Guide: 10 tips til sunde aktiviteter for hele familien
I ferien har I hygget, leget, badet og tumlet, og haft oceaner af tid. Men nu er hverdagen tilbage for fuld skrue. Få inspiration til sunde aktiviteter, I kan lave sammen som familie, trods et stramt ugeskema.
Af: Af Camilla Haldrup, Voresbørn.dk, 23. august 2013
Inden hverdagstravlheden får overtaget, og de gamle vaner vender tilbage ovenpå en solrig dansk sommer, er det tid til at stoppe op. Start i dag – det bliver ikke lettere i morgen. Læg ud med at vælge nogle bevægelsesaktiviteter, der er ekstremt lette at sætte i gang, og som kun kræver de ting, I har lige ved hånden. Det kunne f.eks. være en rask sneboldkamp med de sammenkrøllede sider fra weekendens avis eller en klatretur i det nærmeste træ.
gallery11billeder
Sæt aktiviteterne på dagsordenen i familien
Start en dialog i familien om, hvad I kunne have lyst til at lave sammen. Hvilke favoritaktiviteter har de enkelte familiemedlemmer? I kan skiftes til at vælge aktiviteter, så alle i familien får indflydelse. Tag f.eks. snakken over aftensmaden. Med de mindste kan det også være hyggeligt at bruge putteseancen til at tale om næste dags aktivitet.
gallery11billeder
Giv jeres hverdag et servicetjek
Ingen familier er ens. Man strukturerer hverdagen forskelligt og har forskellige prioriteter. Derfor er det afgørende, at I forholder jer til, hvornår der i JERES familie er tid til en omgang fælles bevægelse. I langt de fleste familier bliver der brugt en stor mængde tid foran tv- og computerskærme, så måske består udfordringen primært i at omprioritere tiden en smule.
gallery11billeder
Kombiner daglige gøremål og fritidssysler med bevægelse
Der er en lang række situationer på en normal dag, der kan kombineres med bevægelse. Start f.eks. dagen med at tage tøj på med lukkede øjne, drop bilen til institution og arbejde, omdan distancen op til supermarkedet til dit eget forhindringsløb eller gør lektielæsningen med børnene mere varieret ved at indlægge en styrkeøvelse imellem hvert regnestykke.
gallery11billeder
Prioriter aktiviteten 100\\%
Træf en beslutning om, at dine øvrige gøremål må vente, indtil en given bevægelsesaktivitet er afsluttet. Ved at lade dig opsluge fuldstændig af aktiviteten får du både få koblet af, du får ny energi ind i kroppen, og sidst men ikke mindst får du moret dig med familien uden forstyrrelser.
gallery11billeder
Accepter forældreansvaret og høst rigelige mængder livsglæde
Vær bevidst om dit forældreansvar. Alle børn har ret til at lege og bevæge sig, og det er dit ansvar at være med til at sikre denne ret. Dine vaner smitter af på dine børn, og derfor er dit eget engagement helt afgørende.
gallery11billeder
Inddrag og giv alle medbestemmelse
Udover at give alle mulighed for løbende at vælge deres favoritaktiviteter, er det også vigtigt at indrette de forskellige aktiviteter, så alle familiemedlemmer kan have glæde af dem på samme tid. Specielt når der er stor aldersspredning i børneflokken, kan det være en udfordring. Jo oftere I bevæger jer sammen, jo bedre vil I blive til at løse denne udfordring. Lad gerne børnenes fantasi få frit løb – det øger engagementet og udvikler måske endda også aktiviteten.
gallery11billeder
Find selv på aktiviteter
Hvis I vil undgå at blive trætte af at være aktive sammen, fordi I ofte ender med at lave de samme aktiviteter, kan løsningen være selv at videreudvikle aktiviteterne. I kan helt sikkert også få inspiration til at udvikle jeres helt egne aktiviteter. Hvor mange lege kan I f.eks. finde på, hvis den eneste genstand i må anvende er et grydelåg? Hvem finder på den sjoveste aktivitet?
gallery11billeder
Vær ikke bange for at udfordre jer selv
Hverken børn eller voksne tager skade af udfordringer. Så længe I passer på hinanden, er der masser af mulighed for at skabe nye udfordringer for og med hinanden. Afhængig af lyst og temperament kan man vælge at konkurrere med sig selv eller mod resten af familien. Begge dele skaber engagement og variation i aktiviteterne. Måske kan man endda følge med i, om man forbedrer sig over tid.
gallery11billeder
Få endnu flere tips
Find mere inspiration til et aktivt familieliv i bogen Bevæg dig med dit barn af Ida Enghave og Karsten Severin Bjerring, FADL’s forlag 2013, 225 s., 299 kr.
gallery11billeder
Gør som de kendte
De store idrætsnavne har et talent for deres sportsgren ud over det sædvanlige, men når de trækker sig tilbage og stifter familie, bliver de forældre på lige vilkår med alle os andre. Mange af dem har brugt så meget tid på deres idrætsudøvelse, at de ikke kan undvære motion, og derfor kan de slet ikke lade være med at bevæge sig sammen med familien.
“Jeg laver ofte forhindringsbaner for mine børn. Det kan være i gymnastiksalen, på græsplænen eller hjemme i stuen…. Når først de lærer banen at kende, kan de gennemføre den igen igen. Efterfølgende kan man selvfølgelig føje endnu sværere forhindringer til banen, og så og kan de starte forfra,” lyder det fx fra Peter Gade, tidligere badmintonspiller og far til to piger.
(11 billeder)
Faktaboks
Ida Enghave er cand.scient. i idræt og har arbejdet med fysisk aktivitet og sundhed blandt børn og unge i mange år, p.t. i Hjerteforeningen. Mor til Lisa & Oskar fra 2008 og 2011.
Karsten Severin Bjerring er cand.scient. i idræt, er leder i foreningslivet og har undervist, bl.a. på Københavns Universitet, Idrætsskolerne i Oure og Danmarks Idræts Forbund. Far til Anna fra 2009.
Hvor blev den af, ferien? Nu havde I lige så meget tid til afslapning og større overskud til sjove og sunde aktiviteter, men nu er ungerne startet i skole og daginstitution, og I forældre er tilbage på job. Suk.
Er det så også slut med at lave sjove og sunde ting sammen med familien? Ikke nødvendigvis. En travl hverdag kan sagtens gå hånd i hånd med et aktivt familieliv.
“At lege fysisk aktivt med sine børn er en gave, både til barnet, men også til forældrene. Bogen er fuld af aktiviteter, der er lette at gå til. De kræver ingen erfaring, og derfor kan alle være med. Bogen tager højde for, at mange børnefamilier oplever, at travlhed, manglende inspiration og manglende overskud står i vejen for den fælles bevægelse. Ny inspiration og nye værktøjer kan være det første skridt mod ændrede familievaner og øget overskud,” lyder det fra forfatterne Karsten Severin Bjerring og Ida Enghave.