”Vi drømte om at skabe et liv, hvor børnene ikke blev opmærksomme på vores skilsmisse”

Er du god til at rose dig selv?

"Jeg har virkelig høje krav til mig selv i mit arbejde, og derfor er jeg nok heller ikke særlig god til at få rost mig selv.

Jeg har en idé om, at der altid er noget, der kan gøres bedre. Jeg frygter også ros en lille smule, fordi jeg nødigt vil blive arrogant eller højrøvet – derfor vil jeg helst ikke tage det for meget ind. Jeg tror nemlig, der i forvejen er en del mennesker, som tænker på mig som værende arrogant, fordi jeg godt kan virke stille, hvis man møder mig. Men det er, fordi jeg har enormt lav selvtillid og er usikker på næsten alt. En usikker type kan godt blive set som arrogant, og det er virkelig ærgerligt, for sådan ser jeg ikke mig selv.

Læs også

Anne Dorthe Tanderup: "Bjarne og jeg kiggede på hinanden og sagde: Hvad laver vi egentlig her?"

Jeg har ingen uddannelse eller noget diplom at falde tilbage på, så jeg har en konstant kamp med usikkerheden i næsten alt, hvad jeg foretager mig. Men det kan også være en rimelig god drivkraft, for så skal jeg kæmpe for at bevise noget. Jeg tror, det ligger i min DNA, at man arbejder benhårdt."

Hvem har du arvet den arbejdsmoral fra?

"Det må nok være fra min mor. Da jeg var barn, arbejdede hun flere jobs for at få økonomien til at spille. Hun stod op midt om natten for at gøre rent i DR-byen, tog videre hen til en smørrebrødsbutik for at åbne butikken og klargøre maden, inden ejerne kom, og derefter kørte hun hjem for at aflevere os børn i skole. Når det var ordnet, tog hun hen på danseskolen for at åbne den og arbejde videre.

Hun er bare én af de tre stærke kvinder, jeg har haft i min opvækst, som har vist mig vejen. Da mine forældre blev skilt, flyttede min mor, bror og jeg ind i et dobbelthus, hvor min mors veninde boede i lejligheden ovenpå. Hun blev en slags ekstra forælder for mig, og min mormor har også været meget tilstede i min barndom. De kvinder har lært mig ekstremt meget om, hvordan man griber livet an.

Jo ældre jeg bliver, jo mere kan jeg også se parallellerne mellem min egen barndom og mine børns. De vokser også op med flere kreative, stærke og inspirerende voksne omkring sig. Jeg føler mig så heldig, at jeg kan bo i et dobbelthus med min mand, mine børn, min eksmand og hans nye partner."

Hvordan har I formået at blive boende sammen, efter I blev skilt?

"Det har helt klart været skidehårdt arbejde at nå hertil, og vi har også skullet sluge nogle kameler undervejs. Da vi blev enige om, at vi skulle skilles, startede vi med at kigge hinanden dybt i øjnene. Der aftalte vi, at vi skulle håndtere det på vores egen måde og ikke lade os påvirke af, hvad andre sagde.

Flere gange undervejs i skilsmisseprocessen kan jeg huske, at Johannes har sagt til mig, at det tager den tid, det tager. ”Vi skal nok lande det rigtige sted”, sagde han altid til mig, for vi havde begge to det samme mål for øje – nemlig børnenes lykke. Vores brud skulle ikke gå ud over dem eller børnenes mor, som også er en del af vores familie.

Så måtte vi i perioder leve lidt som sigøjnere i en bil og sove hist og pist hos venner. Men børnene skulle blive sovende på deres egne værelser. Vi drømte om at skabe et liv, hvor børnene ikke blev for opmærksomme på, at vi var blevet skilt. Derfor blev vi også boende sammen i vores hus i tre år, hvor vi delte køkken og bad, men havde hvert vores soveværelse."

Hvordan fungerer jeres hverdag så nu?

"Nu er vi flyttet i et større hus, hvor vi stadig bor sammen, men nu med vores nye partnere også – der heldigvis er helt geniale med vores børn og har den helt rigtige mængde af autoritet og opdragelse, uden de prøver at lege fædre.

Læs også

Mette Bluhme Rieck mødte sit livs kærlighed på tv: ”Der gik over et år, før vi blev kærester”

Børnene er helt vilde med dem, så nu er vi pludselig fem voksne omkring dem hver dag. Jeg tror, der er noget sandhed i, at det tager en hel landsby at opdrage et barn, og vi har lavet vores egen lille landsby her i kollektivet i Brønshøj. I huset har vi cirka 40 kvadratmeter mellem vores to lejligheder, som vi har lavet til et fælles børneland, så børnene kan løbe frem og tilbage, som de har lyst til.

Vi spiser tit aftensmad sammen og laver fælles ting og holder f.eks. juleaften sammen. Vi kan jo grundlæggende rigtig godt lide hinanden. Min eksmand, Johannes, er en af mine allerbedste venner. Vi skulle ikke være gift længere, men det ændrer jo ikke på, at der stadigvæk er kærlighed. Nu har vi sammensat den på en ny måde i vores kærlighedshus."

Hvordan får du et travlt turnéliv og familieliv til at hænge sammen?

"Det hele handler om planlægning, tror jeg. Selvfølgelig kan det være udfordrende at få til at gå op, men når vi er så mange voksne, kan vi godt få det til at hænge sammen.

Jeg pendler også virkelig meget, fordi jeg gerne vil være sammen med mine børn så meget som muligt. Jeg har en regel om, at hvis jeg spiller to timer væk, så kører jeg hjem til København hver aften. Så passer det med, at jeg kan stå op med børnene og køre dem i skole og børnehave, inden jeg tager afsted igen. Når jeg kun har halvanden time med dem om morgenen, skal der virkelig snakkes igennem.

Det betyder meget for mig at prioritere dem, fordi jeg aldrig vil have, at de skal tænke, at jeg har været fraværende i deres liv. Jeg kan også godt mærke, at den her travle del af min karriere skal slutte snart. Jeg ved selv præcis hvornår, men det er en hemmelighed lidt endnu."