Skal børnene spørges om lov, når de voksne vil date?

Det går ikke alligevel med mig og ham den lækre reklamemand.” Min nære single-veninde lyder en smule ærgerlig.

”Øv – hvorfor ikke?” spørger jeg over Skype fra USA. Og bander i mit stille sind, for selv om min veninde, der er i starten af 40’erne, har en masse, man kan misunde hende – herunder en fyldt ordrebog, to skønne børn, dejligt hus og have på Fyn og en for mig misundelsesværdig disciplin, når det gælder kunsten at undgå overspisning af salte lakridsfisk og isdesserter – så har hun i et stykke tid ledt efter en god ny kæreste. Og for et halvt år siden mødte hun Karsten.

Han og ekskonen var blevet skilt for år tilbage. Og de to drenge på 9 og 11, han havde på halv tid, virkede søde, fortalte min veninde. Reklamemanden selv var sjov, klog og underholdende. Han kunne også en hel del på lagnerne. Undskyld brutaliteten, men sandheden er jo, at vi kvinder taler lige så direkte om mænds fordele, som vi af og til lidt for surt får beskyldt mændene for at gøre om os.

Nuvel – hvad er der så i vejen?

En hel del: For reklamemanden var måske nok skilt på papiret. Men i virkelighedens verden var han fortsat gift. Med sine børn. Og sit hus, som han fortsat deler med sin eks. Børnene bebor matriklen, og forældrene flytter ud og ind af fælles møbler, seng og stuer. I øvrigt fra samme lejlighed. De holder også ferier og helligdage sammen – ”for børnenes skyld”.

LÆS OGSÅ: 5 sætninger du ikke skal sige til ungerne

Babysitning er udelukket, nærmest at ligne med børnemishandling. Ikke ideelt for en ny kæreste. Hvilket i øvrigt minder mig om en anden veninde, som sidste år havde mødt en mand på netdating. Her var der også to børn indover på 13 og 16. Ret hurtigt fik min veninde besked på at dukke op på en restaurant med sine egne to børn, så alle kunne møde hinanden. Efter en lettere kaotisk aften, hvor min venindes søn kommenterede til en restaurantgæst, ”mor er på date, og vi er med som pynt,” blev min veninde ringet op af sin date: ”Jeg og børnene vil jer virkelig gerne.”

Min veninde havde selv børnefri weekender, men måtte sande, at hans børn altid var til stede. Han ville helst ikke forlade dem, ikke engang i et par timer for at gå lidt ud og slet ikke for at gå med til fest. Og om natten skulle døren stå åben til soveværelset, så poderne ikke følte sig udenfor.

”Du må forstå, at jeg er far med stort F,” sagde han stolt. I dag servicerer denne far stadig sine halvvoksne børn og deres kærester, som er rykket ind. Hans eget behov for omsorg bliver dækket af en stor rottweiler. ”En rigtig familiehund”, som han siger. Den samme veninde fortæller, at hun har mødt flere mænd, der markedsfører sig selv på scoremarkedet gennem billeder af deres børn som blikfang.

Tilbage til Fyn. Reklamemanden har lugtet lunten og sender kærlige sms’er og roser. Men holder fast i de faste eks- og børnerutiner. Hvilket jeg finder ude i hampen. Den grundlæggende arbejdsdeling i enhver familie bør være styret af de voksne. Det må i øvrigt også være virkelig anstrengende for de arme børn aldrig at få lov til at hænge ud med egne venner uden en allestedsnærværende forælder, der partout skal spejle sig i dem fra sidelinjen.

Jeg anbefaler naturligvis ikke omsorgssvigt. Varme og nærværende forældre er et gode. Men misforstået klæbende voksenadfærd dækker over en manglende evne til at tage et ægte ansvar for sit eget liv.

LÆS OGSÅ: 10 tips til at overleve ulvetimen