Susse Wold: Kirurgi en mulighed "hvis det hele falder sammen"

Der er noget over Susse Wold, som virker dragende. Hendes ubestrideligt smukke udseende, ja bestemt, men måske også den lidt hemmelighedsfulde og private måde, hun har levet sit liv på. Offentligheden har altid fulgt med, faktisk lige fra hun blev født af hele Danmarks Marguerite Viby, men der har altid været en umærkelig grænse for, HVOR tæt på man kunne komme. Med sin selvbiografi, "Fremkaldt", løftede hun selv sløret for mere af den private Susse, end man nogensinde havde set før.

Hun viste en kvinde, der havde haft udfordringer som alle andre. En kvinde, hvis liv ikke bare var gledet som smurt i olie, selvom det udefra måske godt kunne have set sådan ud. Hun har gennemlevet svære barndomsår på en kostskole, brystkræft, angstanfald og depression, som krævede flere års terapi, og bruddet med sin søns far, Erik Mørk, der var biseksuel. Og hun står stadig.

Den Susse, jeg møder en fredag formiddag i hjemmet på Frederiksberg, lever til fulde op til min forestilling. Hun taler med den helt særlige sproglige omhu, der indbragte hende Modersmål-Prisen i 2010, og hun ser stadig bragende godt ud. Normalt må man jo ikke tale om en dames alder, men det er simpelthen på ingen måde til at se, at hun er 74 år. Hun har arvet godt bindevæv fra sin mor, siger hun. Håret sidder i den kendte page, let makeup, stramme jeans, strik og høje støvler. Hendes ægtefælle gennem snart 30 år, Bent Mejding, ordner lige kaffekopperne og tallerkenen med wienerbrød, som vi overtager fra det møde, de lige har haft omkring en tv-produktion. Stuen i den lille hvide palævilla er hyggelig med fine gamle møbler og en næsten sirlig orden.

LÆS OGSÅ: Jimmy Jørgensen: Når man får et barn, indgår man en pagt

Susse Wold, 74. Foto: Elona Sjøgren

En helt ny rolle

Susse Wold er lige nu aktuel i en film for første gang i 27 år, og hendes rolle som børnehavelederen Grethe i Thomas Vinterbergs film "Jagten" ligger så langt fra hendes normale udseende og overklassefruen "fru Junkersen", som hun spillede i "Den kroniske uskyld" fra 1985, at jeg til pressevisningen af filmen ikke genkendte hende i de første to scener, hun medvirker i. Det er hun glad for.

– Det var jo præcis det, jeg gerne ville have med den rolle. Da filmen blev vist på filmfestivalen i Cannes, var der også flere, der sagde, at de troede, de skulle ind og se Susse Wold i "Jagten", men hvor var hun henne? Det var det bedste.

Hvorfor er der gået så mange år, siden du sidst medvirkede i en film?

– Fordi det, jeg har fået tilbudt, har været i forlængelse af rollen som "fru Jun

kersen", som jeg ikke var vild med. Jeg har hellere villet skrive en bog og lave vores egne produktioner som f.eks. "Snedronningen" og "Den lille prins" frem for at være med i nogle film, som jeg syntes var uinteressante for mig.

Thomas Vinterberg har ligget højt på Susses beundringsliste, siden hun så hans første film: "Drengen, der gik baglæns", så hun var umiddelbart interesseret, da hun blev kontaktet til rollen i hans film. Men så var der lige det med castingen...

– Jeg var jo til en casting for første gang i mit liv! Casteren ringede og fortalte om rollen, og jeg sagde: "Det lyder godt!" "Men vi skal jo have dig til en casting", sagde hun så. "Casting?" "Ja, ja, Thomas skal jo kunne kombinere dig med andre mennesker, og det er mange år siden, du har filmet..."

Susse holder en sigende pause.

– Jeg sagde: "Giv mig lige ti minutter". Og så sad jeg og talte lidt med mig selv. Den ene del af mig sagde: Casting! Ærlig talt, jeg har jo været skuespillerinde i så mange år. Og den anden del sagde: Jamen, hvordan skulle den unge mand overhovedet vide, hvem du er, han aner ikke engang, hvordan du ser ud, selvfølgelig skal han da have dig til casting.– Prøv at tænke på alle de unge skuespillere, de skal til casting hver eneste dag.

LÆS OGSÅ: Maya Bjørnsten: Jes ser muligheder i det skæve og utilpassede

Da jeg var ung, var casting ikke almindeligt. Jeg siger altid til mig selv, at jeg skal sørge for at bevæge mig ud af min komfort-zone, ellers udvikler jeg mig jo ikke. Og tænk, hvad jeg var gået glip af, hvis jeg havde sagt nej. Faktisk skal man tænke sig rigtig godt om, før man siger nej til noget. Mit ubehag ved tanken om en casting skyldtes jo nok angsten for at blive kasseret, men casting handler ikke om at kassere nogen. Det handler om, at man skal finde et menneske, der kan blive troværdig i den bestemte rolle. Jeg holder tit foredrag, og når jeg fortæller, at jeg spiller en børnehaveleder i "Jagten", begynder folk at le, fordi tanken om, at jeg spiller en børnehaveleder i provinsen er så absurd. Mit image er et andet. Min "mærkat" er en anden. Men det er jo netop udfordringen, og jeg er så taknemmelig for, at Thomas overhovedet fik den idé at tænke på mig.

Interviewet fortsætter på næste side...Ikke forelsket i Anne Linnet

Susse gik straks i gang med at finde tøj på loftet, der kunne passe til hendes billede af den "Grethe", hun måske skulle spille. Da hun havde fået rollen, tog hun på eget initiativ seks kilo på.– Jeg ville så fantastisk gerne ud af den form, som "Gitte Graa" og "fru Junkersen" havde. Det er ikke, fordi jeg mener, at ledere af børnehaver er tykke, det handler kun om mig og det image, jeg har. Jeg var rædselsslagen for, at man ikke skulle tro på mig i rollen. Ganske vist er "Grethe" ikke en hovedrolle, men det er en vigtig rolle, og hvis hun ikke er troværdig, ville jeg ødelægge filmen.

"Jagten" handler kort fortalt om en lille pige, der fortæller en lille løgn, som får store konsekvenser for hovedpersonen "Lucas", som spilles af Mads Mikkelsen.

– Man siger altid, der går ikke røg af en brand, uden at der er ild. Filmen handler om en hel masse røg uden nogen brand overhovedet. Den handler om, hvordan en lille fjer kan blive til fem høns, og om, hvordan man kan ødelægge et andet menneske med sladder. Det er noget, vi alle sammen kender til i lille format, og derfor skal man virkelig passe på, hvad man siger om andre mennesker. Vi har så let ved at sætte mærkater på andre. Man hører måske, at den og den nok er begyndt at drikke lidt, og næste gang, du møder vedkommende, så er det det, du kigger efter: Jo, han har altså også fået lidt rød næse, det er rigtig nok.

LÆS OGSÅ: Özlem Cekic: Kærlighed var ikke afgørende

Susse Wold har selv oplevet "røg uden brand" og en løgn, der løb løbsk, da hun som barn på kostskolen blev beskyldt for at have stjålet sin bedste venindes pung. Noget, der kan nage hende den dag i dag, fordi hun ikke gjorde det og aldrig blev renset for mistanken. Men hvad med pressen, som hun altid har haft lige efter sig?

– Ved du hvad, når man har været en offentlig person i så mange år, er der sikkert rygter om én, men man hører dem sjældent selv. Jeg synes ikke, jeg har været ude for særlig ondskabsfulde rygter, men igen, det ved jeg jo ikke selv.

Foto: Elona Sjøgren.

For nylig har der stået en del om dig i formiddagsaviserne, fordi Anne Linnet i sin nye bog, "Testamentet", bl.a. fortæller, at hun i årevis har været forelsket i dig. Hvad tænker du om det?

– Andre menneskers længsler og drømme er jo deres egne. Jeg har været en del af Anne Linnets længsel og drøm. Hun har aldrig været en del af min. Jeg har arvet et godt binde-væv.

Susse sætter kaffekoppen fra sig og skifter emne. Hun ønsker helt tydeligt ikke at beskæftige sig med andre menneskers mening om hende. Hun har det på samme måde med sin alder.

– Min alder kommer ikke mig ved. Mange er meget fascinerede af min alder, men jeg bryder mig ikke om at have andre menneskers begrænsninger trukket ned over hovedet på mig. Så længe jeg kan gå, stå, tale, ikke har ondt nogen steder og kan huske, så længe behøver jeg ikke beskæftige mig med min alder. Skulle jeg gøre mig selv ked af det ved at tænke på, om jeg om et halvt år får Alzheimer? Det er ikke, fordi jeg fornægter, hvor gammel jeg er, men hvorfor skal jeg beskæftige mig med noget, som ikke piner mig? Man skal ikke læne sig op ad sine bekymringer.

Der er ikke mange i din alder, der ser ud, som du gør – hvad er hemmeligheden?

– Jeg har nok arvet noget godt bindevæv fra min mor. Og så ryger jeg ikke og drikker kun lidt vin en gang imellem. Vi har lavet vores garage om til et fitnesscenter, for det er bedre, at vi ikke ruster, end at bilerne ikke gør det. Jeg har også en træner indimellem, som hjælper mig.

Kunne du aldrig finde på at få lavet kosmetisk kirurgi?

– Det ved jeg da ikke. Ikke nu. Nej. Det kan da godt være, hvis det hele begynder at falde sammen.

Rent mentalt holder Susse sig frisk ved hele tiden at gøre noget, hun ikke har gjort før, og ved at reflektere over livet.

– Men jeg tænker ikke på fortiden, og jeg bekymrer mig ikke om fremtiden, for hvis man gør det, har man slet ikke noget nu. Så er man ikke nærværende, men sidder i sin bekymringskasse, og det vil jeg altså ikke. Jeg har fået en forstand, der gør, at jeg kan holde op med at dyrke bekymringerne – det kan man jo – men man kan også vælge at dyrke dem. Hvis du sidder foran en pejs, og der springer en gnist ud, kan du vælge at trampe på den og slukke den, eller du kan vælge at tage en blæsebælg og begynde at puste på den, og så er der pludselig ild i det hele. Jeg synes hellere, man skal glæde sig over det nu, man har fået forærende, og som har alle muligheder i sig.

LÆS OGSÅ: Benedikte Utzon om konkurs og skilsmisse

Tæt samarbejde med Mads Mikkelsen

Susse greb nuet og muligheden med "Jagten", og det blev en på alle måder fantastisk oplevelse for hende. Hun var vild med Thomas Vinterbergs måde at instruere på, og hun nød at spille sammen med bl.a. Mads Mikkelsen, som også er castet til en rolle, man ikke umiddelbart vil forbinde ham med.

– Jeg havde engang en instruktør, som sagde: "Det er aldrig i centrum af dit talent, du vinder de store sejre. Det er ude på den farlige ydergrænse. Det er der, udviklingen sker." Ikke mange ville have tænkt, at Mads Mikkelsen skulle spille den her anti-aggressive mand, der har været udsat for en skilsmisse og en fyring, og som faktisk ligger ned, når vi møder ham i filmen. Det er ikke lige ham, vel? Og derfor var det fantastisk at se ham arbejde med den rolle. Det var interessant at møde ham der, for han skulle gøre noget, han ikke var vant til, ligesom jeg skulle gøre noget, jeg ikke var vant til. Jeg beundrer ham virkelig, for det kræver mod at gøre noget andet, end man plejer. Jeg blev så lykkelig, da han fik De Gyldne Palmer som den bedste mandlige skuespiller i Cannes, det var SÅ fortjent. Indimellem kan det betale sig at tage det store spring – og så må man bygge sine vinger på vej ned.