Sofie Linde: Mine veninder og jeg er taget i byen med forlovelsesringe på for at undgå det

Sofie Linde er noget af det nærmeste, du kommer på definitionen af en trailblazer. Hun var en af de første, der gjorde børne-tv seværdigt for voksne, hun trak humor ind i det melodramatiske tv-format X Factor, hun sugede big dick-energien ud af det klassiske late night-talkshow, og hun hev bukserne af patriarkatet til Zulu Comedy Galla i september 2020 med den der tale, der i skrivende stund har 4,2 millioner visninger på YouTube, og som gav den længe ventede ketchupeffekt, den danske #MeToo-debat havde manglet.

Men det er ikke bare en dans på roser at være pioner. Det ved Sofie Linde, der ellers er klædt i blomster, da Eurowoman møder hende. 2020 var et år i orkanens øje, 2021 bød på baby og barselsorlov, og nu er det back to business. En shitstorm, efterfølgende oprejsning og barsel med to små ville kunne tage pusten fra de fleste. Men tiden har hverken ændret på Sofie Lindes smil, insisterende blik eller knivskarpe sans for at tale ud af den pose, de fleste medietrænede typer helst mumler ned i.

LÆS OGSÅ: 12 ting, du (måske) ikke vidste om Sofie Linde

“Var jeg ikke startet i B&U (DR’s Børne- og Ungdomsafdeling, red.) som 19-årig, tror jeg ikke, at jeg kunne have klaret alt det, der er kommet efter. Intet er så uforudsigeligt som at lave fjernsyn til børn. Jeg har aldrig prøvet noget så svært som at lave SommerSummarum, for jeg anede ikke, hvordan dagen ville gå, om børnene ville svare på det, jeg spurgte om, eller hvem der lige tissede i bukserne. Det var en dejlig måde at finde ud af, at jeg faktisk trives i kaos. Og så er det jo det mest taknemmelige publikum, du nogensinde vil møde. Børn er ikke bange for fejl. De laver dem selv hele tiden,” siger Sofie Linde og griber efter en af de regnbuefarvede vingummier, der står på bordet.

“Nu er jeg et sted i min karriere, hvor der sjældent sker fejl, fordi det er voksen-tv og en anden type produktion. Men når fejlene så alligevel sker, er de typisk ret store, og så navigerer jeg godt i det. Jeg kan gribe de bolde, der bliver kastet i min retning.”

Så hvordan er det at være Sofie Linde lige nu?

“Det er bare vildt. Intenst. Jeg er småbørnsmor, men glad for at vende tilbage til arbejdet. Nu er det Joakim (Ingversen, tv-vært og Sofies mand, red.), der tager over på barslen. Vi er et godt team. Vi forstår at styre udenom de brændpunkter, der er i en familie. Vi er gode til at stoppe op midt i al hverdagens kaos og tage os tid til at give hinanden et knus. Eller begynde at grine når børnene græder,” fortæller Sofie Linde og sætter gang i de indre billeder, hun allerede har understøttet rundhåndet på sin Instagram-profil, hvor snapshots fra ulvetimen og happy hour med Gurli Gris ligger side om side med Sofie Lindes signaturposts: filterløse virkelighedstjek fra gøglerlivet i spotlyset.

“Og så har vi en udtalt aftale. Vi går ikke i seng uden at have løst en konflikt. Og vi må heller ikke gå og analysere på hinanden og så komme tilbage med en fuld rapport. Bølgerne går højt herhjemme, men vi bærer ikke nag. Jeg vant til at råbe og diskutere fra min egen familie. Vi kan skændes, men vi bliver ikke uvenner. Joakim kommer fra et andet sted. Han tænker tingene meget igennem og kommer så med sin analyse. Men jeg kan ikke tage en diskussion om noget, der skete for tre dage siden. Jeg kan ikke sige undskyld for noget, som jeg ikke engang kan huske. Så vi er bare enige om at mindske brændpunkterne, ikke hænge os i de små ting og komme videre,” fortæller Sofie Linde.

“Jeg ved godt, at jeg ikke er let, mit temperament fylder meget, og jeg er en udadreagerende PMS’er. Men man ved, hvor man har mig. Jeg har det kun svært med de mennesker, som jeg ikke kan afkode. Mig kan man slå sig på. Ikke fordi jeg er strid eller ond, men fordi jeg har en holdning til alt, og jeg elsker at diskutere. Men jeg kan flyttes. Jeg vil gerne rykkes ud af min parkeringsbås, hvis jeg får et godt argument for at skifte holdning. Jeg behøver ikke at stemme det samme til hvert valg eller at få ret. Jeg flipper gerne 180 grader.”

Lige nu er det hverdagen, der fylder mest. At vende tilbage til arbejdslivet og til X Factor og at give barselsstafetten videre til Joakim.

“Det er ikke vemodigt at sige farvel til barselsland. Der kommer et naturligt punkt efter fem-seks måneder hjemme, hvor pigerne keder sig med mig, og jeg keder mig med dem. Og nu hvor det er Joakims tur, er der pludselig fire hænder i stedet for to. Man bliver mere et team på denne her måde, fordi det ikke kun er en af os, der er bedst til at putte eller stå for maden.”

Oplever du, at nogen dømmer dig, fordi du vælger at vende tilbage til arbejdet, mens din datter stadig er baby?

“Det går jeg slet ikke op i. De mennesker, som betyder noget for mig, ved, at jeg er en god mor. Min familie, Joakim og mine børn ved det. Det siger jeg hver dag til mig selv. Og ellers beder jeg dem sige det til mig, ha ha. Og Joakim er en meget god far. Det vidste jeg allerede, han ville blive, inden vi fik vores første, for han er så god med børn. Der er ingen omsorgsforskel, nu hvor han tager over – tværtimod. Vi er meget forskellige som forældre. Mine døtre kan bedre sno deres far om lillefingeren. Og når jeg putter, tager det syv minutter, mens Joakim let kan bruge tre kvarter på det. Ikke fordi pigerne er umulige, men fordi de ligger sammen og snakker om dagen.”

Hvordan bliver det at vende tilbage til X Factor?

“Det er noget, jeg gør, fordi det er sjovt. Det er fede kolleger. Hver gang det slutter, tænker jeg: “Nu er det nok,” og ”Dejligt det er ovre,” for det er intenst og fylder meget. Men der går kun et par måneder, og så savner jeg det igen. For du bliver en del af et fællesskab. Det føles lidt som en lejrskole.”

Men at være X Factor-vært er ikke kun at være et talking head på et tv-program, give Thomas Blachman modstand og lægge armen om et grædende talent, der bliver dømt ude. Det er også at være en del af mediemøllen, sladderpressen, velkommen på forsiden og intrigefabrikken. For ikke at tale om alle dem, der kigger med på hendes egen platform. Sidste gang Eurowoman lavede det store interview med Sofie Linde var i 2017. Der fulgte 141.000 med på Instagram. I skrivende stund er tallet 659.000.

Du deler meget ud af dig selv: før og efter-billeder, hverdagsliv, træthed og det der pandehår, din datter havde klippet på dig, mens du sov… Er det nemmere eller sværere at være ærlig, når så mange nu kigger med?

“Jeg har stået i en shitstorm efter Comedy Galla’en. Jeg er ikke blevet til en anden efter den, men jeg er blevet bedre til at skærme mig og beslutte, hvor jeg vil læse med, og hvad jeg vil gå op i,” erklærer Sofie Linde. Hun er ikke opgivende eller resigneret. Hun er bare færdig med pis, fornemmer man.

“Jeg tænker ikke over, hvor mange der følger mig, eller hvad der giver likes. Jeg føler stadig mest, at jeg poster til de samme 20 venner. Og der er ikke noget, jeg skal værne så meget om, andet end mine børn. Jeg har da også været sådan en, der sagde, at jeg viste en side udadtil, og så var jeg en anden derhjemme. Men helt ærligt, jeg er jo den samme hele tiden. Jeg er ret lige ud ad landevejen, og der er lige så meget leverpostej i mit liv som i alle andres. Og jeg deler ud i det omfang, det er naturligt for mig. Men jeg er blevet bevidst om, at det sidder fast på mig i lang tid frem, hvis jeg poster noget. Og derfor kan jeg heller ikke gå ind i alle debatter.”

Men hvad er det, der er så særligt ved Instagram, som på mange måder er bedre end sit rygte. For hvis Facebook er for de gamle og Twitter er til for troldene, er Instagram i mange henseender også blevet en platform for aktivisme. Det er blevet et medie, der har været med til at gøre kvinder uafhængige, fordi de kan skabe deres eget arbejdsliv samtidig med, at de kan italesætte emner som klima, ligestilling, kropsidealer, identitetspolitik og værdisætning af kvinders arbejde. Sofie Linde er ikke en typisk influencer, men snarere en del af en moderne græsrodsbevægelse, der også tæller strikkeguru Lærke Bagger, radiovært Sara Bro og illustrator Line Jensen.

“For mig er det en kæmpe frihed, at jeg kan leve af min Insta-profil. Det betyder, at jeg ikke er afhængig af en chef eller en tv-kanal. Jeg er ikke nødt til at gøre noget, fordi jeg er fastansat. Det er den vigtigste magt for mig. Hvis de pludselig synes, at jeg er for grim eller for dum, så har jeg mit eget sted. Og så gør jeg mig umage med, hvem jeg samarbejder med. Jeg vil ikke underminere min troværdighed. Det skal give mening, og der skal være en god stemning. Jeg har en regel om, at jeg ikke må tænke mere end 30 sekunder over noget, jeg poster. Der skal være en enkelhed og spontanitet i det.”

Hvordan har du med de skønhedsidealer, som Instagram også er med til at promovere?

“Der sker nogle helt vildt fede ting lige nu. Det kommer fra de unge. Man kan sidde med korslagte arme og himle med øjnene, men man kan også prøve at lytte. Der er mange strømninger, der inspirerer mig. Hele kropsaktivismen har inspireret mig til ikke at dunke mig selv i hovedet med nogle fasttømrede ideer om, hvordan en krop skal se ud og hele tiden tale om vægt og sundhed. Jeg vil give min piger den gave, at de ikke skal forholde sig til begrebet krop hele tiden. Det skal bare være den, de bor i.”

Sofie Linde fik selv korrigeret sit syn på, hvordan vi italesætter sundhed af tykaktivisten Regina Fjendbo eller @tyrannosaurus_regs, som hun hedder på Instagram.

“Jeg tabte mig en del efter en periode med meget stress, hvor jeg ikke havde det godt, og der var mange, der henvendte sig til mig for at spørge, hvad jeg mon havde gjort. Jeg tænkte, at det ansvarlige at gøre, var at poste ærligt om, at jeg kom ud af et stressforløb, så hvis man ville vide, hvordan man tabte sig på en sund måde, skulle man spørge en diætist. Og der korrigerede Regina mig på en kærlig, men kontant måde. Sundhed handler ikke om BMI, forklarede hun mig. Det handler først om ro i hovedet. Og det er jo så rigtigt. Jeg er jo bare vokset op i en generation, hvor suppekure og ‘slank på fem dage’ var det, der fyldte i mediebilledet. De unge i dag har heldigvis så mange andre slags kroppe og personligheder, som de kan spejle sig i. Og det rykker jo også på modebilledet. Se nu bare på Ganni, der nu laver tøj til størrelse 52.”

Frygter du for den tid, hvor dine egne piger skal til at navigere i tween- og teenagelivet?

“Det er ikke de sociale medier, jeg tænker mest på. Jeg håber, at de ikke bliver mobbet, at de har mere fokus på det, de er gode til, end det, de ikke er gode til. At de ikke bliver narkomaner, og at de kører med cykelhjelm – også når jeg ikke kigger. Mit moderskab er fyldt med paranoia for at miste dem og det, jeg har. Det skal ikke forplante sig ned i dem, men omvendt skal jeg lære dem at være smarte.”

Sofie stopper op. Strømmen af potentielle bekymringer bliver sunket.

“Jeg ved, hvor brutalt det er at være pige. Det er ikke for at være kønnet, men der er bare nogle ting, som piger skal igennem, fra popularitetsdynamikker i en klasse til den ligestilling, vi stadig ikke har. Jeg ved, at livet kommer til at gøre ondt på dem, for jeg har prøvet det selv. Jeg kan ikke skåne dem, men jeg kan ruste dem.”

LÆS OGSÅ: Sofie Linde om sit parforhold: ”Vi har en udtalt aftale derhjemme”

“Vi må ikke putte med ros”

Sofie Linde husker selv, hvem der rustede hende til det professionelle voksenliv. Signe Lindkvist, der tog en chance med hende og castede hende som bare 19-årig. Jacob Riising, der altid har haft hendes ryg, og hendes medvært gennem fem år, og nu bedste ven, Mikkel Kryger, som hun har kontakt med flere gange om ugen.

“Jeg har mødt mange, som jeg ikke glemmer. På godt og ondt. Når du har arbejdet dig op fra bunden, så har du da oplevet dem, der pludseligt talte helt anderledes til dig, efter du lavede voksen-tv på hovedkanalen, end da du lavede børnefjernsyn. Jeg er blevet voksen på DR. Jeg var så ung, kun 19 år, da jeg startede, og man kunne let have skyllet mig ud med badevandet, men heldigvis var der de faste støtter. Man ved jo godt som voksen, hvordan det er at arbejde med en på 19 år, hvor alt er nyt, og man hele tiden stiller dumme spørgsmål. Men jeg stiller stadig dumme spørgsmål. Det har jeg aldrig kunnet forstå, hvorfor man skulle være bange for. Det er jo en kæmpe omvej at gå hjem og prøve at tænke sig til svarene.”

Siden har det været afgørende for Sofie Linde at spille med åbne kort, dele staldtipsene og huske, at lige så træt man bliver af dask i røven, lige så taknemmelig er man for klap på skulderen.

“Da jeg skulle lave X Factor med Melvin Kakooza, var jeg meget optaget af at give mine fif videre. Man må ikke sidde på dem. Og jeg prøver at huske at give ros. Skrive til forfatteren, når jeg har læst en glimrende bog, eller rose en vært, når jeg har set noget godt. Vi må ikke putte med ros. Vi skal lære fra os og hjælpe. Det var der meget lidt af, da jeg selv startede på tv, værtskollegerne imellem. Alle puttede med deres eget. Måske fordi mange troede, at der var givet 10 ud af de 100 stole til kvinderne, så man endelig ikke måtte blive skubbet af pinden. I dag håber jeg, at vi er blevet mere bevidste om, at vi kvinder skal gå efter alle de 100 pladser.”

I de seneste numre af Eurowoman nævner kvinder som Jeanett Albeck og Helle Thorning-Schmidt dig som et forbillede. Hvordan har du det med at være rollemodel for andre forbilledlige kvinder?

“Det er meget solidarisk…”

Pause. Sofie Lindes blik ændrer karakter, og i et splitsekund er der tårer at spore i øjenkrogen. Men stemmen vakler ikke.

”Det var vildt at lave gallaen. Jeg var lige pludselig i meget modvind. Helle var en af de første, der sendte et hjerte og sagde, at jeg havde gjort det godt. Det var en periode i mit liv, der var intens på alle parametre. Jeg ser tilbage på det med en vis stolthed. Jeg skubbede på en stor sten, da jeg insisterede på, at det her skulle siges højt. Men det var jo først, da så mange kvinder bakkede op efterfølgende, at det fik momentum,” husker hun.

“Det var en gave, at jeg ikke vidste, at det jeg sagde, var så kontroversielt, inden jeg gik på scenen. Jeg har aldrig sagt noget, som der ikke allerede var mange, der har sagt før mig. Den hårde behandling jeg fik i medierne de første uger efter, tror jeg, var medvirkende til, at der var flere kvinder, der også sagde fra. Men i de første to uger, føltes det, som om det var mig og min manager mod resten af verden. Der blev sorteret i vennekredsen i den tid. Det blev ret tydeligt, hvilke venner og kolleger, der ventede for længe med at sige noget. De skulle lige se, hvilken vej vinden blæste. Dem, der ikke sagde noget, eller som skrev undskyld flere måneder efter. Hvad skal jeg bruge dem til? Jeg har været vred og paranoid – det har riffet lang tid i min krop. Det var ikke gratis, men det var bestemt det hele værd. Og når Helle Thorning så synes, at jeg er sej, jubler jeg indvendigt. For hun er jo så top fucking sej.” Sofie smiler.

Vreden har hun givet plads til. Og de mennesker, der var der, har fået endnu mere plads. Joakim og familien, kollegerne.

“Opbakningen var der heldigvis også. Mikkel Kryger og Jacob Riising. Sandie Westh, Iben Maria Zeuthen, Stéphanie Surrugue, Sisse Sejr, Ane Høgsberg og Tobias Dybvad – det betød helt vildt meget. Det gav også anledning til selvransagelse. Jeg har spurgt mig selv: “Tør jeg gå i krig for dem?” Nogle af dem var jeg jo bare hilsevenner med inden. Nu minder jeg mig selv om holde øje med modvinden, når en tændstik står helt alene. De enkelte flammer får en besked fra mig: ”Du gør det godt. Medvinden er der også, selv når du ikke mærker den.””

Men hvordan tør du tage ordet på vegne af dine medsøstre, når du også møder så meget had?

“Det gør jeg heller ikke. Min brynje er lidt tyndslidt. Jeg hepper, og jeg er der, men jeg kan ikke tage den og gå forrest lige nu. Jeg hepper på alle, der tør gøre op med ideen om, at vi har ligestilling. Og hele den der snak om, at det er hårdt at være modstander af #MeToo – det er at flytte fokus. Der er ikke flest feminister derude, og vi har ikke nogen folkedomstol, der straffer mænd. Tonen skal naturligvis være i orden, men det gælder sådan set for alle parter. James Bond er død, og vi starter et nyt kapitel. Fokus må være på at udvise en større hensyntagen og give plads til, at vi alle kan være dem, vi vil være.”

“Jeg giver intet for den fløj, der læner sig tilbage og siger: “Jeg har altid gjort sådan her, og det vil jeg ikke lave om på.” Sekretariatschef for LBGT+ Danmark, Susanne Branner Jespersen, siger det så godt: “Du kan lige så godt stige på toget. For det kører.” Nye generationer, nye øjne. Det er sådan, samfundet udvikler sig. Engang kæmpede de unge for retten til at høre rockmusik; nu kæmper de for retten til at være sig selv.”

Og Sofie Linde oplever de unge på tæt hold. Ikke bare gennem tv og Instagram, men også når hun ser på sin 15 år yngre lillesøster.

“Den måde hun og hendes venner taler til hinanden på, ligger milevidt fra måden, min generation talte sammen på. Det er ikke længere: “Hvor er du smuk, gid jeg lignede dig.” Nu siger de unge: “Hvor er du modig, gid jeg turde det samme som dig.””

LÆS OGSÅ: Sofie Linde om kropsskam: Min mor sagde denne vigtige sætning til mig

Rygende feminist

“Jeg er en del af kønskampen. Jeg er den, og jeg vil bakke alle kvinder op, der står frem. Og jeg vil tro på dem! Vi må ændre det narrativ, der hedder, at kvinder skal bevise, at overgrebet skete til et narrativ, hvor mænd må bevise, at det ikke skete. Det er heldigvis blevet nemmere at sige fra på arbejdspladserne, og hele denne her bølge er skyllet ind over andre bevægelser. Men der er fortsat meget at kæmpe for,” konstaterer Sofie Linde.

“Og hvis jeg før var vaklende feminist, er jeg rygende feminist nu. Der er jo ikke ligestilling mellem mænd og kvinder, og det har der ikke været historisk på noget tidspunkt. Der er masser af ting, som vi stadig mangler, og jeg kender godt konsekvenserne, hver gang jeg kaster mit navn ind i den debat. Nogle gange kan jeg ikke lade være, og andre gange er der andre, der må tage den.”

Når hun vælger at gå ind i debatten – eller debatten sniger sig ind på hende – skyldes det i særlig grad, at hun er blevet mor. Til to piger. Det er kun dem, der kan holde hende vågen om natten. Bogstavelig talt og i overført betydning.

“Det er jo et enormt ansvar, jeg har. Jeg skal ikke bare bane vejen, jeg skal også sikre, at den brolægning mine døtre skal gå på, bliver så jævn og stabil som muligt. Hele samtalen forud for den tale startede hjemme i køkkenet, hvor jeg talte med Joakim og nogle venner om alt det, pigerne skulle forberedes på at sige fra over for. Og mændenes reaktion var lidt den der: “Du skal jo ikke forberede dem på at gå i krig.” Men det skal jeg jo nærmest. Der er jo en grundlæggende forskel på at forberede drenge og piger på voksenlivet. Hvor mange gange har de fysisk skullet markere deres grænse og frabede sig uønsket fysisk kontakt? Aldrig. Det gjorde jeg flere gange om ugen i mine ungdomsår. De kunne slet ikke forstå de ting, jeg har taget som en selvfølge.”

Telefonen ringer. Sofies. Vi er gået over tid, og Joakim skal lige høre, hvornår hun er på vej. Hjem til ham og pigerne. “Fem minutter mere,” siger hun. Denne her skal gøres færdig.

“Vi kvinder er blevet løftet på i byen, rørt ved, klappet i røven eller har været nødt til at forlade en bar, fordi en idiot ikke ville lade os være. Mine veninder og jeg er taget i byen med falske forlovelsesringe på for at undgå tilnærmelser. Den der kvindelige grundangst, der har afstedkommet hashtags som #TextMeWhenYouGetHome, nøgler mellem fingrene på vej hjem fra byen, de falske opringninger til en “far,” der er “politibetjent.” Al den angst for så at blive spurgt: “Hvad havde du på?”efter et overgreb.”

Har debatten haft nogle gode konsekvenser for din metier som komiker? Er det blevet nemmere at grine af sig selv og sværere at grine af andre?

“Ja! Jeg synes, det er interessant med alle de mange komikere, der gik ind i debatten med sådan en: “Hvad?! Må vi ikke sige det, vi plejer?” Jeg har jo altid set komikeren som samfundsrevseren, der satte systemet under lup. Og jeg gjorde det så åbenbart med et emne, man ikke måtte tale højt om. Men nej, gamle jas, du må ikke stå på scenen og kalde din kæreste for en luder. Eller gør du bare det, men det er ikke sjovt længere. Den gamle garde skal grave dybere i lommerne nu og ændre synsvinklen,” siger Sofie Linde. Og der er noget at smile over. Heldigvis.

“Størstedelen kan sagtens navigere i det nye landskab. Det er ganske få, der ikke kan, og de får underligt nok meget taletid. Jeg fatter ikke, når kloge mænd siger, at “nu må man ikke flirte mere eller give et kompliment.” Har de ikke fattet noget? Det handler ikke om det. Det handler om at være bevidst om sin magt og hele tiden tænke nyt. Selvfølgelig må man flirte – jeg mødte min mand på arbejdspladsen. Vi flirtede under stiltiende samtykke. Samtykke er fucking sexet!”