Far bag tremmer: Når straffen rammer uskyldige

Mens Allan læser op af Alfons Åberg, kigger han på billedet af sin yngste søn på væggen. Han var bare ni dage gammel, da Allan blev arresteret. De sidste syv måneder har de kun set hinanden en gang om ugen i en time, når hans kæreste kommer forbi med ham i Blegdamsvejens Arrest i København.

Når dørene lukkes til cellen kl. 20 om aftenen, så har Allan fred og ro til at læse op af børnebøgerne og synge for drengen pr. langdistance. Historierne båndes på en cd-afspiller, som Allan returnerer til den børneansvarlige i fængslet, når han er færdig. To bånd af en times varighed er det ind til videre blevet til.

– Jeg beklager, at det lige skulle gå ud over dig, griner Allan til fængselsbetjenten Lene, der er børneansvarlig i Blegdamsvejens Arrest. Sidst måtte hun lægge øre til en hel times skønsang, og det var ikke kønt, som Allan siger.

Den børneansvarlige skal nemlig tjekke båndet med godnathistorier og sang igennem, inden det bliver afleveret til Allans kæreste, så deres søn kan få båndet og derigennem lære sin far at kende.

Godnathistorier fra Hotel Gitterly

Godnathistorierne er et af flere nye initiativer inden for kriminalforsorgen, der skal styrke familien, så den bliver bedre rustet til at håndtere hverdagen, mens den ene forælder er frihedsberøvet. Historierne skal bidrage til at bevare en meningsfuld relation mellem familien og den indsatte under opholdet. Og det virker, kan Lene godt skrive under på.

– Mange børn bliver så lykkelige, at de sover med cd’en under puden om natten. For det er deres helt personlige historie, som de har fået af deres far.

For Allan er det en god mulighed for at kunne gøre bare en lille smule for sine børn, mens han sidder fængslet.

– Lige da jeg kom herind og sad og kiggede på tremmerne, tænkte jeg. Hvad fanden skal der nu ske med mine børn? Når celledøren lukker, så kan man ikke andet end at tænke, at man er en dårlig far, fordi man sidder her. Det er klart, siger Allan.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: 19 tegn på at du er blevet far

Han er i 40’erne, en stor mand og muskuløs af bygning. Allan er ikke tidligere straffet, og han har nu siddet varetægtsfængslet i syv måneder. Da der først falder dom i sagen i december, må vi ikke komme ind på, hvilken forbrydelse han er sigtet for at have begået.

Skjulte ofre

Besøg af kæresten

Allan må ikke modtage telefonopkald, og han er også underlagt besøgs- og brevkontrol. Det vil sige, at alt der går ind og ud bliver kontrolleret af politiet. Breve fra kæresten er som regel små 14 dage undervejs, men de kommer.

På bordet foran Allan ligger en stor stak med hjemmelavede bøger af foldet A4 papir sat sammen med blåt gavebånd. En uges liv fra kæresten, bonusdatteren og hans lille søn illustreret med billeder og tekst om, hvad de har lavet.

– Her er de ude i kulturnatten, peger Allan og viser familien på sightseeing i København. Og her har min søn fået en gris, som de har døbt far, griner han, og viser sønnen med sin nye lyserøde bamse.

Lene fortæller, at det netop er besøgene og brevene med et friskt pust udefra, som mange indsatte overlever på.

– Så fortæller de det, familien har oplevet videre til de andre indsatte og til os. Det er sådan, de oplever noget nyt – og det er samtidig det, der former den virkelighed, som de kommer ud til, fortæller hun.

Vejen ind bag murene

Afskeden er svær

Aldrig mere i fængsel

Hvis alt går vel, håber Allan at blive løsladt omkring august 2017. Ventetiden bruger han blandt på at tage 10. klasses afgangsprøve og nu nogle HF-enkeltfag. Han har tidligere arbejdet som salgsassistent og drømmer om på sigt at blive selvstændig med egen butik.

Han glæder sig til at flytte sammen med kæresten, de boede ikke sammen tidligere, men det skal de, når han kommer ud i friheden.

– Ja, og så giver hun mig nok ungen på armen, og så er det min tur til at tage slæbet, siger Allan og smiler.

Kilden i denne historie har ønsket at være anonym. Allan er derfor et opdigtet navn.