Blog: Drenge er ikke et andenrangskøn

Kender I det med, at det nogle gange er det bedre bare at tie end tale. Eller måske bare besidde en smule situationsfornemmelse. Sådan en episode var jeg jeg ude for for et par uger siden.

Vi var til et arrangement, og en bedstemor til et barn kom glad hen og lykønskede mig med maven, alt imens jeg kunne se, at det kriblede i hende for at få lov til at røre ved ”giraffen”. Kvinden syntes, det var spændende med et tredje mirakel, og da jeg til stor skuffelse for hende måtte svare, at vi ikke kendte kønnet, ej heller havde et ønske om hverken det ene eller det andet køn, og sidst men ikke mindst allerede var de stolte forældre til to super seje drenge, tog hun mig om skuldrene og sagde, at hun inderligt ønskede for os, at vi fik en pige.

Jeg måtte endnu engang fortælle hende, at kønnet for os var underordnet. Det holdt hende dog ikke tilbage, og hun følte sig nødsaget til at fortælle mig, at døtre havde man resten af livet, mens sønner kun var til låns, til de blev gift. Jeg blev fuldstændig paf og tænkte, hvad f… hun egentlig bildte sig ind.

Jeg prøvede på en pæn måde at sige, at det var, hvad man selv gjorde det til, og at det måske også afhang af, hvor meget man investerede i sine børn, hvorefter hun grinende sagde ”NEJ” efterfulgt af et ”jeg snakker af erfaring”. Jeg lod den som så mange gange før være, men efterfølgende ville jeg have ønsket, at jeg havde sagt: ”Det gør jeg også – taler af erfaring”.

Min farmor og farfar var begavet med tre sønner, og de var så stolte af dem alle og ville gerne have haft flere, men naturen ville det anderledes. Da de alle tre blev gift, var de ikke mindre stolte, for nu var de også indehavere af tre døtre, og de mistede aldrig deres sønner, ej heller deres ”døtre”, børnebørn eller oldebørn. Jeg har altid set lige meget til mine bedsteforældre på begge sider, da begge parter viste mig den største nærvær og investerede meget i at bevare et tæt forhold. 

Jeg fik den så igen i weekenden og bliver ærligt talt ked af det, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Lise Nørgaards erindringsbøger ”Kun en pige” i en hankønsfortolkning. Jeg ser bestemt ikke endnu en dreng som en fejlleverance, som Lise Nørgaard blev betragtet som. Jeg ser et barn som en gave – om det har en tap eller ej. Hvad der sker herefter, er efter min mening alene op til os selv, og hvor meget man giver af selv. Børn er så ligetil – hvad, du giver, er, hvad du får tilbage.

For nogle år siden sad min søde mand og jeg og snakkede om, når vores mange børn var voksne, hvordan det så ville være. J’s drøm var, at vi hver søndag skulle have ”åbent hus” med lækker mad og masser af snak og hygge med vores børn og deres eventuelle påhæng. Jeg elskede mine bedsteforældre lige meget, og min farmor og farfar så deres drenges familier mindst ligeså meget som hustruernes familier gjorde, ligesom vi har flere vennepar med børn, der ser farmor og farfar mere end mormor og morfar.

Så hvad forskellige mødre må have af erfaringer med deres voksne drengebørn er i min optik derfor desværre ofte resultatet af en selvopfyldende profeti snarere end naturens orden. Jeg ved godt, at der altid findes undtagelser til reglen. Men jeg har tænkt mig at engagere mig aktivt i mine børns liv – det gælder også, når de forhåbentlig bliver gift og får børn. Jeg tror på, at jeg er min egen lykkes smed og selv kan være med til at definere rammerne for kærlighed og relationer. Og jeg har tænkt mig at smede som en gal.

Læs mere på bykamillaborg.dk