Stjernen fra Vild med dans: "Jeg kan godt lide, når en mand er en mand"

Udgangspunkt

– Som barn samlede jeg på lys. Pulverlys, gelélys, alt hvad jeg kunne få fat i. De fleste var fra Syrien, som jeg har besøgt mange gange, siden jeg var helt lille – nogle gange i måneder ad gangen – så kulturen sidder under min hud. Min far er fra Syrien, min mor er fra Færøerne, men de mødte hinanden i Paris. Da jeg var lille, boede vi hos mine bedsteforældre i Vestmanna på Færøerne, og da jeg var 4 år, flyttede vi til Danmark. Først til Esbjerg, så til Amager, så til Hillerød.

– I Hillerød boede jeg i rækkehus med mine forældre og to mindre søskende, Allan og Heidi. Hver dag efter skole mødtes vi med de mange andre unge i kvarteret for at lege fangeleg og dåsegemme. Jeg var nok lidt en drengepige; sloges altid med drengene og udfordrede dem. "Du tør ikke at gøre det og det!". "Jo, jeg gør så!". Jeg var lidt den seje – det syntes jeg i hvert fald selv. Og så gik jeg jo til karate.

– Jeg har mange gode minder fra familiebesøgene i Syrien. Vi bor altid sammen i et ret stort hus, hvor der er en kæmpe plantage med appelsin- og citrontræer og de lækreste vindrueklaser. Kvinderne står i køkkenet eller henter frugter fra træerne. Og mændene sidder og drikker klar arak – alkohol blandet op med vand – og spiller backgammon. Da jeg var mindre, gik vi børn altid ud med min farfar om natten med lommelygte og skød rotter ned fra de vindrueklaser, som de åd af. Ikke med sten, men med et gevær.

– Det bliver sagt rigtig meget om Syrien. Om hvordan man dog kan leve med at gå med tørklæde og dit og dat, men jeg tænkte ikke over, om jeg f.eks. skulle gå tildækket nogle steder, eller jeg ikke måtte klæde mig i det, jeg ville. Som 12-årig elskede jeg høje hæle. På de syriske markeder var der mange flotte sko, og jeg skulle altid finde de mest højhælede af dem. "Men hvis du kan lide dem, så får du dem", sagde min fars søster. Og så gik jeg ellers bare rundt gennem byen i de højeste hæle. Folk kiggede, men hun gav dem et blik tilbage, der sagde "Så lad hende dog!".

Brændpunkt

– Jeg har mange drømme. Lige nu er jeg SOSU-assistent, men jeg vil gerne læse videre til sygeplejerske, tage en overbygning til noget kandidat – eller måske endda en Ph.d. Men det er jo langt ude i fremtiden. Jeg bliver nødt til at tage én ting ad gangen, og læse kan man altid, så lige nu og her – og ind til jeg bliver for gammel om måske fem år – gælder det professionel boksning. Det er det, jeg brænder for.

– Da jeg boksede min første diplomkamp for 12 år siden, kan jeg huske, der var meget blod. Jeg kan ikke huske, om det var mig eller hende den anden, der fik næseblod, men jeg vandt kampen på point, så det må nok have været hende den anden. Den dag fik jeg mine første boksestøvler af min far. Han havde købt dem nummeret for store, så jeg kunne vokse i dem. Men det skete aldrig, så i dag kan jeg stadig passe dem.

– Min far var og er så stolt. Han elsker at tage med ud at se min bror og mig bokse. Men jeg kan også mærke på ham, hvis jeg ikke har gjort det godt nok, og det vil jeg nødigt ud i, for det værste er næsten at gøre sin far skuffet. Min mor er også med nogle gange, men hun er ikke så god til at se på. Så går hun frem og tilbage mellem kampene, eller ind og ud af boksehallen, stikker hovedet hen for lige at sige "hej", så "ej puha". Og så går hun ud igen. Og så til slut spørger hun: "hvordan gik det?"

– Når jeg står i ringen, bryder den der fighter inden i mig frem. Så er der ingen, jeg kan gemme mig bag. Hvis jeg vinder, har jeg det for fedt, og hvis jeg taber, tænker jeg "damn it, jeg skal give den gas til træning i morgen, for det her, det skal bare ikke ske igen".

– Selvfølgelig er alle bange for at blive slået hårdt. Men... Et slag er et slag. Du mærker det ikke, når du står der, for adrenalinen pumper derudad. Det er kun, hvis du får et rigtig hårdt slag og forsvinder et kort sekund, at du ikke lige fatter, hvad der sker. Min største frygt er ikke at blive slået. Men at tabe. Jeg ved jo, der er nogle forventninger til mig – især nu, hvor jeg er blevet professionel bokser. Men det er jo også det, der motiverer mig til at træne så hårdt.

LÆS OGSÅ: Agnes har valgt en kandidatgrad fra: ”Jeg siger med stolthed i stemmen, at jeg er SOSU”

Midtpunkt

– Jeg elsker at være midtpunkt, hvis det er noget, jeg føler mig tryg ved, som i bokseringen. Og med tiden havde jeg det også sådan på scenen i "Vild med dans". Men da jeg første gang trådte ned i mine dansesko og stod foran min dansepartner Morten, var jeg så usikker og genert. Jeg turde ikke engang kigge ham i øjnene, når vi skulle gå cha-cha-cha-walks mod hinanden, og jeg måtte ikke bryde den der akavede øjenkontakt ved at snakke. Så det var helt vildt mærkeligt i begyndelsen. Men Morten lærte mig hurtigt op, så da jeg først kunne mine trin, var det fedt at kunne vise frem for alle, hvad jeg havde lært.

Sammen med Morten Kjeldgaard dansede Sarah Mahfoud sig til en 1. plads i "Vild med dans" sæson 13.

– Det fede ved at være midtpunkt ligger i det der adrenalinkik, man får ud af det. Vi knoklede jo så hårdt for at det skulle se flot og elegant ud. Jeg kan huske den fornemmelse, jeg fik i kroppen første gang, jeg var på gulvet, sådan rigtigt. Altså, kender du det, hvor det nærmest eksploderer med varme i kroppen, og det sortner for øjnene, og man bliver helt... som om man er ude af sig selv? Og så vender tilbage. Lige da orkestret talte ned, 3-2-1, så duuuf, da ramte det mig bare! Jeg gik så meget i panik. Men så tænkte jeg: "Kom så, vrik med den der røv, det var jo det, du skulle! 1,2,3,4, over til Morten nu!" Og da jeg så kiggede ind i hans øjne, havde jeg det bare sådan "Yes, dér var du! Det her er fedt!"

– Det var den fedeste aften, da vi vandt. Der var sådan en stor opbakning. Og jeg kunne ikke have gjort det bedre. Dagen efter kunne jeg tænde tv'et og kigge på mig selv ti gange. Det var så megasejt!

Lavpunkt

– Da jeg var yngre, havde jeg svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle med mit liv. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg godt kunne lide sport. Jeg er flyttet meget frem og tilbage og har ikke været god til at gå i skole, at komme op og møde til tiden og at sidde stille.

– Jeg synes også, det er tarveligt, det skal være sådan. At man siger til børn: nu skal I vælge, hvad I vil resten af livet, selvom vi godt ved, jeres hormoner lige nu er allermest fucked up, og I overhovedet ikke kan finde rundt i jeres eget hoved. Jeg synes godt, man kunne give børn flere år til at prøve sig selv af og vælge.

– Jeg boede hjemme hos min mor og far, jeg var lige gået fra min ekskæreste, havde ingen penge, og det hele var bare lort på lort. Og pludselig tænkte jeg bare: "Ej, nu kan det også være nok! Nu skal jeg finde ud af, hvad jeg vil – jeg spilder seriøst min tid." Så jeg begyndte at arbejde på et plejehjem og fandt ud af, at det her med mennesker, det kunne jeg virkelig godt lide. Og det var faktisk ret hyggeligt. Så jeg gik den vej.

– Jeg var heldig at komme ind på Social- og Sundhedsassistent-uddannelsen. Jeg var seriøs med den og fik ordnet mine ting – det var som om, jeg var blevet lidt mere voksen på det tidspunkt. Jeg kom ud med nogle flotte karakterer, gode bemærkninger fra alle mine praktikpladser, og der var virkelig mange, der sagde: "Du må komme tilbage her og arbejde!" Og så bliver man jo sådan helt glad, ikke?

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik et barn med sin bedste ven: ”Jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie”

Holdepunkt

– Jeg har et stærkt bånd til både mine forældre og søskende. Min familie er mit holdepunkt, og jeg bruger meget tid med den. Der bliver altid snakket helt frit i vores familie – uden filter. Mine forældre har også været meget til stede, da vi var børn. Min mor gik hjemme med os, mens min far kom tidligt hjem fra arbejdet på rensningsanlægget eller som kørelærer.

– Jeg prøver at komme hjem så ofte, jeg kan. I hvert fald en gang om ugen. Min mor ringer nærmest dagligt, og jeg ringer altid til hende, hvis jeg skal søge råd eller have bekræftet, at den mavefornemmelse jeg har, nu også er den rigtige.

– Sådan var det også, da jeg fik tilbuddet om at blive professionel bokser og skulle skrive under med Mogens Palle (boksepromotor, red.). Da forlod jeg bordet med kontrakten i hånden og sagde: "Jeg skal altså lige snakke med min mor først!" Mogens Palle kiggede nok lidt mærkeligt på mig. Men uanset hvilken rådgiver, du får, så er det jo ikke altid, de vil dig det bedste. Men det vil ens mor. Hun vil ofre sig selv for dig. Og mor har ALTID ret.

Blødt punkt

– Mange af dem, jeg møder i hjemmeplejen, er syge, og der er meget, de ikke kan selv. Det kan jeg hjælpe dem med som SOSU-sassistent. Jeg har nogle resourser at give ud af. Og jeg føler, jeg gør en forskel hver dag.

– Gennem mit arbejde får jeg en relation til de ældre mennesker, nu jeg kommer ind i deres hjem så ofte. De synes også, det er hyggeligt, at der er en, der kommer og snakker med dem i løbet af dagen.

– Man skal kun være i faget, hvis man brænder for at hjælpe andre. Man skal give noget af sig selv og være imødekommende og glad. Ligesom dem, som står og betjener os i forretningerne, de skal jo også smile og være på, når folk kommer ind. Det skal jeg også. Og så skal man passe på ikke at snakke hen over hovedet på de ældre. Jeg arbejder med mennesker, og det er vigtigt huske: at behandle dem som mennesker.

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”

Vendepunkt

– Der har været fart på i mit liv, og jeg har været meget flyvsk. Men nu har jeg mødt Patrick, og jeg er faldet til ro i Gilleleje, hvor vi bor sammen. Så han er på en måde mit vendepunkt. Jeg hviler mere i mig selv, efter jeg har mødt ham. Han støtter mig i alt, hvad jeg gør, og der er ligesom kommet fokus på de helt rigtige ting.

– Egentlig har jeg kendt ham, siden vi gik i 10. klasse sammen i Hillerød, men vi har kun været kærester i ni måneder. Det var Facebook, der førte os sammen. Åh Facebook. Han havde liket et eller andet hos mig, og så tænkte jeg: "Jeg går da også lige ind og liker noget hos ham. For han ser sgu da meget sød ud." Vi skrev lidt sammen og mødtes til en kop kaffe, og vi snakkede bare så godt sammen. Der var ingen pinlig tavshed.

Kæresten Patrick skaber ro i bokserens travle liv.

– Vi er ret forskellige. Patrick er meget struktureret, kommer aldrig for sent og har altid styr på sine aftaler – det har jeg kun, hvis jeg husker at skrive det ned. Men han er god til at hanke op i mig, så jeg kan få styr på alle mine ting.

– Under "Vild med Dans" havde jeg nogle lange dage og kom rigtig sent hjem. For jeg var først på arbejde, og så tog jeg videre ind og øvede dans. Da jeg kom hjem, havde han lavet mad, handlet ind og ryddet op. Så når jeg endelig havde fri, så havde han sørget for, vi kunne nyde det sidste af aftenen sammen. Han er meget betænksom. Han sørger for, jeg har det godt – det gør han virkelig. Og jeg holder så meget af ham.

– Nu er det dejligt at kunne bruge en masse tid sammen. Vi prøver at få noget struktur på hverdagen og nusser lidt om hjemmet i Gilleleje. Patrick er tømrer og har lavet et walk-in-closet til mig. Jeg bliver faktisk lidt stolt, når han laver sådan nogle ting – det er meget maskulint. Og jeg kan godt lide, når en mand er en mand.

– Jeg ser min fremtid med ham; vi skal have sådan en rigtig kernefamilie og et stort, flot hus, som han har bygget. Og så skal vi have 4 børn! Og en stor have med økologiske planter, som jeg selv kan dyrke, og en hund. Og jeg skal bage. Ja, noget i den dur.

Højdepunkt

– Jeg har været i amatørboksning i 12 år, og det har hele tiden være målet at slutte af på toppen. For et par måneder siden kontaktede boksepromotor Mogens Palle mig så. Han havde skrevet mig en mail med nogle rigtig pæne ord, både om min personlighed og om mit fodarbejde, når jeg bokser, og han var interesseret i at skrive kontrakt med mig om at blive professionel bokser.

– "Vild med dans" har helt sikkert åbnet en dør for at blive professionel bokser. Men hvis Mogens Palle ikke troede på, jeg kunne bokse, så havde han jo ikke skrevet kontrakt med mig. Selvom han faktisk selv har sagt, at han ikke er særlig meget for pigeboksere. Så det er da et kompliment. Men jeg tror da også helt sikkert, han tænker, at det er en lille fordel, at mit navn allerede er fremme, og man så kan bygge videre på det. Det er i hvert fald ikke en ulempe for mig.

– Min form er lidt nede efter "Vild med Dans", og den skal lige lidt op igen. Men når man først har grundformen, så skal man bare bruge et par uger, så er det fint. Jeg gad jo godt leve af at bokse. Så jeg forventer, det bliver hårdt. Der skal lægges nogle flere træningstimer i kroppen, og så er der lidt mere show i det som professionel bokser, så man skal være mere på.

– Det værste ville være, hvis jeg tabte nogle af mine første kampe. Det ville være katastrofalt. For en professionel bokser skal kunne sælge billetter og trække sponsorer. Hvis der ikke er nogen, der vil byde på dig, så er du jo ikke noget værd. Så ryger du ud. Så taber jeg nogle af mine første kampe, kan jeg risikere, at det bliver en meget kort karriere.

– Man håber jo altid på, at man vinder. Og Mogens Palle har lovet mig, at jeg bliver verdensmester, inden jeg bliver 30. Så det er det, vi går efter.

LÆS OGSÅ: Stephania Potalivo: "Jeg blev mobbet af dem, der var misundelige"

LÆS OGSÅ: Lizanne voksede op på Vestegnen med døve forældre: Nu er hun topchef i USA

LÆS OGSÅ: Stjernen fra Badehotellet: "Det er nærmest magisk at møde mennesker, der får en til at føle, at man er en rigtig god udgave af sig selv"