Børn med angst: Sådan hjælper du dit ængstelige barn
Angstlidelser hos børn kan være en mental mavepuster og begrænse hverdagen for både små og store i familien. Men angst kan også kureres – og langt de fleste børn kan slippe helt af med den overdrevne frygt.
En 9-årig dreng, der oplever så stor frygt for at kaste op og dø, at han ikke vil i skole. En 10-årig pige, der holder op med at spise, lukker sig inde og udtaler, at hun ikke vil leve mere. Og en dreng på 11 år, der udvikler så voldsomme tvangstanker og social fobi, at han ikke kan komme ud af huset.
Det er blot nogle af de historier, psykiater og læge Peter Lund Madsen opridser i sin bog Når børn og unge får angst, der udkom sidste år.
Fortællinger, som hver især giver gribende glimt af, hvordan det kan ændre livet gevaldigt, når børn bliver ramt af ubehagelige, negative tanker. På en måde og i en grad, som kan være svær at begribe.
Det er ikke, fordi angst i sig selv er en ukendt følelse. Tværtimod er det fuldstændig naturligt at blive bange, når noget farligt er på færde, og det er ret smart, at vi kan reagere og passe på os selv – hvis vi for eksempel møder alvorlig sygdom, vanvidsbilister i trafikken eller en glubsk løve på savannen. Hvilket også er grunden til, at vi har haft følelsen med os nærmest al tid, fortæller Peter Lund Madsen.
“Angst opstod i hjernen som en af de mest elementære grundfølelser, før evnen til at tænke opstod, og de områder i hjernen, som udløser angst, er meget primitive og nogen, vi ikke har kontrol med. Meget firkantet fortalt bliver angst udløst af en bestemt årsag, der viser sig som en reaktion i kroppen, hvor hjertet begynder at slå hurtigt, og man trækker vejret hurtigere.
Annonse
Man bliver bange i sit sind, og krop og sind hidser hinanden op, så man får følelsen af, at noget virkelig voldsomt er ved at ske,” lyder det, og Peter Lund Madsen fortsætter:
“Hvis vi ikke havde angstfølelsen, kunne vi komme til at opføre os dumdristigt og i værste fald dø. Så den er i udgangspunktet livsvigtig.”
Men angsten kan altså også – som han behandler den i bogen – risikere at gå hen og blive til noget helt andet og meget mindre hensigtsmæssigt. Det ved Sonja Breinholst, der er lektor i klinisk børnepsykologi og leder af Center for Angst ved Københavns Universitet, ligeledes en hel del om.
Hun møder løbende børn, der er ramt af angst i langt voldsommere og mere belastende grad, end det er tænkt fra naturens hånd, og vidner, hvordan antallet af angstlidelser i de helt unge år ovenikøbet er stigende.
“Hvis vi reagerer, uden der er fare på færde, og får de samme symptomer, uden der reelt set er noget at være bange for, så rykker angsten fra at være en følelse til at blive en lidelse, og så går den hen og bliver forstyrrende for vores liv.
For børn sker det helt overordnet på en måde, så de ikke kan det, andre børn på deres alder og udviklingstrin burde kunne – såsom at gå i børnehave, i skole og til fritidsaktiviteter – og hvor de begynder at undgå ting, de før har kunnet eller har kunnet lide,” forklarer hun og tilføjer:
“Ting, som på forskellig vis kan betyde øgede konflikter og sætte store begrænsninger, ikke kun i barnets hverdag, men i forhold til hele familiens udfoldelse og trivsel.”
Annonse
Angstens mange ansigter
Gennem sit arbejde er Sonja Breinholst dagligt i berøring med de forskellige former for angst, som børn kan slås med – og som kan udløse den dårligere trivsel hos både store og små i familien – og grundlæggende kan man tale om fem forskellige typer angstlidelser hos børn, fra de er helt små, til de rammer præ-teenagealderen, opridser hun.
“Den, der optræder tidligst i førskole- og skolealderen, er separationsangst, hvor barnet er bange for at være væk fra sine omsorgsgivere, som kan være mor og/eller far. Her bliver barnet bange for, at der enten vil ske noget med dem selv eller deres omsorgsgiver, når de er adskilt; at de selv bliver kidnappet, kommer til skade eller dør, eller at mor eller far rejser væk, kommer til skade eller dør.
Når barnet bliver lidt ældre, typisk 8-9 år, ser vi debuten for det, man kalder specifikke fobier, som er det, de fleste forbinder med angst, hvor barnet er bange for bestemte ting eller en bestemt situation.
Annonse
Det kan være hunde, monstre under sengen, små lukkede rum eller lignende,” beskriver Sonja Breinholst og fortsætter:
"Generaliseret angst, som er et fancy ord for at bekymre sig, opstår typisk omkring 10-11-årsalderen, hvor barnet kan få præstationsangst og bekymre sig om både små og store ting, lige fra corona til krig i Ukraine.
Og når barnet rammer præ-teenagealderen, altså 12-14 år, er det debutalderen for socialfobi, som handler om, at man er bange for at blive negativt evalueret af andre, gøre noget pinligt, blive til grin og gøre noget, andre synes er forkert.
Til slut er der OCD, som efterhånden får sit eget liv i vores nye diagnostiske system, men som lige nu er karakteriseret som en angstlidelse og præget af tvangstanker og tvangshandlinger. Det kan for eksempel handle om, at man er bange for bakterier og hele tiden skal vaske hænder, eller at man er optaget af symmetri, så ting skal stå på en bestemt måde,” lyder forklaringen.
Ofte er der en klar kobling mellem de forskellige typer af angst, siger Sonja Breinholst. Og jo længere tid et barn går med en angstlidelse, jo større sandsynlighed er der, for at det kan sprede sig som ringe i vandet, så barnet udvikler andre angstlidelser.
“Hvis barnet for eksempel som lille har en angst for hunde, kan det måske senere hen opleve at få ondt i maven på samme måde, når det sidder i metroen og på den måde udvikle en angst for offentlig transport. Og opdage, at det kan bruge den samme strategi, som når det ser en hund; nemlig at flytte sig og få mor og far til at køre i bil eller cykle i stedet.
Den strategi kan så blive gen-aktiveret, når barnet som større sidder i skolen og bliver spurgt om noget i timen – og igen genkender et ubehag, som giver det lyst til at fjerne sig og undlade at svare eller række fingeren op. Og måske igen, når barnet som præ-teenager skal indgå i sociale sammenhænge på nye måder.
Det er altså typisk undgåelsesstrategien, der gør, at vi ofte ser sammenhængende angstlidelser, hvor barnet udvikler angst for flere ting på en gang," forklarer hun.
Undgåelse og ulighed
Uanset hvilken type angst, der er tale om, kan den komme til at fylde en hel del i hverdagen, og ifølge Sonja Breinholst er det netop dér – når angsten får en uforholdsmæssig stor og mærkbar plads – at den virkelig skal tages alvorligt. Noget af det, man skal lægge mærke til, er undgåelsen, som netop kan få stor betydning for udviklingen af barnets angstlidelse.
“Undgåelse er den første mekanisme i angst, og hvis der er noget, barnet er bange for, vil det for alt i verden forsøge at undgå det. For eksempel en gåtur i parken, hvor der kan være hunde, eller legeaftaler, fordi der er andre børn.
Både forældre og familier er ofte rigtig gode til at tilpasse sig barnets angst, og tit forsøger forældrene ud af kærlighed og omsorg, bevist eller ubevidst, at give barnet lov til at undgå de ting, der skaber angst, hvilket eliminerer en masse ting, barnet burde kunne i sin hverdag; gå i børnehave, have legeaftaler, spise bestemte ting, sove i sin egen seng,” lyder forklaringen.
Samtidig er det vigtigt, at man som forælder kigger på, hvad andre børn, der har samme alder eller udviklingstrin kan, og reagerer, hvis ens eget barn ikke mestrer det samme, bebuder Sonja Breinholst, som også nævner de fysiske symptomer, angsten kan føre med sig – som ondt i maven, kvalme, ondt i hovedet, muskelspændinger og i nogle tilfælde også opkast.
Som forældre skal man ikke tænke over, om angsten kommer forskelligt til udtryk hos henholdsvis drenge og piger. Nye studier viser nemlig, at der ikke er forskel på, hvordan de to køn reagerer.
“Tidligere har det heddet sig, at det var en pigelidelse, hvilket nok skyldes en kultur, hvor vi har forbundet angst med at sidde stille i klassen og ikke komme i skole eller græde, når man bliver konfronteret med det, man er bange for.
Men vi er blevet bedre til at spotte drenge med angst, fordi vi efterhånden har forstået, at der er langt flere drenge, der er udadreagerende, når de er bange, og som vi tidligere puttede i en kasse med adfærdsforstyrrelser og ADHD,” forklarer Sonja Breinholst og drager en parallel til dyreriget.
“Kigger du på et dyr, der er trængt op i en krog, vil det enten lægge sig fladt ned og overgive sig, som et billede på de stille piger, der græder og overgiver sig til en voksen, eller kæmpe ved at vise klør og hvæse, som et billede på de drenge, der sparker, slår og råber. Og det er en af grundende til, at vi i dag siger, at der ikke er kønsmæssig forskel,” forklarer hun.
Et trin ad gangen
En ting, man ikke skal undervurdere hos børn med angst, er de ressourcer, angsten kræver af dem. Hvilket også er en vigtig grund til at få den behandlet, pointerer Sonja Breinholst.
“Barnet bruger ufattelig meget mental energi på at være bange, hvis det for eksempel hele tiden skal scanne omgivelserne for at se, om der er en hund, eller om dets mor er på vej ud ad døren, og hvis vi ikke gør noget ved angsten, kan det gå ud over barnets faglige og sociale udvikling og færdigheder,” forklarer hun og fortsætter:
“Vi kan også se, hvordan ubehandlet angst hos børn kan fortsætte ind i ungdomslivet og voksenlivet, og at voksne med angst har en øget risiko for at få børn med angst, således at det kan blive en ond spiral.”
Tove Matzen Drachmann, der er psykolog, behandler dagligt børn med angst og har et indgående kendskab til de metoder, der kan hjælpe både små og større børn med at slippe de negative mønstre.
“Vi arbejder med et trappestigesystem, som har til formål gradvist at eksponere barnet for de ting, det er bange for – som nogle nyttige og kærlige skub, der stille og roligt bekræfter dem i, at de godt kan overvinde deres frygt.
For de helt små børn er det forældrene, der definerer trinene og øver dem med dem, uden at det bliver meget tydeligt for barnet, og for de lidt større børn – fra skolealderen og op – hjælper vi børnene med at definere de gradvise trin og øvelser, der er vigtige for at nå det endelige mål,” indleder hun.
“Et mål kan være, at barnet gerne vil kunne være i skole en hel dag uden mor og far eller have en legeaftale, uden at far og mor er med, og hvis barnet for eksempel er vant til at sidde på skødet af mor eller far, kan første trin være, at de sidder på deres egen stol – og næste trin, at mor og far går uden for døren med døren åben.
Vi giver hele tiden barnet mulighed for at vælge mellem forskellige ting og bruger det trin, de er mindst bange for, så barnet er med og selv bestemmer tempoet,” forklarer hun videre.
Når barnet lykkes med et trin, kan en konkret belønning – som en vingummi, et klistermærke eller god gammeldags ros – være med til at understrege en positiv opmærksomhed i en situation, hvor barnet ikke er bange, hvilket i sig selv har stor betydning, beskriver Tove Matzen Drachmann.
“Barnet med angst er vant til at få opmærksomhed, når det er bange – hvilket forstærker angsten og den bange adfærd – så det er vigtigt at vænne barnet til at få opmærksomhed i andre og rare situationer, hvor det ikke mærker frygt. Det er noget af det, vi snakker med forældrene om; hvordan de giver deres barn opmærksomhed, når det er sluppet af med angsten, og ikke mindst hvordan de taler om angsten og de ting, barnet er bange for,” siger hun og giver et eksempel:
“Siger man for eksempel: ‘Nå, så er det mandag i morgen, og du skal i børnehave. Tror du, at du kan klare det?’ Eller: ‘Hov, der går en hund – vi løber over på den anden side af vejen, ikke skat’? Her gælder det i stedet om at tale om tingene på en positiv og ikke-farlig måde – og i det hele taget ikke tale for meget om det.”
Helt konkret kan man ifølge Tove Matzen Drachmann hjælpe barnet med at erstatte det, hun kalder drilletanken – for eksempel tanken, der siger: ‘Min mor og far glemmer mig og kommer aldrig og henter mig’ – med en såkaldt hjælpetanke, som kan hedde: ‘Min mor og far kommer altid og henter mig, og jeg har aldrig prøvet andet’.
Eventuelt ved at lave et kort med en farve eller en tegning af en glad familie, som minder barnet om hjælpetanken, og som enten de selv eller en voksen tager i brug, når drilletanken kommer, lyder rådet.
“På den måde skal de voksne også øve sig i at hjælpe barnet til at ændre adfærd og gøre ting selv – så barnet styrker sin mestringsfølelse, fremfor at forældrene beroliger og klarer alt for barnet, hvilket er meget vigtigt, når det handler om at komme af med angsten,” understreger Tove Matzen Drachmann.
De ubehagelige følelsers udebane
I sin bog taler Peter Lund Madsen med både forældre til børn og unge med angst og med eksperter på området, og samtalerne understreger ifølge forfatteren, hvordan angsten fylder hos vores yngste i dag – også på en anden vis, end den tidligere har gjort.
“Selv om vi kan bekymre os om alt muligt i dag, er verden grundlæggende et trygt sted, og fordi vi er vant til, at vores hverdag er sikker, og det går godt, hvis vi opfører os ordentligt, er en angstlidelse en meget dramatisk oplevelse – både for den, der har det, og for omgivelserne.
Lige pludselig, uden man aner, hvor det kommer fra, har man det enormt dårligt, er enormt bange og føler måske, at man i stor udstrækning mister kontrollen med sit eget liv. Så det er ikke alene angsten i sig selv, men også den kontrol, den tager over i hverdagen, der fylder.
Sammen med angsten for, om der er noget alvorligt galt, om barnet skal have det sådan altid, og om man som forælder selv har gjort noget forkert. Det er en uvant og skræmmende oplevelse for moderne mennesker,” konstaterer Peter Lund Madsen og tilføjer:
“I gamle dage – da mine egne bedsteforældre var børn – var man mere vant til, at katastrofer kunne indtræffe, og til at bide ting i sig, og hvis man havde det dårligt, var det i høj grad noget, man selv skulle klare. Det er der ikke noget godt i. Men man var mere vant til, at der ikke var kontrol med tingene.”
Spørger man Sonja Breinholst, er hun enig i, at samfundet har ændret sig på en måde, hvor vi ikke i samme grad lærer at udholde negative følelser og ubehag, og at det kan spille en rolle i forhold til det øgede antal af børn og unge, der mistrives og døjer med angst.
“Hvis børn keder sig i dag, har de et utal af muligheder for at blive underholdt på alle mulige digitale platforme, hvilket ikke var tilfældet for bare få årtier siden. Dengang var der ikke mulighed for at zappe væk, og man var på en anden måde nødt til at håndtere følelser som kedsomhed, nervøsitet og ubehag. Jeg tror, at både børn og forældres tærskel for den slags negative følelser, som også er dem, der kommer, når man er bange, er utrolig lav i dag, fordi vi hurtigere kan ‘få dem fikset’.
Gennem underholdning af forskellig art og gennem forældrenes øgede kontrol og indflydelse på, hvor deres børn er, hvad de laver, og hvordan de lynhurtigt kan hjælpes,” vurderer hun og pointerer, hvordan der samtidig ligger en styrke i, at vi er blevet bedre til at spotte børn og unge med angst:
“Heldigvis ser jeg en stigende tendens til, at lærere, pædagoger og forældre er interesserede i at få viden om angst, og inden for de sidste fem til syv år er der også kommet en øget politisk og faglig bevågenhed omkring området, hvilket er vigtigt i forhold til at få knækket den opadgående kurve, vi ser blandt børn og unge.”
Et perspektiv, som Peter Lund Madsen bakker op.
“Jeg tror, det er vigtigt at finde frem til årsagen til barnets angst og søge hjælp og ligesindede – så man bliver bekræftet i, at det ikke er unormalt, og så man kan få nogle gode tips og råd til, hvordan man opfører sig, så angsten mister sit tag. Og så tror jeg, det er vigtigt at huske på, at angst i sig selv ikke er farligt, og at det i mange tilfælde ikke er udtryk for, at der er noget alvorligt galt.
Selv om man har en periode, hvor det kan se fuldstændigt håbløst ud for både forældre og børn, så er fremtidsudsigterne i forhold til at få et almindeligt og godt liv meget, meget gode. Den besked, synes jeg, er vigtig at understrege – at det nok skal gå.”
