Hvorfor har vi hele tiden brug for at sætte børn i kasser?

Allerede inden mit barn overhovedet var blevet født, blev hun kastet i en boks. Dengang var det dog kun boksen omhandlende vægt og længde, men det varer jo ikke længe, før man i sin graviditet skal finde ud af, om ens barn hører til den ene eller anden side af den alvorlige boks.

Til nakkefold, mens du ligger rystende nervøs og samtidig total overdrevet spændt på at se ærten i maven, ligger du også med tanken om, hvilken boks, hvilken sti og hvilket liv I skal have herefter. Jeg taler naturligvis om det berømte kromosom, og jeg fatter slet intet af, hvordan man kan kalde det for en træls boks.

Bevares, man skal omstille sit liv en del, men det skal man da alligevel som kommende forældre. Nu har jeg fulgt flere skønne mødre og deres mindst lige så skønne børn med det ekstra UP-syndrom. Hold kæft mit hjerte brænder for de børn. De er da om nogen så livsbekræftende, som man kan forestille sig. Men nå, mit barn røg i normal-boksen.

Nu er hun kommet til verden, og hun var godt nok ikke mange minutter gammel, før man lige skulle måle og veje og stikke pinde ind mærkelige steder (må nok ærlig indrømme, jeg ikke holdt så nøje øje med hvor) for at putte hende i en boks. Hvorfor? Hvad er det, man får ud af at putte dem i en boks? Jeg var altså ikke en af de mødre, der lånte en helt bogreol om det perfekte barn og den perfekte mor a-z, for hvis der er noget, jeg er blevet tudet ørene fulde af, så er det sætningen: Ingen børn er ens.

Kurver og kasser

I guder hvor har de kloge personer (som egentlig bare er mødre der for længe siden har knækket koden) dog ret! Ingen børn er nemlig ens, ingen kravler på samme dag, ingen kan lide det samme mad, og ingen spiser den samme mængde. Men alligevel er det ikke andet end kurver og kasser. Tak! Her står man som nybagt mor, sårbar som bare helvede og tænker: Burde jeg have tømt den hylde i boghandlen?

Nej, gu fanden burde jeg ikke have læst fire bøger om, hvordan mit barn er. Det er jo, når barnet kommer ud i armene, at man lærer det af kende, og man lærer, hvordan man skal være mor. Men ja, ja, fire dage efter fødslen står der en sundhedsplejerske i døren, og man ved bare, hvad klokken har slået. Åh, jeg husker mødet! En lidt ældre dame stod klar i min dør til at dømme.

Først og fremmest opfyldte hun alle mine fordomme, og dernæst var hun knap nok kommet ind, før jeg begyndte at undskylde vores sølle 70 kvadratmeter bolig og den beskidte tallerken, jeg ikke havde nået midt i mellem at lege Nora malkeko på overarbejde og hardcore overskudsmor med nybaberede ben, for det så sundhedsplejersken da helt sikkert? Man bliver klogere.

For det første viste det sig, at vi havde fået den bedste sundhedsplejerske i hele Syddanmark, for det andet viste det sig, at hun egentlig syntes godt om vores hjem og bemærkede, at mine rande under øjnene kunne have været langt værre (yes, fire lags krigsmaling havde båret frugt). Det var egentlig ganske hyggeligt.

Men nu for at bringe det kedelig faktum frem, så har vores barn aldrig gjort, som der står i nogen bog!

Hverken med vægt, længde, mad, motorik, intet. Hun passer ikke i kasserne, fordi hun er lungesyg og skal have en masse hjælp blandt andet med at holde vægt (hun fik sonde de første seks måneder), og hun er bagud med grovmotoriske ting, trækker vejret sjovt, og så har hun en del sensitive træk. Hun skal isoleres, fordi små ting som lungebetændelser kan tage livet af hende, da hun kun har en lunge. 

Men hey, hun smiler og er glad.