"Du burde få en abort"

For nogle år siden kunne jeg mærke, at der var et eller andet galt inden i mig. Jeg følte mig ikke rigtigt glad, havde intet overskud, og jeg isolerede mig, fordi mennesker skræmte livet af mig, selv min egen familie. Kort sagt havde jeg det bedst i min seng for nedrullede gardiner. Jeg havde nogle enkelte mennesker, jeg slappede af sammen med, og som jeg var trygge ved – resten af min omgangskreds havde jeg svært ved at tilbringe tid sammen med, selvom jeg rigtig gerne ville. Min krop modarbejdede mig bare på det groveste.

Efter noget tid kontaktede jeg lægen, som endte med at henvise mig til regionspsykiatrien, så jeg kunne få lavet en udredning og forhåbentlig få en diagnose.

Jeg fik først nogle samtaler med en sygeplejerske, der skulle hjælpe mig med at få lagt en plan, da hun kunne konkludere, at jeg led af diverse former for angst, og så syntes hun, det bedste ville være, at jeg startede op på noget angstdæmpende medicin, der ville gøre det nemmere for mig at komme igennem forløbet.

Efter jeg havde været til to samtaler, fandt jeg ud af, at jeg var gravid og ventede Frk. Tumling. Jeg bad min mor om at tage med til næste samtale, da jeg kort sagt var rædselsslagen for at skulle fortælle sygeplejersken, at jeg var gravid. Hvorfor jeg var så bange for at fortælle det, ved jeg faktisk ikke, for i sidste ende havde det jo ikke noget med hende at gøre, men jeg følte virkelig, jeg havde spildt hendes tid.

Jeg husker ikke dette møde helt tydeligt, jeg kan bare huske, at jeg blev frygtelig ked af det, da jeg skulle sige ordene: “Jeg er gravid”, og jeg følte virkelig, det var forkert af mig at glæde mig over at skulle have et barn, så det endte med, at jeg næsten sad og undskyldte for det til en vildt fremmed.

Til sidst fik hun sagt noget, jeg aldrig tror, jeg glemmer, og som stadig “hjemsøger mig” i dag.

Dårligt planlagt baby

Hun sagde noget i stilen med, at det var virkelig dårlig planlagt, for nu kunne hun jo ikke sætte mig på nogen former for medicin, og om jeg virkelig mente, jeg ville være i stand til at tage mig af et barn i min tilstand. Om det var præcis sådan, hun fik det sagt, kan jeg ikke huske, jeg levede lidt i en tåge dengang, men jeg kan huske, jeg forlod mødet med følelsen af, at hun egentlig indirekte havde sagt: “Du burde få en abort, for du kan da ikke tage dig af et barn”.

Min mor var heldigvis med, og hun hjalp mig med at få forklaret sygeplejersken, at jeg godt kunne tænke mig at få nogle psykologsamtaler, som eventuelt kunne hjælpe mig med at bearbejde den egentlige grund til, at jeg gik rundt og havde det skidt, frem for bare at dulme symptomerne med medicin. Hvis jeg ikke havde haft min mor med, så ved jeg ikke, hvordan tingene var gået, men hold da op, hvor var hendes støtte lige, hvad jeg havde brug for den dag.

Igennem graviditeten græd jeg meget over den kommentar, og den “hjemsøger” mig da stadig på et eller andet ubevist plan. Tanken om at være en dårlig mor kan få mig til at græde på et splitsekund.

Inderst inde ved jeg godt at jeg ikke er en dårlig mor, og jeg gør mit bedste, ligesom alle andre mødre i verden. Frk. Tumling er en smuk lille pige som altid er glad og udadvendt, hun er dygtig til alt hun sætter sig for og så hun pokkers stædig – kort sagt: Helt perfekt! og det bliver jeg altså nød til at tro på har lidt med min og hendes fars evner som forældre at gøre. Alligevel kan jeg engang imellem høre sygeplejerskens stemme inde i mit hovedet der siger “Du kan ikke være mor, du skulle ha fået en abort”.

Da jeg startede i angst behandling på angstklinikken i Viborg, så havde vi alle hver vores ømme punkter, mine var helt klart Frk. Tumling, mine evner som mor og generelt ikke at føle sig god nok som menneske. De fik lært mig at håndtere de “automatiske negative tanker” og i stedet stole på at jeg gør det godt nok.

Jeg er ikke rask, langt fra! Jeg føler mig sjældent god nok som person og kan ikke se hvorfor andre skulle syntes jeg er interessant at bruge tid sammen med, men jeg VED nu at jeg er herre god til at være mor – og det er godt nok til mig indtil videre.

Jeg tager imod udfordringen af at være mor til en tumling og et hold tvillinger i stiv arm, og så skal jeg nok sparke røv… Vent og se!