Børnepsykologen: "Voksne betyder enormt meget i et børneliv - både på godt og ondt"
Anne Sofie har viet sit liv til at hjælpe børn og unge, der har det svært. Og selv om det til tider er hårdt, så er det altid det hele værd. Mød børnepsykologen her.
Hvordan arbejder du med børn?
– Jeg arbejder med en gruppe sårbare, døgnanbragte børn og unge, som har oplevet svære ting i deres liv. De kan være i alderen 2-18 år, men langt de fleste er i alderen 10-18 år. Mit daglige arbejde kan både være samtaler med børnene, det kan være undersøgelser af deres pædagogiske og psykologiske behov, og det kan være sparring med institutionens pædagogiske personale omkring, hvordan vi bedst løfter opgaverne omkring børnene, så de får det bedre. Mit job handler om at prøve at forstå, hvad det er, der er på spil, hvad det er, der er svært, og hvordan vi så kan løse det.
Hvordan opstod din passion for børnene?
– Jeg vidste i en meget ung alder, at jeg skulle have med børn at gøre. Jeg startede som fodboldtræner som helt ung og har siden været lærevikar, pædagogmedhjælper og støtteperson for en handicappet dreng, før jeg fandt ud af, at det var psykolog, jeg ville være. Jeg har også snust til voksenpsykiatrien, men den bekræftede mig kun i, at det var børn, der skulle være omdrejningspunktet for mig. Jeg har altid følt mig enormt godt tilpas i børnehøjde. De er så umiddelbare, og voksne betyder så enormt meget i børneliv, både på godt og ondt. Det fascinerer mig.
Hvornår går du hjem fra arbejde med en rigtig god mavefornemmelse?
– Det kan både være, når jeg har bidraget til, at pædagogerne får nogle nye refleksioner. Og det kan være en ung, som ikke har villet tale med mig, men som pludselig godt vil. Eller en samtale, hvor jeg kan mærke, at der virkelig er hul igennem, og den unge absorberer det, vi taler om. Det kan også være, når jeg har lavet en undersøgelse af en ung og konteksten, der har formet dem og skal formidle indholdet til familien. Nogle gange kan det godt være nogle hårde ting. Så det kan også være en god dag, når jeg oplever, at jeg får sagt det hele på en måde, så jeg har givet udtryk for alvoren, men samtidig også været omsorgsfuld overfor dem, der skulle høre det. Det er ikke altid muligt at gøre det, man gerne ville gøre, fordi der er nogle udstukne rammer, man skal holde sig indenfor. Derudover kan det nogle gange synes, som om der kan være lang vej til beslutninger, altså at noget skal ad mange omveje, før det er muligt at handle på det.
Hvornår er dit job hårdest?
– Man kan godt nogle gange føle, at man slås med systemet, og nogle gange betyder økonomi alt for meget. Havde vi ideelle forhold, så kunne vi gøre nogle andre ting, end det vi somme tider har at stille op med. Det frustrerer mig helt vildt, at det er sådan nogle ting, der nogle gange skal ligge til hinder for, at vi kan gøre det bedste stykke arbejde og yde den bedste hjælp for de her børn.
Hvorfor er dit arbejde så meningsfuldt for dig?
– Det, der især tiltaler mig ved mit arbejde, er, at vi voksne netop har så stor påvirkning på, hvordan et barns liv kommer til at folde sig ud – også når et barn har det rigtig svært. Som børnepsykolog har jeg mulighed for at gribe positivt ind i børns liv og hjælpe med at få skabt en bedre kontekst omkring det i samarbejde med forældre og de mennesker, børnene har omkring sig. Det er enormt givende og motiverende, at man med en rimelig tidlig indsats virkelig kan hjælpe og ændre på meget for et barn, der har tunge sager at slås med. Og det er meget tydeligt at se, at man gør en forskel, når man arbejder med børn.
Hvad oplever du, at folk tænker og tror om dit job?
– Folk siger tit, det må være hårdt, fordi jeg møder så mange forfærdelige skæbner. Det gør jeg jo også. Men der er ikke nogen, der får det bedre af, at andre får ondt af dem. Det, de kan bruge til noget, er, at vi kommer med vores vilje og mod til at hjælpe og gøre en forskel. En af mine fornemmeste opgaver som psykolog er netop at få et lidt mere overordnet perspektiv på det. Mit job er ikke at pege på det svære, men at hjælpe med at finde løsninger og skabe en bevægelse mod en ny retning. Der, hvor jeg synes, det bliver hårdt, er mere, hvis jeg oplever, at hjælpen ikke slår til, eller at der ikke er mulighed for at give den bedste hjælp. Dét kan nage mig.