Søren McGuire efter skilsmisse: Kan jeg melde mig ud af julen?
Den første jul efter skilsmissen sætter tanker i gang om meningen med det hele.
Jeg mistede den sidste rest af juleglæde et sted mellem Fætter BR og Elgiganten sidste år. Det er lillejuleaften, der er panik før lukketid i shoppingcenteret, julen med svigerfamilien er aflyst, ungerne er kede af det, men sådan er det jo, når der går corona i traditionerne.
Vi har aftalt at dulme skuffelsen med ekstra julegaver, så jeg køber og køber, sveden løber under vinterjakken, I er alle sammen sure og stressede og skælder ud og snyder jer foran i køen, så jeg sætter mig på en bænk, begravet af indkøbsposer, mens tårerne og sammenbruddet presser sig på. Jeg gider ikke mere. Jeg er færdig med jul. For alvor.
Nu er der gået et år, jeg er blevet skilt i mellemtiden, og lysten til at holde jul er ikke vendt tilbage. Tværtimod. Jeg kan ikke længere bare afskrive det som forudsigeligt brok af den slags, fædre forventes at lufte i det øjeblik, december melder sin ankomst, og pengene begynder at fosse ud.
Længe har jeg forestillet mig et liv uden jul, fri for alle folks forventninger, fri for ræs, stress og trængsel og alarm, fri for hygge med alt for meget på spil, fri for overforbrug af alverdens ragelse, ungerne alligevel ikke gider lege med, når vi når fasten eller påsken eller hvad der nu end kommer først. Men man bider jo den slags lyster i sig for børnenes skyld, det er sgu deres fest, så slug kamelen og tag ekstra stykke marcipan, ikke?
Men i år falder juleaften ikke i min uge, så jeg kan faktisk rejse væk, blive frivillig i et suppekøkken, låne et sommerhus og drikke mig plørefuld eller bare blive hjemme i min lejlighed for nedrullede gardiner, indtil det hele er overstået. Gøre alt, hvad jeg kan for at flygte fra erkendelsen af, at julen er det absolut mest lortede tidspunkt at være skilsmissefar på.
Min mor vil selvfølgelig blive ked af det, hvis jeg bliver væk, hun har altid elsket julen, og det ville da også være nemmere, hvis jeg kunne skyde skylden på dårlige minder om fulde fædre og slagsmål midt i risalamanden. Men udover det år, hvor anden var blevet tør, og katten væltede juletræet, er der ikke meget at komme efter i afdelingen for julerelaterede barndomstraumer.
Jeg bryder mig bare ikke om julen, og som min fraskilte ven siger om sin første jul uden børnene: det bliver hårdt uanset hvad, jeg gør, så hvorfor ikke bare droppe den?
Alligevel føles tanken egoistisk og en smule overdramatisk. Hvor der synes at være udbredt konsensus blandt alle over 35 om, at nytårsaften er noget opblæst fis, er julen som en rockerklub, man ikke bare uden videre lige melder sig ud af.
Og hvad havde jeg egentlig tænkt mig med resten af december? Kan jeg sige ja til julefrokoster, klippeklistrefester og ekstra rom i gløggen og stadig skride, når det hele kulminerer i et orgie af hygge på kommando den 24.?
Men jeg ved faktisk ikke, om jeg tør. Om det overhovedet bliver mindre surt af en brandert i et sommerhus eller en aften i et suppekøkken. Måske skal jeg bare slutte fred med tanken om en jul, der alligevel aldrig bliver, som den var engang, da man i det mindste gjorde det for børnenes skyld.
Hvem ved om julefreden alligevel sænker sig et sted mellem savnet og julesalmerne. Der er jo sket større mirakler på dén aften.
ALT for damernes klummeskribenter
Sine Gerstenberg
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre. Vild med bøger, kulørte negle og lange løbeture.
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
