Sinéad O’connor: Alt jeg har fra min mor er ar og kogebøger

Jeg tager mig mod til og taster det 14-cifrede telefonnummer. Klokken er præcis 14:50 som aftalt. Der er stille i røret et par sekunder. Tonen lyder et par gange.

- Hello, siger en rusten stemme i den anden ende. I Irland mere præcist. Den tilhører sangerinden Sinéad O'connor, og lige der er det svært at forestille sig, at hun nogensinde skulle kunne ramme de høje toner i "Nothing compares 2 U", som hun storhittede med i 1990'erne, og som hun måske synger, når hun i august gæster Tønder Festivalen i Danmark.

Intens fare

De fleste husker nok den 46-årige sanger som pigen med det karseklippede, afblegede hår og øjne så store som tekopper. I dag er udseendet stadig genkendeligt på de seneste pressebilleder. Håret karseklippet, men gråt, og øjnene stadig udtryksfulde. Mest markante forskel er på kroppen, der er dekoreret med adskillige religiøse tatoveringer. I december sidste år fortalte Sinéad O'connor om dem til den engelske avis The Independent:

- Jeg har en masse religiøst lort på hele min krop: rasta, katolsk, hinduistisk, muslimsk, jødisk. Jeg kan ikke nødvendigvis lide at vise dem for meget. De er mere for at fokusere mig kreativt, sagde hun om tatoveringerne, der sidder på både arme og brystben, hvor Jesus har fået plads.

Hun er vokset op i katolske rammer i Irland, har boet på et hjem for unge med tilpasningsvanskeligheder drevet af den lokale kirke, er uddannet præst og for tiden består godnatlæsningen af de hinduistiske skrifter Baghavad Gita. Religion er et fast element i hendes liv på samme måde som vold også i lang tid var det.

- Jeg tilbragte hele min barndom i intens fare fra nul til 16 år. Jeg levede i et ekstremt voldeligt hjem og var fuldstændig rædselsslagen, siger hun.

Jeg kan høre, hun tager et hvæs af en cigaret, inden hun fortæller videre.

- Og så stak jeg af.

"Hun var et geni"

Som teenager blev Sinéad placeret på et hjem for utilpassede unge. Men faren forsvandt først rigtigt, da Sinéads mor, Marie, omkom i et trafikuheld, da Sinéad var kun 17 år gammel.

- Jeg har en masse ar i min hovedbund, min mor har forårsaget. Det er lang tid siden, og min mor har været død i 25 år nu. Jeg elsker min mor meget højt, og jeg har tilgivet hende og alt det der, men hun havde sine vanskeligheder, siger Sinéad O'connor.

Hun mener, volden var morens reaktion på et liv i fangenskab. Fanget af normerne for kvinder i tidens Irland, af fire små børn, hun ikke var klar til at få og en forkert mand.

- Det hele var bare lidt for meget for hende. Hun havde fire børn under fem år, da hun var 26 år gammel. Jeg bebrejder hende egentlig ikke noget. Og ønsker ikke, at nogen tænker dårligt om hende. Hun var et kreativt geni, og hvis du har det i dig uden at bruge det, så ender det med at vende sig i mod dig og forvandle dig til et monster, siger Sinéad.

Musikalsk redning

Sangeren er kendt for at tale frit fra leveren både i forhold til sit privatliv, men også de politiske sager, hun kæmper for. Dette interview er ingen undtagelse.

- Jeg har ingen billede af min familie stående fremme. Jeg har ikke lyst til at mindes den tid. Det hele er bare et dårligt minde. Men jeg ville have elsket at tage mig af min mor. Holde hende med selskab og alle de ting, som en voksen datter gør for sin mor, siger hun.

Under opholdet på hjemmet for vanskelige unge, forærede en nonne Sinéad en guitar, da hun var 14 år gammel. Og hvor moren ikke havde fået afløb for sin kreativitet, så fik hendes datter det nu.

- Jeg begyndte at lytte til en masse musik. Jeg tager ingen steder uden musik. Jeg tager ingen stedet uden min guitar, siger Sinéad, hvis lykkeligste barndomsminde også omhandler musik.

- Jeg tror, jeg var fire. Jeg var på vej hjem til min mor, og jeg begyndte at høre musik i mine fodtrin. Fra da af har jeg hørt musik i alt. Hvad end det er i sko, toge, træsko eller damers strømpebukser, der gnider mod hinanden.

"Folk tager røven på dig"

Siden pladedebutten i 1987 er det blevet til intet mindre end 9 album. Det seneste udgivet sidste år og med flotte anmeldelser. Blandt andet skrev Politikens anmelder "Sinéad O'connor er stærkt tilbage" og gav hende fire stjerner for "How about I be me (And you be you)".

Pladen er resultatet af endnu en svær periode i sangerindens liv. Nemlig erkendelsen af, at berømmelse og velstand har sin pris. Da hun det seneste år gik sine regnskaber efter i sømmene, blev det tydeligt at tidligere ansatte og managere havde taget af kassen, og det har gjort sangerinden mere ensom.

- Folk tager røven på dig hele tiden og de behandler dig som en pengemaskine i den her branche. Du finder ud af, at folk er sammen med dig af de forkerte årsager, og du kan ikke stole på nogen. Det kan godt ende med at blive ret isolerende, siger sangerinden, der har taget konsekvensen og ansat sin bedste ven, som sin personlige assistent. Også i denne situation, mener hun at musikken har været hendes redning.

- Desto mere lort, der rammer mig, desto mere spiller jeg guitar. Bare for at minde mig selv om, hvorfor jeg laver det, jeg gør, siger hun og og relflekterer over, at hun nok ville have rådet sit teenage-jeg, til ikke at begynde i musikbranchen.

Jeg tænker igen over, hvor hæs hendes stemme er.

Men nu hænger det hele måske lidt bedre sammen. Hun er ikke bare en pæn pige, der synger 1990'er ballader. Hun er en kvinde, der har levet et liv med mange prøvelser, som hun har overvundet. Og så er rygning vist ikke bandlyst i hendes gemakker.

- I dag er jeg egentlig ikke bange for noget. Måske med undtagelse af, at der skal ske noget med mine børn. Jeg har gået rundt og båret på en masse frygt og været en ekstremt frygtsom person frem til for et par år siden, og det har taget mig længe at hele. Men jeg lærte fra min mor, at jeg ikke ville leve et liv, hvor jeg er afhængig af mænd, for at være glad, jeg ville tjene mine egne penge, og alt hvad jeg fik besked på, jeg ikke kunne, fordi jeg er en kvinde, det ville jeg gøre, siger Sinéad som afslutning på interviewet.