Kvinde holder sig for næsen

Prutter du tit eller sjældent? Tarmlægen afslører, hvad det betyder for din sundhed

At slippe en vind, at prutte eller slå en fis. Dét er bare få af de mange dagligdagsudtryk, der beskriver den kropslige funktion, der finder sted, når du slipper luft ud forneden. Men hvad betyder det mon for din sundhed, hvis du sjældent slipper en vind? Eller hvad, hvis du er én af dem, der prutter mange gange dagligt? Nu svarer tarmlægen.

Der findes næppe noget mere ubehageligt, end når maven er så oppustet, at den ligner en fodbold, men du alligevel har svært ved at komme af med luften. Det skulle da lige være at komme til at slippe en vind på et pinligt tidspunkt, når du ikke en gang selv havde opdaget, at prutten var på vej.

At prutte er helt normalt, og vi gør det alle sammen. Men måske har du lagt mærke til – eventuelt blandt dine nærmeste familiemedlemmer – at vi ikke alle sammen prutter lige ofte? Men er det egentlig sundest, hvis du prutter ofte eller mere sjældent?

”Prutter er et tegn på at din tarm arbejder, og det er jo en god ting. Det kommer også nogle gange bag på folk, at det er normalt at kunne mærke sin tarm og at have vekslende afføringsmønster, og at man reagerer på de ting, man spiser – blandt andet ved at producere luft i tarmen” fortæller overlæge på afdelingen for lever-, mave- og tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital Christian Lodberg Hvas til alt.dk.

Han uddyber:

”Men alligevel kan man ikke sige, at det er sundest at prutte meget. For dem, der måske ikke prutter lige så meget, kommer nemlig af med luften på en anden måde – det meste af vores tarmluft kommer ud gennem lungerne, når vi udånder. Det er der måske nogle, der vil være lidt overraskede over, men meget af luften i tarmen bliver optaget i blodet som metan, brint og kuldioxid, altså naturlige luftarter, som dannes af tarmens bakterier. De kommer ud af kroppen, når vi udånder – og de lugter ikke,” siger Christian Lodberg Hvas og konkluderer, at man derfor ikke kan bruge et bestemt antal prutter om dagen som en sundhedsindikator.

”Dog vil mange sunde grøntsager blive omsat – eller fermenteret – af tarmbakterier på en måde, der giver tarmluft. Så hvis man lever meget grønt, må man være forberedt på, at der kommer mere tarmluft. Og tarmen har det helt klart bedst, hvis den kommer af med luften – one way or the other. På den måde er meget tarmluft noget, man må tage med som en naturlig ting. Men det er relevant at nævne, at det også kan blive et selvstændigt problem, hvis man ikke kan komme af med luften og får ondt i maven, og så kan det være en mulighed at tage højde for, om du eventuelt har en irritabel tyktarm,” lyder det fra overlægen.

Men hvad betyder pruttens lugt så?

Det er nok de færreste, der ikke har prøvet både at slå en ildelugtende prut eller at lave en såkaldt ”sniger,” som ikke lugter af noget.

Men hvad har dine prutters lugt egentlig af betydning?

”Der er ingen direkte sammenhæng mellem hvordan prutter lugter og helbredstilstand,” siger Christian Lodberg Hvas.

”Bakterier fermenterer både kulhydrater og proteiner, og det er især proteinfermenteringen, som finder sted efter indtag af kød eller æg, der kan medføre de ildelugtende svovlforbindelser – altså lugtende prutter. Fermentering af grøntsager er ofte mindre svovlholdige og lugter anderledes.”

Med henblik på at passe på sin tarms sundhed fortæller Christian Lodberg Hvas desuden, at et højt indtag af kød fra firbenede dyr eller indtag af ultraforarbejdede fødevarer er forbundet med risiko for inflammation og dermed en række kroniske sygdomme.

”Men man kan ikke direkte bruge pruttelugt som barometer for om man er udsat for risiko,” fastslår han.