4 mænd om hormoner, kærlighed og lortebleer

Hvornår gik det op for jer, at I var blevet fædre?

Ricco: Jeg mærkede, jeg var far i det øjeblik, jeg fysisk blev det. Efter fødslen faldt både min kone og datter i søvn tidligt om morgenen. Jeg gik udenfor lidt, og da jeg kom tilbage, så jeg mine piger ligge der og sove – da følte jeg, at jeg var blevet far.

Dét – og så fornemmelsen af at ringe hjem til mine svigerforældre og forældre og bevidstheden om, at nu var det mig, der havde den nye generation i mine hænder. Nu var jeg ikke længere selv kun et barn af nogen, nu var jeg selv en far.

LÆS OGSÅ: 20 fædre – hvad er en god far?

Jesper: Da jeg stod med min søn for første gang. Det var først dér, det rigtig gik op for mig, hvad det egentlig betød. Men faderskabet bliver også mere nærværende med tiden, når de bliver større, og man kan føre en samtale med dem.

Der bliver meget mere at tage stilling til, når de begynder at vise deres personlighed.

Søren: Jeg fik tvillinger i en ret ung alder, mens jeg stadig studerede. Det er faktisk først nu, seks og et halvt år senere, hvor jeg også har fået nummer tre, og vi er flyttet i et parcelhus og har fået stationcar, at jeg føler, jeg har den der farrolle.

Sasha: Jeg følte det i dag, da min søn sagde ‘moar, far sover længe’. I sådan en situation kan jeg mærke, at der er en lille person, der forholder sig til mig som faren.

Lad os spole tilbage til graviditeten …

Hvordan er det at være vidne til de fysiske forandringer?

Søren: Jeg har ikke på noget tidspunkt været bare tilnærmelsesvis misundelig på, at det var hende, der slæbte rundt på barnet. Jeg oplevede dog aldrig de der store hormonture, hvor hun gik amok.

Men jeg kan huske, hun en dag sad og tudede, da jeg kom hjem, og jeg tænkte ‘åh nej, hendes mormor er død’, og så var det bare Dylan og Brenda (Beverly Hills 90210, red.), der havde slået op.

LÆS OGSÅ: Lad nu far komme til

Ricco: Der er også dem, der siger ‘vi er gravide’. Men det er vi jo ikke; vi skal jo ikke føde.

Jesper: For mit vedkommende var det meget abstrakt at skulle være far, for det kunne jeg jo ikke rigtig mærke. Det er jo ukonkret i utrolig lang tid.

Sasha: Der er ikke noget, der minder en om det i løbet af dagen, der er jo ikke nogen, der sparker en indefra. Men hendes op- og nedture, dem kan man mærke!

Forandrede graviditeten jeres parforhold?

Sasha: Min kærlighed til hende har ikke ændret sig, men den har fået flere sider. Der bliver skabt en ny kærlighed, som vi sammen har til det her lille væsen, og jeg tror, man skal skelne mellem den og den store kærlighed, man allerede har.

Jesper: Jeg vil sige, at kærligheden blev større. Vi kan jo aldrig nogensinde gøre noget for vores koner, som svarer til det, de har gjort for os. Hun er den største stjerne i mit liv.

Sasha: Ved hun det?

LÆS OGSÅ: Test – hvilken forældretype er du?

Jesper: Ja, det har jeg sagt til hende. Hun vil altid have den status hos mig.

Ricco: For mig fik kærligheden en ekstra dimension. Man oplever nogle nye sider af sin kvinde, som man ikke har set før. Man ser moderinstinktet folde sig ud, og jeg blev selv helt forelsket på ny.

Jesper: Men hendes følelser er i den første tid efter fødslen fuldstændig fokuseret på barnet, og der er du altså et praktisk redskab. Det kan godt være svært at takle første gang, man oplever det.

Ricco: Det er jo meget naturligt. Det er da klart, at mine forældre og svigerforældre de sidste små to år ikke har spurgt, hvordan jeg har det og virkelig lyttet efter. Selv om de elsker mig, er jeg det tynde øl, og det er sgu helt okay.

Har I oplevet, at jeres kærester følte, de havde mere ret i forhold til barnets behov, fordi de havde båret det?

Ricco: Jeg syntes, at min kone vidste meget mere end mig. Hun havde lavet en to do-liste over de 100 vigtigste ting i sådan et Excelark, og der kom jeg da til kort.

Søren: Jeg har nogle venner, hvor manden er kørt fuldstændig ud på et sidespor og nærmest ikke får lov at holde barnet.

Vi fik jo tvillinger første gang, og så er det altså et teamwork, hvor man har en hver hele tiden. På den baggrund er det at få nummer tre som at få en håndtaske, der savler. Vi tog det meget mere stille og roligt.

Sasha: Men hvad er der sket med instinkter? Jeg tillader mig selv at følge mine instinkter, om det så skaber bølger indimellem, og jeg kan mærke, at min søn har et helt andet forhold til mig end til sin mor; der er en mere kontant kommunikation, og det vil jeg gerne have, at der er plads til.

LÆS OGSÅ: 39 tip til trøst

Jesper: Med vores første barn mente min kone klart, at hun vidste bedst, også fordi hun havde læst alle de der bøger – men hvor du kalder det instinkter, Sasha, så kalder jeg det sund fornuft.

Selv om jeg ikke havde læst bøgerne, kunne jeg jo godt regne ud, at hvis det var minus 20 grader, skulle han have flyverdragten på.

Tror I, at fædre er bedre til at slappe af i forældrerollen?

Ricco: Ja – og vi kan også af og til blive dovne. Altså en sund dovenskab! Det går jo nok alt sammen. Vi er jo generation nummer en milliard, og vi har det bedre, end man nogensinde har haft. Omvendt ved jeg, at jeg aldrig havde kunnet opfostre et barn uden hende. Vi bidrager bare på hver vores måde.

Jesper: Jeg tror, en af vores væsentligste roller som fædre er at trække mødrene lidt tilbage, så de bliver lidt mere afslappede. At være lidt loose og ikke slås om bagateller.

Søren: Da min kæreste blev gravid, købte hun alle de der bøger a la ‘hjælp, jeg skal være mor’ og ‘se mig, nu kan jeg snart ikke mere gå ned på min hipster-café og drikke latte’.

De der bøger skaber panik og ‘åh nej, er jeg nu mor nok?’. Men hør her: Jeg fik to børn, mens vi boede på et kollegieværelse. Vi havde ingen penge, og vi tog hverken livet af hinanden eller ungerne – slap nu lige lidt af.

Hvilke forventninger havde I til jer selv som fædre?

Jesper: Jeg kan ikke huske, at jeg har leget med min far, og det skal min dreng kunne huske; det der venskab. Den præmis satte jeg op for mig selv, da jeg fandt ud af, at nummer et var en søn.

Søren: Generelt handler det om at lade være med at være en nar foran sine børn. Der sidder hele tiden tre sæt øjne på mig, og de tænker ‘hvad gør han nu? Så gør jeg det også!’. Som forælder skal man for eksempel være meget mere afslappet, end man måske i virkeligheden er.

Det er ren overlevelse at komme ud ad døren, men det er jo fuldstændig ligegyldigt, om du kommer kl. 9 eller 9.30, det vigtigste er, at dine børn får en god start på dagen. Det siger jeg til mig selv hver aften – og hver morgen står jeg der igen og skynder på dem.

Man burde jo slappe af med alle sine regler og lade dem komme ketchup på deres havregryn. Så skal de nok finde ud af, at det ikke smager godt.

Sasha: At bruge tid sammen! Der er bare ikke tid nok på en dag.

Ricco: Jeg har jo kun et barn, men jeg synes, man har tid nok. Med fare for at blive misforstået, så kan det da af og til godt blive ret kedeligt at lege med de der Barbapapa-brikker i timevis.

Man glæder sig jo til lørdag og søndag med familietid, men hvis man ikke har lavet nogen legeaftaler, så kan det altså godt være noget af det længste, man har prøvet.

LÆS OGSÅ: Vi tester babyalarmer 

Søren: Jeg synes, det svinger. Min far er gammel britisk militærmand, og han var god til at lege, når han gad. Jeg kan mærke, jeg ligner ham på den måde. Når jeg har tålmodigheden til at være det, kan jeg være verdens bedste far.

Andre gange kan jeg godt være sådan ‘far sover!’ eller ‘spil nu på jeres åndssvage Nintendo, som har kostet 3.000 kroner’.

Ricco: For mig handler det om værdier som nysgerrighed, nærvær, åbenhed over for fremmede indtryk – ikke bare fremmede mennesker, men alt, hvad der giver nye sanseindtryk ude i verden. Det skal min datter ikke være bange for. Hvis man accepterer alt fremmed og ikke frygter at prøve noget nyt, så skal det nok gå.

SÅDAN TAKLER I FORSKELLIGHEDERNE:

FIND OS PÅ FACEBOOK