"Han sagde: Nu kysser jeg dig": 12 ting, du (måske) ikke vidste om Sofie Linde
Hun skriver post-its over sine venskaber, er mor til to og troede, at hun skulle blive læge ligesom sine forældre, men er i stedet blevet ansigtet på et af Danmarks mest succesfulde underholdningsprogrammer. Og så startede hun ikke mindst den anden #MeToo-bølge herhjemme. Bliv klogere på den 32-årige tv-vært Sofie Linde her.
Hun er hele Danmarks tv-darling.
Startede som børnevært på DR’s sommerprogram Sommer Sumarum og har siden overtaget den måske største værtstjans herhjemme med underholdningsprogrammet X Factor.
Men det er ikke kun tv, hun er kendt for: Hun satte – måske vigtigst af alt – skub i den anden bølge af #MeToo herhjemme, hvor blandt andet flere politikere og højtprofilerede tv-værter som følge heraf måtte tage sin afsked.
Det er selvfølgelig ingen anden end 32-årige Sofie Linde, der er tale om. Men hvem er den ærlige, storsmilende tv-vært egentlig?
1. Den ældste i flokken
Sofie Linde Lauridsen blev født i Århus, men er opvokset i Odder i en familie på seks. Sofie Linde er den ældste i en søskendeflok på fire med to yngre søstre, Anna og Marie, og broren Laurids.
2. Dr. Linde
Begge Sofie Lindes forældre er læger, og hun har derfor altid troet, at hun skulle læse medicin. En drøm, der ikke desto mindre ændrede sig, da hun som 18-årig blev ansat på DR.
"Selv om jeg kun tænkte på drenge i gymnasietiden og var vild og larmede, var jeg alligevel grundig i alle slutspurter op til eksamenerne og sikrede mig det snit, jeg skulle have for at komme ind på medicin," har den kendte tv-vært fortalt til Eurowoman.
3. Debuterede som skuespiller
Sofie Linde debuterede i 2009 som skuespiller i Nils Malmros-filmen Kærestesorger, der strakte sig over en treårig periode. Hun var blot 15 år, da optagelserne begyndte.
4. For ung til at blive DR-vært
Sofie Linde blev fastansat på DR, da hun var bare 18 år gammel, men der var hun allerede et kendt talent hos DR, efter hun som bare 15-årig søgte et fritidsjob som rengøringskone på DR i Århus. Hun fik ikke jobbet, men hendes ansøgning var så god, at hun blev kaldt til casting på børneprogrammet Fandango. Trods en succesfuld casting var hun dog for ung til at løbe med jobbet.
Derfor tog hun efter sin studentereksamen til London, hvor hun egentlig skulle have lært engelsk og arbejdet på et universitetshospital, men hvor hun i stedet endte med at arbejde på pubber og i tøjbutikker og feste en hel masse. Opholdet varede otte måneder og endte, da Sofie blev tilbudt en stilling som vært på børneprogrammet Sommer Summarum.
Men at gå fra fester i London til et 8-16 job var ikke så nemt for unge Sofie Linde:
"Jeg syntes, de var 100 år. De var supervoksne og etablerede og havde lejligheder og havde haft jobs i mange år. Jeg var bare sådan: "Hvor er fredagsbaren?" Jeg skulle lige lære at tænke som en voksen og være ansvarlig. Jeg var stadig der, hvor jeg gik ud og brugte alle mine penge på tøj, hver gang jeg fik løn. Det var det største wakeup call i mit liv at flytte fra London til København. Tal om at blive voksen lynhurtigt. Men nu er jeg ret godt i zen med min alder."
5. Fra børnevært til voksenvært
Sofie Linde startede som nævnt sin karriere som børnevært på børneprogrammerne Sommer Summarum, DR Ultra, Ramasjang og MGP, men i 2016 fik hun sit eget talkshow ’Sofie Linde Show’, der havde Bubber som reporter. Samme år var også første gang, at Linde kunne byde velkommen på den store X Factor-scene.
Hun overtog posten fra Eva Harlou og har været med lige siden – kun afbrudt af en kort barsel, hvor hendes mand, Joakim, vikarierede. I 2018 sagde Sofie Linde dog op i DR, efter at have været fastansat på kanalen i 10 år, for at gå over til TV2, der nu sender X Factor.
6. Sol, måne og stjerner stod rigtigt
Sofie Linde sagde ja til at gifte sig med kollegaen Joakim Ingversen under en privat vielse på Københavns Rådhus i 2017. Her valgte parret også at smelte deres efternavne sammen, så de begge nu hedder Linde Ingversen. Der venter eftersigende et større bryllup – for Sofie skal være hvid brud, sagde hun til ALT for damerne samme år:
"Og så gifter vi os rigtigt på et andet tidspunkt. Jeg skal være ordentlig fuld til mit bryllup og feste igennem.”
Parret var oprindeligt kollegaer, og det var nærmest tilfældigt, at de fandt sammen i 2015, har Sofie Linde fortalt i et interview.
”Jeg har gennem livet haft mange drengevenner, men jeg havde aldrig prøvet at blive kæreste med en, jeg var venner med. Men jeg er så glad for, at måne, sol og stjerner stod rigtigt, da Joakim og jeg tog i byen en aften og delte en stor portion alkohol. Det var en helt almindelig hverdag i juledagene for nogle år siden, og vi havde begge to fri næste dag. Der blev vi enige om, at vi skulle noget mere. Så tog han teten og sagde: ”Nu kysser jeg dig”. Jeg har aldrig været gladere.”
7. Først én, så to…
I februar 2018 offentliggjorde Sofie Linde, at hun og Joakim Ingversen var blevet forældre til datteren Trine. Men efter sin første graviditet valgte hun at dele sin op- og (især) nedture ved graviditeten i bogen ”Fårking gravid”, der udkom samme år. For hun havde brug for at dele sine tanker om at være gravid – med en krop og et sind, der forandrer sig:
”Det er så tungt. Det er svært, synes jeg, at være blevet så stor. Der er mange ting, som jeg fuldstændig har underkendt, når jeg har snakket med mine gravide veninder før i tiden. Jeg har været sådan: Årh, slap da af, du ser så flot ud med mave, det er da det pæneste i verden, og baby vejer jo ikke mere end to kilo, så det kan da ikke være så slemt... Men det er bare fucking hårdt. Og jeg synes slet ikke, at kvinder tager nok credit for, HVOR hårdt det er at være gravid. Man er jo skør i hovedet. Fuldstændig bims. Jeg kan græde over en dyredokumentar i fjernsynet, og når jeg først får lukket op for de kanaler, er jeg ikke til at stoppe igen,” sagde hun blandt andet til ALT for damerne.
Men selvom det er hårdt at være gravid, afslørede hun til sidste års Zulu Comedy Awards, at hun ventede endnu en pige:
”Det er en lille pige i en anden lille pige... Eller en stor pige,” sagde hun og viste sin flotte, runde mave frem.
I februar i år fødte hun deres anden datter, Søs.
8. Fra bylejlighed til villa
Sofie Linde flyttede fra sin og Joakims lækre Østerbro-lejlighed i 2019 til et hus på Strandvejen i Taarbæk. Her bor familien på fire nu med bomuldshunden Kim. Det 178 kvadratmeter store hus, som familien efter sigende har betalt i omegnen af otte millioner kroner for, har været igennem en større renovering. Og den kan man blandt andet følge på deres Instagram Lindes Hus, hvor de løbende deler billeder af deres kreative og finurlige hjem.
9. Post-its til det hele
Sofie Linde skaber gerne overblik over sine venskaber med gule post-its. Hun skriver dem op og lister dem ud fra, hvem der har givet hende god energi, hvem der har taget energi, og hvem hun savner, har hun fortalt til Eurowoman.
"Jo ældre jeg bliver, jo færre venner er der på minussiden. Omvendt er der ved at være overlast af virkelig fede mennesker, der giver plus i mit liv. Venskabskabalen begynder at gå op nu. Jeg har de venner, jeg skal have, og den mand, jeg skal have. Jeg har de mennesker i mit liv, som jeg har brug for, for at jeg kan være glad," sagde den dengang 27-årige Sofie Linde i 2017.
10. Satte #Metoo på alles læber herhjemme
I august 2020 satte Sofie Linde gang i den anden bølge af #MeToo herhjemme. Som vært til årets Zulu Comedy Galla talte hun om feminisme og den oplevelse, hun havde for 12 år siden til en julefrokost, hvor en ”stor tv-kanon” truede med, at han ville ødelægge Lindes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob.”
Den efterfølgende tid var meget intens, har Sofie Linde senere fortalt Eurowoman:
”Det var vildt at lave gallaen. Jeg var lige pludselig i meget modvind. Helle (Thorning-Schmidt, red.) var en af de første, der sendte et hjerte og sagde, at jeg havde gjort det godt. Det var en periode i mit liv, der var intens på alle parametre. Jeg ser tilbage på det med en vis stolthed. Jeg skubbede på en stor sten, da jeg insisterede på, at det her skulle siges højt. Men det var jo først, da så mange kvinder bakkede op efterfølgende, at det fik momentum,” husker hun.
Det vakte nemlig genklang i mange brancher og fik i første omgang 701 kvinder i mediebranchen – og siden 1615 kvinder – til at skrive et støttebrev til Sofie Linde, hvor de blandt andet skrev: "Du har ret. Vi oplevede det også."
I dag er Sofie Lindes tale og opråb en del af moderne danmarkshistorie, hvorfor Nationalmusset også har udpeget hendes kjole ved årets Zulu Comedy Galla som symbol for den bølge, hun satte i gang i 2020.
11. Kæmper for (fødende) kvinder
Alle har ret til en god fødsel – og derfor skal jordemødrene have bedre vilkår til at gøre deres arbejde ordentligt. Det skrev Sofie Linde på sin Instagram, efter hun var ”forbi skærsilden og tilbage igen”, da hun havde født sin anden datter Søs.
Sofie Linde kæmper for fødendes rettigheder og har opfordret til at underskrive flere borgerforslag – både for bedre vilkår til fødende samt en ophævelse af Tjenestemandsreformen fra 1969, hvor offentligt ansatte (ofte kvinder) er placeret på forskellige løntrin.
”Det er urimeligt, at socialrådgivere, jordemødre og pædagoger er lavere lønnet end fag med samme uddannelseslængde. De er vigtige for vores samfund. Det skal de honoreres for”, har Sofie Linde blandt andet skrevet i en Instagram-story.
12. Siger fra over for kropsskam
Sofie Linde beskrev i efteråret 2021, hvordan hun blev meget ked af sin krop, da hun i forbindelse med sin ene graviditet tog omkring 40 kilo på og pludselig ikke brød sig om det, hun så i spejlet:
"Lige pludselig stod jeg i en helt ny rolle med en helt ny krop, og der oplevede jeg for første gang de kræfter, som går i gang, når man ikke kan lide sit udseende. Og hvor svært det faktisk er at gøre noget ved. Først dér forstod jeg, hvor indprogrammerede vi er til at finde fejl ved os selv og måle os op mod hinanden,” fortalte Sofie Linde og forklarede, at hun gør sig meget umage med at rose sine døtres handlinger frem for deres udseende:
”I virkeligheden er jeg blevet bevidst omkring mit ansvar. For selvom det ikke er i ond mening, så har vi måske altid fået at vide, at skønhed er et vigtigt parameter. Og i virkeligheden er det jo ret ligemeget. Det vigtigste er, at man er glad og sjov og sej og modig – og alle de der kvaliteter, som vi jo godt ved, vi skal huske at rose, hvis vi skal lære de kommende generationer, at det er dem, der er de vigtige.”