Ritt Bjerregaard: Dette vigtige citat har spillet en rolle for mig som kvinde

"Man fødes ikke som kvinde – man bliver det," skrev Simone de Beauvoir allerede i 1949, da hun udgav bøgerne Det andet køn.

Citatet er næsten lige så gammelt som ALT for damerne. Jeg var kun otte år dengang. Men hendes udsagn har spillet en rolle for mig og har gennem livet været et pejlemærke. Det frigjorde min generation fra at være kvinde på en bestemt måde og gav os langt større valgmuligheder og spillerum.

For min mor (født 1920) og den tids kvinder gav det noget at tænke over, for hvad ville det sige, at man ikke var kvinde, men blev det? Kunne man sådan uden videre selv vælge, hvilken kvinde man ville være?

LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard: "Det ligger dybt i mig som en stor tragedie"

Selvfølgelig var de skeptiske, for deres opvækst havde netop været bestemt af, hvad der hørte sig til for en pige og senere for en kvinde.

Min mor var opmærksom på sit køn og sørgede for, at arbejdsopgaverne i hjemmet blev delt mellem min bror og mig, og at der var lige så store forventninger til min uddannelse som til min brors. Der var ingen tvivl om, at jeg skulle kunne tjene min egen løn og dermed kunne forsørge mig selv.

Min mors generation af kvinder skulle giftes, have familie, børn og passe husholdningen. Da hun blev gammel, ærgrede hun sig over alt det, hun var gået glip af. Hendes datter fik flere muligheder for selv at bestemme, hvad det var for en kvinde, hun ville være, og dermed hvilket liv hun kunne få. Der var og er fortsat mange fordomme, der skal overvindes.

Ikke mindst den frie abort, der blev indført i 1973, hvor jeg selv var blevet medlem af Folketinget og derfor var med til stemme det igennem, kom til at spille en afgørende rolle. Senere fulgt af ordninger om barselsorlov – og ikke mindst p-pillen, der blev frigivet til danske kvinder i 1966. Dermed fik min generation bedre styr på graviditeten og derigennem langt flere muligheder for at vælge. Det ender vel forhåbentlig også med, at mændene får større andel i barslen?

Rødstrømperne fik rusket godt op i os alle fra 70'erne, og gennem slagordet "det private er politisk" fik de fjernet meget hemmelighedskræmmeri om, hvordan kvinder havde det. Nu blev erfaringer i stedet delt med andre kvinder, og det gik op for mange, at der var vilkår for kvinder, og at de kunne ændres, som Simone de Beauvoir havde konstateret det.

Flere kvinder kom på arbejdsmarkedet og opdagede, at det krævede en stor indsats ikke som deres mødre at havne med hele ansvaret for husholdningen. Stille og roligt kom der nye kampe om også at være med til at bestemme udviklingen i samfundet. Der var flere kvinder, der blev folketingsmedlemmer og efterhånden også ministre.

Det var lidt af et arbejde at være en af de første yngre kvinder på en ministerpost, at blive kaldt "Ankers nye pin up" var bare en lille del af det. De fleste kvindelige politikere fra denne periode vil kunne diske op med historier om kampe og antallet af skældsord om dem.

MeToo-bevægelsen kom i to ryk, og det var først, da tv-værten Sofie Linde tog bladet fra munden, at det slog så stærkt igennem, at der også var mandlige chefer, der måtte forlade deres stillinger.

LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard: Dette var medvirkende til, at vi ikke fik børn

Var det synd for dem? Nej, det var det ikke, men det var synd for de kvinder, der var blevet forulempet, uden at ledelserne gjorde noget alvorligt ved det, selvom de fik det at vide.

Min generation fik ikke sagt fra over for krænkelserne, og jeg kan undre mig over, at jeg aldrig, da jeg var gruppeformand i Socialdemokratiet på Christiansborg, kaldte mændene op og forklarede dem, at de skulle opføre sig ordentligt. Jeg nøjedes med at advare kvinderne. Der er noget opløftende ved som 80-årig at se det blive ændret og en så tiltrængt og stærk bevægelse slå igennem.

Simone de Beauvoirs udsagn om, at vi ikke er født som kvinder, men bliver det, blev en rettesnor, og derfor spørger jeg mig selv:

Blev jeg selv en anderledes kvinde gennem årene?

Helt banalt er svaret, at ja, selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg troede ikke, at jeg skulle være på en bestemt måde. Jeg var stærkt påvirket af den tid, jeg levede i, og de jobs og knubs, jeg fik.

ALT for damerne fylder 75 år!

Hurra! ALT for damerne kan i år fejre 75-års jubilæum, og dét skal fejres med masser af fest og nostalgi – men mest af alt med søstersind.

For hvis der er noget, ALT for damerne kan og vil i dag, så er det at bakke op om vores medsøstre og hylde de kvinder, der styrker og løfter andre kvinder.

I 2021 har vi stadig brug for at stå sammen om at forbedre kvinders vilkår – og meget har heldigvis ændret sig, siden ALT for damerne blev sat i verden tilbage i 1946.

Dengang handlede artiklerne i bladet mest om, hvordan man kunne være den bedste kone og husmor. En tur i arkivet vidner om, at bladet til enhver tid har været et kvindelivs-spejl, og selv om noget indhold i dag virker helt skørt, så er det tydeligt, at ALT for damerne altid har haft til hensigt at være på kvindernes side, og i dag bærer vi med stolthed de værdier om søstersind, der er vævet ind i ALT for damernes historie.

Her kan du dykke ned i al vores jubilæumsindhold og komme med på en tidsrejse i de forgangne årtier – måske du genkender dig selv, din mor og din mormor undervejs...

I dag er jeg glad for, at jeg ikke opfattede min rolle som kvinde på en bestemt måde eller som noget, jeg var født til. Jeg så det som en kamp for kvinders placering i samfundet og derfor også som en mulighed.

Nu prøver jeg at finde ud af, hvordan det er at være kvinde som 80-årig!