Ugens anmelder: En rå, usentimental og voldsomt fængende roman

Ugens bøger: Fremragende debutroman om at miste

Der er godt nyt til læseheste denne uge.

Storslået og brutal krønike

"Sønner" Af Philipp Meyer

Gyldendal, 544 sider, 300 kr.

Hvis man er til westerns, så er Philipp Meyers "Sønner" et mustread. Eller hvis man for den sags skyld er til blændende skarpe miljøer og rasende menneskelige dramaer. "Sønner" er en fortælling om familien McColloughs storhed og fald gennem fem generationer. Startende med hårdhudede Eli, der som 13-årig ser indianere slagte sin familie og selv tages til fange. Hans liv er for evigt forandret – og Elis jagt på magten er kompromisløs. En rå, usentimental og voldsomt fængende roman om USA og dets historie og mennesker – dengang og nu. ap

Om at miste sin mor

”Paraplypigen” Af Monica Hylander Friis

Rosenkilde & Bahnhof, 194 sider, 299,95 kr. 

”Verden er et smukt og sørgeligt sted, fyldt med smukke og sørgelige mennesker. Det fortalte mor mig engang,” lyder indledningen på denne roman. Citatet slår bogens stemning godt an. Den for-bereder os på, at vi nu skal på en nostalgisk rejse. Den omtalte mor er nemlig død, og datteren, der fortæller os sin historie, er kun ni år gammel. ”Paraplypigen” er fuld af sanselige detaljer – set med barnets øjne – om moderens hår (guldfarvet som en prinsesses), stemme (hæs) og smil (som solskin). Forfatter Monica Hylander Friis har skrevet en fremragende debutroman om at miste og om at finde et helle under sin paraply. knj

En for blæst familie

”Resten af livet” Af Lisbeth Brun

Gyldendal, 252 sider, 299 kr.

Der er sparet præcis så meget på ordene, strammet så tilpas i sætningerne, så bogen er en langstrakt, spændstig oplevelse, der får tag i sin læser med sine præcise kvindeog hverdagsportrætter. På den vis slutter Lisbeth Brun fornemt sin serie om kvinderne i og omkring Fjordagerholm, svinegården, hvor Marie kom forbi, bortadopterede sin datter Helle og blev gift med Villy. Helle køber gården tilbage, og mor og datter skal finde hinanden igen og leve med de valg, skæbnen lagde ned over deres liv. En lavmælt roman med højt til himlen. Præcis som i Nordjylland. ap

LÆS OGSÅ: Anmelder: Bogen er hedt som kul mellem hænderne