Sara Blædel indså noget vigtigt efter tabet af sin mor: "Det er faktisk kommet bag på mig"

Hvilken kvinde har inspireret dig mest?

"Det må være min mor, og det er faktisk ret interessant. Det er efterhånden en del år siden, at hun døde, men da hun levede, syntes jeg langt hen ad vejen, at hun var temmelig irriterende. Hun havde meninger her, der og alle vegne. Men nu, hvor hun ikke er her længere, læner jeg mig op ad den, som hun var – og det er faktisk kommet bag på mig.

Jeg har mistet begge mine forældre, og jeg havde ikke regnet med, at det var i hende, jeg skulle finde styrken. Da de levede, var det nemlig helt klart min far, der var klippen, og ham, som jeg spurgte om alting. Alligevel er det i dag hendes ord, som jeg først tænker på, når jeg skal træffe beslutninger eller står i lidt svære situationer."

Hvad er det for nogle ord?

"At man ikke skal lade sig slå ud, hvis man fejler i et eller andet, eller hvis man prøver at lykkes med noget, som ikke vil lykkes. Det er et livsråd, der både har været godt, da jeg var ung og usikker, da jeg kom ind i det tidlige voksenliv, men sandelig også nu, hvis det hele bliver lidt for meget."

I hvilke situationer har du kunne bruge din mors råd?

"Ofte når tingene simpelthen har været ude af mine hænder. Eksempelvis da jeg i min tidlige ungdom blev syg og i en lang periode havde en lammelse i min arm, eller da jeg for et par år siden havde lagt op til en kæmpestor promovering i Holland, fordi jeg for første gang skulle udgive en bog der.

Men måtte aflyse, fordi der kom corona. Og det er bare sådan, det er. For nogle gange sker der ting, der bremser os, hvor vi ellers havde troet, at vi var godt på vej. Man ved aldrig, om der er noget, der pludselig spænder ben for en, men så må man rejse sig igen. Det har jeg taget med fra min mor."

Hvorfor tror du, at du skulle blive voksen og miste din mor, før du indså, at du havde taget hendes råd til dig?

"Ja, det er et godt spørgsmål, men nogle gange er det som om, at når ting er uden for rækkevidde, ser man anderledes på det, og sådan er det nok lidt med mine forældre. Selvom jeg syntes, at min mor nogle gange var røvirriterende, havde vi også et dejligt forhold. Derfor tror jeg, at det giver mig noget tryghed at vende tilbage til de ting, som hun sagde, når jeg i dag er en lillebitte smule ude af balance og står og flagrer."

Hvad er det mest betydningsfulde, du har lært om dig selv?

"Jeg tror, at det har været at opdage, at jeg er god til at være nogens mor. Jeg er selv vokset op som enebarn, så jeg har ikke haft så meget at sammenligne med, fordi vi bare var min far, mor og mig. Men forleden var jeg på en uges ferie med min søn og svigerdatter.

Læs også

"Jeg blev bare så forelsket, og så kunne jeg ikke leve uden ham": 10 ting, du (måske) ikke vidste om Drew Sycamore

På et tidspunkt sagde Adam noget, der i bund og grund var ret banalt, men som viste mig, at der er noget helt indgroet ordentlighed i ham. Det gjorde mig varm helt ind i knoglerne, og jeg blev ret rørt. Jeg tror, at det er, fordi det faktisk har været en stor lettelse for mig, at min måde at være mor på har virket. For jeg ved godt, at jeg ikke altid har været skidehamrende god til at være en overskudsmor."

Hvordan hænger det, at du var enebarn, sammen med din tanke om, at du måske ikke var god til at være nogens mor?

"Jeg forestiller mig, at hvis jeg var vokset op i en større familie, havde der været lidt flere nuancer og flere, som jeg havde kunnet spejle mig i. Jeg har været vant til, at det kun var mig og mine forældre – og sådan har det jo også været for Adam.

Han har været vant til, at det kun var ham og mig. Det er ikke, fordi jeg har stræbt efter at være en perfekt mor, men jeg har skullet lære at hvile i, at jeg kunne give ham den opmærksomhed og tryghed, som han skulle have, samtidig med at det også var vigtigt for mig, at jeg kunne være mig selv og gøre det, som jeg gerne ville. Jeg husker, at jeg havde følelsen af, at jeg ville fortsætte med at være Sara – ikke kun Adams mor."

Hvordan det?

"Det var nok mest noget, der skete lidt ubevidst. Men jeg var lige begyndt at skrive bøger på det tidspunkt, så jeg havde et arbejde, som jeg var meget glad for. Jeg prøvede at få det til at hænge sammen så godt, jeg kunne, og jeg prøvede at være drønnærværende, når jeg var sammen med Adam. Men jeg har da engang imellem tænkt, at jeg måske burde have bagt nogle flere boller eller måske burde havde gjort det hele på en anden måde."

Hvorfor tror du, at det var vigtigt for dig, at du også huskede dig selv?

"Det var ikke noget, som jeg tænkte så meget over, mens det stod på. Det at jeg var nogens mor, var ikke det første, som jeg tænkte på, når jeg slog øjnene op. Derfor forsøgte jeg heller ikke på nogen måde at være mor på en perfekt måde, men på en måde, der passede til mit liv og os.

For det var vigtigt for mig, at jeg også gav mig selv lov til at være der – men selvfølgelig også være der for Adam. Når jeg ser på ham i dag, gør det mig bare så varm om hjertet, at min måde at være mor er lykkedes. For det at være mor har nok været det vigtigste, jeg har gjort – uden helt at vide det, da jeg var on top of it."