Sådan kom jeg igennem min depression

Det er ved at blive lyst udenfor, men hun ligger med hovedet begravet under dynen. Morgenerne er de værste. Når de tidligste lyde tager til, og søvnen langsomt må vige pladsen for den nye dag, begynder hjertet at hamre i hendes bryst, og håndfladerne bliver klamme. Hun er panisk, men ved ikke hvorfor. Det eneste, hun ved, er, at hun ikke kan overskue at komme ud af sengen.

Hendes tre små børn undrer sig tydeligvis over hendes mærkværdige adfærd, og i sin ægtefælles blik kan hun se en blanding af dyb bekymring og intens irritation. Hun ved godt, at hun ikke lever op til deres forventninger. Men hun kan intet gøre.

Ebeltoft, tre år senere. Mia Roesen har tid og overskud til at tale. Børnene er blevet afleveret i institution, og ægtefællen sorterer vasketøj i stuen ved siden af. Han har langtidsorlov fra sit arbejde, for arbejdsdelingen i hjemmet har måttet laves markant om, siden Mia for tre år siden blev ramt af en svær depression, som vendte op og ned på livet, som hun og hendes familie kendte det.

– Min depression var resultatet af en lang række ydre stresspåvirkninger kombineret med nogle negative adfærdsmønstre, som kom fra et sted dybt inde i mig, begynder Mia.

Forud for depressionen var listen over ydre stresspåvirkninger i hendes liv da også til at tage at føle på. Hun var:

1. mor til en multihandicappet 7-årig.

2. mor til aktiv 4-årig.

3. mor til spædbarn.

4. ærkekøbenhavner netop flyttet til Ebeltoft.

5. ejer af nyindkøbt og ubeboeligt, råd-gennemtæret hus i Ebeltoft.

6. gift med en mand, som arbejdede i København 3 dage om ugen.

7. hjemmegående og nærmest enlig mor med ansvar for alt praktisk i hjemmet

8. på langtidsorlov fra en uddannelse, som hun håbede på at gøre færdig inden overgangsalderen.

Listen var – bortset fra børnene – ikke resultatet af hendes livs drømme, men Mia Roesen var ikke desto mindre på få år blevet en hjemmegående supermor i en ekstra presset livssituation.

– Jeg mestrede rutinerne. Stod altid op og sørgede for, at alle blev klædt pænt på og blev vasket og skiftet, og jeg smurte perfekte, sunde madpakker og kørte børnene af sted.

– Så tog jeg hjem og ordnede huset og vaskede tøj og gjorde rent og købte ind. Jeg hentede børnene igen tidligt, så de ikke skulle være for længe i institution – og lavede mad og bagte og badede ungerne og var sammen med dem.

Imens var Mias mand på arbejde i København halvdelen af ugen.

– På det tidspunkt virkede den løsning som den mest optimale for en familie med ekstra behov – hvilket man nu engang har med et multihandicappet barn i hjemmet – og det var ment som en midlertidig løsning.

Drænet for energi

Mia følte aldrig, at hendes liv som hjemmegående var en belastning, men alligevel begyndte overskuddet lidt efter lidt at sive ud af hende. Hun var endnu ikke klar over det, men symptomerne var tydelige.

– Når jeg havde afleveret børnene om morgenen, begyndte jeg at lægge mig hjem på sofaen i stedet for at komme i gang med at gøre de ting, som nu engang skulle gøres. Så lå jeg bare der og lod møget vokse omkring mig.

Hun tænkte egentlig ikke så meget over tingene, mens hun lå og hvilede sig eller læste eller så tv. Hun tillod f.eks. ikke sig selv at tænke på det speciale, som hun brændte for at få skrevet. Hun undlod at sætte ord på, at hun i virkeligheden ønskede sig et job med kolleger, som hun kunne tage hen til hver dag. Hun turde ikke erkende, at hun inderst inde ønskede at slippe for at skulle have ansvar for andre døgnet rundt.

Det eneste, Mia Roesen bevidst noterede sig, var, at hun havde fået svært ved at sove om natten. Hun regnede med, at det var årsagen til, at hun følte sig ekstremt udmattet. Og til at hun var begyndt at mærke symptomer på angst.

Hendes mand begyndte at undre sig over, at det før så propre hjem pludselig var begyndt at sejle. Når han kom hjem om aftenen, stod kaffekopper og morgenmadstallerkener stadig på bordet, og stuerne lignede en slagmark, selvom Mia havde været hjemme hele dagen.

Hendes vilje til at drøfte sin træthed og tiltagende uro med ægtefællen var dog forsvundet sammen med overskuddet.

– Min mand kunne ikke forstå, hvad der skete. Men jeg følte mig meget angrebet, når han kommenterede rodet, for jeg mente jo, at jeg hang i med det yderste af neglene.

– Jeg syntes ikke, at jeg kunne tale med ham om, hvordan jeg virkelig havde det, fordi han selv var presset, og han havde ikke brug for mine problemer oveni. Men selvfølgelig var det, fordi jeg var bange for konflikten.

Den negative spiral hvirvlede videre, indtil Mia en dag var så smadret af træthed, at hun kørte ind i et træ. Heldigvis var hun alene i bilen og fik ingen mén.

Hændelsen fik hendes mand til at indse, at Mias tilstand var mere end almindelig træthed.

– Kort efter ulykken var vi til møde hos vores datter Emmas sagsbehandler. Emma er blevet født med en alvorlig hjerneskade, hun har brug for hjælp i døgndrift og har aldrig sovet en hel nat igennem. Min mand bemærkede, at hendes dårlige søvnmønster nu var begyndt at gå ud over min søvn, og at jeg derfor havde lidt svært ved at hænge sammen. Sagsbehandleren kiggede på mig med et skævt blik – og opfordrede mig til at blive undersøgt hos min læge.

Læs også: Hun droppede jagten på en storfamilie

Vil du indlægges?

– Hvad skulle lægen gøre ved det? Sovemedicin er jo udelukket, når ens barn har behov for en om natten, og jeg var sikker på, at Emma var årsagen til mine søvnproblemer.

Da Mia endelig tog til sin praktiserende læge, blev hun dog, til sin egen overraskelse, stillet et væld af spørgsmål af privat og praktisk karakter. Svarene blev sat ind i et skema.

I løbet af få minutter kunne læge konstatere, at Mia tippede mellem moderat og svær depression.

– Jeg havde ikke tænkt på, at min træthed kunne skyldes depression. Først da lægen spurgte mig, om jeg havde haft selvmordstanker, brød jeg sammen. For jeg havde mange gange tænkt, at det ville være nemmere at smutte. Det kunne jeg jo bare ikke byde mine børn.

Mia Roesen blev sat i et intensivt behandlingsforløb, som inkluderede antidepressiv medicin og samtaleterapi. Hun blev tilbudt at blive indlagt, men måtte gerne gå hjem – under forudsætning af, at hun gav lyd fra sig hver tredje dag, indtil hun var kommet godt ind i et samtaleforløb med en psykolog. Hun måtte ikke gå uovervåget omkring.

– Min mand var på arbejde i København, og jeg ringede og fortalte ham, at jeg havde en depression, men at jeg havde det helt fint. Ingen problemer. Det var egentlig først, da jeg kom hjem, at det gik op for mig, at jeg var syg, og at det her ville få konsekvenser for vores familie…

Mia 1974

Det tog en god måned, før Mia havde sin første tid hos en psykolog.

– Jeg gik derop igen i den overbevisning, at nu skulle vi tale om, hvordan det er at være mor til et multihandicappet barn. Og så startede psykologen bare et helt andet sted – nemlig med Mia i 1974. Det var det rigtige sted, for det handlede jo om at finde ud af, hvem jeg er, og hvordan jeg takler forskellige ting i livet.

I terapi blev Mia for første gang opmærksom på, hvad et lavt selvværd kan føre med sig.

– Jeg er et klassisk tilfælde: Et skilsmissebarn, som har gjort alt for at tilpasse mig. Min far var streng og dominerende og lærte mig, at jeg skulle gøre mig fortjent til hans kærlighed. Jeg har derfor altid følt, at jeg ikke var værd at elske, hvis jeg ikke kunne leve op til andres forventninger. Den følelse ligger så dybt i mig – men det er en fejlindlært følelse, som man skal blive bevidst om. Man skal forstå reglerne for at kunne ændre dem!

– Jeg har hele mit liv kæmpet med ikke at kunne sige fra. Jeg sætter ikke de nødvendige grænser, men prøver altid at få det bedste ud af situationen. Selv når det er håbløst, tager jeg det som en udfordring. I stedet for bare at sige nej.

Vejen ud af mørket

Det tager generelt op til fire uger, før kroppen kan mærke virkningen af antidepressiv medicin. I Mias tilfælde gik der syv. Hun kom derfor helt ned at skrabe bunden, før hun begyndte at få det bedre. Det var i den periode, at hver eneste morgen virkede som en trussel.

– Angstanfaldene tog til, og jeg var ude af stand til at foretage mig noget som helst. Jeg var lammet. Kunne ikke komme ud af sengen. Kunne ikke rejse mig, hvis jeg skulle tisse eller i bad eller var tørstig. Jeg var bare hunderæd.

– Vi har en skøn udsigt til en eng fra soveværelset, og det var den eneste udsigt, jeg kunne overskue i vores hjem. Hvis jeg drejede hovedet og kiggede ind i stuen, hvor der lå legetøj og strømper på gulvet og stod glas og kopper på bordet, fik jeg simpelthen angstanfald og flippede fuldstændig ud. Jeg burde jo rejse mig og rydde op og ordne. Og det kunne jeg bare ikke magte.

Mias mand tog orlov fra sit arbejde i tre måneder for at passe på hende og tage sig af hjemmet.

– Når han kom ind i soveværelset, trak jeg dynen op over hovedet og bad ham om at gå. Han mindede mig om alt det, jeg syntes, at jeg skulle kunne gøre i løbet af dagen – jeg skal gå en tur, jeg skal lægge rent på sengen, jeg skal skrive. Jeg kunne blive lam i hele kroppen ved tanken om, at jeg ikke kunne klare det.

– Han spurgte, hvad han skulle gøre for at hjælpe mig. Det kunne jeg slet ikke overskue.

Mia skal repareres

Når man sætter høje ambitioner for sig selv, kommer andre også nemt til at gøre det. Betingelserne for alt i Mias liv blev pludselig lavet permanent om, og for hendes mand var det et chok at finde ud af, at der var en grænse for, hvad hun kunne overkomme.

– Vi begyndte at få det svært. Min mands holdning var: Mia er i stykker. Hun skal laves. I begyndelse forstod han jo ikke dybden af min sygdom. Han var jo ked af det på mine vegne, men blev så alligevel meget overrasket, når jeg f.eks. sagde fra til en familiefødselsdag – „Nå. Hvorfor kan du ikke overskue det?”.

Mias psykolog bad hende fortælle sin ægtefælle, at livet aldrig ville blive det samme igen.

– Jeg måtte forklare ham: „Jeg kan ikke løse mine problemer med dine værktøjer”. Tingene ville skulle laves markant om i vores familie, hvis jeg ikke skulle blive syg igen. Depression er ikke en sygdom, som rammer og så bare går over igen, og så kan man gå tilbage til de gamle mønstre. Vi skulle lære at kommunikere og håndtere hinanden på en helt ny måde.

– Det er hårdt at give sådan en besked til den mand, man har tre børn med, og som man har elsket i 11 år. For vil han så overhovedet være sammen med en, når livet ikke længere er, som han kendte det?

Superwoman, farvel!

Da medicinen begyndte at virke, og angstanfaldene endelig tog af i hyppighed og styrke, blev Mia bedre til at identificere, hvornår de dukkede op. Det var enten, når hun skulle træffe en beslutning, eller når hun skulle sige fra. Hendes system „kortsluttede”, fordi hun ikke kunne træffe de beslutninger, der var gode for hende, og fordi hun ikke evnede at sige fra.

Med psykologens hjælp skulle Mia derfor lære, at det er sundt at kende sine egne begrænsninger – og endnu sundere at kunne acceptere dem.

– Jeg skulle lære at sige „Den står på to leverpostejsmadder i dag, for jeg magter ikke at lave hele den store, politisk korrekte madpakke”. At det er okay at hente sine børn kl. 16, fordi man ikke har overskud til at stå der 14.30. At der godt må gå fire dage, i stedet for to, imellem at børnene kommer i bad.

– Jeg skulle skrue ned for ambitionerne og lære at sige til min familie og min omverden: „Sådan her bliver det – for det er, hvad jeg er i stand til at overkomme lige nu.” Stik modsat af hvordan jeg havde været før.

– Det var ekstremt svært! For man kan jo sagtens sige, at det og det kan man ikke magte, men så stadig have det røvdårligt over det. Det er derfor ekstremt vigtigt at kunne acceptere sine egne begrænsninger. Kan jeg egentlig godt overskue den fest? Nej – så bliver jeg hjemme. Hyggeligt! Kan jeg overskue at lave mad? Nej – vi spiser pizza. Herligt! Når man selv er i stand til at acceptere sine begrænsninger, får omgivelserne også lettere ved det.

Nye tider – nye traditioner

Det tog seks måneder, før Mias krop ikke længere reagerede på tanken om den nye dag med et akut angstanfald.

De sidste to et halvt år har hun arbejdet på at komme videre med sin personlige og professionelle udvikling. Hun har ikke spildt tiden, men har gjort sin uddannelse færdig og er blevet cand.mag. i historie og fransk.

Hendes mand har hjulpet hende. Han har lært sin kones behov at kende og har accepteret, at familiens rutiner skal håndteres på en anden måde, hvis Mia skal kunne fungere. Derfor er han endnu på langtidsorlov fra sit job, så hun kan finde sit professionelle ståsted.

Mias mand trives endnu med at være hjemmegående, og parret har fundet en ny form for nærhed takket være den åbenhed, de blev pålagt af Mias depression.

Overskuddet er tilbage, og det hele går rigtig godt. Faktisk så godt, at Mia for et år siden fødte parrets fjerde barn.

– Min depression var i virkeligheden en gave. Af den meget dyrt betalte slags! Den har ryddet op i mønstre, som var dårlige for mig og dårlige for vores familie, og derfor ville jeg ikke være den foruden. Jeg kunne dog godt undvære at skulle leve i evig frygt for, at den vender tilbage.

Læs også: Sådan lever vi det simple liv