Ritt Bjerregaard: "Det ligger dybt i mig som en stor tragedie"
Den 80-årige politiker Ritt Bjerregaard om hvornår livet giver mest mening for hende, om sin største hjertesorg og om at bruge utilfredshed til at skabe forandring.
Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?
– Jeg vidste allerede fra min skoletid, at jeg ville være lærer. Jeg havde en fremragende lærer, Frk. Petersen, og hende ville jeg gerne være lige som. Hun sørgede altid for, at de børn, der ikke havde de bedste forudsætninger, fik den hjælp, de havde brug for, så de fik den bedst mulige chance i tilværelsen. Det viste sig så, da jeg var blevet lærer, at der var nogle helt grundlæggende ting i skolesystemet, der skulle ændres, for at jeg kunne hjælpe børnene, og derfor måtte jeg søge til politik. Så stillede jeg op som folketingsmedlem i Otterup-kredsen på Fyn.
Hvordan ældes man med ynde?
– Det gør man ved at stå ved sin alder. Jeg har aldrig været tilhænger af at få sprøjtet alt muligt i ansigtet. Jeg plejer at sige, at jeg har arbejdet hårdt for hver rynke, jeg har. Derudover tror jeg også, at man ældes med ynde ved at bevare sin nysgerrighed og ved at være nærværende. Man bør forsøge at leve sig ind i andres liv. Det er vigtigt for mig at have venner og veninder i forskellige aldre, der lever et anderledes liv, end jeg selv gør.
Hvad er du mest glad for at have opnået i din karriere?
– At blive valgt. Det har været det vigtigste. Ved at blive valgt blev jeg vælgernes tillidsmand. De gav mig deres støtte og tillid, og det forpligtede mig til at følge godt med i politik og skabe opmærksomhed om deres liv. Det indrettede jeg mit politiske liv efter, og det skriver jeg om i mine erindringsbøger, hvor jeg nu er færdig med den sidste, bind 4 Ovenpå.
Hvordan håndterer man bedst vrede?
– Først og fremmest ved at bruge vreden aktivt. Jeg har været ude for "skandalesager" og blev fyret som undervisningsminister i 1978, og der var jeg faktisk meget vred over den behandling, jeg fik. Jeg tror, vrede er godt for kvinder, fordi vi får energi af det. Det er farligt at have tendens til at lulle sig selv ned i et trist, sort hul, når man føler sig urimeligt behandlet. Offerrollen duer ikke. Jeg bliver vred, og så bruger jeg vreden til at komme videre. Dengang jeg blev fyret, satte jeg mig ikke ned og surmulede eller forlod politik. Jeg gik aktivt ind i et nyt område, og et halvt år senere blev jeg minister igen.
Har du et ar, der fortæller en historie?
– Jeg har kræft. Jeg har haft endetarms-kræft og har på et tidspunkt haft stomi. Jeg er blevet opereret et par gange, så jeg har ar på min krop, der fortæller en kedelig del af min historie. Kræften har spredt sig til lungerne, men udvikler sig heldigvis meget langsomt. Derfor er jeg ikke under behandling, men jeg er uhelbredeligt syg.
Hvad er din største hjertesorg?
– Jeg havde en rigtig god veninde i politik, Inge Fischer Møller. Hun var en hjertevarm politiker, der var meget anset af vælgerne. Hun blev derfor efter nogen tid valgt som næstformand i partiet, og der blev hun rigtig dårligt behandlet. Da hun efterfølgende også blev ramt af sygdom, endte hun med at tage sit eget liv. Det ligger dybt i mig som en stor tragedie. Det er den eneste gang, hvor jeg overvejede, om det var værd at fortsætte i politik.
Hvornår er du mest træt af dig selv?
– Når jeg er utålmodig. Jeg synes, ting skal gå hurtigt, og jeg er tilbøjelig til også at skynde på andre. Hvis jeg på samme tid er stresset, får jeg ikke altid sagt tingene pænt. Det har jeg altid arbejdet med.
Hvad kan få dig til at bryde ud i gråd?
– Da jeg blev fyret i sin tid, faldt en enkelt tåre. Jeg har let til tårer, og der skal ikke så meget til, når det kommer til de nære ting. Jeg har abonnement på torsdagskoncerterne i Danmarks Radios koncertsal, og når de for eksempel spiller et stykke, som min far spillede for os som børn, presser tårerne sig på. Jeg forsøger altid at holde tårerne tilbage, for andre kan jo ikke stille noget op med dem. Det skyldes mine erindringer.
Hvad indebærer feminisme for dig i dag?
– Først og fremmest indebærer det en bevidsthed om, at jeg er kvinde, og at jeg bliver set og behandlet som kvinde. Men det repræsenterer også meget stor forskellighed blandt kvinder. Jeg har været glad for at se, at mange af de yngre kvinder, der er aktive i #metoo, reagerer på noget, som min generation af feminister ikke troede, vi kunne lave om på. Det har virkelig glædet mig, at feminismen har fået en mere aktiv rolle de seneste år og også tager fat på tabuerne om seksuelle overgreb.
Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?
– At hun skulle nyde livet lidt mere. Hun behøvede ikke at have så travlt. Jeg havde frygteligt travlt med at opnå den ene post efter den anden. Det er ikke sikkert, jeg var nået så langt, hvis jeg havde taget det roligere, men når jeg ser tilbage, kunne jeg have haft godt af det råd.