”Skal jeg gå i krig med min eksmand?”
Hvad gør man, når man ikke føler, at ens eks passer godt på det fælles barn? Når man bliver så vred og frustreret, at man har lyst til at flå hans hjerte ud? Daisy Løvendahl hjælper dig med at finde en vej i skilsmisseefterdønningerne, så det hele ikke ender i åben krig.
Anette har lyst til at sagsøge sin eks og få fuld forældremyndighed. Den sidste time har hun fortalt om middagsselskaber, hvor aftalen mellem dem var, at han ikke drak og tog med hjem med midnat, som så er endt i, at han alligevel har festet i gennem og ladet hende om at give sønnen en god søndag, fordi han lå brak. Hun har fortalt om hans krævende jobskifte, om hans perioder med dårligt humør, og om hvordan det har været hårdt at være familie.
– Jeg havde aldrig troet, at hvis vi blev skilt, at vi så skulle dele Anton. Egentligt har jeg altid følt, at han er mit barn. Jeg ønskede ham, har taget alle sygedage, skolesamtaler og fodboldturneringer, men nu vil han pludselig være far.
Anette ryster på hovedet:
– Det er fint for mig at være skilt, men jeg oplever ikke, at han er en god far. Jeg ved godt, at det er forkert at sige, men helt ærligt – hvis han aldrig har prioriteret at være der før, hvorfor så nu?
Anette fortæller om, hvordan sønnen nogle gange ringer og er ked af det, og om at han en aften sendte grædende emojis fra samvær med faderen.
Sæt dig i barnets sted
Det er så instinktivt som forældre at ville skærme sit barn for enhver modgang, så jeg har stor respekt for Anettes følelser, men jeg oplever også, at de helt opsluger hende. Så jeg spørger ind til sønnens telefon-opkald og beskeder. Anette fortæller, at Anton ofte slår det hen bagefter og siger, at han synes, det er svært, at de ikke er en familie mere. Så jeg beslutter at pirke lidt mere til hendes perspektiv med dette spørgsmål:
– Hvordan tror du, Anton oplever alt dette?
Hun sukker og siger, det er svært for hende helt at blive klog på. Hun fortæller, at han virker glad nok, men at han også bliver ked af det og irriteret, når han kommer hjem fra sin far.
– Derfor tænker jeg også, at det bedste er, at han bliver hos mig alle hverdage og hver anden weekend.
Så har han ro i sit liv, og så kan hans far leve sit eget liv!
Da Anette har sagt det, ser hun selv lidt overrasket ud – og så kommer tårerne.
Krig ødelægger
Anette beslutter i samtalen at vente lidt, før hun handler. Vi taler i tiden efter om, at hendes fokus skal være på sønnen og hans oplevelse af samværet med faderen. Temaet om, hvordan han har det hos faderen, bliver ved med at dukke op, og det er meget tydeligt, at de som forældre er meget forskellige. Anette siger:
– Det er virkeligt ikke min oplevelse, at han giver vores søn det, han har brug for, men om det er værd
at gå i krig for, er jeg mere og mere i tvivl om.
Jeg nikker og supplerer:
– I min erfaring ødelægger krig altid relationen. I det øjeblik vi optrapper konflikten, så skal vi være parate til at sige farvel til enhver tanke om fælles fødselsdag og god dialog. Vi kan nemlig ikke både finde fælles løsninger og føre sag mod hinanden.
Anette vælger i den kommende tid at lade sønnen bo hos dem begge og bakke op fra sidelinjen. Hun har altid telefonen på sig, hvis sønnen ringer, og hun gør sig umage med at hjælpe ham til at have det godt i det nye liv med to hjem og forskellig hverdag.
– Jeg er stadig enormt vred på min eks. Som mand og far. Men jeg prøver at holde fokus på Anton og se verden fra hans vinkel, siger Anette.
Jeg smiler til hende og kalder hende en hverdagshelt. Hun svarer, at hverdagshelte vist ikke har hemmelige ønsker om, at eksmænd forsvinder på deres forretningsrejser, og jeg glæder mig over, at hendes humor er intakt.