Andrea Elisabeth Rudolph: "Jeg har altid ønsket mig en stor familie"

Andrea Elisabeth Rudolph har haft én konkret drøm, siden hun var helt lille. Den handler hverken om cremer eller karriere, men om noget ganske andet: En masse børn og en stor familie. Hun kommer selv fra en af slagsen. Som den tredje i rækken af en børneflok på seks. Og forholdet til hendes søskende betyder alverden.

Det lægger hun ikke skjul på, da hun en morgen inviterer indenfor i sin virksomhed, Rudolph Care. Vi sidder på kontoret i et baghus på Frederiksberg til en snak om den drøm, der lige nu er ved at forvandle sig til virkelighed. På armen har hun Alfred på 14 måneder, i maven vokser en ny lillebror eller lillesøster, og på en folkeskole ikke langt derfra giver hendes datter Isolde den gas som elev i fjerde klasse.

Alfred og den kommende baby har hun sammen med sin mand, håndboldspiller og sportskommentator, Claus Møller Jakobsen. Som også har Oskar og Alma på ni og fire år fra et tidligere forhold. Når foråret kommer, kan de nærmest stille med et håndboldhold.

– Jeg har altid været sindssygt glad for mine søskende. Det var min bror og mig, der som børn plagede om at få små søskende, så det var heldigt, at vores forældre var med på den, fortæller hun, imens Alfred bliver ekspederet ud af en vamset vinterdragt og får lov at gå på kravleopdagelse blandt bordben og reoler med skønhedsprodukter.

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen: “De er små i så kort tid, så NYD det!”

– Jeg passede mine små søskende meget. Mine forældre var begge selvstændige og tit på farten, og min lillebror og jeg havde hver især en cykelvogn på vores cykler, så vi kunne køre dem i børnehave, fortæller hun og erindrer turene ned ad de jyske grusveje, fra barndomsgården og ind til Askov.

– Jeg havde et stort ansvar for de to små, men det var et ansvar, jeg elskede at have og gerne tog.

Forelskelsesbørn, kærlighedsbørn og bonus

Kærlighed nok til alle

Prioriteterne på plads

Er det så den sidste?

Isolde dukker op i døren. Hun har fået tidligt fri fra skole, så hun kan nå at være med på de billeder, der skal skydes til artiklen. Hun smiler, giver hånd og smutter et par øjeblikke efter ned for at hente en udhvilet lillebror i barnevognen. Der er et årti imellem de to, og Andrea kunne sagtens mærke, at den slut-20’er-energi, hun drønede rundt med, da Isolde lå i maven, ikke var der, da hun blev gravid igen.

Hun var mere træt, kort og godt. Og selv om hun grundlæggende er et menneske, der ser muligheder frem for bekymringer, var hun spændt på, hvordan hendes krop ville reagere og hele. Heldigvis er hendes grundform god, hun kom sig hurtigere end frygtet, og i dag er hun ikke det mindste nervøs for at skulle gå det hele igennem en gang til. Heller ikke, når der bliver sendt småskælmske storesøstersignaler.

– Da Isolde fik at vide, at hun skulle være storesøster igen til foråret, rullede hun med øjnene og sagde smilende: ‘Okay – er det så den sidste eller hvad?’, fortæller Andrea.

Selv ligner hun én, der dårligt kan vente med at stå med sin lille nyfødte baby i armene.

– Det er det, jeg drømte om. Det er helt perfekt og lige præcis, som jeg gerne vil have det. Jeg glæder mig helt vildt til at få en baby til – og til at se, hvad det er for én.

LÆS OGSÅ: 5 råd til den gode skilsmisse

LÆS OGSÅ: Far, mor og barn – er vi ikke en rigtig en familie?

LÆS OGSÅ: Amalie: Sådan var min fødsel