Søren McGuire: ”Nu er jeg halvvejs gennem 40’erne – her er de 6 ting, jeg har lært”
Er du også kommet i en alder, hvor ord som kondisko og dansegulv virker gammeldags?
1) De færreste har ondt af en mand i 40’erne
Uanset hvor mange kriser, du måtte løbe ind i (jeg er i skrivende stund på min femte), er der bred enighed om, at man sgu nok selv er ude om det. Man er hverken for ung eller for gammel til at vide bedre – man er bare et fjols i 40’erne, der med fordel kunne have købt flere blomster til konen/motioneret lidt mere/beholdt sjoveren i bukserne/hanket op i sig selv/holdt sig fra franske biler, eller hvad der ellers måtte have udløst livskrisen.
Hvis du vil have betingelsesløs hengivenhed og forståelse i 40’erne og ikke lige orker en efternøler, så køb dig en hund.
2) De unge er ligeglade med alle dine historier fra gamle dage
Jo hurtigere, du lærer, at dine kolleger er ligeglade med historier, der begynder med ”Jeg hørte dem faktisk på Roskilde Festival i 1999” eller ”Hvis det ikke havde været for Poul Nyrup Rasmussen, så…”, jo hurtigere kan I komme videre til de emner, der rent faktisk interesserer andre mennesker. Som eksempelvis måltidskasser, Peter fra Bachelorette og Go’aften-Abdels nye hårfarve.
PS: Dine kolleger er også ligeglade med, hvor du befandt dig den 11. september 2001. Halvdelen af dem var åbenbart slet ikke født dengang, viser det sig.
3) Man bliver dus med sin egen dødelighed
Selvom kroppens forfald endnu ikke for alvor er sat ind, og jeg således har været forskånet for de helt store forskrækkelser indtil videre, kan jeg dog konkludere, at jeg i en alder af 45 forventes at have en holdning til størrelsen på min prostata, samt at man åbenbart bare ikke for alvor har levet, før man har været nødsaget til at sygemelde sig fra jobbet i to dage, fordi man fik akut hold i ryggen efter et pludseligt nyseanfald.
4) Man kommer nemt til at virke gammel
Hvis man for eksempel siger kondisko i stedet for ”sneaks”. Eller dansegulv i stedet for ”floor”. Eller spørger folk, hvor de var den 11. september 2001. På den måde bliver 40’erne meget hurtigt en kamp for at forstå, hvad pokker der egentlig foregår.
5) De andre er vist også ulykkelige
Undersøgelser viser, at vi mænd er allermest ulykkelige, når vi er 47. Måske er det, fordi det for alvor er her, gassen begynder at gå af alt det, vi har kæmpet så bravt for i vores 20’ere og 30’ere; kærligheden, helbredet, arbejdslivet, familien, muligvis endda forstanden.
40’erne er derfor fyldt med store, svære valg, som mange af os desværre må træffe i stilhed. Skal vi blive eller gå? Bygge til på huset eller sige fra over for konen? Søge lykken med en Tinder-profil eller en spritny Tesla li’som naboens? I 40’erne kan vi ikke længere tage lykken for givet, og det er en rådden erkendelse at gøre sig. Til gengæld har man som regel råd til at købe en Tesla.
6) Kærlighed trumfer kriser
40’erne er krisernes årti. Men det er også roen og selverkendelsens. Det sker ikke uden kamp, men man lærer, hvad der betyder noget, og hvad vi kan lade alle de andre bekymre sig om. Det vigtigste, jeg har lært om 40’erne? At sætte fred og ro over FOMO, selvaccept over Aula og ikke mindst kærlighed over krise.