nogle ting som Oh Land?

"Både og, synes jeg, for der er også en opmærksomhed og bedømmelse, som kan være ret hård. Der bliver altid kommenteret på det, jeg laver, når jeg optræder, og det er ikke en opmærksomhed, jeg egentlig ønsker. Det lyder selvfølgelig underligt ironisk, for det at blive bedømt hører jo fuldstændig med til det job, jeg har. Jeg kunne ikke eksistere som sanger, uden at der var et publikum, der lyttede til min musik og kom til mine koncerter.

Men det er et dobbelthovedet monster, som jeg prøver at ignorere. Jeg vil ikke have, at negativitet eller kritiske holdninger skal styre min indre skabertrang og det, som jeg synes er rigtigt at lave. Hvis det får lov til det, så bliver jeg topstyret, og det vil jeg ikke være. Jeg vil altid være styret indefra. Ellers mister jeg grebet om det, jeg laver. Jeg vil gerne have konstruktiv feedback, men hvis jeg skulle tage al feedback til mig, ville jeg ikke turde gøre noget som helst."

Kan det somme tider være lidt skizofrent at være både Nanna og Oh Land?

"Nej, for jeg prøver virkelig at være mig selv i begge roller. Men jeg tør bare nogle andre ting, når jeg er i ”kost og mask”, som man siger i teatersprog. I kostume og makeup."

Læs også

Isabel Christensen ved godt, at hendes valg provokerer flere

Hvordan håndterer dine omgivelser de to forskellige personaer?

"Forleden dag, da jeg hentede Svend i skolen, havde jeg lige været på en optagelse, så jeg havde makeup og hår på. Han har gået på skolen i halvandet år, men da jeg mødte en far til et andet barn den dag, sagde han: ”Gud, jeg kan slet ikke kende dig med makeup og det hele”. Det var jo ret sjovt, men det er, fordi jeg normalt vitterligt bare vælter ud af sengen og kommer over i skolen i pyjamasbukser, helt træt og med uglet hår. Så jeg tror godt, at folk kan blive lidt overraskede over at se mig både i den ene og den anden rolle."

Reagerer dine børn på de to forskellige looks?

"Mine børn er totalt vant til at se mig på alle måder og går ikke ret meget op i det. Men Ernst på tre år kan godt finde på, når jeg har været ude og spille koncert, at spørge: ”Har du været rumvæsen igen, mor?”. Det er ligesom hans opfattelse af, hvad jeg laver, når jeg er stylet med det hele, haha."

Oprør på ” X Factor ”

Sidst, da Nanna var dommer i "X Factor", gjorde hun en dyd ud af ikke at have makeup på, når hun var på skærmen. Det var et statement, fordi hun var irriteret over, at hun på produktionsplanen stod til at skulle møde ind to timer før sine to mandlige meddommere for at få lagt makeup og sat hår.

Det fik hun lavet om, så hun mødte ind samtidig med de andre, og så blev det altså uden makeup.

"Det er da mærkeligt, at man helt standardmæssigt skal have lavet så meget ved sit ansigt for at kunne blive vist frem på skærmen, bare fordi man er kvinde. Det gad jeg ikke."

Hvad så denne gang?

"Der kommer lidt mere farve på, jeg er for træt til et bart ansigt nu."

Hun griner højt.

Du nærmer dig så småt 40 år, gør du dig nogle tanker i den forbindelse?

"Mange af mine venner er også blevet 40, og jeg synes egentlig ikke, at det er så farligt. Men jeg kan da godt nogle gange blive chokeret, når jeg møder nogen på min egen alder med to små børn på en legeplads. Gud, er det virkelig der, jeg er i mit liv nu? Men det er det jo. Og jeg elsker det. Jeg ville ikke have det anderledes. Hvis jeg fik tilbuddet om at komme tilbage i mine 20’ere, ville jeg sige nej tak."

Hvorfor?

"Jeg har prøvet at sidde i Dæmonen i Tivoli, nu tager jeg bare Den flyvende kuffert."

Så der er kommet en form for mental ro?

"Ja, det er der nok. Og jeg er i hvert fald ikke lige så bange for at ”gå glip”. Men når jeg lige tænker mig om nu, så har jeg faktisk aldrig været bange for lige netop det. Så hvis der er noget, jeg måske fortryder, så er det, at jeg har været så lidt bange for at gå glip af noget. Jeg er faktisk gået glip af nogle ret sindssyge ting gennem årene.

F.eks. var jeg en gang inviteret til Kanye West og John Legends fødselsdag på Chateau Marmont i L.A. Jeg var landet samme dag fra Danmark og havde ret meget jetlag, så jeg kunne pludselig slet ikke overskue det og havde mere lyst til at se ”The Crown”. Så det endte med, at jeg blev på mit værelse og så tv, og der kan jeg jo godt i dag tænke, hold kæft, hvor var jeg en idiot, at jeg ikke tog til det. Jeg kunne da bare have været der i fem minutter. Hvorfor skulle jeg være så demonstrativt kedelig? Det er jo nærmest provokerende. Men det var ligesom om, at jeg var så mæt på eventyr, at jeg ikke kunne overskue mere."

Som du sagde før, så havde du jo også løbet meget hurtigt i mange år?

"Ja, præcis. Men hvis jeg havde fået den invitation i dag, så havde jeg stået der, to timer før dørene åbnede!"