Gravid: 5 afspændingsøvelser med din partner
I løbet af graviditeten kan der hurtigt opstå spændinger i kroppen, fordi holdningen ændrer sig. Her får du 5 gode bud på afspændingsøvelser, som du nemt kan lave med din partner, familie eller ven/veninde.
Spændinger i kroppen kan være virkelig generende under graviditeten. Det gør det ikke bedre af, at du sikkert ikke længere har lige så nemt ved selv at få strukket kroppen ud, da du nu også bærer rundt på de ekstra kilo på maven.
Derfor giver træner Lotte Arndal dig her i videoen fem gode bud på afspændingsøvelser for den gravide krop. Det gode ved dem er, at de skal laves med en partner, som derfor kan hjælpe dig med at lindre de smerter, der er svære at komme af med på egen hånd.
Et sted der virkelig kan være anspændt under graviditeten er nakken, fordi både barm og mave vejer mere og derfor tynger kroppen fremad. Sammen med Mille har Lotte en rigtig god øvelse for netop at få strukket nakken.
Derudover kan du se, hvordan din partner let og mildt kan massere din lænd og få bugt med kramper i lægmusklerne.