Gravid: Så meget forvandler din krop og dit sind sig, når du er gravid
I løbet af de 40 uger, din baby er undervejs, skal den igennem en kæmpe biologisk forvandling, og det samme skal du. Bliv her klogere på din krop, dine tanker og følelser som gravid og din babys udvikling frem til fødslen.
1. Trimester (uge 1-12)
Du mærker ikke meget til selve befrugtningen, men inden i dig er der fuld gang i miraklerne. Et lille æg er modnet og vandrer ud i æggelederen. Her smelter det sammen med en sædcelle og vandrer videre mod din livmor, hvor det sætter sig fast i slimhinden.
Din krop sørger for at beholde slimhinde og æg i stedet for at udstøde det, som normalt ved menstruation. Derfor er det første tegn på graviditet, at din menstruation udebliver. Selv om du sikkert er utålmodig, kan du tidligst tage en graviditetstest, første dag du er gået over tid. Inden da vil resultatet være for usikkert.
Din krop
Hvem der bare kunne sove! I løbet af de første uger kommer trætheden væltende. Dine hormoner kører på højtryk, og du kan få kvalme. Hvis du har mulighed for at indlægge små hvilepauser i løbet af dagen, så smid dig på langs et sted. Selv om man ikke kan se noget som helst endnu, sker der alverden bag din navle. For de fleste løjer kvalmen af i løbet af uge 12 eller 15. Prøv at spise mange små måltider, og drik rigeligt.
Pletblødning
Måske oplever du, at du har øget udflåd fra skeden. Det er normalt og skyldes, at livmoderhals-slimhinden bliver tykkere og producerer mere sekret. Det kan også ske, at du pletbløder, men det behøver slet ikke at være tegn på fare og begyndelsen på en spontan abort, som du måske frygter. Det er dog altid en god idé at kontakte din læge, hvis du pludselig begynder at bløde under din graviditet.
Gravid alle andre steder end på maven
Den større mængde blod i din krop og hormonernes påvirkning af dine slimhinder kan betyde, at du lettere får næseblod, eller at dit tandkød bløder, når du børster tænder. Din graviditet påvirker hele din krop – ikke kun maven. Og så er der jo vægten! Måske tager du slet ikke noget på i første trimester. Måske bliver du et par kilo tungere. Måske lidt mere. Hvis du har haft meget kvalme og måske kastet op, kan du endda have tabt dig en smule.
Dine følelser
Du er glad, fordi det er lykkedes at blive gravid, men måske kommer du også pludselig i tvivl, om det egentlig overhovedet skulle være lige nu. Det er helt normalt at føle tvivl, og du skal huske, at de mange hormoner også påvirker dit humør.
LÆS OGSÅ: De 11 største bekymringer som gravid
Det ene øjeblik kan du gå syngende rundt, mens du i næste øjeblik har lyst til at aflyse hele projektet. Hvis du venter med at fortælle din nyhed til venner og familie, kan det føles lidt svært at gå med en stor hemmelighed i månedsvis, men det kan også være dejligt for dig og din partner at have noget sammen, som kun I to kender til.
Sårbar og optaget af det nære
Det er en kæmpe omstilling at vente et barn, og du er kun lige begyndt. Husk, at ingen følelser er forkerte. Det er en myte, at man altid er tindrende glad, når man er gravid. Du kan også opleve, at dine prioriteter ændrer sig. Måske kan du ikke koncentrere dig om at se nyheder og læse bøger. Måske taber du tråden, når venner og familie taler om deres job, uddannelse og ferieplaner. Du vender dig automatisk lidt indad og er optaget af de nære ting: dig selv og din krop.
Dit barn
Dit barn bliver færdigdannet i løbet af de første 12 uger. Det går stærkt, så der er ikke noget at sige til, hvis du føler dig udmattet. Det lille befrugtede æg, der i fagsprog hedder zygote, har i løbet af de første uger allerede udviklet sig til flere hundrede celler.
I uge fire deler det sig i to, og den ydre del af ægget bliver til moderkagen og fosterhinderne, og den indre til fosteret. Allerede en uge senere er fosteret cirka to millimeter, og både kranie og anlæg til arme og rygrad er ved at blive dannet. Den lillebitte hjerne er delt i to hjernehalvdele.
Hjerteslag
Fra uge seks begynder hjertet at slå, og det lille foster vokser cirka en halv millimeter om dagen. Det begynder langsomt at ligne et menneske. Fra uge ni kan fingre og tæer skelnes, og man kan se en lille næsetip. Barnets hjerterytme er meget hurtigere end din egen.
Det lille hjerte slår op til 150 slag i minuttet – det, du senere vil høre, når jordemoderen eller lægen lægger en såkaldt doptone over dit maveskind. Ved slutningen af uge 12 måler dit barn cirka 42 millimeter og vejer omkring 20 gram. Det kan sluge små mængder fostervand.
2. trimester (uge 13-28)
Her kommer du. Tydeligt gravid og med en ny selvsikkerhed i blikket! Andet trimester er for mange gravide det bedste. Kvalme og træthed er overstået, og du er endnu ikke så tung og besværet, at du ingenting orker. Inde i maven er din baby i fuld sving med at vokse, og nu kan din bedre halvdel snart være med til at mærke små spark og lytte til hjerteslaget. Imens vandrer dine tanker måske tilbage til minder fra din egen barndom og dine forældre, mens du spekulerer på, hvordan du vil klare det ansvar, det er at være mor for nogen.
Din krop
Nu begynder din krop langsomt at forandre sig. Din mave er måske ikke så stor, men den føles hård, og du har problemer nok med at passe dit tøj nu. Måske kan du ane en mørk streg fra navlen og ned. Den kaldes linea fusca eller linea nigra og er hormonbetinget. Den forsvinder lige så stille igen efter fødslen. Dit hjerte slår lidt hurtigere end sædvanligt, fordi du har mere blod i kroppen, og derfor kan du godt føle dig lidt stakåndet.
Sidestik og voldsom sult
Du kan måske mærke lidt stikkende smerter i siden. Det er tegn på, at livmorens ledbånd giver sig for at gøre plads til dit barn. For de fleste er kvalmen slut nu, og en umådelig sult kan melde sig – uden at du dog af den grund behøver at spise for to. Fra uge 20 og frem til starten af tredje trimester er det helt normalt at tage et halvt kilo på om ugen, så du skal nok blive rundere.
Små, søde spark
Hvis du er gravid første gang, er det mest almindeligt, at du først mærker dit barn sparke omkring uge 18-21. Først føles det som små bobler, siden kan du tydeligt mærke spark og ‘kolbøtter’. Din livmoder har størrelse som en mindre melon i uge 20. Omkring uge 24 kan din partner prøve at mærke et spark gennem dit maveskind (men hav gerne tålmodighed).
Vetræning
I slutningen af andet trimester vil du måske også mærke lidt plukveer. De føles som en stramning hen over underlivet, som gør maven stenhård i nogle minutter. Det gør ikke ondt, men er heller ikke særlig behageligt. Plukveer er ‘øve-veer’, der tjener ét formål: At træne din livmoder, så den er parat, når dit barn skal fødes. Hvis de pludselig kommer meget hyppigt, kan det dog være et signal til dig om at sætte farten lidt ned. Husk også, at mange og smertefulde plukveer kan være tegn på blærebetændelse. I den situation skal du kontakte din læge hurtigst muligt.
Pyh, er her ikke meget varmt?
Du sveder, mere end du plejer. Det skyldes stofskifteændringer. Mod slutningen af andet trimester kan du få hævede fødder og ben, fordi blodomløbet i benene hæmmes af livmoderen, der trykker på de store blodkar. Du kan også få hæmorider og åreknuder.
Forebyg, så godt du kan, med øvelser, der styrker blodomløbet (de såkaldte venepumpeøvelser). Hvis du får kramper, kan du forsøge med et tilskud af kalcium og magnesium. Spørg på apoteket. Udstrækning før sengetid er godt. Sørg også for at få masser af væske (to-tre liter dagligt), motion og fiberrig kost. Det hjælper også, hvis du døjer med forstoppelse.
Dine følelser
Du er ovre den periode, hvor risikoen for spontan abort er størst. Det er alvor, det her! Du skal være mor lige om lidt, og du aner ikke, hvad det vil sige. Den erkendelse kan der komme mange forskellige følelsesudbrud ud af – lige fra glæde til opgivende tårer.
Din egen barndom
Måske reflekterer du over forholdet til din egen mor. Hvordan var din barndom egentlig? Kan du bruge din mors værdier, eller vil du have nogle helt andre? Måske blev du ikke ammet, og din mor begyndte på arbejde efter få måneder.
LÆS OGSÅ: Gravid: Derfor skal du tale med dit ufødte barn
Graviditeten er en god lejlighed til at tage spørgsmål og undren i forhold til din egen barndom op med dine forældre. Lige meget hvilket stormvejr af følelser, du mærker, så tænk på det som en psykisk graviditet, der forbereder dig til at blive mor, på samme måde som din krop arbejder for at forberede baby til verden.
Du og din kæreste
Du kan også spekulere over forholdet til din partner. I er begge i en følsom periode, så I kan både opleve intense skænderier og en ny nærhed. Din partner forbereder sig også, men ikke på præcis samme måde som dig. Det er ikke sikkert, I begge sluger bøger om graviditet og fødsel, og I deler heller ikke nødvendigvis samme glødende interesse for babyudstyr.
Respekter din partners måde at forberede sig på. Nogle gange kan det handle om at have tjek på hospitalets parkeringsforhold – det skal du ikke kimse ad. Nogle gravide er så heldige at opleve en stigende sexlyst, særligt i andet trimester. Hvis du er en af dem, så giv den gas. Der sker ikke noget med babyen, og det vil helt naturligt være styrkende for dit parforhold.
Dit barn
Dit barn ligner et rigtig menneskebarn i starten af andet trimester, bare lillebitte. Alle organer er færdigdannede, men de vokser og udvikler sig stadig. Hjertets fire kamre fungerer, og kredsløb og lunger er i fuld gang med at forgrene sig. I uge 14 er fosteret seks en halv centimeter langt fra hoved til hale, og i løbet af de næste otte uger vokser det til 26 centimeter og en vægt på cirka 400 gram.
En lille krop bliver klar
Arme, hænder, fødder og tæer kan vippe lidt inde i din livmoderhule. Kroppen er dækket af små lanugohår, der sammen med fosterfedtet hjælper med at regulere barnets kropstemperatur. De forsvinder igen inden din termin.
I uge 22 når din baby en milepæl: Nu betragtes han eller hun nemlig af lægevidenskaben som et ‘rigtigt’ barn og ikke et foster. Den lille kan skelne lyde udefra og genkende din stemme. Alt i det lille menneske bliver forberedt grundigt. Allerede nu ligger tandanlæg klar i babyens gummer, der først kommer frem, når mælketænderne begynder at falde ud fra fem-seks-års-alderen.
Dreng eller pige?
Du kan blive scannet omkring uge 20, og der er god chance for at se, om det er en lille dreng eller en pige, som muntrer sig i din mave. Det er et temperamentsspørgsmål, om du vil kende kønnet på dit ufødte barn, men under alle omstændigheder gør det lille smugkig på baby hele din graviditet noget mere konkret. Der er ikke tale om en baby, men om den baby lige derinde. Din! Hvis dit barn er en dreng, er testiklerne ved at bevæge sig fra bækkenet ned til pungen, og de har allerede nu dannet primitive sædceller.
3. trimester (uge 29-40)
Måske føles det mere, som om det er maven, der kommer med dig, end omvendt! Det er hyggeligt, at babyen sparker løs inde i dybet, men du kan måske også føle dig lidt invaderet. I tredje trimester veksler du mellem grænseløs utålmodighed efter at se din baby og let bekymring for fødsel og den første babytid. Alt imens du puster og stønner ved den mindste anstrengelse. Men nu sker det snart! Du kan gå på barsel og begynde at bygge rede. Efter 40 uger peger alt i din krop på: PARAT!
Din krop
Har du fået et strækmærke eller to? Tre ud af fem kvinder får dem, men trøst dig med, at de blegner meget med tiden. I uge 28 er din livmoder på størrelse med en vandmelon, og den begynder at presse på de nederste af dine ribben. Desuden har dit tyngdepunkt flyttet sig, så din ryg er belastet af de ekstra kilo nu. Flade sko er nemmest at holde balancen i, og måske skal du lægge benene op flere gange dagligt for ikke at få alt for hævede lægge og ankler. Nogle kvinder vokser en skostørrelse i graviditeten, fordi væskeansamlinger (såkaldte ødemer) i kroppen gør, at fødderne hæver.
Klar til fødsel
Plukveer er normale i tredje trimester. Det samme er lidt kløe på maven. I få tilfælde kræver kløen behandling, så fortæl altid din jordemoder om det, hvis du klør. Også selvom det kun klør en smule. Du bliver let forpustet, og det kan føles svært at trække vejret helt igennem. Omkring uge 36 topper livmoderen med en størrelse svarende til et rigtigt halloween-græskar, og din krop begynder de indledende øvelser til fødslen – dine ledbånd bliver slappere, så bækkenet kan give sig under veerne.
Dit barn har måske lagt sig klar med hovedet ned i dit bækken, og til sidst synker din mave måske lidt nedad. Livmodermunden er ved at blive blød, og måske skal du hele tiden tisse, fordi barnet trykker på din blære. Den slimprop, der lukker af til livmoderen, begynder at løsne sig, så du kan opleve lidt slimet udflåd. Måske bløder du også en smule, fordi livmodermundingen åbner sig. Din krop er klar, men husk, hvis du er førstegangsfødende, at det er almindeligt at gå over tid.
Dine følelser
Enten buldrer babyen rundt om natten, eller også ligger du alligevel vågen og spekulerer. I den sidste del af din graviditet kredser dine tanker naturligt om fødslen og om den første tid med din baby. Ligesom i begyndelsen kan du måske godt føle en snert af panik. Der er jo ingen vej tilbage nu! Samtidig er du utålmodig efter at se dit barn, og måske glæder du dig i de sidste uger også lidt til at blive alene i din krop igen.
De modstridende følelser kan udmatte dig, og hvis du går alene med dem, vokser de sig større. Fortæl endelig dine nærmeste, hvad du tumler med. Især din partner, som måske – forståeligt nok – også er forvirret over dine stemningsskift.
En klub af mødre
En stor mave virker som en magnet på andre kvinder, og rigtig mange vil gerne fortælle dig om deres egne fødsler, om deres erfaringer med babyer og om tusind andre ting. Det er et spørgsmål om temperament, hvor meget du vil lytte til de forskellige dramatiske historier, men sig fra, hvis det gør dig bekymret.
LÆS OGSÅ: Et stigende antal gravide oplever først at komme til jordemoder kort tid før termin
Vælg også nogle rådgivere, som du virkelig stoler på, og som kender dig godt, hvis du gerne vil have praktiske tip til fødslen og den første babytid. Det er skønt at blive en del af det helt særlige og unikke, som alle mødre har med hinanden, men det kan godt føles lidt anmassende, så længe du stadig er gravid.
Dit barn
Hallo, derinde…? Tænk, hvis man kunne lave et vindue i maven og kigge ind! Så ville du nu kunne se en baby med hår på hovedet. Huden er mindre gennemsigtig, og ryggen er blevet stærkere. Øjnene er færdigdannede, og dit barn kan skelne lys fra mørke. I uge 27 vejer kalorius knap et kilo, og fra nu af stiger vægten med i gennemsnit 27 gram om dagen. Den lille kan sutte på tommelfinger, og hjernen er så veludviklet, at barnet kan huske ting. Hvis far eller mormor lægger øret mod din mave, kan de måske høre hjerteslag.
Hvad laver du, lille baby?
Måske kan du mærke, at den lille hikker. Det skyldes, at den øver sig i at trække vejret ved at trække fostervand ind i den øverste del af luftvejene og presse det ud igen, akkurat som i fødselsøjeblikket, når dit barn trækker ilt ind første gang. Meget af tiden sover babyen, men der er stadig plads til kolbøtter.
Allerede omkring uge 33 lægger to ud af tre børn sig til rette med hovedet nedad i deres mors bækken, men andre venter nogle uger endnu. Desuden har barnet travlt med at gøre sig klar til babylivet uden for livmoderen. Det træner blandt andet kravle- og gå-refleksen ved at sætte fødderne af mod livmoderens faste væg. Desuden øver din baby sig i griberefleks og sutterefleks.
De sidste uger
I uge 35 vejer dit barn cirka 2,4 kilo og er 44 centimeter langt. 99 procent af alle børn, der bliver født nu, overlever uden større problemer. Barnets tarme er fyldt med den første afføring, meconium, som er en sortgrøn klæbrig masse, der kommer ud i løbet af de første dage efter fødslen. De sidste uger kan dit barn tage op mod 30 gram på om dagen.
Fordi der ikke er så meget plads, føles det måske lidt mere som en møven derinde. Du skal dog kunne mærke liv hver dag. Din baby er specialdesignet til at komme igennem fødselskanalen. Knoglerne i kraniet kan glide sammen, så barnet kan passere, uden at hovedet lider overlast. En dansk gennemsnitsbaby er 52 centimeter og vejer 3500 gram i uge 40.