Olivia Joof Lewerissa: ”Det var, som om jeg skulle være i min egen krop og i andres hoveder samtidig”

Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?

"At det ikke er farligt, hvad andre synes – og at det slet ikke er så vigtigt, som man kan gå og tro. Det brugte jeg en del år på at tænke i starten af mine 20’er. I dag er jeg ret ligeglad eller meget tæt på i hvert fald. Det gør det altså bare sjovere at være menneske, og det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil imponere og gøre folk stolte eller glade, men jeg stresser ikke så meget over, hvad folk synes, og om jeg nu er god nok, og om jeg gør det rigtige."

I hvilke situationer tænkte du over, hvad andre syntes om dig?

"Det var hele tiden. Jeg var meget ovre i andre mennesker og fokuserede på, hvad de tænkte, og hvad de gjorde. Min hjerne kørte hele tiden rundt om andre. Det var som om, at jeg skulle være i min egen krop og i andres hoveder samtidig. Det var lidt svært. I dag føler jeg til gengæld, at jeg kan bruge den der sensitivitet og opmærksomhed på andre mennesker til noget godt. Det var som om, at da jeg besluttede mig for, at jeg ville være skuespiller, forstod jeg pludselig, hvad jeg skulle bruge den opmærksomhed på andre mennesker til. Den skulle jeg bruge i mit arbejde! Det var bare som om, at jeg havde oversat det forkert tidligere. For i stedet for, at det handlede om, hvad folk syntes om mig, handlede det i virkeligheden mere om at læse mennesker og deres reaktioner, og det er en stor hjælp i dag, når jeg spiller en rolle."

Hvilket af dine karaktertræk holder du mest af?

"Det tror jeg faktisk er min evne til at læse andre mennesker. For med alderen er det også blevet til en omsorg, fordi jeg har en følelse af, at jeg er ret god til at se, hvad andre folk har brug for, før de selv ved det – og jeg får nærmest et lille kick ud af at regne det ud. Og nu skal jeg helt sikkert også sige noget dårligt, så derfor kan jeg godt fremhæve de kvaliteter, haha."

Ja præcis, så hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

"Det er nærmest lidt det samme som det gode. Fordi nogle gange skal folk selv finde ud af, hvad de har brug for. Det kan godt virke lidt overvældende, at man kun lige når ind ad hoveddøren, før jeg siger: ”cut the crap, jeg kan se, at du er ked af det”, og folk er sådan ”hey, hey, hey, kan vi lige – vi har ikke en gang sat os ned endnu”."

Hvilken kvinde har inspireret dig mest – og hvorfor?

"Min mormor. Hende er jeg meget imponeret over. Der var også alle mulige ting ved hende, der var besværlige, men jeg synes, at det er imponerende, at hun som 22-årig i starten af 1960’erne fik min mor uden for ægteskab med en gambiansk mand, som hun ikke var kæreste med. Hun fødte og blev kortvarigt udstødt af sin familie, men hun elskede min mor så fuldstændig overstrømmende og var aldrig i tvivl om, at det var det rigtige. Det er jeg hende evigt taknemmelig for."

Hvilken relation havde du selv til din mormor?

"Vi var meget tætte! Hun var et komplekst menneske, der havde haft en hård barn- og ungdom, men hun var også et enormt kærligt menneske. Jeg følte, at jeg kunne være mig selv sammen med hende. Jeg var mest hos min mor, da jeg var barn, men hun var ung og havde nogle gange brug for at have en weekend fri, og så var jeg hos min mormor. Jeg var sådan et barn, der blev ramt af bestemte interesser i intense bølger – og der var min mormor virkelig god til at bare at gå med på det hele. F.eks. da jeg gik op i at bage, bagte vi alle slags kager sammen, og da jeg blev grebet af at læse, købte hun uendeligt mange bøger til mig, som jeg kunne læse, mens jeg lå i hendes have og spiste bær."

Hvordan var det at miste hende?

"Hun døde, da jeg var 16 år, og det er så mærkeligt at tænke på, at jeg har levet over halvdelen at mit liv uden hende. Det første halve år efter hendes død føltes det forfærdeligt og ensomt, fordi hun ikke var her længere på et fysisk plan, men så fik jeg det placeret et sted, hvor jeg i stedet for at blive sorgfuld og græde over, at jeg savnede hende, mere havde en følelse af, at hun alligevel var der – bare i en anden form. Det er nok også derfor, at jeg ikke føler, at det er så mange år siden, at hun døde. For jeg føler mig stadig forbundet til hende. Jeg kan nærmest stadig mærke, hvordan det føltes at gå op ad trapperne til hendes hus, og duften af spaghetti med kødsovs er kun en tanke væk."

Er der tidspunkter i din hverdag, hvor du særligt tænker på hende?

"Vi kan godt lide det spirituelle i min familie, så vi snakker ikke om det på den der: ”Hvad ville hun mon have sagt eller gjort nu”-måde. Jeg har mere en følelse af, at hun altid er her. Hvis jeg f.eks. er ked af det, vred, presset eller forvirret, så tænker jeg altid på hende, fordi jeg føler, at hun våger over mig. Så det er mere en følelse af, at jeg kan se hendes blik, og jeg kan mærke, at hun altid er tæt på – men det er ikke noget med, at hun sidder i min vindueskarm og kigger på mig."