Blog: Kan din børneopdragelse larme lidt mindre?

Danskerne vil rigtig gerne have, at vi får mange børn, og opdrager dem til at blive effektive, produktive og gode samfundsborgere – vi skal bare lade være med at opdrage dem i nærheden af dem!

Det er lidt den følelse jeg fik, da jeg kom hjem fra en indkøbstur for et stykke tid siden. Sammen med mig havde jeg nemlig min søn på to år, der lige er trådt ind i den skønne fase, der kaldes “selvstændighedsfasen” (måske bedre kendt som “trodsalderen”). Klokken var ca. 10 om formiddagen, maven var fyldt, bleen var tør, og alt var tilrettelagt for en god indkøbstur. Vi tog fat i en af de helt små vogne, for vi havde god tid til at junior selv kunne gå med vognen, og hjælpe til med at lægge varer i vognen.

På vej ind i butikken går vi forbi nogle lækre klementiner, og da frugt var en af de ting, der stod på vores indkøbsseddel, kom de ned i indkøbsvognen. Men da klementiner er en af min søns favoritsnacks i tiden, ville han meget gerne have en NU. Jeg fortalte ham dog, at vi måtte vente med at spise dem, til vi kom hjem. Det var helt klart IKKE det svar junior havde håbet på, og hans “selvstændige” (evt. trodsige) ’jeg’ kom på banen, og begyndte at skrige. Ikke græde – skrige.

Min ellers så blide søn var nu vred på mig, fordi han ikke måtte få sin vilje, og det skulle jeg have at vide. Og tag mit ord for det, hverken jeg – eller nogen af de andre i butikken – var i tvivl om, at han var utilfreds. Men der var jo nogle ting, vi skulle have købt ind, så jeg fortsatte min indkøbstur med min vrede søn på slæb. Jeg prøvede naturligvis at snakke med ham, og forklare, at vi måtte vente til vi kom hjem før vi kunne spise klementinen, og det lykkedes mig da flere gange at berolige ham – helt indtil han fik øje på klementinerne igen, og kom i tanke om, hvor vred han var.

Mange småbørnsforældre kender denne situation, og jeg fik da også nogle sympatiserende blik fra andre unge voksne, der med deres øjne sagde: “jeg kender det godt”. Det der dog overraskede mig meget, var reaktionen fra de ældre mennesker, der var inde i butikken – og kl. 10 en formiddag var der overraskende mange af dem derinde!

De allerfleste sendte os bare nogle blikke, der var en blanding af bekymrede og irriterede. Nogle af dem kommenterede “hvor synd det var for ham”, og at “han var da VIRKELIG ked af det”. Til de her velmenende (tror jeg?), gamle mennesker forklarede jeg blot, at han ikke var ked af det, men vred på mig. Jeg forklarede sågar, at det var fordi han gerne ville have noget i butikken, som han ikke måtte få. Dette skulle jeg forklare mange gange på min lille indkøbstur, inden vi til sidst nåede kassen. Da min søn nok engang gav sig til at skrige idet klementinerne bliver lagt på kassebåndet, er der en sidste, der udtrykker, at det er synd for min søn. Jeg forklarer (igen igen), at drengen blot ikke var tilfreds med situationen, hvorpå en ældre herre i køen svarer irriteret: “hvorfor skal det gå ud over os?? Det gør ondt i mine ører!”.

LÆS OGSÅ: Må dit barn bade nøgen?

Jeg blev helt stum af denne kommentar. Vi betalte for vores ting og tog hjem. “Hvorfor måtte han bare ikke få klementinen,” kan man tænke? Og ja, det ville nok have været det nemmeste – på kort sigt. Men der er to grunde til, at han ikke fik den. For det første var grunden til, at jeg som udgangspunkt sagde nej, at det hurtigt kan blive meget bøvlet at spise en klementin, når man er på indkøbstur, når man tænker på skræl, frugtsaft, og så videre, derfor vurderede jeg, at det var bedre, hvis vi ventede til vi kom hjem. Den anden grund var, at jeg havde sagt nej. Og jeg vil gerne lære min søn, at et nej er et nej, og det er ikke til forhandling – heller ikke selvom man skriger eller skaber sig. I sidste ende tror jeg, at det vil gøre min søn til en bedre samfundsborger, der kan håndtere modgang og som har respekt for autoriteter. Og sådanne nogle mennesker vil samfundet jo gerne have, at vi opdrager dem til, ikke?

Kan et “ja” til en sølle klementin forhindre dette? Nej, ikke i sig selv. Men hele pointen er jo, at vi er nødt til at opdrage vores børn – også når vi er ude i offentligheden. Jeg kunne selvfølgelig have afbrudt vores indkøbstur og taget hjem, men pt. har jeg ingen mulighed for at vurdere, hvornår junior vælger at øve sin selvstændighed, så det kunne lige så godt ske på næste indkøbstur…og jeg kan jo ikke bare blive ved med at tage hjem – vi skal trods alt have mad! 

LÆS OGSÅ: Skab et familieliv, du elsker

LÆS OGSÅ: Ægteskab eller testamente? Sådan sikrer I hinanden

LÆS OGSÅ: Børn og tidsfornemmelse: Hvornår er det fredag?