Guide til fri leg

Fri leg: Hjælp dit barn til at lege bedre selv

Er legen fri, hvis du blander dig? Hvorfor er den frie leg vigtig, og hvordan hjælper du dit barn til at lege bedre selv?

Hvad kan barnet hvornår?

0-3 år

De mindre børn skal have hjælp til at gå på opdagelse – blandt andet ved at få lov til at gå om bord i helt almindelige hverdagsting. For dem kan det være en fest at være ’med på job’; med gryde og piskeris i køkkenet eller papir og blyant på kontoret. I 2-3-årsalderen begynder barnet at kunne bygge fantasien på og forestille sig universer. Eksempelvis igennem sanglege.

+3 år

De større børn kan lege selv – og det er vigtigt at give dem plads til det. Vær opmærksom på, hvad de eventuelt har brug for, før de kan gennemføre eller komme i gang med legen, uden at ’fikse’ og færdiggøre tingene for dem. Hvis de for eksempel gerne vil bygge en hule, er det ofte processen, der er legen, og ikke nødvendigvis den færdige hule.

Den frie leg er den, hvor dit barn selv finder på. Det er barnets leg og ikke den voksnes. Den står i modsætning til den styrede leg, hvor der er et mål for legen. I den frie leg kan dit barn undersøge, eksperimentere og afprøve, og det er vigtig for børnenes kreativitet, læring og udvikling.

Der skal være plads til den frie leg – også når kalenderen skriver travl hverdag. Inviter dit barn til at tegne ved spisebordet, imens du laver mad, eller sørg for, at der er en fast plads til hans legeting i nærheden af de steder, hvor du skal arbejde eller ordne praktiske ting.  

LÆS OGSÅ: Sådan hjælper du dit barn med at lege

Mind dig selv om, at det er i orden med en smule rod og kaos. Børn opfatter det ikke som kaos, men ser det som en invitation til leg, hvis bondegårdsdyrene, legoklodserne eller nogle tilfældige dimser ligger fremme. Det giver dem mulighed for at være opsøgende, eksperimenterende og særligt kreative. 

Prioriter legetid – også i hverdagen – frem for et hav af fritidsaktiviteter og andre skemalagte aftaler. Men husk at være realistisk. Hvis der er et kvarter, til I skal ud af døren, kan det være, dit barn skal vente til weekenden med at samle den store togbane. 

LÆS OGSÅ: Sådan leger dit barn det første år

Se kritisk på dine egne principper. Hvad er det værste, der kan ske, hvis ungerne bruger det nye sengetæppe, når de vil bygge hule? Og tager sofaen virkelig så meget mere skade af at blive brugt som sørøverudkigspost af en toårig, end af at far sidder tungt i den, når han ser fodbold? 

Undgå kontrol, når dit barn leger 

Parkér perfektionismen, køl ned for kontrol-genet, og lad være med at opstille regler for, hvordan legen skal udfolde sig, eller hvor den skal føre hen. Hvis I klipper julepynt, og din lille knægt allerhelst vil lave en stor glanspapirs-bazooka til juletræet, så glem dine egne forestillinger om, at det kun er sirlige kræmmerhuse og fine julehjerter, der dur. Lad være med at afbryde og forstyrre, når dit barn leger. Hvis der er helt stille på børneværelset, fordi din datter sidder fordybet i en snak mellem yndlingsbamsen og barbiedukken, så lad hende gøre det i fred, og undgå spørgsmål som: ‘Det ser spændende ud – hvad laver du?’ Hun kan nemt ryge ud af legen ved at skulle forholde sig til dine spørgsmål. Fri leg er også der, hvor dit barn alene sidder helt roligt og koncentreret.

Hjælp dit barn videre med legen

Her kan du hente inspiration til fri leg

  • Find ideer til ting, dit barn kan lave, på nettet. Som opskrifter på, hvordan man bruger genbrugsmaterialer til at lave udklædning eller legetøj.
  • Tænk over, om du kan indrette børneværelset eller andre dele af hjemmet med møbler, der inviterer til leg – det kan være en ’børne-reol’ med folde- gardin, stige og forskellige rum.
  • Tag dit barn med ud i verden, og besøg museer, biblioteker og steder i nærmiljøet, hvor de kan gå på opdagelse.
  • Kobl dig på de processer, barnet i forvejen er involveret i – spørg ind til, hvad de har lavet i vuggestuen eller børnehaven, og leg videre på de lege. Hør eventuelt pædagogerne om, hvad de beskæftiger sig med nu – måske er der lege, dit barn er særlig glad for, som I kan tage op derhjemme.

Det bedste er at ‘fange’ legen, inden det er gået helt i stå og hjælpe legen videre på barnets præmisser. Spørg om der er brug for hjælp, lyt til svaret, og træd ind i legen, som om du var et andet barn. Jo yngre barnet er, desto mere er der behov for, at du blander dig. For eksempel ved at byde ind med konkrete genstande, som et lagen man kan gemme sig under, eller en avis der på magisk vis kan forvandle sig til en hat. 

Hvis legen er strandet, fordi ‘det er keeeedeligt’, så giv barnet mulighed for selv at komme tilbage på sporet ved at blande dig udenom. Kedsomhed er ikke farligt, men kan tværtimod være en kilde til nye lege og endnu større kreativitet.