Hylden blomstrer

Hylden blomstrer

Man skal slå til i juni måned, hvis man skal have fat i hyldeblomsten og lave sin egen hyldeblomstdrik. Her får du en opskrift og et par gode råd med på vejen.

Når hylden blomstrer i midten af juni, er det et sikkert tegn på, at sommeren er kommet. Buskene står i fuldt flor overalt i det danske landskab, og de hvide blomster er parate til at blive plukket, så man kan lave sin egen velsmagende hyldeblomstdrik.

Det er både sjovt og nemt og kræver faktisk kun god plads i køleskabet eller en kold kælder. En fantastisk beskæftigelse om sommeren sammen med børnene. Man kan gå i gang, så snart hylden er sprunget ud.

Hvor og hvor mange?

Hyldeblomstbuskene vokser vildt og findes overalt i skove, på enge, langs vejene og i haver. Vælg et godt sted med mange buske, udstyr børnene med en kurv, og så går jagten i gang. Det er buskenes blomsterkroner, man skal have fat i, og man beregner cirka 30 blomsterkroner per 1 ½ liter færdig saft.

Det er en god idé at plukke blomsterne om morgenen, da det er duggen, der holder på blomsternes aroma. Desuden skal man endelig ikke skylle blomsterkronerne, når man kommer hjem, men i stedet ryste dem fri for insekter og andet skidt.

Når kurvene er fulde af de smukke blomsterkroner, venter arbejdet ved køkkenbordet derhjemme.

Hyldeblomstdrik

(giver cirka 1 ½ liter færdig saft, der fortyndes med vand i forholdet til 1:4)

Ingredienser:

30 hyldeblomstkroner

20 g citronsyre

2-3 citroner

500 g farin, rørsukker eller almindelig sukker

250 sirup

1 liter kogende vand

Konserveringsmiddel, hvis drikken skal kunne holde sig igennem længere tid. Doser efter brugsanvisningen.Fremgangsmåde:

Hyldeblomsterne lægges i en stor skål eller en spand.

Hæld rørsukker, brun farin, saften fra citronerne (helst økologiske) samt citronsyre hen over blomsterne.

Tilsæt kogende vand, og rør rundt i blandingen, indtil sukkeret er godt opløst.

Tildæk skålen, og stil den enten i køleskab eller i en kold kælder, hvor den skal stå og trække i to-tre døgn. Husk at røre i skålen en gang imellem.

Det er desuden vigtigt, at blandingen står afkølet, da den ellers vil gære.

Efter to-tre døgn sies blomsterkronerne fra, og saften hældes på flasker, der forinden er skyllet i kogende vand og Atamon.

Man kan enten servere hyldeblomstdrikken fortyndet med vand i forholdet 1:4 eller som en sommerdrink blandet med enten kold hvidvin, lidt vodka eller gin. Det er kun fantasien, der sætter grænser.