Håndhygiejne: Sådan vasker I hænder
Læs, hvorfor god håndhygiejne er supervigtigt, og se, hvordan I vasker hænder korrekt. Så kan både du og dine børn styre uden om mange sygdomme.
Rene hænder handler ikke kun om pæne manerer – det handler om at tage ansvar for ikke at sprede bakterier og virus, så dine børn, dig selv og andre ikke bliver syge af fx diaré.
Læs, hvorfor god håndhygiejne er så vigtigt, og se, hvordan du lærer dig selv og dine børn nogle gode håndvaskerutiner.
Hvad er god håndhygiejne?
Håndhygiejne handler om at holde sine hænder rene, dvs. fri for smitstoffer, kemiske stoffer og anden snavs.
Hvorfor er håndhygiejne vigtigt?
En god håndhygiejne er en af de vigtigste måder at bryde smitteveje på fx i hjemmet og daginstitutioner, så færre smittes med bl.a. diaré og luftvejssygdomme, og den kan dermed være med til at nedbringe antallet af sygedage for både børn, forældre og pædagoger i institutioner m.fl.
Hvor tit skal man vaske hænder og hvor længe?
Vask altid hænder efter toiletbesøg, før I begynder at lave mad/spise, og når I har pudset næse – og tag jer god tid. En god håndvask varer minimum 15 sekunder.
Hvordan gør man helt konkret?
Det er ikke hjernekirurgi at vaske hænder, men der ligger alligevel mere i det end blot at sjaske rundt med vandet. Her er den gode håndvaskerutine:
1. Skyl hænder og håndled i lunkent vand.
2. Fordel sæben godt på både hænder og håndled.
3. Gnid hænderne mod hinanden, og vask håndfladerne grundigt ind i furerne.
4. Vask håndflade mod håndflade med let flettede fingre.
5. Vask håndflade mod håndryg på begge hænder.
6. Vask begge tommelfingre.
7. Slut af med at vaske fingerspidser og negle.
8. Skyl omhyggeligt sæben af hænderne, og tør dem, så de er helt tørre. Dette er vigtigt, fordi fugtige hænder spreder flere bakterier og virus end tørre hænder.
9. Brug papiret til at slukke for vandet, og smid papiret væk.
Kilder: Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen