“Uanset hvor umage jeg gør mig, vil jeg altid være anderledes”

Abdel Aziz var 11-12 år. Han havde sin ven, Steffen, hjemme og lege, og på et tidspunkt midt i legen spurgte Abdel, hvor tit Steffen egentlig tænkte på, at han var araber? "Tres procent af tiden", svarede Steffen. Selvom Abdel ikke var verdensmester i procentregning på det tidspunkt, var han klar over, at tres procent var mere end halvdelen af tiden. Havde Steffen bare sagt fyrre procent...

– Det var en mavepuster! Jeg var så chokeret og ked af det. Her havde jeg gået og gjort mig sådan umage for at være dansk. Jeg troede, at jeg var den der kokosnød, der godt nok var mørk udenpå, men helt hvid indeni, og det ville jeg så gerne præmieres for. Og så sagde Steffen sådan. Ganske uskyldigt var det jo, han slyngede bare et tal ud, fordi han blev spurgt. Men i det øjeblik mærkede jeg for første gang, at jeg blev set som anderledes udefra, og at det ikke kun var indeni, jeg følte mig anderledes.

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen ventede ti år på at få sit Green Card, fordi han var homoseksuel

Drengen, der ville være dansk

Oplevelsen fra barndommen satte sig spor i Abdel, men ikke mere, end at han blev ved med at tro på, at han nok skulle blive hundrede procent dansk på et tidspunkt. Det er først for ganske nylig gået op for ham, at det bliver han aldrig. Begge hans forældre er børn af statsløse palæstinensere, som boede i Libanon. I 1982 måtte de flygte fra de syriske besættelsestropper i Libanon til Abu Dhabi, hvor Abdel blev født året efter. I 1984 kom Abdels far i efterretningstjenestens søgelys, fordi man ville have ham til at spionere på andre palæstinensere i Abu Dhabi. Det ville han ikke, og den lille familie flygtede til Danmark samme år. De søgte politisk asyl og blev flyttet til asylcenteret Næsseslottet i Holte og senere på hotel, mens sagen blev behandlet. I 1985 gik sagen igennem, de fik asyl og flyttede til et rækkehus i Greve Strand

– Min historie er historien om en lille dreng, der gjorde alt, hvad han kunne for at mænge sig med danskerne og samtidig flove sig over alt, hvad han selv kom fra. Lærere, naboer, venner og siden kollegaer hjalp mig til at blive integreret i det danske samfund, og først da jeg sidste år begyndte at skrive bogen "Hvor taler du flot dansk", gik det op for mig, at uanset hvor meget umage jeg gør mig, vil jeg altid være anderledes. Jeg fandt dog også ud af, at det ikke gør noget, og at jeg i stedet kan bruge min anderledeshed til noget, hvilket faktisk er lige præcis, hvad jeg allerede har gjort i hele mit voksenliv. Jeg var den første fra Mellemøsten på Journalisthøjskolen. Og jeg er sikker på, at det var en fordel, at jeg ikke lignede de andre værter, da jeg i sin tid blev vært på Aftenshowet. I dag ser jeg det som en styrke, at jeg har en anderledes indgangsvinkel, når vi udvikler tv i Nordisk Film Tv, hvor jeg arbejder i dag, og jeg skammer mig ikke længere over min mors mad. Tværtimod står vennerne i kø for at komme med mig hjem til hende og spise, og det nyder jeg.

Skelsættende statusopdatering

Abdel Aziz havde længe været træt af debatten om flygtninge, integration og terror, da han besluttede at skrive bogen om sin families historie for at sætte fokus på, at integration faktisk godt kan lykkes. Det kræver vilje og hårdt arbejde af dem, der kommer hertil, men også af danskerne, mener han. Den 7. januar 2015 fik en udtalelse fra en studievært på P3 ham til at reagere offentligt første gang. Studieværten sagde, at det var irriterende, at almindelige muslimer ikke gik ud og sagde fra over for formanden for Grimhøjmoskeen i Aarhus, som havde sagt, at han håbede, at IS ville vinde krigen i Irak og Syrien, så vi kunne få en islamisk stat i verden.

– Studieværtens udtalelse fik mig til at lave min første status på facebook, som ikke bare handlede om ferie eller kage. For hvordan kunne studieværten mene, at den imam var mit ansvar? Jeg skrev, at jeg fra nu af ville prøve konstant at gå rundt og tage afstand fra alt muligt. Når som helst, hvor som helst, og til hvem som helst. Og så skrev jeg også, om alle andre så ikke lige ville være søde at tage afstand fra al den rockerkriminalitet, for jeg syntes, det var irriterende, når almindelige danskere ikke sagde fra.

Statusopdateringen fik over 1.000 likes, hvilket var helt uvant for Abel på det tidspunkt. Skæbnen ville, at Charlie Hebdo blev angrebet senere samme dag i Paris, og så begyndte alle medier at ringe til Abdel for at høre, hvordan han nu havde det med sin opdatering. Abdel overvejede at trække stikket, for pludselig virkede hans statusopdatering meget ufølsom, men i stedet lavede han en række humoristiske videoer, hvor han gik ud og tog afstand fra alt muligt. Fra alle mennesker. Fra terror i Paris. Fra imamen i Grimhøj. Fra mavedans i Lalandia. Alt.

– Pointen var at udstille det absurde i, at jeg som menigmand og alene på grund af min hudfarve og religiøse baggrund burde forholde mig til andre menneskers galskab. Pludselig var jeg gået fra at være en objektiv, smilende journalist, som folk kendte fra min tid på Aftenshowet, til at være en, der havde en holdning. Det blev en skillevej for mig. Selvom jeg har brugt hele livet på at ligne og være lige som alle danskere, følte jeg med et, at jeg var tvunget til at tage stilling, og jeg følte, at jeg blev hevet ind i en debat, som ikke før havde været en del af mig. Jeg besluttede, at det nu var tid til at gå i gang med den bog, hvor jeg fortæller, hvorfor det gik mig så godt, og hvorfor jeg ikke endte som ham Omar El-Hussein, som lavede terroran-grebet i København måneden efter angrebet i Paris.

Integration sker i hverdagen

Og hvorfor lykkedes integrationen af Abdel og hans familie så så godt? Det er der nok flere forklaringer på, og Abdel fremhæver selv tre vigtige ting: naboskab, venskab og kollegaskab. Hans mor er eksponent for alle tre ting, og hun står da også lysende klart i fortællingen. Souad var bare 23 år, da hun fik Abdel, og 24 da hun landede i Danmark. Som 25-årig fødte hun Abdels første lillebror. Abdels far fik hurtigt arbejde, og i begyndelsen gik Souad hjemme med de to små drenge. Hun kunne let være endt som klassisk hjemmegående uden kontakt til omverdenen, men sådan gik det ikke. Abdels mor har nemlig et enormt drive.

– Da vi boede i Greve Strand legede jeg med en pige, der hed Maria, og min mor havde på sin sprogskole fået at vide, at hendes lektier var at ringe på hos en nabo og spørge, om de ville have en kop kaffe. Så hun gik hen til Marias mor, ringede på og inviterede på kaffe. Ellers tak, var svaret. Det kunne godt have slået min mor ud, men det gjorde det ikke. Da vi senere flyttede til Middelfart, ville min mor lave øvelsen igen, og min far sagde, at det skulle hun ikke, for hun blev jo så ked af det sidst. Men min mor gik alligevel hen og ringede på hos en nabo, og Edna, som åbnede døren, sagde ja tak. Det gjorde hele forskellen for vores integration. Det blev startskuddet.

– En anden vigtig faktor var, at min mor fik arbejde i Kvickly. Hun satte Kvickly op på en piedestal og fortalte om alt, hvad hun oplevede der. Hun lærte ordene på alle varerne, og selvom hun i begyndelsen havde nogle sjove episoder, hvor hun forvekslede sokker med sukker og sutsko med sutter, så kløede hun på. Ud over det danske sprog lærte hun også en masse om dansk kultur. Sådan et supermarked har jo et årshjul, hvor man lærer højtider og sæsoner at kende gennem de varer, som kommer på hylderne. Gennem årene er min mor også begyndt at lære fra sig. For nylig hørte hun f.eks. om to unge flygtninge, der var blevet ansat i en Kvickly, og som næsten hver dag gik i frokosten i stedet for at spise med de andre. Kollegaerne talte om, at det var da også for dårligt, at de to flygtninge ikke ville spise med i frokoststuen, og så tog min mor fat i de to unge og fortalte dem, at frokosten på en dansk arbejdsplads har en social funktion. Det anede de jo ikke.

Det er nærliggende at spørge Abdel, om det mon ikke var nemmere at komme ind i det danske samfund, dengang han og hans familie kom til landet i forhold til i dag, hvor der kommer så stor en strøm af flygtninge. Men den præmis køber han

ikke helt.

– Dengang var man så uerfarne og naive omkring flygtninge i Danmark. Der var

nærmest ingen hjælp fra statens side, og min mor ser det både som en styrke og en svaghed, når hun kigger tilbage. Vi blev jo bare sluset ud i samfundet, der blev ikke stillet bolig til rådighed, og der var stort set ingen kontakt med myndighederne. Vi måtte lære alt selv, og det krævede da meget. Ville vi lære at cykle, måtte vi selv prøve, eller naboer og venner måtte lære os det. I dag er der jo f.eks. projekter, der skal lære indvandrerkvinder at cykle, og der er målinger og analyser på alt og alle. Hvor mange er socialt udsatte og hvorfor, hvilke udfordringer har en flygtning fra Somalia i forhold til en fra Syrien og så videre. Hvis jeg har et mål med den her bog, så er det at trække integrationen ud af politikerne og ind i hverdagen. Hvorfor skal det være et projekt fra myndighedernes side at lære folk at cykle? Og så er der arbejde. I politikersprog hedder det i dag "nyttejob" eller "statsstøttet job", hvor det i virkeligheden bør være noget, du finder gennem dit netværk. Og hvis du ikke lærer sproget, så bliver du trukket i en eller anden ydelse. Mine forældre lærte ikke sproget, fordi de blev trukket i noget som helst, de lærte det, fordi de ville lære det, og sådan skal det være. Det, politikerne skal gøre, er at sørge for, at samfundet har de rigtige forudsætninger for at modtage flygtningene, men det er alle os borgere i landet, der skal sørge for integrationen. Jeg mener, at det i dag er både nemmere og sværere at komme til Danmark som flygtning. Der er maser af muligheder og erfaringer, men der er også en masse berøringsangst og alt for meget bureaukrati.

Racismekortet

Det kan lyde let, når Abdel fortæller om sin egen integration, men selvfølgelig har der været udfordringer undervejs. Grunden, til at han har overvundet dem, er nok, at der er to kort, han har valgt aldrig at trække. Racismekortet og offerkortet.

– Grundlæggende har jeg aldrig haft følelsen "dem mod os". Jeg har haft masser af danske venner, og jeg har aldrig hængt ud i grupper med andre flygtninge. Det har selvfølgelig betydet, at jeg har været meget alene om det hele, for jeg har ikke haft så mange, jeg kunne identificere mig med, men det har nok også på mange måder været lettere. Når jeg siger, at jeg aldrig har trukket racismekortet, så handler det bl.a. om, at jeg i bund og grund ikke ved, om jeg f.eks. er blevet valgt fra til et job på grund af mit navn, eller om det var, fordi der var en anden, der var bedre. Og jeg ved heller ikke, om kvinden i bussen, der ikke sætter sig ved siden af mig, undlader det, fordi hun foretrækker at stå op, eller fordi hun er bange for mig.

– Men jeg har på den anden side også oplevet situationer, hvor der ikke var nogen tvivl om, at det havde en betydning, at jeg var brun, og når det er sket, har det ramt mig sindssygt hårdt. F.eks. oplevede jeg flere gange i gymnasiet at komme til et diskotek i København sammen med en hel gruppe hvide venner, hvor jeg som den eneste ikke måtte komme ind. Jeg har været så flov over at være anderledes, når det påvirkede de andre, jeg var sammen med, for de sagde jo tit, at så kunne vi da bare tage et andet sted hen. Men det ville jeg simpelthen ikke have, så ville jeg hellere tage toget hjem alene.

– Når jeg flyver til USA, hvor jeg har været mange gange, bliver jeg altid – både i Danmark og i USA – trukket til side og afhørt med en masse groteske spørgsmål. Det har jeg valgt at acceptere og ikke blive pissed over, og jeg laver jokes på facebook om, at nu er jeg blevet tilfældigt udvalgt til tjek i lufthavnen – og det bliver jeg tilfældigvis altid. Uden at skrive, at det er for dårligt, eller at jeg er dansk statsborger, men sådan har jeg det jo indeni. Når jeg siger, at jeg ikke bruger racismekortet, så er det, fordi jeg gerne vil have, at andre tager kampen for mig. Det er jo majoriteten, der skal tage kampen for mindretallet, sådan har det altid været. Da kvinderne skulle have stemmeret, var det mændene, der skulle give kvinderne lov og stemme for, at det blev sådan. De kæmpede kvindernes sag. Og i dag er det nødt til at være den store danske befolkning, der beslutter, at det ikke er i orden, at man behandler brune anderledes end hvide.

Undgå offerrollen

I forhold til offerkortet, handler det om, at Abdel mener, at flygtninge og indvandrere skal holde op med at se sig selv som ofre.

– Hvis man kun fokuserer på, hvor synd det er for Palæstina, så siger jeg bare, at det er synd at se sig selv som et kronisk offer. Også selvom du er det. Jeg har stille og roligt indset at ja, jeg er bagud på point, men hvad kan jeg så tilbyde, som andre ikke kan? Jeg har fundet nogle nicher, og det siger jeg også til mine søskende, at de skal gøre. Dyrk, at I ser anderledes ud, og gør det til noget positivt. Vær hellere selvironiske end selvmedlidende. Jeg har simpelthen så meget selvværd i dag, det har jeg ikke altid haft, og jeg tror blandt andet, det skyldes, at jeg ikke har svælget i offerrollen.

– Når det er sagt, så har det også altid været vigtigt for mig at være usærlig. Det sjove er, at man som indvandrer enten er ballademager eller en solstrålehistorie. Hvis man gør noget forkert, er det helt sikkert, fordi man er indvandrer. Og hvis man får et 12-tal, så bliver man fremhævet i medierne som helt fantastisk. Men vi er altså også nogen, der bare er usærlige. Som hverken har opfundet noget vildt eller er nogle ballademagere. Og vi er majoriteten. Ligesom de fleste danskere er usærlige. Jeg savner, at nogle af mine journalistiske kollegaer fortæller om alle de usærlige. At vi får lov til at være med i en artikel eller en debat, bare fordi vi er os selv, og ikke fordi vi har en bestemt farve, og artiklen eller debatten handler om det. Når politikerne skælder ud og laver særlove om, at der skal trækkes i ydelserne, eller at man som flygtning skal i arbejde, så skal de bare vide, at mine forældre gjorde de rigtige ting, uden at der var nogen, der sagde det til dem. De gjorde det på en ganske almindelig og usærlig måde.

LÆS OGSÅ: Bloggeren Zizi: “Selvfølgelig kan jeg se smart ud og følge min religion på samme tid”

LÆS OGSÅ: Robert Hansen om at leve med en kunstig hjerteklap og dødsangst

LÆS OGSÅ: Lone Frank: "I starten tænkte jeg, hvad formålet var med at leve videre"